Da følte vi os begge omfavnede af kraftige Arme. Det var vor Befrier, den franske Officier,

"

For den sorte Dod! raabte han: I dejlige Pigeborn! I arme Ulykkelige! Vil I dræbe Eder selv? Var det derfor, jeg aabnede Eders Fængsel?"

"Gode Fremmede!" svarte Francisca: „Vi har ingen anden Tilflugt, vore Forældre ere døde, vore Venner skye os, og snart ville vore Forfølgere paa en grusom Maade fornye og forøge de Lidelser, vi nu vilde ende."

„Gode Gud!“ raabte han: „Men nej, I skulle see, at en fransk Officier har mere Medlidenhed, end en spansk Præst. I har ingen Venner, ingen Tilflugt? Velan! Følg med mig til Frankrige!"

Ingen af os svarte ham et Ord; men vi saae ned i Floden, som til vor sidste og eneste Ven.

"

Stakkels Børn!" blev Franskmanden ved: "Jeg feer, hvad I frygte for, men ved min Ære, ved dette Kors, som jeg ikke uværdigen bærer, jeg har ingen slette Hensig= ter med Eder."

„Ak, vi troe Dem gjerne, men for os at rejse til et fremmed Land, ene Fruentimmer blandt vilde Krigere hvo skal beskytte os?"

„Min Arm!" raabte han: „Og hør, kjere Piger! Jeg har en Ven ved Regimentet, som er saaret, og skal bringes til Frankrige. Hans Tjenere ere fangne i sidste Slag; I skulle være i deres Sted! Mandsdragter vil jeg skaffe Eder. Kom, kom! I fjere Glutter! Det er dog bedre i Frankerig, end hist nede paa Bunden af Ebro."

Under disse Ord havde han lest os fra hverandre, og taget os under Armene. Vi fulgte ham: thi Lyst til Livet var paany opvakt i vore Hjerter, og to Taarer, som trils lede ned over Krigerens brune Kinder, indgjøde os Tillid.

Under Tilbagegangen til Zaragoza, vedblev Officeren, som fortalte os, at han hed Faucault, og var Capitain over et Grenadeercompagnie, uophørlig at treste og opmun tre os; det første var virkelig nær ved at lykkes ham.

Saasnart vi vare komne til Staden, førte han os hen til fin syge Ven, en Major Broussier. Det var en middelaldrende, vakker Mand, som viste oprigtig Deeltagelse i vor Ulykke. Vor Omklædning blev snart iværksat; og vi vare fra nu af i hans Tjeneste. Vi sov hos hverandre i hans Forværelse, og bleve, baade hjemme og ude, bestandig tilsammen.

Efter nogle Dages Forløb var Majoren saa vel, at han kunde taale Rejsens Besværlighed. Den tog sin Begyndelse under Escorte af Faucaults Compagnie. Vi toge Vejen ad Pyrenæerne, og sagde paa deres Toppe vort Fødeland det sidste Farvel.

Hvad skulde jeg vel fortælle om vor Rejse gjennem Frankrige? For at sige Sandheden, saae jeg ikke stort andet, end Hr. Faucault, da han næsten bestandig red ved Siden af Vognen, og, som jeg snart lagde Mærke til, ved min Side. Den langvarige Riden faldt ham snart for besværlig, hvorfor han tog Sæde i Vognen; men ogsaa dette incommoderede ham, da San maatte sidde i en ubeqvem Stilling, hvergang han talte med mig, og det gjorde han meget ofte. Desaarsag blev Forsædet vendt omkring, og begge Herrerne fade nu baglænds, Faucault ligeoverfor mig, og Broussier ligeoverfor Francisca.

Kort at fortælle: faasnart vi ankom til Rochefort, begge Officierernes Hjemstavn, bleve vi forestillede for deres Forældre, jeg som Faucaults, og Francisca som Broussiers Forlovede. En Maaned efter stod det dobbelte Bryllup.

I syv Aar har jeg nu været min fjære Faucaults lykkelige Hustru, og Moder til fire velsignede Glutter. Min Veninde er ligesaa lykkelig som jeg. Vi boe i een Gade og besøge næsten daglig hverandre. Den forrige Tid forekommer os næsten som et Eventyr, vi engang i vor Barndom havde hørt eller læft.

Som bekræftende, oplysende Bilag til ovenstaaende Fortælling, vil jeg hensætte følgende Scene af den spanske Successionskrig.

Efter Slaget ved Almanza i Aaret 1706 vendte Hertugen af Orleans sig med en Deel af den franske Hær mod Zaragoza, som havde taget den østerrigske Prætendents Partie. Efter at have besat Staden, drog han selv videre omkring i Arragonien, og lod en General Jofreville blive tilbage som Kommandant med den Formaning: at brandstatte dygtigt. Men Jofreville var ikke den rette Mand til at inddrive Kontributioner. Han blev derfor snart kaldet til Armeen, og en vis Delegal sendt i hans Sted til Zaragoza.

Denne Officier forstod Tingen bedre: han forlangte for det første 1000 kroner maanedlig til en Smule Kostpenge for Hans Durchlauchtighed. Dernæst krævede han 18000 Pistoler engang for alle, som inden otte Maaneders Udløb maatte være erlagte. Den gode Delegal forstod ej alene at kræve Penge, men vidste ogsaa, hvor han skulde finde dem: ethvert Kloster i Byen blev paalagt at udrede 1000 Pistoler, men Jesuiternes 2000. Da disse sidste ifke godvilligen vare at formaae til Betaling, fik de fire Compagnier i Indqvartering. Misfornøjede med disse mange graadige Gjæster, flagete de for Kongens Skriftefader, der

ogsaa var Jesnit. Men inden de fik Bested derpaa, havde de franske Soldater gjort det dem saa broget, at de udbetalte Delegal de 2000 Pistoler.

Derpaa kom Raden til Dominikanerne, hvilken Orden forestod Inqvifitionen. De undskyldte sig med Fattigdom, og erklærede, at de ej paa anden Maade vare istand til at udrede den forlangte Sum, end ved at angribe Helgenbillederne. Delegal svarte, at disse skulde være ham velkomne. Nu førte Munkene dem i højtidelig Procession og med. brændende Vorlys i Hænderne hen til Generalens Huus, ikke forglemmende, at raabe af og til: Kjætterie! Kjætterie! Alt for at ophidse Folket til Opstand. Men Delegal, som godt havde mærket Munkenes Hensigt, havde opstillet fine Soldater paa begge Sider af Gaden, hvorigjennem Processionen skulde gaae; enhver Kriger havde fin ladte Bøsse i den ene Haand og et brændende Lys i den anden, for ogsaa at gjøre Ære af deres Helligheder, Folket knurrede, men vovede ikke at angribe de Franske; og Helgenerne arriverede lykkelig og vel i Mønten.

Da de fromme Fædre saae sig skuffede i den Forventning, at Folket med Magt skulde have befriet deres Sølvguder, begave de sig til deres Foresatte, de naadige Herrer i Inqvisitionspalladset, og bade om Hjelp. Disse grebe nu til det ellers meget virksomme Middel: at sætte Delegal i Ban, hvilken allerhøjeste Kjendelse blev ham forkyndt ved Inqvifitorernes Secretair. Den fiffige Franskmand modtog Banbrevet, og gav det smilende tilbage med den Forsikring: at han uopholdelig skulde svare de naadige Herrer.

Han udslettede nu sit eget Navn i Bullen, satte Inqvisitorernes istedet, og sendte sin egen Secretair afsted dermed, ledsaget af to Regimenter. Dette var en ganske

usædvanlig Casus: de hellige Fædre strege Mord og Brand, men Secretairen brød sig intet herom, han lod dem endogsaa med tilstrækkelig Vagt transportere til et andet Huus i Byen. Her begyndte de at give Kjøb, bade om at maatte afhente deres Smule Fattigdom, og derpaa at sættes i Frihed. Begge Dele blev dem tilstaaet, og nu begav de sig ufortovet til Madrid, for at klage over Kjætteren Delegal.

Den unge Konge forsikkrede dem om sin oprigtige Deeltagelse, men gjorde dem tillige opmærksom paa, at det var hans høje Bedstefaders Tropper, som havde fornærmet dem, at han ikke kunde støde dem for Hovedet, eftersom han havde dem at takke for Trone og Rige. Indtil disse vare ude af Spanien fik de at finde sig i saadanne Uregelmæśsigheder og slaae sig til Ro."

Imidlertid rumsterede Franskmændene i Inqvisitionspalladset og lode ingen Dor uaabnet. Fire hundrede Fanger bleve satte i Frihed, og blandt dem tredsindstyve unge Fruentimmer, som, efter deres Ungdom og Skjønhed at dømme, havde tjent de fromme Fædre til Forfriskning fra deres alvorlige og vigtige Forretninger.

Erkebispen, altid Bifidder i Jnqvifitionen, frygtede for Følgerne af disse Opdagelser, og bad Delegal, at han vilde udlevere ham disse Qvindfolk. Men denne beklagede meget Umuligheden af at kunne opfylde hans Eminences Begjering, eftersom hans Officierer allerede havde disponeret over de omhandlede Damer.

For Erkebispen blev nu intet andet tilbage, end at forbyde strængelig enhver Tale om det Forefaldne, og da Franzoserne vare borte, kom alt, saavidt muligt, i den gode gamle Orden.

S. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. VI.

13