Marie.

(En Erindring fra Vesterhavet.)

Hiin smalle Landstrimmel, som den danske Halvøe skyder

frem i Nordsøen, er næsten heelt overhyllet med Flyvesand, opkastet af Vesterhavet, og videre henført af dets Bundsforvandte Stormen; ret som om hiint frygtelige Element med denne golde Gave vilde spotte Jorden over Tabet, det tilføjer den ved at undergrave dens Grundvold og røve dens frugtbare Dele.

Men endnu har Fienden ikke mægtet at fordrive Landtungens standhaftige Beboere. Fra den selv tage de Erstatning for det lidte Tab, og Sandets Magt bekæmpe de ved Hjelp af en Græsart, som aldrig lader sig qvæle, men stedse vil være øverst. Herved dannes heelt hen mod Vestkysten Høje og Dale i afverlende Mangfoldighed. Seete langt fra, naar Solen er bag dem, skuffe de Vandreren med falske Billeder af skovklædte Bakker. Men længere inde ere endnu nøgne vidtstrakte Sandbjerge, der i en Afstand ligne fneetakte Fjelde, og Aar for Aar bemægtige fig Strækninger af de dyrkelige Sletter, dem Flid og

Møje aftvinger en sparsom Grøde.

Herfra, og heelt

ned að Kysten bærer Landet det samme Præg.

I een af disse øde Egne bestceg Fortælleren i fin Ungdom en med Klittag bevoret Sandhøj. for første Gang at besfue det store Verdenshav.

Solen var i sin Nedgang. Havet var flydende Jld, Sandbjergene vare glødende Emmer. Vindene slumrede; fun Dønningens dæmpede Susen paa Strandbredden mins dede om deres sidste Kamp med Bølgerne. Et førgeligere Minde om Vælden af Stormens og Storhavets forenede Kræfter, et Vrag, stod paa den nærmeste Revle, og strakte de sorte Planker op gjennem Sandet.

Solen skulde have dalet over min stumme Henrykkelse, og først Mørket have vakt mig af mine uudsigelige Drømme, hvis ikke en Skare af Havgasser, bærende deres Aarer og Fiskesnører, vare ankomne i Nærheden af det Sted, hvor jeg befandt mig. Endnu før jeg saae dem, hørte jeg deres Fodtrins Knirken i Sandet, idet de tause snoede sig ned gjennem de snevre Dale.

Da Redskaberne vare lagte i Baaden, som laae i en Aabning i Klinten, fordeelte de sig til begge Sider, satte Ryggene til, og skød den ned til Vandet efter Takten af en kæmpebygget Fisters hule Opfang, hvis Omkvæd lød heelt lyftigt: "Jeg hejser og Du haler" „hurra hurra hurra!" faldt Choret ind

hurra hurra hurra."

"Jeg drikker, Du betaler"

De muntre Ord stode i synderlig Modsætning til den dybe Tone og den mørke Alvorlighed, med hvilken de bleve udsungne med hvilken de Alle paa eengang gjorde omkring, toge Hattene af, knælede, og satte Panderne mod Rælin gen. Nogle Djeblikke dvælede de i denne Stilling, men ikke en Lyd hørtes fra deres Læber i Stilhed bade de

til Vindenes og Bolgernes Herre. I Stilhed rejste de sig, fløde Baaden heelt ud i Vandet, sprang ind i den og grebe AaUnder lige Drag gled det lille Fartøj hen ad Havs fladen. Jeg fulgte det med Øjnene, til det forsvandt i det dunkle Fjerne.

rerne.

Een Mand blev tilbage. Det var en Olding; men endnu havde Alderen ikke bleget de rødbrune Lokker, der beffyggede hans rynkede Ansigt, hvorvel den noget havde bøjet hans brede Ryg. Da han længe, ubevægelig, med Hænderne i Sidelommen havde feet efter de Udsejlende, vendte han sig, gik langsomt hen imod mig, og bød mig et oprigtigt Gudsaften!"

"

Jeg benyttede Lejligheden til at erholde nøjere Kundskab om disse Menneskers møjefulde Haandtering, faavel= som om de paa denne farlige Kyst saa ofte indtræffende Strandinger. Dette gjorde han ret tilfredsstillende; især beskrev han mig det sidste Stibbrud - hvis Levninger stode der tæt ved os saa klart og levende, at jeg i Ungdoms Letfind ønskede at vorde Vidne til et saa frygteligt Sørgespil.

Jeg fulgte ham til Hjemmet - et smukt og indvendigt tillige vel forsynet Huus lidt oppe i Landet, og ikke ret langt fra een af de største Sandmiler *). Kort for vi naaede dette, standsede han, saae sig tilbage og rundt om paa Himmelen, og sagde, idet vi gik ned ad den sidste Bakke, med betænkelig Mine: „der er Lurk**) i Vejret.“ "Hvad vil det fige?" spurgte jeg.

*) Saaledes kalde Beboerne te nysbeskrevne store og nøgne Flyvefandsbjerge.

.**) Naar det er stille og godt Vejr, men der alligevel vise fig Kjendetegn til fnar Forandring. Heraf Englændernes "to lurk : at lure lumfkelig.

"Ikke andet," lød Svaret, „end at vi snart faae Forandring."

Herpaa indbød han mig til Aftensmad og Natteherberge. Jeg tog imod det velmeente Tilbud, og blev virkelig af ham og hans ligealdrende Hustru bevertet med en Gjæstfrihed, der ej findes hjerteligere under Beduinernes Telte. Under den søde Følelse af Ro og Tryghed i Modsætning af de bortsejlede Fiskeres møjsomme og farefulde Nattefærd paa det troløse Hav, indsov jeg paa Strandboerens bløde Bolster.

Endnu før Dag vaktes jeg af en blandet Støj i Dags ligstuen ved Siden, af mit Soveværelse: Snakken af grove og fine Stemmer, Klampren af Træsko, Klirren og Knærten af op og igaaende Dore. Jeg satte mig overende og lyttede. I stillere Mellemrum forekom det mig, at der udenfor lød som en huul Sufen, eller et dybt og eensformigt Dren. Jeg sprang op, klædte mig hurtig paa, og gik derned.

Hele Familien var paa Benene og i travl Bevægelse: Manden i Huset sammenrinkede et Toug, Huusmøderen syslede ved Arnen, ragede Jlden sammen, og satte Gryden til; to unge Ovinder den ene Datteren, den anden Sønnefonen vare fuldpaaklædte ifærd med at binde store Tørklæder om Hovedet, som om det gjaldt en længere Rejse.

Min Morgenhilfen blev kortelig gjengjældet, og paa mit Spørgsmaal: hvad det var for en Dundren, jeg havde hørt? svarte den Gamle ligesaa kort og hurtigt: "Havet.“ „Hvor vil I hen, min kjere Mand? spurgte jeg videre. Ud at see efter vore Folk" svarte han; „vi faae strengt Vejr."

Disse Ord virkede electrisk paa mig, og jeg beslut

tede i samme Djeblik at følge dem hen til den frygtelige Nabo. Inden faa Minutter vare vi rejsefærdige og for: lode Huset.

Solen var i sin Opgang. Dens mørkerøde Skive brændte dunkelt bag strimede Skyer. Ingen Vind var at mærke; men højere lød Havets uafladelige Dundren. Taufe gik vi det imode; jeg i urolig og spændt Forventning.

Jeg besteeg den yderste Klint. Til min store Forundring viste Havet sig ikke i mærkelig Bevægelse; kun tæt ved Bredden gik en dybere Undersøe, den brød sig mod Havstokken, og rullede dumrende langs hen med denne. Endnu var Luften i Rolighed, men min gamie Vejrspaamand forsikkrede: at det ikke vilde vare længe, inden jeg skulde fornemme Vestvinden.

Han havde Ret. Denne Nordsøens grumme Behersker kom snart anftigende, indsvøbt i skumle Taager. Nu begyndte Havet langt ude at røre sig; det fremviste allerede smaa hvide Prikker, der stedse bleve flere og flere, og større og større, og nærmede sig, som det syntes, med Vindens Hastighed. Men Vinden løb dem forbi.

Paa eengang kom den med uheldvarslende Sukke og hiin skarpe Hvinen i Marhalmens stride Lotter. Ingen Baad var endnu tilsyne. Men heelt hen paa Klitbakkerne viste sig een af Strandboerne efter den anden, meest Qvinder og halvvorne Drenge. De kom, ligesom vi, til Udkik efter de tøvende Fistere, forsvandt, ftak atter frem; eller og det var Andre, der traadte i deres Sted.

Vindens Heftighed tiltog; Bølgernes Tumlen ligesaa : Strandbredden stod i Skum. Jeg stjalv for de arme Stak ler derude, og opgav dem allerede i mine egne sørgelige Tanker.