Jeg gik først til Tidselholt: der var han ikke, havde ikke saa ganske vel." Det kan gjerne være, tænkte jeg og lod stryge ad Rørkjær til, men kom ikke videre end i Lyftsloven der sad vor Maler paa Bænken, De veed nok, fra igaar. Jeg gaaer derhen, klapper ham paa Skulderen og siger: "Jeg maae da gratulere Dig, min Ven. Fortæl mig nu, hvordan det gik til: hvad Du sagde og hvad hun saa sagde, etcætera, etcætera! Det skal more mig.“ " Mig ikke svarede han tørt og but. Da var det og bandsat, siger jeg: „hvordan kan det hænge sammen; hvad svarede hun da paa dit Andragende ?" "Hun sagde Nei,“ sukkede han. „Men hvad skulde da det smage af?" figer jeg; "der skal Nogen see, hun vil gjøre sig kostbar." "Ikke det siger han, men hun elsker en Anden." Hermed rejste han sig og skred med Hænderne paa Ryggen langsomt hjemad. Hm!!! Jeg satte mig paa meerberørte Bænk, for i Magelighed at grunde over denne mærkværdige Sag. Hvem kunde hun nu være forelsket i? Svogeren? det var ikke tænkeligt hos en Pige med hendes reelle Tænkemaade og gode Forstand. — Der var nu rigtignok den unge Præft i Hungerslev: hans Bønder holdt meget af ham; og jeg har hørt mange Damer sige om ham: „at han var sød;" men han var jo en fattig Djævel, der næppe havde Salt E. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. VI. 14 til hans Paaskeæg. Det kunde snarere have været Forpagteren paa Gyldenborg; han var nylig bleven Enke mand, havde Mønter, og var en Mand i fine bedste Aar jeg antog, at han ikke var saa farligt over de Halvtreds men han havde en urimelig stor og rød Næse, -- og man vilde ogsaa sige, at han pimpede lidt. Naa, faa var der endelig mig selv: det er ikke umuligt, at baade den og den jeg nævner ingen kan have havt Godhed for mig: men havde det været Tilfælde med Juliane, saa maatte jeg dog have mærket noget; jeg kjender ogsaa lidt til Fruentimmer. Hm! lige nær var jeg. Endelig opstod hos mig en Formodning om Mislighed i Forhørets Holdelse: at han enten havde qvæstioneret forfeert, eller iffe rigtigt opfattet Inqvisitindens Svar, hvisaarsag jeg ansaae mig beføjet til at henvise Sagen til ny og bedre Behandling. Jeg gik videre, og indhentede snart den ulykkelige Elfker; thi han havde kun avanceret et hundrede Skridt, og stod ganske stille foran en gammel Eeg, betragtende opmærksomt dens krogede lavthængende Grene. Hvortil en saadan Green er brugelig for en desperat Elsker, det vidste jeg kun altfor vel, lob derfor til, greb om begge hans Arme, og raabte: „Menneske; hvað gjør Du!" "Ingenting," svarede han, men blev endnu ved at see paa det ildevarslende Træ. "Hvorhen?" spørger han. "Jeg vil snakke med Dig," siger jeg. „Kan Du ikke snakke!" siger han, immervæk tvær og fnortet. "Hør!" begyndte jeg: da Du havde sagt hende dit Ærinde, hvad svarte hun saa egentlig? gjengiv mig hentes ipsissima verba!" " Det er snart gjort", svarede han; hun sagde: "Tor jeg give Dem et Hjerte, som tilhører en Anden?" ,,Attendez!" siger jeg: „er Du vis paa, om hun sagde tilhører eller har tilhørt?" for der er en Fandens Forskjæl paa Præsens og Præteritum.“ "Hm!" siger han, „det al Fald er jeg jo tilovers." er muligt - "Ikke heller det," raabte jeg; og nu aabenbarede jeg ham Julianes første Tilbøjelighed, og endte med den Forfiffring: at da hun ikke havde kunnet faae Numer Een, vilde hun blive sjæleglad ved Numer To. Det smagte han paa. Nu tilbød jeg ham, at Evne, men han spurgte mig: Jeg forsikkrede ham, at jeg ikke fejlede noget paa Forstanden, og at jeg nok skulde incaminere Sagen paa den fineste Maade. "Gaa saa ad Helvede til!" raabte han og vendte mig Ryggen. Jeg troede at kunne fatte den rette Mening af disse ublide Ord, og skyndte mig tilbage til meerbemeldte Tidselholt. Her opsøgte jeg strar det stakkels Pigebarn, og fandt hende paa sit Værelse, hvor hun rigtigt sad og flæbede over det bevidste Maleri. Og saa dybt var hun inde i fine mørke Betragtninger, at hun hverken hørte eller faae mig, førend jeg var midt inde i Værelset. Hille min Sandten! hvor hun fik travlt: op fløj hun af Stolen, stak Billedet hen paa Bordet men med Bagsiden opad - vendte sig imod mig, satte et strængt Ansigt op, og spurgte: „Hvad behager?" Jeg blev jo lidt forbløffet, og svarede i min Forlegenhed: at jeg ledte efter Maler Skov. "Og det her?" gjenmælede hun. --- „Jeg skal gie mig den Frihed," tog jeg hurtig tilorde, "at sige Dem; jeg kommer lige herude fra Lyftfkoven, og der saae jeg Hr. Skov staaende ved den store Eeg - den samme, De veed, hvori Skomageren hængte sig forgangen Aar, og saa faldt det mig ind, at -" - "Om Forladelse at jeg falder Dem ind i Talen!" knæbrede hun; skal De ikke see ind i Stuen? mine Forældre ere vistnok tilstede." Dermed vendte hun mig Bagklædningen til; og jeg pillede af ligesaa klog som jeg var kommen. Jeg har nu en særdeles Lyst til at stifte Forbindelser, og jeg tør smigre mig med, at jeg ofte har været heldig i mine Bestræbelser. Denne her paatænkte laae mig saa meget meer paa Sinde, som Juliane var gaaet Glip af Secretæren. Jeg troede derfor, at det var rigtigst, jeg henvendte mig til ham, som den, der kunde være hende nogen Erstatning skyldig. Som tænkt, saa gjort. Jeg ilede til Rørkjær, og fortalte ham under fire Øjne Alt, hvad jeg vidste, fra først til sidst. - Han smilede veltilfreds og sagde: „Jeg har allerede mærket Noget ypperligt min Ven! der bliver vist nok med det første Bryllup paa Tidselholt. fra hendes Side kjender jeg nok (jeg ogsaa Hindringen tænkte jeg) vær saa god, Kjere! og hold min kone med Selskab: Hun er ved at vinde urede Silke; maaskee De kunde være hende behjælpelig. Med disse Orb forlod han mig, og jeg gik ind til Fruen. At vinde Garn, hvad enten det nu er Silke eller Tvist, har en særdeles Interesse for mig at sige, naar det er i gordisk Forvikling. (Det vidste Secretæren godt). Hvad der falder af sig selv, det kjeder; men at besejre Vanskeligheder, at udvikle det Indviklede, det er hm! hvorledes skal jeg nu gjøre mig forstaaelig? hm! jeg veed ikke bedre, end at sammenligne rede og urede Garn med den Socratiske Philosophie, og den Kantifte. - Nu vel! jeg tilbød Fru Skov min Tjeneste; og den blev antagen. Men vist er det, at „Kritik der reinen Vernunft" ikke har brudt mig nær saa meget som Frue Stove fratielfte Silkegarn jeg blev ikke færdig med mit Vindsel før langt ud paa Eftermiddagen. Secretæren var endnu ikke kommen tilbage, da jeg sparkede af ad Tidselholt til; jeg længtes efter at vide: om vi skulde have Bryllup der eller ikke. I Lystskoven, man veed nok, var gode Udsigter til det første. Her finder jeg nemlig paa den ominose Bænk min Hr. Maler og paa hans Skjød Juliane. Han havde sin ene Arm om hendes Liv, hun sin ene om hans Nakke; hendes anden Haand var beskjæftiget med Gulduhrkjæden*) paa hans Bryst. Det var en malerist Situa *) Samme Kjæde var ogsaa baade masiv og et nydeligt Stykke Arbejde, forfærdiget af Prahl paa Dftergade. P. Sp. |