Billeder på siden
PDF
ePub

op, og en Ridder aandepustende, svedig og bestøvet, traadte hurtig ind, og berettede sin Herre, Grev Gerhard: at Ditmarskerne vare trængte over Grændserne og buses rede grumt med Plyndren og Mordbrand i de vestlige Sogne af hans Land. 3 en uhældig Træfning vare dets Forsvarere drevne tilbage; men alle hans Vafaller vare i Begreb med at samle sig, og ventede blot paa hans Rome me, for at tugte de dumdriftige Bonder.

Den unge famplystne Fyrste foer op, fom En, der pludselig væffes af en Drøm, tog en hurtig Afsked med sin blegnende Brud, og derpaa med de Dvrige, afslog høflig men ftoltelig den Bistand, hans Frænde tilbød ham, og ilede afsted med Hjobsbudet.

s Bortgangen tilraabte Herman ham: »Tænk paa Sumperne!" men han hørte det iffe, og var inden faa Minutter ude af Slottet og i fuld Galop paa Vejen til sine betrængte Undersaatter.

Vel gjorde denne Begivenhed et Brud paa det boje Selffabs Glæde; men da Berten treftede fig felv og sine Gjæfter med den Forsiffring: at hans tappre Frænde om faa Dage vilde vende tilbage fra denne Klapjagt, saa indfandt sig snart igjen den forrige Lystighed, og Spil og Dans oplivede den forte Sommernat.

Den Eenhaandede og den Blinde bleve bevertede, og forte til hvile i et af den vidtløftige Borgs afsides Bæs relser.

III.

Anledningen til denne forte, men blodige, Ditmarffers krig var, som oftere, en privat Strid med nogle holsteenste Grændfebeboere, i hvilken funde nærmeste Sogne toge Deel, ganske paa egen Haand og uden Dvrighedens Bes myndigelse. Da nu derfor Marskbønderne fra Nienkirchen og et par andre Byer havde udført deres Hævn – der vift nok gif videre, end de egentlig havde besluttet - droge de i Mag hjem igjen, itfe anende, at Gjenhævn fulgte dem i Hælene.

Uden at oppebie Forstærkninger, ilede Gerhard afsted med de Krigere, han forefandt paa Samlingsstedet. De vare over tre Tusinde; de fleste Ryttere. Disse toge Fodfolkene bag paa Hestene; og nu gik det som i Væddes løb hen til Ødelæggelsens Skueplads, der alt for tydeligt betegnebe fig selv, om Dagen ved Røg og om Natten ved ildfarvede Sfyer.

Næste Dag Morgen, da Hæren naaede landenes Grændfestjæl - fik de Die paa fienderne en Miil foran dem paa Vejen til Wöhrden dog iffe alle; Nienkirch erne havde allerede ffilt sig fra de Andre og vare gangne til deres Hjem.

Da de, som endnu vare famlede, opdagede Holstenerne, afstiffede de Jilbud til Heide og flere Sogne i Nordditmarsten - Beien til bine Medstridere var dem allerede afffaaren. Og derpaa ffyndte de fig af al Magt ad Wöhrden til, hvor de haabede at holde Stand, til Understøttelse ankom. Men Forfolgerne vare der netop liges faa tidlig som de; og nu begyndte en haardnaffet Ramp; paa den ene Side ftred Forbittrelse, paa den anden Fors tvivlelse.

Men Holstenerne vare for mange; de trængte Fiens derne fra een Snevring mellem Husene til en anden; og dertilmed omgik en Deel af dem hele Byen. For ej at vorde omringede i de aabne Gader, ilede Bønderne op paa Kirkegaarden, fra hvis Muur de endnu nogen Tid gjorde drabelig Modstand. Dog længe funde, de iffe heller her holde sig: de Dverblevne

neppe to buns drede i Tallet tyede da ind i Kirken, hvis Dør de spærrede, og hvor de besluttede at værge sig til sidste Mand.

Holstenerne, som iffe anfaae deres bele Styrke udfor: derlig til Kirkens Belejring, lode hertil en fem. sexhundrede Mand tilbage, og adspredte sig faa forresten i større og mindre Hobe til alle Sider for at plyndre.

Greven tillod dette, og blev selv i Wöhrden, for at fee Enden paa Kirkeftriden. Denne varebe ved endnu en Time eller længer, uden Fordeel, og næsten uden Tab paa nogen af Siderne; thi Kampen førtes alene med blinde Spydkast og Steenkaft ud og ind gjennem Vinduerne.

Nogle Gange tilbødes de Belejrede Livet, naar de vilde nedlægge deres Vaaben derinde og overgive fig; men de fjendte for vel deres Fiender, og følte alt for godt, til hvilken Højde deres Raserie maatte være steget. Tilmed baabede de og at kunne holde dem ude, indtil den for: langte Hjelp ankom – om ikke før, saa dog til Natten.

Alt dette varede Greven for længe.

Kan Jernet iffe bide paa dem,“ raabte han, faa lad os prøve Ilden!"

Herpaa var ingen Mangel: fra de brændende Huse hentedes antændte Flager og Sparrer; Halmknipper sattes paa Spyd og Forke, og alle disse brændbare Ting ilyngedes op paa Kirkens Blytag, saavelsom igjennem Bins

duerne. De, som kom denne vej, fluffedes let, men ikke faa de andre: snart var Tagets Træværk i Brand paa flere Steder. De nedstyrtede Stumper sloge Huller paa Hvælvingerne; og det smeltede Biye dryppede ned i Kirken. Her var iffe læns ger Sifferhed eller Frelfe. Ditmarskerne sprang derinde vid og did, tumlede, trængte hinanden. Røgen blev stedse utaaleligere, Blyregnen endnu mere; og midt i Larmen og siennem de Svednes Sfrig hørte de Fiendernes vilde Jubel og Helvedes-Haanlatter.

Da lød paa een Gang fra to hundrede Struber: „ut, ut, ut !

Hvad nu?" raabte Nogle udenfor, fynge de allerede paa det sidste Vers?

Nej, de raabe: ub, fagde en anden spottende; be vil snart sværme; der er for bedt i Kuben."

Lignelsen var træffende; tbi pludselig foer Døren op, og ud vrimlede disse fortvivlelsens Børn, fom Bier af Flyvehullet, deres lange Spyd dræbende Braadde foran dem.

Da Kirken begyndte at brænde, havde Holstenerne trukket sig heelt ud af Kirkegaarden, og slaaet derudenom en dobbelt linie. Denne brodes strar lige for Porten, og nu gif bet løs til begge Sider. Ophidsede af Vrede og legemlig Smerte lige til Vanvid, nedstødte Bønderne for Fode Folk og Hefte, deres Anfald var uimodstaaeligt. Hvo. som fif Tid dertil, flygtede om bag Rirken, og sluttede sig til de berværende, men i en uordentlig Hob, der nu trængtes fra to Sider; Mange dræbtes, og Reften sprængtes.

Greven søgte at samle dem, og atter føre dem til Angreb, men en forbausende lammende Sfræk var traadt istedetfor deres forrige Mod og daarlige Sifferbed: som

værgeløse og uhævnede fant Mand for Mand; og næsten to Trediedele vare dræbte, inden de øvrige ret befindede fig paa Modstand og Forsvar. — For filde! Ditmarsterne begyndte allerede at kæmpe mere for Sejren end for livet, og tilraabte hverandre: wsdlagt de Mann än schont de Pert!" thi i det første blinde Raferie nedstøbte de i Flæng baade Hefte og Folf.

En hurtig og frygtelig Omstiftelse! faa Minutter iforveien vare Holstenerne faa aldeles visse paa Sejren og fjendernes fuldkomne Tilintetgjørelse, at de under Bran: den faftede Kaalstoffe ind til dem - Raalæder var Marst: bondens Dgenavn - og tilraabte dem spottende: at de havde gid nok til at foge deres Kaal.

Denne Haan blev nu betalt med blodige Renter; thi wwarm Kobl!.. blev de udsprængendes Krigsraab, der endnu længe efter, vaagen og i Drømme, klang frygteligt i de faa Dverblevnes Drer.

,,Warm Robl!" forfra, Warm Robi!" bagfra; og hvert et Spydfting ledsagedes af et: „do häst du warm Kohl!..

Greven var kommen midt ind i Trængslen, og arbejdede længe forgjæves, for at udrede fig. Endelig lykkedes det bam: ban fom paa en Sant Fienderne saa nær, at han kunde ræffe deres Spydsodde, af hvilke han og afhug nogle. Een Linie af hans egne Riddere vare endnu imels lem, og havde just begyndt at værge sig mandigt og med god Virkning: flere Ditmarsfere laae døde eller sprællende under Heftefødderne; men Andre traadte ind i deres Sted.

Een af dem opdagede Greven, som han godt fjendte, og ftreg bøjt: do is he, do is be! gevt 'em wat warm Robl!"

« ForrigeFortsæt »