Da segnede de tvende Riddere, som hidtil havde dækket ham, ned af Hestene. En Bondes Spyd sad endnu fast i den enes Laarskinner; han vilde ikke slippe det, og droges saaledes hen til Grevens højre Side. „Ha! Maria!" raabte han, og kløvede Bondens Hoved. "De Dyvel mit din ole L—," vrælede en Anden, og stak efter Grevens Bryst; men idet denne begyndte at rive Sværdet ivejret til Hug, foer Spydet igjennem Stridshandsken og ind i Armen - Sværdet hang kraftløft ved Haanden. Dette Øjeblik maatte afgjøre Død eller Liv. „Efter os!" streg Grevens Sidemænd, og sporede deres Hingste til de dødelige Spring ind mellem Spydsoddene. Gjennemborrede styrtede Heste og Ryttere; men Aabningen var gjort, og over dem fløj Greven, og efter ham alle de, som endnu kunde holde en Tøjle neppe hundrede Mand i vildeste Rend ud af den nedbrændte Bye. Nogle hundrede Skridt udenfor denne raabte Greven: Holdt! Han følte ikke Smerte af fit Saar, men Harme over Nederlaget og Flugten, og brændende Hævntørst. „Vi maae samle vore adspredte Tropper," bod han, "og hugge de Hunde sammen til sidste Mand." Man faae sig om til alle Sider for at opdage dem. Da see! Havet, saa ofte Marstens Fjende, men idag dens trofaste Hjelper, udsendte sin Guse, og lagde den - en Dodens Taage fold og graa og skummel over Landet. Ikke ti Favne bort var det muligt at skimte nogen Gjens, stand; Luften var tyk som i et Snefog. Hvorhen skulde man vende sig? Tause, raadvilde saae den Ene til den Anden. Da hør! Sejrraab og Bulder paa denne Side og paa denne fjernt ude i Taagen, og snart paa alle Kanter: ja endogsaa foran paa Hjemvejen. "Derhen! derhen!" raabte Een efter den Anden; vi maae hugge os igjennem!" Her var intet Andet for; thi nær bagved hørte de allerede Forfølgerne fra Wöhrden. Dette var en Rædselsdag, som ikke fik Mage for to hundrede Aar efter. Ditmarskerne, som fra næsten hele den nordlige Deel af Landet, vare ilet ad Wöhrden til, traf paa de adskilte plyndrede Hobe. Og næsten allevegne havde de ikkun tvende Kaar: Død eller Flugt. For Mange blev endog den sidste affkaaren, idet de i Tykningen fors vildede sig, og fore lige i Hænderne paa deres blodtørstige Fiender. Og ligesom en Rytter faldt, besteg en Bonde hans Hest; paa denne Maade bleve flere hundrede be= redne, og gjorde det hartad umuligt for nogen Fodgænger at undslippe. Kortelig at fortælle: Grev Gerhard slap ud af dette forfærdelige Land, men maatte lade meer end to tredie Dele af fin Hær blive tilbage. Der var Sorg over det halve Holsteen, og i alle de adelige Slægter, for Fædre, Sønner, Mænd og Brødre, hvis Liig laae nedslængte i Marstens Grovter til Føde for Fugle og vilde Dyr. I Wöhrdens Kirker hænger endnu, blandt mange flere, de paa denne Dag erobrede Faner. IV. Imidlertid var paa Segeberg, som sædvanlig, Glæde og Lystighed; og mindst tænkte Nogen paa, at man skulde fee den nylig bortdragne rige Gjæst komme som "fattig Fugl" tilbage. *) Da Greven havde med Levningerne af sin Hær naaet det Sted, hvor Segebergvejen løb fra den til Rendsborg, brød han den skumle Taushed, som hidtil havde hersket blandt de mismodige Flygtlinge, idet han ogsaa her lod først Armeen eftersee og forbinde. Derpaa uddeelte han Befalinger til at samle friske Stridsfolk; og drog saa med tvende Riddere og en Svend ad Segeberg til, i den Hensigt fagde han - at hente Hjelpetropper hos fin Frænde; men i Grunden langt mere, fordi han bluedes ved at vise sig saaledes i hans egen Hovedstad. Ved næste Daggrye red han ind i sin Frændes Borg med et harmslaget Sind, og med en Saarfeber i sit unge hidsige Blod. Selv bragte han det første Budskab om sin egen Ulykke. Grev Adolph modtog det med uforstilt Deeltagelse, og lovede ham Understettelse af Krigsfolk til et nyt Tog, men yttrede ingen Lyst til personlig at hente Laurbær fra Sumperne." Dette udtryk mindede Gerhard om den Blindes Spaadom; og saasnart han havde opofret et Par Dicblikke til Trøst for sin ængstelige og dybt bedrøvede Brud, spurgte han efter hiin og forlangte en Samtale med ham. i Eenrum. Denne maatte dog udsættes et Par Dage formedelst en temmelig heftig Feber, under hvilken Grevinden ofte, og Maria næsten bestandig vaagede hos ham. Endelig blev den Syge saa vel, at den heftig for= *) Da Ditmarsken i Aaret 1559 omsider maatte bukke under, og dens dybt ydmygede Sognefogder bede om Fred, sagde Hertug Adolph efter dens Afslutning i spydig Skjemt: Gaht nu to Huus, än ctet wat warm Kohl!" ønskede Sammenkomst med Ulykkesprofeten kunde finde Sted. Efter nogle Djeblikkes Taushed, i hvilke Greven hæftede sit frygtsomme Blik paa Oldingens blege livløse Ansigt, sagde han! Du advarede mig for Sumper, meente Du dermed Marsten?" "Jeg meente Intet," var Svaret, „men hvað Stjer nerne meente, see vi nu begge." Atter et Ophold. "Og hvad saa videre?" begyndte Greven igjen mørk, og ligesom i andre Tanker. I vil tugte Marstbønderne," sagde Herman. "Kan vel være," svarte Greven. "Og atter ud i Sumperne?" vedblev hiin; „medens Fjendernes Mod er steget, og eders Egnes sunket." Greven, som hidtil havde ligget med Hovedet støttet paa den sunde Haand, rejste sig med Eet overende, og sagde heftig: "Min Ære er dødelig saaret." "Og nu," tog Herman hurtig Ordet, vil I lade den fuldkomment dræbe, istedenfor paa andre Steder og paa andre Maader at læge den.” Greven sank langsom tilbage og sukkede: "Ja hvor?" „Paa høje Steder," svarte Herman. Der opstod igjen nogle Øjeblikkes Taushed, indtil Greven brød den med de Ord: „Du har sagt, at Du fjendte min Skjæbne; saa lad da here! forkynd mig den heelt og nøje!" "I er jo født i Tyrens Tegn?" spurgte Herman. „Jeg troer det Greven. saa har man sagt mig," svarte "Jeg har et Modermærke paa det venstre Bryst?” spurgte Herman videre. "Ogsaa det" lød Svaret. "Vel!" sagde Oldingen nu i en dybere, højtidelig Tone, „saa est Du Manden; Du est den, "Som fra Eid'rens Bred "Udstrække skal din ene Arm til Elben "See!" lagde han til en roligere Tone; det er, hvad jeg har læst og veed; det er Alt, men ogsaa not." Greven sagde Jntet til dette Drakelsprog; men borts vendte fit Ansigt, bly kunde man sige der første Gang hører en Kjerlighedserklæring. som Moen Skjæbnens Præft vedblev: „Hvað tykkes Eder, Hr. Greve! om et saadant Rige? hvað tykkes Eder om Kongefronen?" "Hvorledes ffulde alt dette stee?" spurgte han næsten hviskende. "Ikke ved Turneringer" svarte hiin; ikke ved Dans og Spil og vindeleflen. Til fjælne Fløitetoner har mangen Fyrste danset fra sin Trone. Nej! Sværdeklang, Basuners Lyd og Trommens Bulder det er Heltens Musik. Ikke paa glatbonet Gulv, hvor Qvindens Vellyftsmiil forkjæler Manden, men paa sorten Hede, hvor Kampens røde Roser blomstre Kongedans." der gaaer den rette "Din Tale har mandig Klang," sagde Greven. |