Det lykkedes mig kun halvt — hun ahnede en foreftaaende Ulykke.

Saavidt min Tid tillod det, forblev jeg hos min ulykkelige Ven, var hans Vogter, Opvarter, Trøfter i de følgende syv Dage. Jeg havde en tung Bestilling: baade at passe ham, at afholde alle Besøg og at berolige Børnene.

Den anden Læge kom et Par Gange ubuden; men da han Intet fik at bestille, blev han omsider borte.

Jeg strev til Sønnerne i Kjobenhavn; jeg haabede, at deres Nærværelse vilde virke gavnligt paa den arme Lidende - de fom først tidligt nok til at ledsage hans affiælede Legeme til det længselsfuldt forønskede og voldeligt tiltvungne Hvilested.

Min Ven blev med hver Dag mere stille, mørk og ordknap; det var mig sandsynligt, at han rugede over een eller anden frygtelig Plan.

Ottende Dagen efter den sørgelige Opdagelse hensov Majoren; han havde bestandig siden ligget som i en Døs, og døde uden at have faaet sin Bevidsthed igjen. Jeg bragte L* denne Tidende; han modtog den ligegyldigen, og sagde blot: Vi ville snart mødes."

"

Dagen efter var Frue L* ventendes tilbage. Jeg fpurgte hendes Mand, hvorledes der skulde forholdes ved hendes Ankomst; og om det ikke var bedst, at hun blev bortfjernet? Han svarte, at han var fuldkommen beredt paa hendes komme, og at Alt vilde nok falde af sig selv. Jeg fattede Mistanke, og yttrede den. Med et roligt Smiil rakte han mig fin Haand og sagde: "Om jeg nu med Vished forudføler min Død, vilde De da misunde misunde mig Opfyldelsen af det eneste Ønske, mit fønderknuste Hjerte endnu har tilbage? De Lænker, der bandt

mig til Livet, løse sig Led for Led der er fun eet til: bage; faasnart jeg seer hende, vil dette springe."

Der var en dobbelt Mening i disse Ord; jeg borde ikke ligefrem antage den værste. Dog vedblev jeg at hen: pege derpaa, og anbragte alle Fornuftens og Religionens Grunde.

Ak! Fornuften udretter Intet mod et fortvivlende Hjerte, og Religionen formaaer fun at trøste den, som den tilforn har vejledet. Og Dr. L* havde været enten for letsindig eller for lykkelig, til at besidde nogen dyb religieus Følelse. Han havde vel havt Troe; men en let Troe, som aldrig var prøvet eller styrket ved betydelig Kummer eller Gjenvordighed. Han var en Glædens Sen, og skilt fra denne hans bestandige Ledsager paa Livets Bane, maatte han vorde et let Bytte for Sorgen for den frygteligste af alle de Lidenskaber, mod hvilke den svage Menneskesiæl her haver at kæmpe.

Jeg blev hos ham til langt ud paa Natten. Da jeg vilde til at gaae, udstrakte han fine Arme efter mig, og trykte Afskedskysset paa mine Læber. Endnu et Par Taarer tindrete i hans matte Dine, og med næsten bris stende Stemme sagde han blot de Ord: „Tak! saalænge!"

Lev vel

at

Jeg gik hjem og lagde mig halv afklædt, med den Beslutning, tidlig næste Morgen at vende tilbage til ham, deels for at bevogte ham, deels for om mueligt forebygge Sammenkomsten mellem ham og den troløse Kone, eller dog i det ringeste at være en vistnok højst nødvendig Trediemand ved samme..

Men udvaaget, som jeg var, sov jeg over mig, og ingen af Mine nænnede at forstyrre denne Hvile. Jeg vækkedes ved det Skrækkens Bud, at Doctor L* havde

laae endnu i den blodige Ingen af Familien var

skudt sig. Jeg foer derover: han Seng, med gjennemboret Bryst. derinde; men den anden Læge, Borgemesteren og Pigen. Denne sidste havde været tilstede, da Gjerningen flete. Hun berettede: at hun med Doctorens Tilladelse havde afløft mig i at vaage hos ham: at hans kone, som af den ældste Datter var bleven underrettet om sin Mands Sygdom, var ilet ind til Byen, og i Dagbrækningen uventet traadt ind til ham. Saasnart han faae hende, havde han reist sig overende i Sengen, sagt nogle Ord i et Sprog, som Pigen ikke forstod, derpaa taget en Pistol frem under Dynen, og trykket den af mod fit Bryst.

Jeg vil ikke tale om den paafølgende Jammer. Jeg har i Begyndelsen af denne Fortælling korteligen antydet, hvorledes en sandselig og samvittighedsløs Qvindes Brøde bragte tvende Familier Fordærvelse, og mange Andre en Sorg, som længe smertede dybt og aldrig ganske for: glemmes.

Leonore.*)

Mine Forældres Slot laae ved Grændsen af den Olis venskov, der sender fin Vellugt til Zaragozas Beboere. Da min Fader var riig og gjæftfrie, min Moder munter og kjær af Pragt og Fester, fik vi hyppige Besøg af Stadens talrige Adel. Mange af disse forsikkrede min Moder

som oftest saa højt, at jeg godt kunde høre det at jeg i mit fjortende Aar var en fuldkommen Skjønhed, og at jeg spillede Mandolinen med uforlignelig Færdighed.

Jeg var saa vant til at høre sligt, at det baade forundrede og fortrød mig, at Don Francisco Torrejon, en af de høje Overinqvifitorer, aldrig roste min Skjønhed, ja neppe værdigede mig et Øjekaft; dog tilskrev jeg dette hans Stand og almindelig bekjendte Hellighed.

En Nat blev der banket paa Porten, og dens Aabning fordret i den hellige Inqvisitions Navn. Med Forfærdelse efterkom man strar denne Befaling, men man

*) Begivenheden er taget af Bakers Inquifitionshistorie, der udkom for noget over hundrede Aar fiden, og seer ud som Sandhed.

forestille sig min og mine Forældres Angst og Fortvivlelse, da det høje Tribunals Tjenere forlangte mig udleveret. Vel var jeg mig min fuldkomne Uskyldighed bevidst, men det gjorde kun min ængstelse mere piinlig. Mine arme Forældre knugede mig i taus Omfavnelse; de torde jo hverken græde eller klage, thi dette vilde have været en Forbrydelse mod den hellige Ret.

Man bar mig i en Portechaise, og det forekom mig, som om jeg blev baaret til min Grav. Jeg hørte Fængs slets Port aabnes og luffes efter mig, og nu syntes mig Livets Dør at være tillukket for evig: det sortnede for mine Dine, jeg besvimede.

Da jeg vaagnede, befandt jeg mig i en Seng med lange forte Gardiner. En Lampe oplyste svagt det lille ffumle Værelse, og en gammelagtig Kone stod foran min Seng. Med den ene Haand holdt hun Omhænget tilside, med den anden en stærklugtende Svamp under min Næse.

„God Morgen, min søde lille Ven!" hviskede hun : "og hjertelig velkommen i dette hellige Huus!"

Jeg foer op i Sengen og raabte: „Hvor er jeg? Hvorfor -"

Mere fik jeg ikke sagt; thi hun omfavnede mig pludfelig med den ene Haand, og holdt mig den anden for Munden.

"For Guds og alle Helliges Skyld!" hviskede hun heftigt og ængsteligt: "Tael sagte, sagte! Her maae Ingen tale højt, det kunde koste Eder Livet."

,, men saa siig mig dog, hvorfor er jeg her?” sagde jeg med dæmpet Røst.

"Ikke spørge, min bedste Ven!" vedblev hun: "Her maae Ingen spørge, det er imod Ærbødigheden. Men ellers vil jeg da sige Eder, at I befinder Eder i et hel