inde i denne Materie, at de slet ikke havde savnet os to; thi den ene spurgte Consistorialraaden: hvori spiller De?"

Hvad der videre tildrog sig denne samme Aften, anfeer jeg for mindre vigtigt, og vil desaarsag slutte dette Capitel.

Jeg var længe i Tvivlraadighed, om jeg ikke ogsaa skulde ftryge denne lange Tirade om Lombrespillet; men da jeg overvejede: at intet, som vedrører dette Æmne, bør ansees for uvigtigt, og at desuden min kjcre Fætter ved for stærk Stry: gen kunde blive stædig, saa har jeg, i Haab om Overbærelse, ladet det staae.

S. S. B.

III.

Bejleren.

(Hvem Bejleren er, det kan man sagtens gjætte sig til; men hvorledes han bar sig að ved dette slet ikke uvigtige Hverv, det er, hvad jeg nu skal give mig den ærbødige Frihed at fremstille:)

Der ere mange Maader at bejle paa. Naar en Bonde frier, saa tager han to andre Bønder med sig; og saa gaae de ind, hvor den Udkaarede boer, fige „Goddag:“ sætte sig ved Skiven, lade sig beverte halve og hele Timer, og snakke imidlertid om alt andet, kun ikke om Frieriet. Naar man endelig har vendt den sidste Kaffekop, staaer man op, og tager til sin Hat; men en af Frierens Medhjelpere spørger, ligesom i Forbigaaende eller Ud= gaaende, „om den røde (sorte, hvide eller brogede) Koe er fal? og til hvilken Priis?"

Disse Spørgsmaal besvares ikke ligefrem eller bestemt, men med tilbørlig Forbeholdenhed, og foranledige tilsidst en Contraqvæstion: "Hvem den Lysthavende monne være?" Adjutanterne pege da paa den tause Bejler," og lægge til, at han maaskee kunde faae Sind at føre mere ud af Gaarden."

Derpaa tales i samme Tone om en Hest, en Dragkifte, en Seng, v. f. v.; og langt om længe forlange Underhandlerne kategorisk Svar paa det Spørgsmaal: „Naar nu Mads (Bejleren) tager Maren (den ældste Datter) med, hvad vil I saa gie ham til i Penge?"

-

Denne Fremgangsmaade i Bejlevæsenet kunde vi kalde den diplomatiske; thi en Regent frier ogsaa ved Gesandter, ja gifter sig ogsaa per Procurationem, (hvilket rigtignok ifte er i Bondens Maneer) for han handler ogsaa om Medgift i Guld, Landejendomme, Sjæle som det hedder paa Slavist. —

--

Vor Helts Methode var meget forskjellig fra ovennævnte; og troer jeg med Føje at kunne kalde den malerist, som strar vil vise sig.

Maler Skov og jeg bleve snart intime Venner; det vil sige, vi drak dus. Dette gav mig flere Rettigheder, blandt andre den at gaae ind i hans Værelse uden at

pikke paa Døren.

Gaaer jeg saa en Dag derind

det var en tre

Uger efter hans Ankomst han var der ikke; men paa Staffeliet seer jeg et nylig fuldendt Maler c. Og hvad forestillede saa det? — Juliane og ham selv paa Knæ foran hende. Han havde truffet hende saa godt, at det var umuligt at tage Fejl. Af hans halve synligt, men det var nok.

eget Ansigt var kun det Han faae ud, som han

vilde til at græde (jeg synes, han borde smilet; det lader

dog altid kjønnere) naa, som jeg nu ved mig selv gjør mine critiske Bemærkninger over dette Konststykke, kommer min gode Skov ubemærket ind, og lægger fin Haand paa min Skulder.

Jeg vender mig om og seer paa ham; og han seer paa mig igjen.

"Er Du mín Ven?" figer han.

"Ja F..... pidske mig, er jeg ikke," siger jeg. "Du kan vel begribe," siger han, „hvad dette her fkal forestille?"

„Ja saamænd!" siger jeg, „Du gjør Hanebeen for Justitsraadens Juliane."

Dertil gjorde han et Ansigt saa suurt som Consistorialraadens, naar han drikker Dagens første Dram, stampede i Jorden, og snærrede: jeg tilbeder hende, Din Æsel!". "Naa naa!" siger jeg, har Du sagt hende det?" Han rystede med hovedet.

"

"

Saa tael med hende om den Sag!" siger jeg.

11

Tale" raaber han, og slaaer sig for Brystet,

"det er Hjertet alene, som skal tale.“

-Ja det skal hun blive klog af" figer jeg; "nej brug Du kun Kjæften, og fiig hende reent ud af Posen, `at Du har lyst til at gifte Dig med hende."

Ved dette velmeente Raad snurrede han sig rundt, stod derpaa bomstille, lod Hovedet hænge udover det forlibte Hjerte, og hvidskede: "Peer! kan Du ikke faa ganske hemmeligt praktisere dette her Malerie ind paa hendes Natbord!"

"Det er intet i Vejen svarede jeg, tog Maleriet, der iffe var ftørre, end at jeg kunde skjule det under min Frakke, gif, og satte det paa behørigt Sted. Jeg vilde

að igjen, men hørte Trin paa Gangen, og smuttede hen paa det bevidste Fjælested - bag Julianes Seng.

Hun kommer rigtigt ind, seer strar Maleriet, træder nærmere hen til det stirrer paa det, skifter Farve, folder Hænderne, hæver dem, og lægger dem under Brystet, fra hvilket de ogsaa udpressede et langt Suk, kaster DØjnene op til Loftet, snurrer sig om, og løber ud. Hohoh! tænkte jeg, hun capitulerer strar, hun iler at søge ham op, og saa sneg jeg mig ud efter hende.

Hun havde saa langt et Forspring, at jeg ikke kunde opdage, hvilken Vej hun havde taget. Der gik nemlig to Veje til Rørkjær, een for Kjørende, som var den længste, og en kortere for Gaaende; jeg valgte den sidste. Jeg tog Benene godt med mig; men der var ingen Juliane hverken at høre eller see; paa Rørkjær ikke heller.

I Porten mødte den forelskede Maler mig: han saae ud, som om han vilde tigge fit Liv af mig. Jeg sagde ham nu, hvorledes Vedkommende havde baaret sig ad, da hun faae den malede Kjærlighedserklæring, samt at jeg havde troet, at hun var løbet lige til Rørkjær, for at kaste fig i Armene paa ham. Herved bar han sig ad, som om Porten havde været ham for snæver; og jeg befrygtede virkelig, at han havde faaet en Skrue løs.

Jeg raadte ham da, at tage sin Oprejsning, hvor han havde faaet fin Skade, og følge med mig tilbage. Vi gik det vil sige: jeg gik; for han snart dansede han og snart stod han stille, saa var han foran mig, og saa bagefter. Han teede sig ret barnagtigt; hvilket jeg ogsaa uden Forbeholdenhed sagde ham. Hertil svarede han iffe andet end: Rend til Helvede og lif 2c." Jeg svarte ham igjen med et Skuldertræk.

"

Som vi nu vare komne midt ind i Lystlunden der

ved Tidselholt, hvem seer jeg saa uden hende selv, for hvis Skyld jeg nu havde gaaet mere end en Miil, og slidt paa mine Støvler. Hun sad paa en Træbænk, og vendte Ryggen til, men jeg kjendte hende baade paa Dragten og paa Figuren. Skov blev hende ikke vaer, for han havde Djnene enten oppe i Trætoppene eller nede paa fine Støvlenæfer.

Jeg griber ham i Armen, drejer ham om til den Side, hvor vort corpus delicti befandt sig, peger og siger: „Gage nu, og bær Dig að her, ligesom Du gjør derinde paa Maleriet, saa er Du forlovet inden jeg kommer til Tidselholt!"

Han gav et Skudder, som naar En bliver pludselig forskrækket; men jeg satte Mod í ham med den Forsikkring: at det ikke var noget Spøgelse, han faae, men et levende Menneske med Kjød og. Blod. Saa gik han, og jeg tøflede af til Gaarden for jeg var baade sulten og tørstig — tænkende ved mig selv: „Qvis cætera nescit ?“*) som Skræderen i Aalborg saa smukt siger i een af hans erotiste Elegier.

IV.

Hindringer, hvilke dog lykkelig overvindes.

Da jeg vaagnede den følgende Morgen (hos Fætterens), paakom mig Lyst til at erfare, hvorledes den for

*) Nesten kjender Enhver. (Ovid.)