Da hun nu gik op paa Gaarden, satte han sig paa en Steen ved Indkjørselen. Og kom der da kjørende en Skovvogn med en stor Egekjævle, der skulde til Sauggraven. Men Hestene vare smaa og udkjørte, og midt for Porten gik de rcent istaae. Manden det var en Bonde, som havde faaet dette Stykke Hovarbeide han pidskede paa Helmisserne; men de kunde iffe tage Vognen. Saa kom Skovfogden til, og han skjældte, og Ridefogden, og tilsidst den ærlige og velbyrdige Jørgen Marsviin. Og de gave allesammen ondt af sig paa Bonden, for det han var kommen til Hove med saadanne Ralliker jeg kan troe de vare de bedste, han ejede.

-

Sejer sidder og seer paa dette her; og imellem smidskede han ad al den Staahej, de der gjorde.

Det faae Hosbonden, og saa siger han: „Hvað sidder Du der og griner ad?"

"Jeg tykkes," siger han, at Læsset er ikke tungere, end at jeg kunde trække det alene.“

"Hej! spænd fra!" raaber Herremanden til Kjøresvenden. Og da det var gjørt, siger han til Sejer: „Tag Du nu fat! og kan Du trække Vognen, saa giver jeg Dig, hvad der ligger paa den, men kan Du iffe, saa skal Du op og have Dig et Ridt paa_Træhesten.“

Saa begyndte Knosen at undskylde sig og sagde, at det var kun hans Spøg. Men Hosbonden sagde til ham, at han vilde vænne ham af med at spøge i hans Nærværelse, og een af Delene skulde han.

„Jaja!" sagde Sejer, „fkal jeg, saa skal jeg..

Dermed gif han til Vognen, tog Stjerten af, og fat i Hamlerne, bøjede sig forover og trak - og Vognen fulgte godt efter; men hans Træskoe gik i Smadder, saa haardt traadte han i Jorden.

-

,,Du er ingen Frossenpind," sagde Herremanden og han var det ikke heller selv, for de fortælle endnu om ham, at naar han reed ud af Porten, kunde han tage fat i en Jernring paa Porthammeren, og løfte med Benene fin Hest fra Jorden tag nu Kjævlen! og see selv, hvordan Du faaer den hjem! og hvad Fæstet angaaer, saa ville vi see Tiden an."

Den, der blev glad, det var Sejer. Og han takkede, og væltede Kjævlen af, og satte sig paa den, og faae ind ad Porten efter hans Maren.

Det varede syv lange og syv brede, saa kom hun. Men hun faae ud til den dyre Tid.

"Gud naade os elendige Mennesker!" sagde hun det var knap, hun kunde for at græde „Vi kan aldrig faae hverandre."

--

Det er nogle slemme Ord, Du der kommer med, "siger Sejer; Manden havde halvvejs lovet mig det herude hvad gaaer der nu af ham?"

"

Fruen havde ligesaa," siger hun; men nu skal Du høre, hvilket Held jeg havde. Da jeg er kommen op ad Trappen og ind i den smalle Gang, der er, saa kommer en Stor Een" *) mig imode og han seer vist paa jeg kunde ikke komme om ved ham, for han mødte og saa siger han: „Du er“ som han kunde "den skjønneste Pige eller Kone, hvad Du nu er, jeg har seet i dette Land. Hør! vil Du holde af mig?" "Nej," siger jeg, det maae jeg iffe." - „Naar

mig for mig

bande

Du vil," siger han, „saa maae Du ogsaa. Jeg er Baron" nu kan jeg ikke huske, hvad det var, han kaldte fig kom her kun iaften, saa skal min Tjener passe

*) En fornem Mand.

E. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. VI.

15

paa og vise Dig til mig."

"Nej," siger jeg, "det er Synd og jeg har ogsaa en Kjereste, og ham maae jeg iffe narre." Saa tog han en Haandfuld Penge frem, og viste mig; men jeg smuttede om ved ham og ind til Fruen. Hun var naadig nok imod mig, og Herren kom til, og han lod til, at han vilde bønhøre mig. Men saa kommer denne her Baron og staaer og lurer paa det, og saa siger han: Er det en skikkelig Karl, hun vil have, saa bør han ikke tage hende, for hun er en liderlig Tingest; jeg saae, hvordan hun stod og leflede med en af Tjenerne herude i Gangen. Da det Skarn havde saaledes beløjet mig, saa ffjældte Greven og Fruen mig ud og befalete mig at jeg skulde pakke mig og aldrig meer komme for deres Dine.

"

"Herre Gud, Maren!" sagde Sejer, „skal Du iffe have andet for din Dydighed og for din Troskab imod mig, Staffel! Men vor Herre lever endnu! vi ville ikke være harmslagne; det bæres mig for, at vi endda skal have hverandre om der saa vare saamange Herrer og Fruer til, som der er Blade i Aunsbjerg Skov.“

Ma-Jbs fukkede, ligesom hendes Hjerte skulde briste, men sagde ingenting. Han snakkede ikke meget mere, før de vare fomne til annet og skulde skilles ad, hver til Sit; saa siger hun:

„Godnat Sejer: og Tak for idag!"

„Selvtak Maren!" siger han; "Du har ondt nok for min Skyld. Jeg er bange, jeg aldrig kan gjælde Dig det igjen Vorherre faaer!"

"Vil Du til Dansen i Skoven imorgen?" spurgte Pigen ham.

„Vil Du? spurgte han igjen.

"

Nej,“ sagde hun, jeg har ingen Lyst.“

"Jeg ikke heller,“ sagde han.

"

Saa skal Du have Godnat!" sagde hun og gav ham Haanden.

"

Det skal Du selv have!" svarede han; og dermed skiltes de ad.

Men der var meer Ondt tilbage for den solle Maren, inden hun maatte komme til Rolighed. Da hun kom ind, da sad han der, den Skovlouring Ole Brødløs.

„Kommer Du der, min bitte Pige!" siger han; „er Du nu betænkt?"

"Paa hvad?" siger hun.

„Har Du nu glemt det?" siger han; "det er endda ikke længer siden end Paaske det var jo om at drage ind til Mit. Og see her! At Du ikke skal troe, at jeg bejler paa Tøndtøl og Barbrød, saa vil jeg give Dig dette her i Fæstensgave;" han fremlagde herved en vægtig Sølvhalskjæde med et vedhængende Hjerte af samme Metal.

„Havde Du kjendt hende, der har baaret det, mens hun var levende, saa skulde Du ikke skjælde hende ud for en Stundthosetos!«*)

Ved disse Ord gjorde han en saa sælsom Mine til Faderen, at Datteren blev greben af en lønlig ængstelse. Den Gamle studsede og vidste ikke, om han fulde troe fine egne Øjne: ingen af dem mælede et Ord.

„Naa! vil Du have den?" gjentog Ole.

"Nej," fremstammede Pigen, og vilde ud, for at søge Trøst hos Kjeresten.

Men den frygtelige Bejler greb hende om Armen med den ene Haand, og gjemmende Smykket med den anden

*) En fattig Bondepige. Stundthofer ere Strømper uden Saaler, faaledes som de bruges af Bondealmuen i Vesterjylland.

sagde han: Kommer jeg tredie Gang, vil jeg ikke have Nej."

Og uden at tage videre Afsked, tog han sin Hue og Kjæp, og git fin Vej.

Nu kommer Drengen med køerne," sagde Jb og satte sig paa Trefoden.

Ma-Jbs gik ud for at malke, men hun sang iffe som hun plejede ved den Bestilling. Sejer vandede sin Faders Heste; men han fløjtede ikke, som han ellers gjorde. Det var ogsaa en elendig Helligaften for dem begge To.

Juleaften.

Det var i „Plasningen,“*) da en gammel Stødder kom „skravlende«**) hen til Uannet, for at bede om lidt i Guds Navn. Saa kom han ogsaa ind til Jbs. De bad ham sætte sig nede ved Kjøkkendøren, "saa skulde han vel faae lidt at bide paa" og lidt i Posen.

Da han havde faaet det, saa klagede han: det var faa filde og saa koldt for ham at vinde længere den Aften, og bad Folkene om Nattely.

Det sagde de Ja til, og viste ham ind i Ovnen, der var ly" endnu fra Bagningen af.

„Støderen“ ***) kravlede derind; og der laae han. Det lakkede ud paa Aftenen. De havde spiist deres

*) Tusmørket.

**) Slentrende med Mathed, og næsten krybende.

***) Et Ringeagtsudtryk om gammelagtige eller dog ikke unge, fat

tige, lidet duelige Mandfolk.