og raabte: Gud! hvad har Du isinde? det gaaer aldrig an, at Du følger med til Cousines og hvor blev Jenfen? For iffe at gjøre hende endnu mere bange, løj jeg for hende, og sagde: at det var en Aftale mellem ham og mig, og at jeg ikke skulde følge hende længe end til Gadedøren. Ikke længe efter standsede Kareten, enPort aabnede sig, vi kjørte ind, Porten faldt til igjen, og Kas reten holdt.

feil?

„Hvad er det?" raabte Marie „har han kjørt

Men jeg hviskede til hende: "Kun rolig! nu kan det iffe være anderledes jeg forlader Dig ikke, før Alt har

flaret fig."

"Jeg tog hendes Arm under min, og førte hende hun rystede, Staffel efter en Tjener, som kom os imøde med et tredobbelt Lys i en massiv Solvstage, og viste os ind i et pragtfuldt Værelse, hvorpaa han forlod os. —

„Det var godt nok, paa en Maade; alligevel var jeg ikke ganske rolig, som jeg bildte Marie ind; og fandt jeg derhos: at jeg dog blev nødt til at forberede hende paa, hvad der kunde komme. Jeg ledte hende tilsæde, vi toge Maskerne af, og jeg sagde hende blot saameget: at Jensen havde ført hende til den urigtige Vogn, og det med Vidende og Villie; og at jeg derfor havde stødt ham tilside, for selv at følge med som hendes Beskytter i hvilkets somhelst Tilfælde.

"Men, min Gud! hvor er' vi da?" hviskede hun, neppe driftende sig til at lade Øjnene løbe omkring i Værelset, hvis rige Udsmykning en Lysekrones Glands frems stillede endnu mere glimrende.

"Inden jeg kunde hitte paa Svar, blev min Opmærks somhed henvendt til en Lyd som af knærkende Støvler tæt

bag ved os i næste Værelse: Marie trykte sig ind til mig.

"Kun rolig! min dyrebare Pige!" sagde jeg saa højt, at Lureren bag ved

hvis der var en saadan

ffulde høre det; "det Hele, troe Du mig! er en Fejltagelse, som sikkert snart vil opklares."

"Gud flee Lov for Dig!" raabte hun, og gav mig uanmodet tre, fire Kys, der virkelig vare brændende, paa en Maade.

-

"Det knærkede igjen derinde, og strar derpaa aabnedes en Dør, og med knærkende Fied indtraadte Grev ***** hvis Ansigt var mig velbekjendt. Det udtrykte nu Forundring og godmodigt Skjelmerie; og med en let Hilsen nærmede han sig haftig, sigende: "Jeg anseer mig for meget lykkelig ved her saa uventet at see to skjønne Damer

- Deres Excellence!" faldt jeg ind „ville naadigen undskylde, at vi paa en Maade fornærme Gesandtskabsretten! men det hele ligger deri, at vi kom i den urigtige Vogn, og derfor tør vi maaskee bede om, at føres med famme høje Befordring til vort rette Hjem!

"Paa Djeblikket -"han ringede men saameget faaer jeg dog for Brugen af min Eqvipage, at jeg erfarer, hvem det er, der har saa behageligt overrasket mig."

"Med et af disse Hoffmiil, der altid kunne betyde hvad det skal være, fløj hans Blik fra den ene til den anden af os, og fæstede sig tilsidst ved mit Kindskjæg. Jeg havde forklaret ham hvem min Dame var, og vilde til at gjøre det samme for mit eget Vedkommende, da han med et sarkastist Smiil forekom mig, sigende:

„Min dejlige Ubekjendte! Deres Skjønhed har noget Vist, som virkelig maae gjøre en Tilbeder frygtsom; disse Bakkenbarter imponere mig i det mindste; og jeg maae

tilstaae, at jeg aldrig havde forestillet mig de skandinaviske Amazoner faa mandige."

"Hr. Greve!" svarede jeg en resmand maae iffe miskjende mig, fordi jeg er kun Lieutenant C****** ved Kongens Regiment 1ll

Ah!" sagde han smaaleende, „jeg misfjender

Ingen, fordi han har en Amourette -"

Om Forladelse, Excellents!" afbrød jeg ham „min er en Amour; og der staaer Intet ivejen for en Mariage, uden Samtykke af min Kjærestes Fader; thi endnu ejer jeg ikke farlig meget mere end Lieutenantsepaus letterne."

Greven kastede et stjaalet Blik til Marie, et smilende til mig, og sagde: „Naar De altsaa havde den forhaabede Svigerfaders Samtykke, saa var jo Intet

Han kastede et speculativt Blik til Loftet, gik til Døren og ringede; en Tjener aabnede, og paa Befaliug "Forspændt!" lukkede han igjen.

..Hr. Lieutenant von C******!« siger han „ders som De og Kjereste ikke skulde kede Dem ved at være en Timestid alene, saa vil jeg bede Dem at tage tiltaffe

men Deres Uniform?

maaskee De ønsker Dem hjem

eller vil De have den hentet relse til Omklædning? -"

Jeg veed neppe svarede jeg om jeg tør benytte faamegen Godhed

14

Han ringede atter; Tjeneren kom, og jeg gav ham

Maade den kom jo fra min Hebes Haand. Hvad Grevens pludselige Bortkjørsel havde at betyde, ahnede mig dunkelt."

Min Uniform hidkom saalænge før Greven, at min Omklædning var fuldført, da han indtraadte med det overraskende Budskab: at den ene Hindring for vor Forbindelse var hævet, og at de nødvendige Documenter inden næste Middag vilde være ndfærdigede.

Den anden Steen" lagde han til kan dog vel ikke være vanskeligere at hæve end den første; og De ville vel tillade mig et Forsøg!"

„Han gav os ej engang Tid til at yttre vor Taknemmelighed; men vipsede igjen til Døren. Med Trykkes ren i Haanden vendte han sig og sagde: "Jeg har meldt Dem hos Grevinden hun vil gjøre sig en Fornøjelse af et saa interessant Bekjendtskab à revoir!""

„Ej heller fik vi Tid til at sværme over den Lyksalighed, der nu ikke længer kunde ansees for problematisk; thi en Betjent kom strar for at føre os til hendes Naade.

„Grevinden en ret smuk Dame af Middelalder modtog os med et Smiil, som jeg kan kalde inds holdsrigt; thi, forstaaer jeg mig ellers noget paa Ansigtets Solskinsveir, da var dette Grevindens ikke ganske reent, men blandet med een og anden lille Blaane eller Taageplet. Hvad enhver af dem havde at betyde, var saameget vanskeligere at bestemme, som de fore hurti gen over, og hendes Tale stod i slet ingen Forbindelse med dem. Imidlertid tyktes mig, at een var Skinsyge, een krænket Kjerlighed, og endnu een gammel Kummer. Men, som sagt, hun talede saa vakkert og med en Fiinhed uden Tvetydighed, at min Marie fortrylledes af hende, som hun siden fortalte mig. Kun naar Grevinden

omtalede fin Mand

*****

hvem hun stedse nævnede Grev

3 var hendes Hjertensmening ikke ganske klar; og ved saadanne Lejligheder - der jo nødvendig ofte forekom -- viste sig Taagepletterne hyppigere end ellers.

„Det er Grevens store Fornøjelse“ sagde hun blandt andet at bringe Forbindelser istand, og han er næsten altid heldig. Denne det er jeg forud vis paa kan iffe mislykkes ham, da han først har erholdt allerhøjeste Bifald; endskjøndt han har væddet med mig paa det Modsatte om noget ret Betydeligt. Vinder han, da veed jeg og

Kjereste

"her smilte hun hartad fortroligt til mín hvorledes han vil anvende mine Penge, og taber han, behøves ingen Penge til det antydede Øjemed." — "Jeg forstod strar hvad det var for et Djemed; men lod mig ikke mærke dermed; saameget mindre, som jeg af flere Grunde vilde modsat mig et saadant.

"Det har ofte forundret mig, at see de idelig gjen= tagne Besværinger over Selskabstonen, eller den Slags Conversation, som føres i blandede Samqvem. Man siger: at et saadant Snakkepartie er endnu løsere, lettere, flygtigere end et Spillepartie. Det er det virkeligt; men endog under dette Hensyn alene har Passiar Fortrin for Spil. Thi, ligesom man af en slet Bog i det mindste kan lære hvorledes en god Bog ikke bør være, faaledes giver endog den flaueste Samtale noget udbytte. Men er den livelig, vittig, findrig, da opvejer en saadan Time en heel Vinters Spilleaftener. Nu, en mig saa behagelig Time var det og, jeg her tilbragte, lige indtil Greven kom med Marías Fader.

Min Engel!" raabte han til Grevinden De har tabt Væddemaalet;" og til Marie og mig: "Jeg gratus Jerer Dem; imorgen vil det skjønne Baand vorde knyttet.