min Kone en fiin Jagttagerinde

nogen Tid efter i Fortroelighed fagde mig, „hun frygtede for, at hendes forhen yttrede Mistanke ikke var ganske ugrundet."

At der siden hiin Maskerade var foregaaet en væsent lig Forandring med den første, faldt tydeligt i Dinene: han var ofte adspredt og hensunken i Tanker; han havde mistet sin forrige jevne Munterhed, og i dens Sted faaet en sælsom Lystighed, der frembrød stødviis, og tidt uden rimelig Foranledning. Aarsagen til denne Forandring Nag over hans uvitterlige Brøde var mig jo velbekjendt; men jeg fortaug det for min Kone. Jeg søgte at forsvare Frue L*, men indlod mig ikke paa nogen Fors flaring Capitainen angaaende.

1

"Kjære Kone!" sagde jeg, Nogen! det er ellers ganske mod din Natur Noget? har Du feet Noget?

vogt Dig for at mistænke

veed Du

men det

- Kun et eneste Djekast svarede hun;

var et Djekast, som bragde ham til at rødme, og mig til at blegne; vi maae altsaa begge to have forstaaet det. Det var hurtigt som et fjernt Lynglimt paa en natlig Skye, men klart nok til at give Lys. De vare ene to i Værelset, og jeg saae det med fravendt Ansigt i et Spejl."

Jeg rystede paa Hovedet, som om jeg ikke troede hende, og paabød Taushed om denne Sag: "Vi ville ej engang selv tale med hverandre om denne Materie" sagde jeg: thi hvor let kan Du iffe tage fejl i dine Formod

"

ninger; et Djekast kan jo have flere Betydninger

for da antage den værste?"

hvor

Hun rystede ogsaa paa Hovedet; og nu blev dette

vore lønlige og ganske isolerede Jagttagelser; men Intet ikke det Allermindste opdages. Capitainen gjenvandt efterhaanden ikke fin forrige aabne Munterhed

men

dog en vis Holdning i sit Væsen, der havde et alvorligere maaffee mattere Anstrøg. Han blev jo ogsaa med hver Dag ældre, og mere og mere forsvandt jo for ham det søde Haab om Faderglæder.

Tiden, som ruller os hen ad vor Bane, afflider alle vore ungdommelige Følelsers skarpe Kanter, og vi opnaae uformærkt enten Fasthed eller Bøjelighed, Styrke eller Sløvhed, indtil omsider alle Lidenskaber forlade os, for at begynde deres Spil med yngre og blødere Hjerter.

Triangelen blev uforstyrret; Cirklerne ligesaa. Vi holdt vore Concerter; vi spilte vore Lombrer. Vore Børn vorte til, formerede Stemmerne i de første og løste os af i den sidste, naar Postnyhederne vilde dele vor Opmærks somhed.

Doctorens to ældste Senner vare blevne Candidater i Medicin og Chirurgie; min i Theologie; hans ældste Datter gift og min forlovet: da Vulcanen, der saa længe og faa lønlig havde ulmet i Mørket, brød Forborgenhedens Dække, og ved sin uventede Eruption ødelagde tvende Fas miliers jordiske Lyksalighed.

Jeg var kommen hjem fra en Rejse, der havde medtaget flere Dage, da min kone modtog mig med den bedrøvelige Efterretning, at Majoren var meget søg. Jeg kastede Rejseklæderne og ilede derover. Han sov. Fruen stød med bekymret Mine og foldede Hænder ved Hovedgjerdet af hans Seng; et smerteligt Smiil var hendes Hilsen til mig. Jeg nærmede mig fagtelig, og spurgte hvidfkende om den fjere Syges Tilstand. Hun virrede blot med Hovedet, og vedblev gjennem de frembrydende

Taarer at betragte ham. Hans Søvn var urolig: Læber og Fingre vare i idelig Bevægelse, og Øjnene rullede uophørlig under deres Laage.

Jeg satte mig for at vente paa hans Opvaagnen. Imidlertid fortalte Fruens Tante mig Aarsagen til og Fremgangen af hans Sygdom: „Han havde for tre Dage fiden forkjølet sig ved Exerceringen, var bleven heed, og havde drukket koldt Vand; havde kort efter Hjemkomsten befundet sig ilde: maattet søge Sengen; var stedse bleven flettere og flettere, og havde hver Eftermiddag havt Feberanfald. Vor Ven Doctoren, der besøgte ham flere Gange daglig, trøstede godt nok som han nu altid plejede, men havde alligevel feet noget betænkelig ud.“

Frue H* gav hende nu et Vink om at besørge Et eller Andet: hun gik ud.

Kort efter vaagnede Majoren; hans Øjekast var forvildet. Man mærkede strar, at han ikke var sig selv bevidst. Han saae paa sin kone, og kastede sig forskrækket tilbage i Sengen: "Elife!" begyndte han, (Majorinden hed Charlotte) Elife! hvad vil Du mig? det er nok nu — det er alt for meget. Dersom Doctoren eller min kone traf Dig her hos mig, hvad vilde de saa sige? Gaae! gaae! og lad mig være!"

"

Han strakte begge Hænderne ud for sig, som for at flyde En tilbage.

-

Majorindens Djekast mødte mit - hun skiftede Farve. Den Syge blev ved at phantasere: "Det var et ulyk keligt Indfald med den Tyrkindedragt; jeg vidste bestemt iffe Andet, end at Du var min Kone

Fru H* lyttede med ængstelig Opmærksomhed; jeg

faae tydeligt, at hun ikke begreb hans Tale

jeg forstod

ham kun alt for vel: Maskeradescenen stod levende for min Erindring.

Jeg gik hen til den stakkels Kone, og greb hendes Haand: "Fat Dem, kjere Frue!« sagde jeg, „Deres Mands Sygdom torde nu være paa det højeste vildt."

Hun svarte kun med et dybt Suf.

"

han taler

Hys! hys!" hviskede han, man kunde høre os her underneden De veed jo, Elise! at Munderingskammeret er lige ovenover Rullestuen, og tænk engang, om Nogen opdagede den hemmelige Der i Lysthuset -."

Majorinden greb krampagtig fat om Sengestolpen; hun blegnede i hendes Ansigt foregik en frygtelig Forandring.

--

"Bedste Frue!" sagde jeg, ladende som jeg kun mærkede den ene Aarsag til hendes Sindsbevægelse, "var det ikke rigtigt at faae Bud efter Doctoren? hans Nærværelse vilde maaskee berolige os denne Crisis er vist ikke saa farlig, som det lader."

Hun svarte med et Nik, og gik hastig ud.

Den Syges Dine faldt til han slumrede; men uroligt. Jeg saae ud i Gaarden: Frue H* ilede med hurtige Skridt hen til Rulleften. Munderingskammeret var virkelig over denne, og Lysthuset i Doctorens Have, som var to Stokværk højt og bygt af Planker, stødte umiddelbart dertil en rædsom Mistanke greb mig, og var ikke langt fra at gaae over til Vished. Jeg havde om Sommeren ofte drukket The og spilt Lombre i det samme Lysis huus, og mindedes godt, at man der meget tydeligen kunde hore, naar Nogen var inde paa Munderingskammeret. En sergelig Sandhed maatte upaatvivlelig ligge til Grund for Patientens Phantasier.

Sengen, betragtede den Syge, følte hans Puls, faae bes tænkeligt til mig og rystede paa Hovedet.

"Hvad!" udbrød han, „hvad skal det betyde? De bildte mig ind, at Deres Mand var rejst til en Syg ude paa Landet, og blev borte inat, og her staaer han lyslevende for mig. Hvorfor vilde De narre mig? hvorfor vilde De give det aftalte Tegn? fæstede De ikke den røde Sløjfe i Lysthuusgardinet? Gaae, gaae! og bliv hos Deres egen Mand! Deres Forvovenhed gaaer alt for vidt, og Krukken kan gaae saalænge tilvands, indtil den gaaer hanfeløs hjem."

Jeg stod som paa Gløder. Jeg drog Doctoren med mig hen til Vinduet; jeg vilde forhindre ham fra at høre og lægge Mærke til mere.

„Hvad mener De?" spurgte jeg.

"Han phantaserer stærkt," svarte han; „Sygdommen

tager ingen god Vending."

"Hans Ideer ere reent forfeerte," vedblev jeg.

„Aa nej!" raabte Majoren, som havde hørt, hvad jeg fagde; "jeg veed ret godt, hvad jeg siger; og jeg erklærer Dem eengang for alle, Frue L*! nu skal det være forbi imellem os! Det er Synd baade mod Deres Mand og min kone, og ingen af dem forffylder det af os."

Nu begyndte Doctoren at blive opmærksom: han kas stede et hurtigt Blik ud til Lysthuset, hvis øverste Vindue man fra den Syges Værelse kunde see. Jeg fulgte hans Dine, og - indenfor Vinduet stod Majorinden med op