Jeg anseer det for overflødigt, her at lade den aftrykke; thi enhver Læser kan af de opgivne Ingredientser lave den efter sit eget Behag. Jeg iler til Festen.

Først fik vi Damp-Chocolade, og derovenpaa Liqveurer; blandt hvilke jeg bemærkede baade Usqvebaugh og Curaçao. Og da vi saa kom ud af Kirken, saa fik vi først en Skildpaddesuppe, rigtignok kun „forloren“, men ingen engelsk Mickturtle kunde være bedre. Saa kom

Da vi havde truffet Caffe, **) bad Justitsraadinden mig om at see at faae hende fat paa Juliane, der, siden vi stod fra Bordet, ikke havde ladet sig fee. Jeg gif, og ledte baade her og der forgjæves. Omsider kom jeg forbi en Dør, indenfor hvilken jeg hørte Een synge det var hende; og det var en Vuggesang, hun foredrog med en saa smeltende Dmhed, at jeg uvilkaarlig ønskede mig i Barnets Sted. Men den lille Staffel vilde hverken vide af Søvn eller Sang; den secunderede rigtignok, men i en anden Toneart. Juliane brød pludselig af.

Døren stod paa Klem. Jeg keeg ind, og saae hende tage Barnet op af Vuggen, kysse og fjertegne det med en saadan Inderlighed, at jeg i mit Hjerte gjentog hiint barnlige Ønske. Nu taug den Lille. Ja det skulde jeg ogsaa have gjort, naar det havde været mig, tænkte jeg.

*) Ovenstaaende Streg betyder et Censurhul; thi min Hr. Fætter behagede at ftryge hele den øvrige Skildring af Bordets Glæder. "Af hvað Grund? Af slet ingen, fjere Læfer! Jeg er Censor“ sagde han, "det er Grund nok.“

**) Ogsaa min Beretning om Damernes Paaklædning behagede

det min Censor at stryge.

P. Sp.

P. Sp.

Jdetsamme gif Gaarddøren op, jeg trak mig tilbage, og ind traadte Secretær Skov med en ung Herre, hvem jeg strax vilde svoret paa, var hans Broder. Og som saadan blev han mig ogsaa i Haft forestillet.

"Allerførst" sagde Secretæren derpaa til ham, maae jeg vise Dig mit Hjertes kostbareste Juveler!"

Dermed trykkede han den Dør, sem jeg var traadt fra, halvt op, og lod saa Broderen træde foran sig derind. Den yndige Pige rejste sig med Barnet ved den fyldige Barm, idet hiin bukkede og sagde: "det glæder mig at gjøre min Broders Kones Bekjendtskab, og dit —

"Nej, nej! det er min kones Søster," raabte Secretæren, „nu skal jeg hente hende selv."

Hermed ilede han ud igjen. Jeg blev staaende paa mit Sted ved Gangvinduet, saaledes at jeg kunde see ind i Barnestuen.

Jeg blev snart efter oplyst om, at den fremmede Skov var ganske uventet kommen hertil fra en flereaarig Udenlandsrejse; at han var Maler, Ungkarl, og veludrustet med det Metal, som bruges til at forgylde baade Skilderierammer og meget andet i Verden. Men af saadan en Kunstner og Verdensmand at være, bar han sig i den dejlige Julianes Selskab meget keitet og kluntet ad. I Førstningen lod det, som om han var bleven bange for hende og det var saamænd uden Grund for han stod saa stille og hartað livløs, som havde hun været en Crocodil, eller en Basilisk,- (fiden, da jeg hørte, hvilken Profession han var af, indbildte jeg mig, at han led under en pludselig paakommen Malerparalysis ved Studiet af denne levende Model. Forbi!)

Hun blev ogsaa forlegen over hans Forlegenhed, men

samlede sig dog saameget, at hun kunde spørge „hvem hun havde den Wre at tale med?"

(Det var i Grunden et sært Spørgsmaal, for de havde egentlig ikke talt med hverandre undtagen med Dinene, og det er et ugrammatikalsk Sprog.)

Han sagde fit Navn, og saa var den Samtale ude. Men lidt efter fik han Munden paa Gang, og spurgte, „hvad den Lille heed?"*)

"

Da han havde indhentet Underretning herom, syntes han at grunde meget dybfindigt derover. Og det forstaaer sig selv: der kan være meget at tænke over Navneetymologien, som nu for Exempel, hvoraf Juliane" deriverer sig, og hvorfor det er kjønnere end „Gedske“ og „Dlegaard for Exempel; men at anstille Sproggranskninger liges overfor en smuk Pige, synes mig ligesaa ubetimeligt som vanskeligt. Det viste sig ogsaa, at hans Betragtninger havde været af en højere Art, idet han meddelte Juliane sin Opdagelse: at det faae ud til Regn."

Det forekom mig, at han selv faae ud til Regu. Men, som De snart vil erfare: saa var det Storm. Imidlertid forsinkedes Uvejrets Udbrud ved Broderens og hans Kones Mellemkomst. Og vendte jeg nu tilbage til Selskabet, for at underrette Justitsraadinden om, hvor hun kunde finde sin Datter.

Hvad der videre tildreg sig ved dette Gilde, var ikke

*) Det er fandt: Nu kommer jeg først i Tanker om Fætters for: seglede Navnespaadom. Jeg havde den i min Vestelomme, og da Præften i Chorsdøren havde sagt: „nævner Barnet!« sagde Bærerinden: "Juliane». Jeg greb i lommen, brød Seglet og læste det samme Navn. Hvordan Fætter har kunnet gjætte faa rigtig, det gaaer over min Forstand.

P. Sp.

af særdeles Betydenhed, naar jeg undtager: 1) at efter Aftenspiisningen befandt Hr. Biborius sig lidt upasselig, og kom til at vomere. Da vi fik overmaade god og sund Mad, skrev jeg dette paa Viintapperens Regning: thi det forekom mig selv, at Drikkevarene vare for stærke.

Dette var muligen ogsaa Aarsag til: at 2) Kammerraaden forverlede sin Kone med Stuepigen, og kyssede hende ganske eftertrykkeligt, og: at 3) Consistorialraaden ved Lombrebordet begik flere end een utilgivelig Feil.

Tilsidst blev han ganske distrait, som De selv vil indsee blot af dette ene Exempel. Han havde et Spørges spil i Tref: Manille, Basta, Damen, Knægten femte og en Konge (jeg havde spilt Solo paa det, for han havde en Dame gardée og en Renonce). Nu, saa siger han da: „Tilladt?"

De Andre passede.

Derpaa lægger han ganske rigtigt de tre Foser til den ene Side (jeg siger endnu: jeg havde beholdt dem og brugt dem som de vare) og Spørgespillet til den anden, og griber fat paa Talonen.

"Hvortil?" spørger een af Medspillerne.

Consistorialraaden seer paa ham, lægger Talonen bort, feer paa de tre kastede Kort: nej, de gav ingen Oplysning.

Saa beseer han de ser andre, siger med en bestemt Tone: "Tref!" og tager atter fat paa Talonen.

"Hvormange kjøber De?" spørger nu Baghaanden. Dette fimple Spørgsmaal kan han ikke besvare, inden han har talt fine Kastekort.

Naa, han vil da endelig kjøbe de tre Kort; men saa spørger Mellemhaanden igjen: „hvori spiller De?"

Hm! det kunde han ikke huske. Og Trediemand kunde

heller ikke huske det; for begge Medspillerne sad og disputerede den hele Aften om en Hest

jeg veed ikke hvilken som den ene paastod, havde Beenspat, og den anden Blodspat.

Det var en af mine Lombreregler: at man hellere maae spille hurtigt slet, end langsomt godt; og derfor varede det mig altfor længe. Jeg sad over, stod op, og sagde til Consistorialraaden; „der er Een ude, som vil tale med Dem."

Den stakkels Mand var allerede faa medtagen, at jeg maatte hjelpe ham op, og tage ham under Armen. Da vi vare komme udenfor, siger jeg til ham: Deres Højærværdighed er ikke vel, kunde De ikke have godt af en Smule Rolighed?”

-

"Tak, min Ven!" svarede han, De er min bedste Ven paa Jorden."

Disse Ord rørte mig, for de kom fra Hjertet.

Jeg ledte ham da ind i et affides Værelse, og satte ham i Hjørnet af en god blød Sopha, hvor han strar faldt i Søvn, og snorkede faa højt, at jeg alene var bange for, at han skulde vække sig selv.

Da jeg alt længe havde mærket, at mine to andre Medspillere ikke havde rigtig Hovn*) af Spillet, blandede jeg mig med dem, der gik løse og ledige, og morede mig en Timestid langt bedre end ved Spillebordet. Og faa gik jeg tilbage til den syge Consistorialraad.

Ved min Jndtrædelse vaagnede han, og befandt sig saa vel, at han kunde gaae ene. Da vi lykkeligt og vel vare komne paa vore respective Pladser, debatterede de to Andre endnu om den spattede Hest; og saa dybt vare de