"Og hvad da?" raabte Greven i utaalmodig Harme, har I blot hentet mig hid, for at jeg skulde være en ørkesløs Tilskuer ved denne Forsmædelse?"

"Kjere Herre!" svarte Herman; „da Grevinden slikkede Eder Bud, troede hun, at I skulde være kommen tidlig nok til at forebygge den. Nu, da J engang er her, maae I overveje, hvad der bliver at gjøre. Vistnok er Adolphs Forhold nederdrægtigt, og Gjengjældelsens Ret" Her holdt han inde, og Greven kastede et Lueblit paa den yndige Sørgerinde, der havde kastet sig i en Armstol med Haanden paa den blussende Pande

„Hans Brøde er et Mørkets Værk," vedblev den Gamle, i Løndom bedrev han den, myrdede Dyd, Ære og Venskab i Londom borde hans Blod udsses."

ས

I opbrusende Stolthed afbrød Greven ham: »Vil Du gjøre Gerhard af Rendsborg til en Lønmorder?"

Ingenlunde, naadige Herre!" svarte Herman; „ej engang Eders Minde til sligt vilde jeg tilraade eller vente. Men hvis I med Gunst vil høre mit velmeente Raad, saa maae I for det første drage til Ridder Hartvig som endnu intet veed af alt dette melde ham, at I ikke mere kan tænke paa hans Datter, og reent ud sige ham Aarsagen dertil. Vi faae da at see, hvorledes han vil tage fin Datters Vanærelse. Har jeg ikke taget fejl af den stolteste blandt hele Ridderskabet, vil han hævne Familiens Skændsel paa hvilken Maade som helst; og I, Hr. Greve! er heelt udenfor dette frygtelige Spil."

Hvorvel en dunkel Forestilling om noget Uværdigt i saadan middelbar Hævn et Øjeblik gjorde Gerhard tvivls raadig, saa undskyldte han sig dog selv i det næste med Nødvendigheden af dette Skridt. Og da Stjernetyderen

reent ud erklærede ham: at Adolphs snare og voldsomme Død var Skjæbnens uforanderlige Villie, saavelsom, at Alt, hvad han ejede, skulde komme i Gerhards Vold, vandt Begjerligheden fin første Sejr over den hidtil højmodige Yngling, der fra nu af vadede gjennem Blød og Afke fra Erobring til Erobring, indtil han omsider fandt sit Maal ved Gudenaaens sumpige Bredder.

6.

Trende Begjerligheder beherskede den, der nu foretog sig at beherske Norden; een efter Hævn, een efter den Kielske Linies Lande, og endnu een, for Tiden fuldt saa heftig som de andre, tændt af Skinsyge, og opflammet af sandselig Elskov under Kjerligheds Maske. Denne sidste, tilligemed en Levning af den bedre Æresfølelse, afholdt Gerhard fra i egen Person at vorde Angiver. Han gjorde derfor Grevinden og Herman det Forslag: om det ikke var bedre, at han sendte Ridder Hartvig Opsigelsen skrivtlig, og saa i Skovhuset forventede Udfaldet. Begge billigede dette. Henneke valgtes til Brevdrager.

En Ulykke, saa uventet, at den aldrig engang kom i Menneskets Tanker, saa uhyre, at den syntes enten at maattte sprænge Hjertet, eller nedsænke det i Fortvivlelfens dødlignende Dvale, frembringer ofte en ligesaa utænkelig Forbrydelse.

Da Ridder Hartvig havde læst dette Brev, hvis Bitterhed bles, om muligt, endnu bedskere ved Narrens rædsomlystige Forklaringer over dets Indhold; da den stolte Mand nu saae ej allene alle Forhaabninger om Slægtens

ftigende Hæder paa een Gang-tilintetgjorte, men endog dens hidtil uplettede Ære uaftvætteligt besudlet: da sammentrængtes alle hans Siels Kræfter i en eneste

nens.

Henneke, som faae Ridderens blege men rolige Ansigt, og ikke vidste, at Vreden ved fit højeste Maal har Skræftens Kjendetegn, kom endnu med et Indfald, hvortil hiin ikke svarte, da han alt for beskjæftiget indvortes neppe hørte det; i det Sted bad han denne at besørge et Brev til hans Søn strar og sikkert. Dette blev lovet, og uops holdelig udført.

En af Hartvigs Svende, underdanig og blindlybig som de andre, men snu tillige og trædsk som en Træl, listede sig i Aftenskumringen ind i det ham nøje bekjendte Segeberg Slot. Han henvendte sig til Portneren, og foregav, at han havde et rinde til Frøken Maria fra hendes Moder; men da han ansaae det for upassende faa

det heller ikke hastede, bad

filde at gaae til hende, og han om og fik Forlov at blive, hvor han var, til næste Morgen.

Natten var mørk med Blæst og Ruskregn. Henimod dens Midte hørtes udenfor Borgen tre skarpe Fløjt. Portneren, der sad og snakkede med Svenden, lyttede opmærks som til; men i samme Øjeblik stod dennes Dolk i hans Hjerte; i det næste sank Vindebroen sagtelig ned, og Ridder Hartvig med en Snees Bevæbnede skred ligesaa tyst ind over den; thi Uldsokker over Skoene dæmpede ganske Lyden af deres Fødtrin.

Grev Adolph foer op af Søvne ved Larmraab og Staalgnye: det var Skildvagten udenfor hans Kammerder. Efter stakket Modstand faldt denne i fit Blod. fløj op. Adolph var sprungen ud af Sengen, havde

Doren

grebet et fort Sværd, og stod med dette i Haanden halvnøgen for de Jndbrydende. Nu vilde han til fortvivlet Modværge bruge det, men endnu før Hugget faae han ved Kaminildens Skjær Ridder Hartvig.

Sværdet blev i fin hævede Stilling, og den vakte Samvittighed bad gjennem bævende Læber om Livet: „Bod; Ridder Hartvig! Bod!"

"Jkke Bod, men Blod!" tordnede den Uforsonlige, som en Misdæder skalt Du doe! Ære og Dyd har Du lumskelig myrdet; Du skal ikke falde i ærlig Kamp." Og i rasende Anfald fæstede han Greven med fit Spyd til Væggen. Hans Arm sank med Sværdet ned ved hans Side; hans blegnende Ansigt bøjede sig i Døden over det blodige Bryst.

"Dette Spyd er besmittet", raabte Drabsmanden haanligt; det er ikke værdigt til herefter at berøres af en Ridders Haand.“

Han slap det, og den Myrdede faldt livløs til Jorden.

"Det er fuldbragt" sagde Hartvig, og vendte sig fra Liget; „og nu afsted!"

Snart var Kammeret tomt og Alle befandt sig udenfor i den store Steenhal. Da aabnedes den modstaaende Dør: Ditlev, halv paaklædt, traadte ind med en Lampe i fin Haand. Ved Synet af deres Herres Son standsede de Forreste; og den Indtrædende ryggede sig forfærdet.

Men een af Svendene tiltalte ham opmuntrende: „Kom fun, Junker! Alt er vel forbi."

Ved disse Ord trængte Hartvig sig frem og da han faae fin Søn, udfluktes Vredens Lue i hans Aasyn, og isnende Kulde gjennemfoer hans bævende Lemmer!

"Du her?" sagde han med halvkvalt Røft; „fik Du iffe mit Brev?"

"Jo!" svarte den forfærdede Yngling; „men Greven vilde ikke tillade mig at rejse bort før i Morgen; og I har jo selv befalet mig at lyde ham fremfor Eder selv Fader! hvad er her steet? hvad har I gjort;"

"

Holdet Dom over den, der skændede din Søster" sagde Ridderen, og Gud være din Sjæl naadig! Du kan ikke overleve din Herre og din Ære Verden maae troe, at Du var Medvider i hans Død doe!"

flye eller

Raadvild, stjælvende, kraftesløs lænede den Ulykkelige Ryggen mod Dørstolpen; Lampen dirrede i hans Haand. "Fald an paa ham!" raabte Faderen, vendte sig, og gik tilbage mellent fine Folk; men disse stode som forstenede, og Ditlev flygtede endnu ikke.

Da traadte En af dem, hvem Ynglingen engang i opbrusende Hidsighed havde slaget uretfærdigen, til og jog fit Sværd igjennem hans hjerte. Med et Dødsskrig tumlede han til Gulvet; og hele Skaren stormede hen over ham og ud af Borgen.

Endnu famme Nat reed Ridder Hartvig alene over Alleren han faaes aldrig i Holsteen mere.

Om den ulykkelige Datters efterfølgende Skjæbne vis des ligesaa lidet; Sagnet tier om dennes navnløse Elendighed.

Da Solen efter Mordnatten bestraalede Spirene paa det jammerfyldte Segeberg Slot, var Henneke allerede med sit Rædselsbudskab hos de tvende Sammensvorne i Skovhuset.

Agnes modtog det, som vi kunde vente, med forstilt