Billeder på siden
PDF
ePub

inde i denne Materie, at de flet iffe havde savnet os to; thi den ene spurgte Consistorialraaden: hvori spiller De?.

Hvad der videre tildrog fig denne samme Aften, an: feer jeg for mindre vigtigt, og vil degaarsag slutte dette Capitel.

Jeg var længe i Tvivlraadighed, om jeg ikke ogsaa ffulde ftryge denne lange Tirade om lombrespillet; men da jeg over: vejede: at intet, som vedrører dette mne, bør ansces for uvigtigt, og at desuden min fjere Fætter ved for stærk Stry: gen kunde blive ftædig, saa bar jeg, i Haab om Overbærelse, ladet det ftaac.

S. S. B.

III.

Bejleren.

(Hvem Bejleren er, det kan man sagtens gjætte sig til; men hvorledes han bar sig ad ved dette slet ikke uvigtige Hvery, det er, hvad jeg nu skal give mig den ærbødige Frihed at fremstille:)

Der ere mange Maader at bejle paa. Naar en Bonde frier, faa tager han to andre Bonder med sig; og faa gaae de ind, hvor den udkaarede boer, fige „Goddag:“ sætte sig ved Stiven, lade sig beverte halve og hele Timer, og snaffe imidlertid om alt andet, fun iffe om Frieriet. Naar man endelig har vendt den sidste Kaffekop, staaer man op, og tager til sin Hat; men en af Frierens Medhjelpere spørger, ligesom i Forbigaaende eller udgaaende, som den røde (forte, hvide eller brogede) Roe er fal? og til hvilken Priis ?

[ocr errors]

Disse Sporgsmaal besvares iffe ligefrem eller bestemt, men med tilbørlig Forbeholdenhed, og foranledige tilsidst en Contrapvæstion: „Hvem den Lysthavende monne være?

Adjutanterne ,pege da paa den tause Bejler, og lægge til, wat kan maafkee kunde faae Sind at føre mere ud af Gaarden..

Derpaa tales i samme Tone om en Hest, en Draga kifte, en Seng, o. f. 6.; og langt om længe forlange Un: derhandlerne kategorisk Svar paa det Spørgsmaal: „Naar nu Mads (Bejleren) tager Maren (den ældste Datter) med, hvad vil 3 faa gie ham til i Penge?..

Denne Fremgangsmaade i Bejlevæsenet kunde vi falde den diplomatisfe; thi en Regent frier ogsaa ved Gesandter, ja gifter fig ogsaa per Procurationem, (hvilket rigtignok iffe er i Bondens Maneer) – for han handler ogsaa om Medgift i Guld, Landejendomme, Sjæle som det hedder paa Slavist.

Vor Helts Methode var meget forffjellig fra ovennævnte; og troer jeg med Føje at kunne falde den males rift, som strax vil vise fig.

Maler Skov og jeg bleve snart intime Venner; det vil sige, vi draf bus. Dette igav mig flere Rettigheder, blandt andre den at gaae ind i hans Værelse uden at pikke paa Døren.

Gager jeg saa en Dag derind det var en tre Uger efter hans ankomst – han var der iffe; men paa Staffeliet seer jeg et nylig fuldendt Maler e. Og hvad forestillede faa det? – Juliane og ham selv paa Knæ foran hende. Han havde truffet hende faa godt, at det var umuligt at tage fejl. Af hans eget Ansigt var kun det halve synligt, men det var nok. Han fane ud, som han vilde til at græde (jeg synes, han borde (milet; det lader

[ocr errors]

dog altid kjønnere) – naa, som jeg nu ved mig selv gjør mine critisfe Bemærkninger over dette Konftstykke, kommer min gode Skov ubemærket ind, og lægger fin Haand paa min Skulder.

Jeg vender mig om og seer paa ham; og han seer paa mig igjen.

,,Er Du min Ven?" figer han.
„Ja F..... pidfte mig, er jeg iffe," siger jeg.

Du kan vel begribe,« siger han, hvad dette her ftal forestille ?

Ja faamænd!. figer jeg, „Du gjør Hanebeen for Justitsraadens Juliane.“

Dertil gjorde han et Ansigt faa suurt som Consistorial. raadens, naar han driffer Dagens første Dram, stampede i Forden, og snærrede: „jeg tilbeder hende, Din fel!"

„ Naa naa!" siger jeg, „bar Du sagt hende det? –
Han rystede med Hovedet.
„Saa tael med hende om den Sag!" siger jeg.

Tale, raaber han, og slaaer sig for Brystet, v det er Hjertet alene, som skal tale.“

- Ja det ftal hun blive klog af• figer jeg; „nej brug Du fun Kjæften, og fiig hende reent ud af posen, wat Du har lyst til at gifte Dig med hende.“

Ved dette velmeente Raad snurrebe han sig rundt, stod derpaa bomstille, lod Hovedet hænge udover det for: libte Hjerte, og hvidffede: „Peer! fan Du iffe faa ganske hemmeligt praktisere dette ber Malerie ind paa hendes Natbord!...

Det er intet i Vejen. svarede jeg, tog Maleriet, der iffe var ftørre, end at jeg kunde stjule det under min Fraffe, gif, og fatte det paa behørigt Sted. Jeg vilde

ud igjen, men borte Trin paa Gangen, og smuttede ben paa det bevidste Fjælefted bag Julianes Seng.

Hun kommer rigtigt ind, seer ftrar Maleriet, træder nærmere hen til det stirrer paa det, stifter Farve, folder Hænderne, hæver dem, og lægger dem under Brystet, fra bvilfet de ogsaa udpressede et langt Suf, fafter Dinene op til loftet, snurrer sig om, og løber ud. - Hobob! tænkte jeg, hun capitulerer ftrar, bun iler at søge ham op, og saa sneg jeg mig ud efter hende.

Hun havde faa langt et Forspring, at jeg ikke kunde opdage, hvilken Vej hun havde taget. Der gik nemlig to Veje til Rørkjær, een for Kjørende, fom var den længste, og en fortere for Gaaende; jeg valgte den sidste. Jeg tog Benene godt med mig; men der var ingen Juliane hverken at høre eller fee; paa Rørfjær iffe heller.

Porten mødte den forelskede Maler mig: Han faae ud, som om han vilde tigge fit liv af mig. Jeg sagde ham nu, hvorledes Vedkommende havde baaret sig ad, da hun saae den malede Kjærlighedserklæring, samt at jeg havde troet, at hun var lobet lige til Rørkjær, for at faste fig i Armene paa ham. Herved bar han sig ab, som om Porten havde været ham for snæver; og jeg befrygtede virkelig, at han havde faaet en Sfrue los.

Jeg raadte ham da, at tage fin Oprejsning, hvor ban tavde faaet fin Skade, og følge med mig tilbage. Bi git - det vil sige: jeg git; for ban - snart dansede ban og snart stod han stille, saa var han foran mig, og faa bagefter. Han teede fig ret barnagtigt; hvilket jeg ogsaa uden Forbeholdenhed sagde ham. Hertil svarede ban ikke andet end: Rend til Helvede og lit - 2c." Jeg svarte ham igjen med et Skuldertræk.

Som vi nu vare komne midt ind i Lyftlunden der

ved Tidselholt, hvem feer jeg faa uden bende selv, for hvis Sfyld jeg nu havde gaaet mere end en Miil, og slidt paa mine Støvler. Hun sad paa en Træbænk, og vendte Ryggen til, men jeg kjendte bende baade paa Drag: ten og paa Figuren. Skov blev hende iffe vaer, for han þavde Djnene enten oppe i Trætoppene eller nede paa sine Støvlenæser.

Jeg griber ham i Armen, drejer ham om til den Side, hvor vort corpus delicti befandt fig, peger og siger: ,,Gage nu, og bær Dig ad her. ligesom Du gjør derinde paa Maleriet, faa er Du forlovet inden jeg kommer til Tidfelholt!"

Han gav et Studder, fom naar En bliver pludselig forskrækket; men jeg fatte Mod i ham med den Forsikring: at det iffe var noget Spøgelse, han faae, men levende Menneske med Kjød og. Blod. Saa gif han, og jeg tøflede af til Gaarden - for jeg var baade sulten og tørstig - tænkende ved mig selv: ,,Qvis cætera nescit ?4*) fom Sfræderen i Aalborg saa smukt siger i een af bans erotiste Elegier.

IV.

Hindringer, hvilke dog lykkelig overvindes.

Da jeg vaagnede den folgende Morgen (hoś Fættes rens), paafom mig lyst til at erfare, hvorledes den for:

*) Neften fjender Enhver. (Ovid.)

« ForrigeFortsæt »