Hans Kone havde født den anden Søn, og min den første, da en tredie Familie indtraadte i vort selskabelige Forbund: Lieutenant H* blev forlagt til det i R* garnifonerende Regiment. Han var en af de elfkværdigste og meeft dannede Officierer, jeg har kjendt, og gift med en Kone, der var smuk, vittig og Munterheden selv.

Doctorens og Lieutenantens (eller Capitainens, thi han avanceerte hurtigt) boede Huus om Huus med hvers andre; jeg ligeoverfor den første. Med Hensyn hertil kaldte vi mellem os selv vort lille sluttede Selskab Triangelen; L* var den rette Vinkel, H. den spidse Vinkel 2. H. C., jeg den anden ditto H. C. L.

Vi samledes ordentligviis i een af Vinklerne hver Onsdag Aften; men udenfor Touren gjorde L* og H. ofte større Selskaber, som da hedte Cirkler; thi Begge vare formuende: den første arvede betydeligt efter sin Svigerfader, den anden efter sine egne Forældre.

Vi levede i en Forfatning, der tidt syntes mig for lykkelig til at kunne vorde varig. Det Eneste, Capitainen savnede, var Børn; men han havde da til Gjengjæld et større Overmaal af Munterhed.

Vi tre Mænd havde uimodsigeligt de tre smukkeste og bedste Koner i R*; dog vare deres Characterer og Væsen højst forskjellige, og netop denne Uovereenstemmelse troer jeg var Grunden til den fuldkomne Harmonie imellem dem.

Min kone var stille, venlig og bly; hun syntes at være de to andre subordineret, skjøndt hun i Grunden havde den dybeste Følelse og den klareste Forstand. Frue H* var altid lyftig, fuld af Spøg og Indfald, og førte derfor stedse Ordet. Frue L* var stille, men hendes hele Væsen havde noget Imponerende, Noget, der lignede en

højere Aandsoverlegenhed, som hun dog aldrig søgte at gjøre gjældende; derfor blev hun af de Andre behandlet som en ældre Søster, hvorvel hun baade var den yngste og mindst dannede.

Dersom Lighed i Characteren skulde være Betingelse for ægteskabelig Lyksalighed, borde vi ser Mennesker have været anderledes parrede; der maatte have skeet en total Omstiftning. Mit jevne Humør, min naturlige Sathed, som ved min Stands Værdighed fik end fastere Holdning, maatte da have forbundet mig med Frue L*. Hendes

muntre, aabne, raske og kjække Ægtefælle havde i Frue H* faaet den meest lignende Mage. Og min fromme, bløde, ydmyge Hustrue skulde have været kaaret til Capitainens Ledsagerinde paa Livets Vej.

Capitain H* besad virkelig intet andet Krigerst, end Uniformen; civilklædt faae han ud som en beskeden, undseelig Depositurus. Ikke at han jo var en flink Officier; denne Berømmelse havde han ved hele Regimentet, af Høje og Lave. Ved Mynstringen var hans Compagnie altid det dygtigste, ftjøndt Karlene vare bedre bekjendte med hans Pung, end med hans Stok, der blot for et Syns Skyld dinglede ved hans Haandled. Hans Mod, Retskaf

fenhed og ædle Tænkemaade var erkjendt og paaskjønnet af Alle. Ved Stridigheder valgtes han gjerne til Voldgiftsmand, og i denne Egenskab forhindrede han mans gen Duel. Kort sagt: han var en yderst indtagende Mand, og langt farligere for Qvindehjerter, end han selv syntes at vide.

Hvor længtes vi Alle efter Onsdagen! Vi samledes til Theevandstid, opofrede derpaa et Par Timer til Musiken, i hvilken vi alle levende og ikke uheldig Andeel. Efter Aftensmaaltidet fik

paa Frue L* nær

tog

vi tre Herrer os en alvorlig Lombre, og Damerne holdt et Privatissimum, der oplivedes af Frue H*s Indfald og hjertelige Latter. Denne sidste har meer end eengang foraarsaget en Beet, eller forpurret en reen Codille, og jaget os fra Spillebordet hen til vore lystige Koner.

Et Aarstid eller vel mere randt saaledes hen, uden at Noget forstyrrede den gode Forstaaelse og jevne Munterhed. Men paa eengang foregik en kjendelig Forandring med Capitainen: han var ofte adspredt, begik svære Bommerter baade i Concerten og Lombren; stundom var han mørk og ordknap stundom overgiven og ualmindelig snaksom, skjøndt hans Passiar tillige var temmelig usammenhængende. Min Kone gjorde mig opmærksom paa denne sælsomme Forvandling, og gav mig Vink om, at hun frygtede, det ikke var rigtig mellem ham og Frue L*. Jeg tyssede paa hende, og stræbte at berolige hende i denne Henseende; men jeg vidste mere end hun; jeg var imod min Villie blevet Vidne til en Scene, som aldrig udslettes af min Hukommelse, og som i lange Tider gav mig nok at bryde mit Hoved med.

Der var længe talt om at faae en Maskerade bragt istand, og jeg troer, at Frue L* var den, som først havde givet Ideen hertil. Endelig blev Alt arrangeret, Master og Dragter anskaffede, og Aftenen bestemt den skulde holdes paa Klubben. Da jeg ikke selv kunde tage Deel i denne Fornøjelse, havde jeg aftalt et Spillepartie med tre andre af Byens Lombrister. Hen paa Aftenen blev jeg betaget af en ikke usædvanlig Hovedpine. Jeg fik En til at tage mit Kort, og vilde, som jeg plejede, tage mig en Luur. Jeg bad desaarsag Værten anvise mig et stille og affides Værelse, hvor en halv Times Hvile forhaabentlig vilde fordrive mit rheumatiske Anfald.

Jeg fik et saadant faa langt fra Balsalen, at den svage Lyd af Musikken og Støjen blot bidrog til at dysse mig i Slummer. Jeg søgte og fandt denne i en Lænestol, der stod i en Krog ved Vinduet.

Jeg havde ikke sovet ret længe, før jeg vækkedes ved Dørens Knirken. Der kom to ind i Kammeret; det kunde jeg høre; men Ingen saae jeg; thi der var ganske mørkt. Det maatte være et Mandfolk og et Frucntimmer; men begge maskerede; det mærkede jeg paa Stemmernes Utydelighed:

"

Nu! og hvad vil Du faa, min søde Ven?" sagde han. "Sødeste Mand" læspede en kvindelig Roft, „Du er faa velsignet i Aften."

"Men Kone!" sagde han igjen, „hvað tænker Du dog paa? behove vi at stjæle vs til hverandre, som om vi gik paa forbudne Veje?"

Intet Svar

Lyden af et Kys lod mig gjætte, at de havde demaskeret fig.

Jeg sad som paa Naale; hvad skulde jeg gjøre? Min Hovedpine, som ved denne pludselige Opvækkelse var ble= ven endnu hæftigere, tillod mig ej heller at fatte en Reso= sution. Doren knirkede atter; men om de gik eller bleve, vidste jeg ikke. Alt blev stille, og et Skjænderie udenfor i Gaarden var alt, hvad jeg hørte.

Saaledes sad jeg nogen Tid og lyttede forgjæves; jeg prøvede atter at falde i Søvn. Men Spectaclen i Gaarden blev værre. En fom ud med en Løgte eller et Lys, der kastede fit Skjær gjennem Vinduet paa den modstaaende Sopha. Selv useet, faae jeg der Capitain H* i Frue * Arme. En rædsom Fejltagelse havde altsaa fundet Sted; men om den var forsætlig paa nogen af Eiderne, vidste jeg dengang iffe at afgjøre.

Capitainen sprang op med et Angestraab; Frue L*

sank tilbage, og skjulte

fuldhed
atter mørkt.

som i Fortvivlelse og Stamfit Ansigt i begge fine Hænder. Det blev

„Gud forlade os begge!" sagde han; evig Laushed, og

om det var mueligt

evig Forglemmelse!" Det forekom mig, at hun hulkede. Han udstødte et smertelizt Suk, og gik; lidt efter fulgte hun, og jeg blev alene.

Da

Længe blev jeg endnu tilbage, ganske forvirret og bedøvet af det, jeg her saa ufrivillig havde erfaret. jeg atter traadte ind i Balsalen, havde man just demafteret fig. Doctoren og Capitainen vare ganske eens klædte, nemlig som Don Juan. Fru H* havde Tyrkindes dragt; Fru L* havde bestemt baaret samme Dragt, da jeg faae hende paa Sophaen; nu var hun Hyrdinde var mig baade paafaldende og mistænkeligt.

det

Doctoren var i et glimrende Lune: han gjækkede Fru H*, og paastod, at hun havde mødt ham ene i Gangen, og omfavnet ham i den Tanke, at han var Capitainen; denne stod hos, og prøvede paa at lee; men Forsøget faldt uheldigt ud og endtes med en tvungen Hoste. Fru L*s Ansigt var uden mindste Forandring; hun smilte saa roligt, som hun plejede, til alle hendes Veninders spøgefulde Anmærkninger.

Jeg begyndte at mistroe mine egne Øjne: havde hun været skyldig, hvor var det da mueligt at bevare en slig jeg kunde fige Helvedes Rolighed? Tyrkinden i hiint Værelse kunde jo dog have været en Anden, som lignede hende, min Hovedpine havde maaskee betaget mine Sandfer deres Skarphed, o. f. v. Kort sagt: jeg havde næsten gjenvundet min Tro paa hendes Ufkyldighed, da