De tre Selligaftener.

(En jydsk Røverhistorie)

Paaskeaften.

Dersom Du, min læser! nogensinde har været paa „Sna

belsbøy“, hvor Landsthinget holdtes i gamle Dage, da har Du derfra lidt ud mod Syd kunnet see en liden, adspredt Torp, som hedder Wannet. Her boer og har vel aldrig boet andet end Bønder.

Saa boede her ogsaa engang for et Par hundrede Aar siden en Mand, de kaldte Jb. Hvad hans Kone hed, har jeg aldrig funnet opspørge; men saa meget veed jeg: at han havde en eneste Datter, som hed Maren; og til

Hun skal have

daglig Brug kaldte de hende Ma-Jbs. været knøv og snøg, *) dette her Qvindfolk; og hvor hun færdedes, der skottede de unge Karle efter hende; men hun skottede ikke efter Anden, end efter Sejer. Han var ogsaa eneste Son; og hans Fader boede ogsaa i Uannet.

*) Net og peen, meest med Hensyn til Paaklædning.

Som jeg nu skulde fortælle, saa var det engang, og det paa selve Paaskelørdag, at en Mand kom ind til Jbs. Han var bondeklædt, forresten velvoren, ftrag og boun,*) og faae ud til, at han kunde være om ved de Tredive.

Der var Ingen til Jbs, der kjendte ham, men han sagde selv: at han var en „Skovlouring;"**) at han fornyssen havde Faderens Gaard i Fæfte; og at han nu vilde nordpaa, for at tinge Kul ud. Sølvknapper havde han i Kjole og Vest, saa det var let at see, at han var ingen Stodderkumpen. Nu gav de ham baade Mad og Drikke, og imidlergodtid førte han baade det ene og det andet paa Tale.

"

og smidskede lidt ved

Saa siger han da og til Jb, det: Min Moder bliver gammel, og jeg skal vel snart til at "have Een ind;" kan I ikke give mig Spor paa et dygtigt Qvindfolk? Det kunde give ligemeget med Penge, for det komme vi nok ud af; men hun skulde have et Par "godtskaftede" ***) Hænder og for gammel maatte hun

da heller ikke være."

"

Jb var slov;"†) han kløede sig bag Dret, og fagde: „hm! saadan een vorer ikke op af Lyngtoppene hver Dag" han skottede hen til Datteren, og loe saa

fmaaligt.

Men Datteren kunde ikke godt lide den Snaf, og gjorde sig et ærinde ud.

*) "Strag" rank og pyntelig (kun om Mandfolk), „boun" lidt mindre end overmodig.

**) De, der boc.i Skovegnen (ved Silkeborg og ind ad Ny til), i det i gamle Dage faa benævnte "Lousyssel."

***) Rappe og dygtige.

†) Forstilt enfoldig, men snu.

Da Kløren nu vilde til at gaae, spurgte de ham: hvad han heed?

"Saamænd!" svarede han, min Fader kaldte de Ole Brødløs, *) og jeg skal vel hedde ligesaadan."

Saa gik han; men da han var kommen et Stykke fra Gaarden, der møder han Ma-Jbs, der havde været henne hos Sejers, og saa siger han da til hende:

„Det kan ikke hjelpe at bruge lang Snak; jeg gaaer „af Enkom“ **) for din Skyld. Til Pintse kommer jeg igjen, og saa kan Du beraade Dig imens. Nu skal Du have Farvel!"

Ma-Jbs blev ikke glad til den Bejler. Da hun kom ind, satte hun sig ved den nederste Bordende, lagde fine Hænder i Skjødet, og sukkede ret af Hjertet.

"Hvad skal det betyde?" sagde Faderen.

"Jeg huer ikke denne her Skovlouring - eller hvem

han er" svarede hun.

"Kan det aldrig blive til

noget, at jeg og Sejer kan komme sammen?"

"Ja hvad paa?" sagde den Gamle.

Og saa var den Snak forbi. Fader og Datter toge

begge to fat paa „Vindepindene.,,

Lidt efter kom Sejer ind.

"Gudsaften" siger han.

"Tak" sige de.

Nu gaaer jeg op paa Gaarden, "***) siger han, „eg snakker med Manden,†) for det kan ikke hjelpe at kjellinges længere om."-

*) Et Navn, rimeligviis fra først af svoiviis, som nu flere Smaafteder bære.

**) Ene og alene i den eller den Hensigt (faaledes og i Svensken). ***) Herregaarden.

†) Herremanden.

den er vred paa Dig, og Du kommer til at springe Soldat."

"

Det kan hænde sig," siger Sejer, „men nu ville vi sætte en Prøve."

Saa gik han.

Da han nu kommer til Aunsbjerg og gaaer ind ad Porten, saa møder han Manden selv, og han hed ellers Jørgen Marsviin.

-- "

tibt."

"Kommer Du nu igjen om dit Fæste?"

Det kan ikke nytte Dig - det har jeg sagt Dig saa

„Aajo! Hośbond!" siger Sejer, jeg beder faa alminteligt."*)

Da faae Herren vredt til ham, trak Øjenbrynene ned og slog Rynker i Panden; og der skulde Ingen tænkt andet, end at han med det samme vilde fløjet paa ham og torfken ham. Men han blev endda omfindet og kom til at see noget mere skreed"**) ud, og siger:

"

"

Hør! der er disse Røvere, der nu saalænge har baadé plyndret og slaaet Folk ihjel, og som man figer, har deres Kule etsteds her i Alheden. Kan Du finde mig dem, saa skal Du ikke give en Skilling for Fæstebrevet, og Du skal faae Ma-Jbs, og endda have Lov til at tage en Vogn og to Heste herud af Aunsbjerg. Nu veed Du min Mening."

„Saa Gud naade mig!" sagde Sejer, og luskede af nok saa „sloten.“ ***)

*) Inderligt og indstændigt.

**) Glat ɔ: mild.

***) Meget nedslaact og forknyt.

Han aad ifte noget den Aften og Ma-Jbs havde det heller ikke bedre end godt." Og det var en elendig Helligaften for dem begge to.

Pintseaften.

Gif faa Tiden hen som den kunde, fra Paaske til Pintse, og med de to unge Mennesker stod det endnu alt= sammen ved det Gamle: de bleve ikke ganske modfaldne; for de fatte deres Haab til Fremtiden, eller til ham, der raader for den.

Pintseaften gik Sejer over til Jbs — som han gjorde faa tiot, kan jeg troc for at høre, om hun maatte følges med i Aunsbjerg Skov den næste Eftermiddag, naar de vare komne af Sørslev Kirke. Det var nemlig en gammel Skik deromkring

og er endnu, kan jeg troe at de paa Festens første Dag forsamle sig der i det Grønne, og forlyste sig med Dans.

Den Lørdag, som vi nu tale om, da Sejer kom over til Kjerestens, saa stod hun og havde allerede smykket sig. "Goddag Maren!" siger han, „hvad Lav har det, at Du skal være faa „dol“*) idag?"

"Det kommer mig for," siger hun, at jeg skulde gaae op til den naadige Frue, og see at faae hende til at lægge et godt Ord ind for os til Hosbonden."

"Hm!" siger han, „det kunde have det Held. Jeg vil følges med Dig og bie udenfor, mens Du er inde." De gik.

*) Smuk og peen.