løftede, sammenknugede Hænder: men i samme Øjeblik fors svandt hun ogfaa. Himmel! hun maatte følgelig have fundet den lønlige Gjennemgang, som Febricitanten omtalte. Denne faldt atter hen.

Doctoren blegnede. Jeg greb hans Haand og hvidskede: "For Guds Skyld! fjere Ven! De lægger dog aldrig Fold til, hvad et Menneske taler i Vildelse? I en saadan Feberparoxysme kan jo en Patient indbilde sig de urimeligste Ting af Verden."

Han faae eftertænksom paa mig, men svarte ikke. I hans Djekast laae Noget, som kunde udtydes:,,Du mener ikke det, Du siger."

I det samme kom Majorinden ind. Hun blussede hendes Aasyn udtrykte næsten samme Vildhed, som den Syges. Doctoren gik hende med rolig Fatning imøde, trøstede hende, og gjorde nogle Spørgsmaal Patienten angaaende. Hun besvarte dem flygtigt og fljødeslost; hendes urolige Blik deelte sig imellem dem begge.

Dog snart lettede en Taarestrøm hendes beængstede Hjerte: hun foer hen til Sengen, kastede sig paa Knæe, og trykte den Syges Haand til fit Bryst.

~ Gud!" bad hun hastigt og sagte, skjænk ham blot denne Gang Livet, at han kan modtage min Tilgivelse, om han er skyldig, og min Afbigt, om jeg gjør ham uret." (Jeg hørte vel kun de halve Ord, jeg supplerede Reften, men de gik alle Doctorens Dren forbi; thi han var iffe lydhør.)

"Ja Ulykkelige!" vedblev hun, og trykte sin Pande mod hans Haand, "Du er den Forførte! men hun —“ her sprang hun op og vendte sig til Doctoren.

Jeg greb hendes Haand, og trykkede den stærkt: "S dette Djeblik sagde jeg, er det til Lægen alene at tale;

dæmp Deres Frygt og Deres Smerte! - faa sandt De har Deres Mands Liv kjert!« lagde jeg til saa sagtelig, at han ikke kunde høre det.

Hun fattede sig, og tilbageholdt de fordærvelige Ord, som allerede svævede paa hendes Læber. Hun var af de lykkelige Gemytter, som med hæftige Lidenskaber forbinde et hurtigt Omblik og en lys Forstand, som de første als drig ere istand til heelt at omtaage; hendes Hjerte var ømt, men ingenlunde svagt. Ak! det var dog ikke stærkt nok til at modstaae den langt farligere Prøve, det snart efter blev underkastet.

Der kom Bud efter mig: jeg maatte bort i Embedsforretninger. Hun fulgte mig udenfor; og her søgte jeg af al Magt at berolige hende med Hensyn til hendes Mands forblommede Phantasier.

„Da jeg ogsaa," endte jeg min Formaning, "har været Previdne til disse, vil De ikke kunne ansee det for paatrængende Indblanding i ægteskabelige Forhold, at jeg omtaler dem. Jeg kan med roligere og sikkrere Blik_be= tragte det, fom let blænder og forvirrer et elskende Øje. Sandsynlighed er ikke altid Sandhed, og der gives mange tænkelige Tilfælde foruden det værste. For Himlens Skyld! brug Deres ellers altid saa klare Forstand! slaan Dem selv og deres syge Mand! og for alle Ting lad Dem ikke mærke med det Allermindste for Doctoren! der kunde ellers skee en dobbelt Ulykke, og det maaskee af en blot Fejltagelfe."

Sukkende trykkede hun min Haand og gik tilbage i Sygeværelset.

Jeg fik meget at bestille; min Fraværelse havde op= dynget Forretningerne: dette var om Formiddagen, og først mod Aften blev jeg fri. Jeg vilde atter over til Majo

rens; men besluttede dog først at tale med Doctoren i dennes eget Huus, for at høre hans virkelige og rene Mening om vor Vens Sygdom.

Hans Kone var ude paa Landet med den næstældste vorne Datter; de to yngste vare budne i Byen. Pigen sagde mig, at Doctoren var paa fit Arbejdsværelse. Jeg gik derop.

Han stod med Ansigtet mod Døren og Ryggen mod hans Chatol; i sin venstre Haand krammede han nogle Papirer, og den højre klemte han krampagtigt mod Brystet; hans Ansigt var den folde, stumme Fortvivlelse, hvor Ind gangen er tillukt baade for Haab og Frygt. Mit Hjerte isnede; jeg saae strar, at Alt maatte være opdaget, og Mistanken modnet til Vished. Han faae flygtigt paa mig, som om han ikke kjendte mig.

Hvorledes skal Trøst kunne finde Indgang i et Hjerte, som Ulykkens Vinterstorm har omgivet med fin Jisskorpe? Jeg opløftede bedende mine Hænder til den Herre, hvis Barmhjertighed begynder der, hvor Haabet ender.

"

Jeg fjender intet vanskeligere, intet misligere Hverv, end det at trøste dem, som meest have Trøst behov; det vil sige: dem, der ikke kunne trøste sig selv. At sige til Een, hvis hele jordiske Lyksalighed paa eengang er tilintetgjort: Vær en Mand! Kæmp, tu contra audentius ito!" er detsamme som at raabe til den, der er falden og har brækket Benet: Kom hid til mig, saa vil jeg rejse Dig!" eller til den, der uden at kunne svømme, er styrtet ned i en rivende Strøm! Brug dine Kræfter! Du kan nok bjerge Dig, naar Du blot vil!«

"

Nogle trøste med det Haab, den Ulykkelige har mistet, Andre med Tiden, hvis Piinagtighed han ikke er istand til at udholde, og atter Andre bære sig ad som

E. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. VI.

11

Jobs Venner der langt hellere maatte blevet ved med deres tause Medlidenhed og sympathetiske Graad - idet de ymte om Guds Tugtelser, om begangne vitterlige og lønlige Synder: istedetfor at gyde Balsom i Saaret, dryppe de Gift deri.

Sandelig! den Lidende kan svare dem i sit sønderrevne Hjertes Bitterhed: „Jeg har hørt mange Ting, som disse: I ere allesammen møisommelige Trøftere! Er der ingen Ende paa de Ord, som ere kun et Vær? eller hvad hærder Eder til at tale saaledes? Jeg, jeg kunde ogsaa tale som I: gid Eders Sjæle vare i min Sjæls Sted! jeg funde og sammenføje mange Drd mod Eder, og ryste over Eder med mit Hoved."

Naar Smerten sammenknuger Brystet, naar den ei engang kan faae Luft gjennem Læberne, hvad skal da kunne optøe det stivnede Hjerte, dersom det ikke er en medfølende Vens tause Taarer? Mine randt overflødigen, og vædede hans Haand, som jeg havde draget fra hans egen Barm til min. Da aabnetes ogsaa hos den Ulykkelige de Kilder, gjennem hvilke baade Sorgen og Glæden udtømme sig: han støttede fin Pande mod mit Bryst, og græd som et Barn.

Dog iffe længe: han rev atter fit Hoved i Vejret, og Taarerne vendte tilbage til deres lønlige Huler.

„Der! der!" raabte han, idet han med vild Hæftig= hed trykkede Papirene i min Haand, det er Recepter, læseligt skrevne tydelige at forstaae specifiqve Midler mod Romangriller, Kjerlighed, Tro paa qvindelig Dyd, paa Venskabll

Han kastede sig paa en Stol, skar Tænder, og uds stødte nogle Toner, som lignede Latter.

Medens jeg læste Papirerne - Breve, hvis Indhold

nedenunder skal meddeles

stirrede han uafladeligt paa

mig, jeg kunde sige med misundelige Blikke, og med et saadant modbydeligt, bittersødt Smiil, som ofte endnu længe efter Døden fees paa Ihjelfrosnes Ansigter.

Det Brev, der laae først for, og ligesom de andre to vel var adresseret til Majoren, men hverken havde Datum eller anden Underskrivt end: „Din **i** (Elise)", var upaatvivleligt det yngste, og lød saaledes:

"

„Ja, min Elskede! jeg kan ikke, jeg vil ikke skjule for Dig, at jeg under mit alt for svage Hjerte bærer et „lønligt Pant paa vor lønlige Kjærlighed. Min Samvittighed bebrejder mig en Brøde mod min Mand; men Kjerlighed kjender fun een Brede Utroskab mod den Elffede; ,,den har fun een Pligt - at gjøre Alt for den dyrebare „Gjenstand, at hengive den baade Legeme og Sjæl, ja, „om det udfordres, at opoffre begge Dele. Frands! Du "var barnles, det krænkede mit Hjerte. Har jeg forspildt "min Lyksalighed hisset, da gjorde jeg det for at glæde "Dig her. Nu, Elskede! har jeg Intet mere at give "Dig."

Det andet var aabenbar skrevet strax efter hiin ulykkelige Maskerade.

"Skeet er skeet," skriver hun; "men Skjæbnen, den „dunkle Skjæbne selv er det, der mod vort Vidende og „Villie har ført os til hverandre. Den har selv forenet "OŚ hvo vil nu adskille os? Jeg føler det, jeg veed „det: fiden hiin Nat er jeg Deres for evig; jeg har faaet "et nyt Hjerte, en ny Sjæl. Jeg er aldeles forandret; ,,mine Tanker, mine Ønsker, mine Længsler have fun eet "Maal Dem, Dem elskede, tilbedede Mand! O, had mig ikke! foragt mig ikke! Det er ikke Sandselighed, som drager mig til Dem; nej! reen skal min Kjerlighed være; men tale med Dem maae jeg, for at udøse mit qvalfulde

"