Billeder på siden
PDF
ePub

ligt, højærværdigt Huus; men hvorfor I er her, det veed Ingen uden de naadige Herrer."

Jeg taug, og med et Suk, som rystede mit Inderfte, fank jeg tilbage paa Sengen. Konen blev ved at hviffe, og søgte at indgyde mig Trøst og Mod. Det var hende ifte vanskeligt; thi i min Alder aabner Hjertet sig villigt for ethvert Haab. Med inderlig Bøn til Gud for wig selv og mine kjære Forældre, slumrede jeg ind, og sov indtil Dag. Min Duenna stod udenfor min Seng med Chocolate og Bagværk, og medens jeg nød dette, underholdt hun mig med en Lovtale over de naadige Herrer.

„Dersom jeg torde spørge, sagde jeg: saa ønskede jeg dog at vide, hvem de naadige Herrer ere?"

"Ih!" svarte hun: „Hvem andre, end de Herrer Jnquifitorer, de frommeste, mildeste, huldsaligste Herrer mod alle rettroende og lydige Christne, men strenge og niðkjære mod de gjenstridige. Ja, mit Barn! I vil maaskee snart komme til at aflægge Prøve paa Eders Lydighed; da gjel= der det! de naadige Herrer have Magt og Raadighed baade over vort legeme og vor Sjæl.”

— „Men hvað skal jeg da gjøre? Hvad kan de forlange af mig?" sagde jeg med nogen Heftighed.

"Ikke spørge, ikke spørge! min allerkjereste Ven!“ svarte hun og slog tillige med begge Hænder: „Vores naadige Herre vil nok selv sige Eder det, naar og hvor= ledes. 1ll

"Vores naadige Herre, faldt jeg ind: I talte

jo pm flere."

"

Rigtig!" blev hun ved: "Her ere tre, alle lige store og lige mægtige; men een af dem er der, som vi to fornemmelig maae elffe og ære, den fjere, fromme Hr. Torrejon, en Mand som et Lam, med ret et Duehjerte,

--

faalænge man iffe er ham imod; men saa hu! Staae nu op, min Dueunge! saa skal skal jeg vise Eder Husets Lejlighed.“

Jeg adlød, men med et Hjerte, som var deelt imellem Frygt og Nysgjerrighed. Min Førerinde havde kun aabnet Døren paa Klem, da hun vendte sig imod mig med disse Ord:

„Førend vi nu begive os paa vor Vandring, maae I love mig den allerfuldkomneste Taushed; ikke et Spørgs= maal, ikke et Ord, ikke en Lyd maae komme over Eders Læber! I maae fee og høre, men være stum som en Liigsteen! Et eneste Ord kunde gjøre Eder selv til et Liig!"

"Lad os saa hellere blive!" stammede jeg.

"Nej, nej!" svarte hun: "I kan treftig følge med, faasnart I barefte holder Eders lille søde Mund; kom fun, Barn! kom fun! I skal faae mange rare Ting at fee!"

Med disse Ord trak hun mig efter sig igjennem mange smalle, krumme og mørke Gange. Herpaa kom vi til en lang, lige og bred Gang med mange jernbeslagne Dørre ved begge Sider; den var dunkelt oplyst af et Par Lamper højt oppe ved Loftet i begge Ender.

"Her seer I Kjætternes Fængsler!. hviskede hun mig i Pret: "der sidder een i hvert Kammer, og forvares til Dommen til den store Auto-da-Fé. Seer I disse høje Papiirshuer og Kapper, saa smukt bemalede med Jldsluer og Djævle; det er deres Liigklæder."

Jeg gøs og taug. Det forekom mig, som om jeg var i en aaben Begravelse, ingen Lyd var at høre, uden den af vore langsomme, snigende Fodtrin.

Efter en lang og stille Vandring stege vi nogle Trap

petrin nedad; her aabnede min Førerinde en Dør, og nu befandt vi os i et skummelt, sort betrukket Værelse.

"Dette, min rare Ven," sagde hun: er de Gjenstridiges Pinested: see Jer kun driftig om. Her ere mange skjønne Ting at skue. Disse smalle Snorer, som hænge ned fra Tridserne i Loftet blive bundne om Kjætterens Haandlede: derpaa hejser man ham saa højt op, som han kan komme, giver saa paa engang efter, og lader ham dumpe, dog ikke reent til Jorden, men blot faa langt, at Armene rives af Led og Snorene snære igjennem Kjødet lige ind til Benene; dette gjentager man hvert Dvarteer, indtil Doctoren erklærer, at hans Liv er i øjeblikkelig Fare. Seer I nu denne lille Stige her med fem skarpe Træmmer eller Trin, med denne slaaer de ham dygtig paa Skinnebenene. Kom nu herhid! Dette der tænker J vel, er et Salttrug? Hi, hi! min lille enfoldige Dueunge! Hvorfor gyfer Du? Naar Du bare er tjøn føjelig, skal Du aldrig tomme til at ligge deri, det er kun for de Haardnakkede og ulydige, dem lægger man langs ud i Truget, og surrer dem dygtig fast; saa spærrer man Munden op, og lægger et fiint tyndt Klæde derover. Nu falder fra dette Kar i Loftet en tynd Vandstraale ned i Munden, saalænge til Indvoldene ere fulde af Vand, og Klædet ved Vandets Magt trængt ned i Svælget. Naar Synderen da i den usigeligste Angst og Pine er nær ved at qvæles, river man pludselig Klædet ud, fuldt af Vand og Blod." —

"Men," sagde jeg skjælvende og bævende over mit hele Legeme: „det er dog kun de overbeviste Kjættere, man saaledes martrer?"

[ocr errors]

"Ingenlunde min søde Ven!" svarte hun: "De blive jo levende brændte; nej, de som her pines, ere de Mistænkte, som skulle bekjende."

„Men om de nu ere uskyldige, og intet have at befjende?" indvendte jeg.

"

Ja saa blive de frie," svarte hun: men det har ingen Nød, naar de først blive retskaffens piinte, saa finde de nok paa noget at bekjende, det maae de naadige Herrer og Bøddelen forstaae?"

„Bøddelen!"

"Javist Barn, Bøddelen piner dem. I maae troe, han feer ikke lystelig ud for en ung Pige: en stor, føer, stærk Mand, i kulsorte snevre Dvælgsklæder fra Top til Taa, og med en fort Maske for Ansigt, at han desmere kan ligne Djæ velen, i hvis Kleer Kjætterne snart skulle overgives."

Hun vilde blevet længere ved, men det var mig umuligt at holde ud - jeg søgte Døren.

[ocr errors]

„Bie lidt, bie lidt!" raabte hun, idet hun forgjæves føgte at faae mig tilbage. „Det Rareste har I endnu iffe feet! I maae endelig see Kobberpanden, hvori de Gjenstridige saa smaat blive stegte."

Men jo mere hun bad mig bie, jo stærkere iilte jeg, og først da jeg var kommen ind i mit Værelse, og havde kaftet mig i en Stol, kunde jeg gjøre det Spørgs

maal:

Men er ogsaa alt dette virkeligt, eller vil I blot indjage mig Angest? Saa grusomt er dog intet Menneste?"

„Hys, lille Barn! læspede hun: I maae ikke tale om Grusomhed! Det er et upassende, et ugudeligt Udtryk." — "Men saa maae det ogsaa være gyselige Forbrydere, sagde jeg, som man saaledes martrer?"

"Vist er det," svarte hun: Kjættere, Gudsfornæg

"

[merged small][ocr errors][merged small][merged small]

„Og Fruentimmer," sagde jeg: „blive dog ikke saadan behandlede?"

"Det kommer derpaa an!" var Svaret: "Enhver, som bliver angivet for den hellige Inqvifition, er ogsaa mitænkt, og enhver Mistænkt kan bringes under Torturen. Her gjelder ingen Persons Anseelse: Oldinge og Børn, Mænd og vinder, unge Piger og frugtsommelige Koner, allesammen maae de heran. Saasnart de komme i Torturkammeret, og en af de naadige Herrer befaler, saa klæder Bøddelen dem først nøgne af, splitternøgne, min sødeste Ven!"

-

Her blev hun afbrudt; Døren aabnedes, og ind traadte Don Francisco Torrejon, ikke som jeg tilforn havde feet ham, i gejstlig Dragt og med alvorlig hellig Mine, men klædt ganske som en Kavaleer efter højeste Mode, og med et Væsen som en af de galanteste unge Herrer.

Smilende, med en let Kompliment og næsten dans fende, nærmede han sig til mig, der af Forundring længe var maalles, og ikke istand til at besvare enten Spørgs maal eller Galanterier. Disse sidste angik mit Ansigt og min Skabning, og de første Aarsagen til min Fængsling.

"I maae have Fjender, min Elskelige: forsikkrede han ⚫ med et Skuldertræk, ellers var I ikke heren Elffer, som har faaet Afslag? Hvad?"

Jeg svarte ham stjælvende, at jeg ikke vidste af saa= dan En at sige.

Umuligt!" raabte han: "I skulde endnu ingen Elsker have havt? Ikke endnu selv have elsket?"

[ocr errors]

„Nei, ærværdige Herre!" sagde jeg blussende af Angst og Undseelse. Han taug, men jeg mærkede, at han

« ForrigeFortsæt »