Billeder på siden
PDF
ePub

mellem qvindeligt Arbeide og Frygt og Længsel efter mine staffels Forældre.

I denne fummerfulde Levemaade var den eneste ad= spredende Forandring, at jeg engang om ugen, klædt i mín røde Uniform, mødte i Selskabsværelset, som jeg snart crfarede, stedse i nogle Dage blev beboet af et nysankommet Offer. I et Tidsrum af tre Aar faalænge var jeg en Fange i Juqvisitionspaladset faae jeg over tredive nye Slavinder ankomme, og næsten ligesaamange af de ældre forsvinde. Denne Skjebne, lagde jeg Mærke til, traf meest dem, som saae ud til at være frugtsommelige; og seent igjen eller aldrig mere fik jeg en saadan at see. Jeg havde været i Fangenskabet omtrent et halvt Aar, da jeg bemærkede en Forandring i min Sundhedstilstand, som jeg aabenbarede den gamle Maria. Hun erklærede strar, at jeg var frugtsommelig. Med Gysen hørte jeg denne Efterretning; jeg tænkte paa nogle af mine Medfangnes varselfulde Forsvinden. Fra nu af kom jeg ikke mere i de ugentlige Forsamlinger, men tilbragte Tiden til min Forløsning eensom i min skumle Celle, undtagen naar Maria et Par Gange om Dagen bragte mig mine Fornødenheder.

Et Aar efter min Ankomst i Fængslet fødte jeg med Marias Hjelp, et sundt og velskabt Drengebarn milde Gud! mit Hjerte bløder endnu, hvergang jeg tænker paa denne min uskyldige Førstefødte, Frugten af tvungen Vellyft; af, at jeg dog en eneste Gang maatte have trykket mit Barn i mine Arme, til mit af Sved og Taarer vædede Ansigt! Men den ubarmhjertige Qvinde iilte øjeblikkelig bort med det; mine Bønner, min Fortvivlelse standsedes af en dyb Vesvimelse.

Da jeg opvaagnede, stod det afffyelige Menneske ved

[ocr errors]

min Seng, og paa min ængstelige Spørgen efter Barnet, fik jeg intet andet Svar, end et tvetydigt Smiil, og den Forsikring: at Glutten var vel forvaret."

Jeg troede at forstaae hende

af, iffun alt for vel,

og bad nu først ret inderligt og alvorligt om Døden. Men det var ikke Himlens Villie: jeg fik, skjøndt langsomt, min Sundhed igjen, og det uagtet min nagende Sorg, mine bedske Taarer, min haablose Længsel efter Barn og Forældre, og, hvi skulde jeg nægte det, omsider ogsaa efter Frihed.

Saasnart jeg var uden Fare, førte Maria mig en Nat hen i anden Celle, hvor jeg forefandt en ung Pige, ligeledes af det røde Compagnie, det vil sige af Torrejons Friller. Vi to skulde fra nu af være hinandens Selskaberinder; dette var virkelig en Lindring i vor Elendighed. Fælleds Ulykke gjorde os snart fortrolige: jeg fortalte hende min Historie, og hun gjorde mig Gjengjeld ved at for= tælle fin.

Der var ingen væsentlig Forskjel imellem dem, kun havde hun været her længer end jeg, nemlig over ser Aar. Desaarsag frygtede hun for, at hendes Time nu snart skulde slaae, thi hun var een af de ældste i dette Harem. Hun bar ingen Tvivl om, at de, som ikke ved en naturlig Død bleve forløfte af dette stjændige Slaverie, bleve efterhaanden, ligesom Antallet blev for stort, eller Juqvifitorerne bleve kede af dem, paa en voldsom Maade bragte af Dage, og deres Skjebne, som deres Legemer, skjult med uigjennemtrængeligt Mørke.

Formedelst denne Overbeviisning vare vi begge længe beredte til Døden, skjøndt Lyst til Liv og Frihed ofte fyldte vort Bryst med ubeskrivelig Længsel. Ebros flare Vande, de duftende Skove paa dens Bredder, forekom os

som et Paradiis, hvoraf vi for evig vare uddrevne, hvortil vi aldrig skulde vende tilbage, ligesaalidet som vore første Forældre til Edens Have. Naar jeg da paa Mandolinen spillede en af min glade Barndoms Sange, og Francisca ledsagede den med sagte smeltende Stemme, ak, da var det, som om vore Hjerter vilde opløse sig i navnlos Vemod, som om Haab og Fortvivlelse, Himmel og Helvede kæmpede om Besiddelsen af vore arme Sjele.

Frihedens Dag var nærmere, end nogen af os havde vovet at ane. Vi sade just og talte om Naturens Skjønheder, dem vi aldrig mere skulde nyde, da en i disse Forfærdelsens Boliger usædvanlig Larm vakte vor Forundring. Larmen tiltog og aftog, nærmede og fjers nede sig.

Vi hørte Fodtrin saa hurtige og tunge, som aldrig tilforn i dette Huus, hvor ellers Alle listede sig frem, langsomt, og sagteligt som Aander. Vi hørte Stemmer lydelige og stærke, vi som i mange Aar kun havde hørt ængstelig hvisken, eller sagte sygelig Mumlen, naar jeg undtager de Hjertet sønderslidende Skrig, der stundom i Nattens Stilhed fra Torturkammeret trængte sig ind i vor Celle, og tvang os til at hylle vore Hoveder tæt ind i Puderne. Vi hørte Klirren af Vaaben, vidt forskjellig fra Lyden af Lænker eller de tunge Dorhængslers Knirken. Tilbøjelige, som vi vare, til at frygte det værste, meente vi, at en Autodafé nu skulde udføres.

Dog nej, det var ikke muligt; thi vi fornam tydeligt en Lyd, som i flere Aar havde været os fremmed, som vist aldrig havde ladet sig høre indenfor disse Mure — Latter! Munterhedens, den overgivne Glædes Sprog. Saa mægtigt, saa uimodstaaeligt virkede disse usædvanlige glade Toner paa os begge, at vi, uagtet vor heftige

Frygt og spændte Nysgjerrighed, selv begyndte at lee, skjøndt vi øjeblikkelig standsede i denne os uvante Bevæ= gelse, som om vi vare grebne i en Forbrydelse.

Tummelen nærmede sig mere og mere, mange Stemmer talte mellem hverandre, og Skoggerlatter gjenlød underligt i de høje hvælvede Gange. Larmen vorte; Dørre bleve oplukkede; nogle bleve voldsomt sprængte.

"Hellige Jomfrue!" raabte jeg til Francisca: „Hvad er det for et Sprog, man taler? Jeg forstaaer ikke et Ord.“

"Tys, tys!" hviskede hun: "Jeg troer næsten, ja i Sandhed! det er Fransk; nu hørte jeg tydeligt En fige: kom kun herud, mine Damer! De ere frie; de hellige Fædre ere løbne deres Vej.“

Strar derpaa hørte vi en Anden sige paa flet Spansk: "Herhid med din Nøgle, gamle Her! lad os see, om den passer i denne Der."

Det var vores; den gik op, og en ung fransk Officier traadte ind.

"Mine smukke Damer!" sagde han: Nonner eller hvad jeg maae kalde dem, befinder De Dem her imod Deres Villie, saa er Buret nu aabnet. Det er idag min Forretning, at lufte disse Værelser lidt ud, behager De iffe saalænge at trække frisk Luft?"

Vi lod os det ikke sige to Gange, og, uden at takke vor Befrier, fløj ví, som løsslupne Fugle, ud af det skumle Fængsel.

Vor første Gang var til mine Forældres Vaaning de vare døde! Sorg over deres fortabte Barn havde lagt dem i Graven, der allerede i to Aar havde været deres Hvilested.

Inden vi naaede Slottet, kom den gamle Sanches, Tjeneren, os imøde. Af Skræk, Forundring og Glæde

[ocr errors]

over at see mig igjen, var han længe saa betaget, at han ikke kunde fremføre et Ord. Taarer gav ham Mælet tilbage: Græmmelsen havde kastet min Fader paa Sygelejet; langvarige vare hans Lidelser, som først endtes med Døden. En Maaned efter nedsænkede de min Moder ved hans Side. Inqvifitionen bemægtigede sig alle deres rørlige og urørlige Ejendomme, da jeg formedelst kjætterske Meninger var dømt. til evigt Fængsel. Den gamle Mand rystede paa Hovedet over min Befrielse, og meente, at den ikke vilde blive af Varighed. Af Frygt for selv at blive straffet som den, der havde havt Omgang med en dømt Kjætterske, forlod han mig som en Pestsmittet.

Jeg og min Veninde bleve ene tilbage med vor bits tre Sorg, som snart gik over til Fortvivlelse. Francisca var allerede, før hun blev fængslet, et forældreløst Barn, som en Slægtning havde taget til sig. Hos denne torde hun nu ikke tage Tilflugt, thi hun kunde lettelig forestille sig, at hun var under samme Fordømmelse som jeg. Vi kaftede os ned, omfavnede hverandre og ønskede os Døden.

"Hvi behove vi forgjæves at ønske os, hvad strar er i vor Magt?" sagde hun omsider: Her under os rinder Ebro; dens dybe Vande kan snart gjere Ende paa vore Lidelser og befrie os fra Menneskenes Grumhed. Kom Leonora! Vi ville sætte os paa denne Brink, der frummer sig over Floden, binde os sammen med vore Tørklæder, styrte os i de medlidende Bølger, og døe i hverandres Favn."

Taus rejste jeg mig, løfte mit Klæde af, og traadte med min Veninde op paa Brinken. Jeg slyngede Klædet om os begge, kastede et Blik paa Solen, som mild og yndig dalede bag Skoven, og foldede mine Hænder til den sidste Bøn.

« ForrigeFortsæt »