Billeder på siden
PDF
ePub

„Hjerte, for at afbede en Brøde, for hvilken Skjæbnen "alene maae staae til Ansvar. Jeg veed ikke hvad jeg ftris "ver Klokken 11 i Aften venter jeg Dem min „Mand er paa Landet forbarm Dem over den ulykke"lige **i**"

[ocr errors]
[ocr errors]

„Hemmelighed“ lød det tredie, men i Tiden formodentlig det mellemste, er Livsprincipet i Kjerlighed; uden „denne mangler Myrthen baade Rod og Top. Dersom „Nogen vidste, at jeg elskede Dig, dersom Du var min ægtes „viede Mand; ja, jeg troer, at det Umuelige blev virkeligt. Men hvilket Tempel for vore lonlige Glæder! et Pulter"kammer, fuldt af Commiskjoler og Blaarlærred! - J g „Aften rejser Manden til P*. Kl. 11 ere Alle tilsengs "undtagen hun, der venter Dig med brændende Hjerte. So„len staaer først op Kl. 7. Ah! der er længe til, inden jeg siger: Frang! Franz! Steh auf! der Morgen graut.“ Da jeg var færdig med Læsningen, og det sidste Brev faldt ud af mig skjælvende Haand, rejste L* sig, greb mig i Skuldrene, og spurgte med et gjennemborende Blik: „Naa, gode Præstemand?"

"

„Hvorledes“ sagde jeg, „ere disse Breve komne i Deres Hænder? ere de ogsaa ægte?"

,,Saa ægte raabte han, som cortex peruviana selecta, men ikke fuldt faa gavnlige for Sundheden, og jeg har dem directe fra Hr. Galanen selv."

(Den ulykkelige Frue H* fortalte mig siden, hvorledes det var gaaet til. Da Doctoren om Eftermiddagen var kommen igjen, for at see til den Syge, begyndte denne atter at phantasere, og det endnu tydeligere end tilforn; tils sidst havde han befalet hende - som han bestandig antog for Doctorinden at bringe ham en vis Skuffe af Chatollet; i Skuffen var en dobbelt Bund; ved at trykke paa

en Stift var den øverste sprunget op, og Brevene komne tilsyne; han havde flyet hende samme med de Ord: "Der Elise! har Du dine Breve! riv dem istykker, eller brænd dem!"

Hun sønderrev nogle andre Papirer, gik hen bag hans Seng, og læste Billetterne. Ikke længer sig selv mægtig, havde hun leveret Doctoren dem, og nu var Loddet kaftet over den grusomt bedragne Mand).

„Min arme, beklagelsesværdige Ven!" sukkede jeg, „hvilken Bestemmelse tager De nu? hvad vil De gjøre?” Han slap mig, og gik med hurtige Skridt og knyttede Hænder rundt i Værelset.

"Hvad jeg vil gjøre?" gjentog han mange Gange. "For det første," tog jeg atter til Orde, torde vel disse fatale Breve tilintetgjøres — ?"

[ocr errors]

han

"Tilintetgjøres?" streg han, disse Breve?" rev dem hurtigen til sig -hvad! disse føde, velsignede Kjerlighedspanter!" han knugede dem med en Elfkers Hæftighed til fit Bryst - „Nej, Pastor! ved dem kan jeg iffe skille mig; de skal følge med mig i Graven, og fra. Graven didop, hvor alle saadanne Panteforskrivninger engang skulle indløses."

„O min Ven! min Ven!" sagde jeg, "ere de ikke allerede der forlængst protokollerede? hvorfor vil De være hendes Anklager? Dem hører hverken Hævnen eller Dommen til, men en Gud, hvis Retfærdighed er ophøjet over vore snart hendøende Lidenskaber."

Han standsede, faae længe op til Himmelen, og gav mig dem derpaa tilbage.

"Der," sagde han roligen, „behold dem! tilintetgjør dem! men lov mig først: at De, naar jeg er død og borte, vil vise hende dem!"

Jeg lovede dette; men lagde til: hvorfor, tjere Doctor, vil De tale om Doden? deres Stød er haardt, forfærdeligt De mister en Kone, som De elsker - en uværdig, foragtelig Skabning; men har De ikke endnu Deres Børn?"

Han faae stivt paa mig, og skoggrede vildt i Vejret: "Hvis Børn? mine Børn? nej Majorens Børn. -" De to ældste," afbrød jeg, "vare jo fødte inden han kom til Byen, og Ingen kan, ved et blot flygtigt Djekast, tage Fejl af deres Fader."

"Og de andre?" spurgte han bittert smilende, hvo af dem, hvor mange af dem ere mine? har De iffe læst Brevet, og synes Dem ikke, at de ligne ham op ad Dage? o!

[ocr errors]

Han slog sig med den knyttede Haand for Panden, og gif atter med stærke Strict omkring i Kammeret.

Jeg taug jeg vidste i en Hast Intet at svare; thi naar jeg tænkte mig om, fandt jeg, at han ikke havde saa ganske Uret, fornemmelig hvad den gifte Datter angif. Hendes Lighed med Majoren var umiskjendelig.

[ocr errors]

Phantasier" sagde jeg omsider noget langsomt og halv tvivlraadig „kan ogsaa bevirke.

"

[ocr errors]

„Ha!“ faldt han ind, her behøve vi ikke at tage Phantasien tilhjælp; Skjøgen tilstaaer det jo selv.“

I det samme kom de to yngste Dottre ind, og ilede hen for at omfavne ham. Men han traadte saa langt tilbage, som han kunde komme, satte Hænderne imod dem, og stirrede paa dem med Forfærdelse og Afskye i alle fine Miner. De arme Smaapiger bleve forskrækkede, skjalv, brast i Graad, og faldt hverandre om Halsen de frygtede for at have forseet sig i Noget. Jeg tog dem i

-

mine Arme, og mine Taarer faldt paa deres guldlokkede Hoveder.

[ocr errors]
[ocr errors]

Da opløstes ogsaa hans Forhærdelse i Medynk; den gamle mhed vendte tilbage, og jog for en Tid Tvivlens Dæmon ud. Han satte sig, tog dem paa sine Knæe og fjertegnede dem verelviis: de Smaae græd nu af Glæde.

I denne ønskeligere Sindsstemning troede jeg at torde forlade ham, for at tage fat paa mine ufuldendte Forrets ninger. Jeg overlod ham til hans gode Hjertes mildere Følelser, og den Barmhjertiges mægtige Naadevirkninger.

Da jeg den følgende Morgen besøgte ham, laae han aftlædt, men vaagen i Sengen. Den næstyngste, tolvaas rige Datter sad hos ham, og vilde paanode ham en Kop Thee. Han afslog den, saae mørk, kold og næsten fremmed paa os begge.

Med bønlig Mine pegte jeg paa den Lille, og nu tog han Koppen, satte den til Munden, smagte, men som om det havde været bitter Medicin, lod han den atter hvile paa Dynen. For at faae Glutten bort, bad jeg hende om at skaffe Frokost, og søgte nu ved min venlige Tiltale paa ny at aabne den arme Mands tilknugede Hjerte.

Han satte Koppen fra fig, og foldede fine Hænder. Enten hørte han mig ikke, eller han forstod mig iffe. "Mit Liv," sagde han omsider sagte og langsomt, Giften virker; jeg og for mig findes Jeg er opvaagnet af som det ofte hændes

er hjemfalden til den, som gav det har udtømt Bægeret til sidste Draabe, ingen anden Modgift, end Døden. en lang og sød Drøm; jeg har de Affindige-faaet et lyst Øjeblik, den nære Opløsnings

fiffre Forbud. O min Gud, min Gud! tag mig dog bort herfra, inden denne Slange kommer tilbage!"

Han lukkede fine Dine, som om han frygtede for Synet af hende.

"Jeg elskede saa emt, saa trofast," vedblev han efter et Ophold, "af mit ganske Hjerte, Sjæl og Sind; i tyve Aar indbildte jeg mig at beboe et jordisk Paradiis, og vandrede paa en Vulkan, der lønligen brændte under mine Fødder den tynde Skorpe, som adskilte Himmel og Helvede, er nu bristet, og jeg er nedsunken i det flammende Svælg barmhjertige Gud! lad Legemet fortæres, og tag min arme Sjæl!"

[ocr errors]

Jeg bad med ham, for ham, om Styrke og Taalmodighed; jeg træftede ham med Guds almægtige Godhed, med Tanken om hans tvende haabefulde Sønner, om en taaleligere Fremtid under Adskillelsen fra den Uværdige.

Han rystede sagtelig med Hovedet: "Jeg kan ikke leve i den Verden," sagde han, hvor hun aander; vi kunne ikke mere have een Sol tilfælleds. Adskillelse fra Bord og Seng og Huus og Fødeland det er altsammen Intet Lys og Mørke, Liv og Død, Tid og Evighed maae være imellem os; før ere vi ikke adskilte.“

Den ældste Datter (jeg tør desværre ikke sige hans Datter) kom ind med sit toaars Barn paa Armen. Glutten rækkede efter den formeentlige Bedstefader, og udlallete denne ham forhen saa søde Venævnelse. Med. Tegn paa indvortes sønderslidende Smerter bortvendte han fit Ansigt. Den bedrøvede Moder satte Barnet ned, og Taarer væl tede ud af hendes Øjne.

Jeg maatte føre begge bort, og opbyde al min Kunst og Opfindelseskraft for at berolige den stakkels Kone.

« ForrigeFortsæt »