op, og en Ridder aandepustende, svedig og bestøvet, traadte hurtig ind, og berettede fin Herre, Grev Gerhard: at Ditmarskerne vare trængte over Grændserne og huserede grumt med Plyndren og Mordbrand i de vestlige Sogne af hans Land. I en uhældig Træfning vare dets Forsvarere drevne tilbage; men alle hans Vafaller vare i Begreb med at samle sig, og ventede blot paa hans Kome me, for at tugte de dumdriftige Bønder.

Den unge kamplystne Fyrste foer op, som En, der pludselig vækkes af en Drøm, tog en hurtig Afsked med sin blegnende Brud, og derpaa med de Øvrige, afslog høflig men stoltelig den Bistand, hans Frænde tilbød ham, og ilede afsted med Hjobsbudet.

I Bortgangen tilraabte Herman ham: „Tænk paa Sumperne!" men han hørte det ikke, og var inden faa Minutter ude af Slottet og i fuld Gallop paa Vejen til fine betrængte Undersaatter.

Vel gjorde denne Begivenhed et Brud paa det høje Selskabs Glæde; men da Verten trøstede sig selv og fine Gjæster med den Forsikkring: at hans tappre Frænde om faa Dage vilde vende tilbage fra denne Klapjagt, faa indfandt sig snart igjen den forrige Lystighed, og Spil og Dans oplivede den forte Sommernat.

Den Eenhaandede og den Blinde bleve bevertede, og førte til Hvile i et af den vidtløftige Borgs afsides Bæs relser.

III.

Anledningen til denne korte, men blodige, Ditmarfferkrig var, som oftere, en privat Strid med nogle holsteenste Grændsebeboere, i hvilken kun de nærmeste Sogne toge Deel, ganske paa egen Haand og uden Øvrighedens Bes myndigelse. Da nu derfor Marfkbønderne fra Nienkirchen og et Par andre Byer havde udført deres Hævn - der vist nok gik videre, end de egentlig havde besluttet — droge de i Mag hjem igjen, ikke anende, at Gjenhævn fulgte dem i Hælene.

Uden at oppebie Forstærkninger, ilede Gerhard afsted med de Krigere, han forefandt paa Samlingsstedet. De vare over tre Tusinde; de fleste Ryttere. Disse toge Fodfolkene bag paa Hestene; og nu gik det som i Væddeløb hen til Ødelæggelsens Skueplads, der alt for tydeligt betegnede sig selv, om Dagen ved Røg og om Natten ved ildfarvede Skyer.

Næste Dags Morgen, da Hæren naaede Landenes Grændseskjæl

fik de Dje paa Fienderne en Miil foran

dog ikke alle; Nienkirch

dem paa Vejen til Wöhrden erne havde allerede skilt sig fra de Andre og vare gangne til deres hjem.

Da de, som endnu vare samlede, opdagede Holstenerne, affkikkede de Jilbud til Heide og flere Sogne i Nordditmarsken Veien til hine Medstridere var dem allerede affkaaren. Og derpaa skyndte de sig af al Magt ad Wöhrden til, hvor de haabede at holde Stand, til Understøttelse ankom. Men Forfølgerne vare der netop ligesaa tidlig som de; og nu begyndte en haardnakket Kamp; paa den ene Side stred Forbittrelse, paa den anden Fors tvivlelse.

Men Holstenerne vare for mange; de trængte Fienderne fra een Snevring mellem Husene til en anden; og dertilmed omgik en Deel af dem hele Byen. For ej at vorde omringede i de aabne Gader, ilede Bønderne op paa Kirkegaarden, fra hvis Muur de endnu nogen Tid gjorde drabelig Modstand. Dog længe funde.de iffe heller her holde fig: de Overblevne neppe to hundrede i Tallet thede da ind i Kirken, hvis Dør de spærrede, og hvor de besluttede at værge sig til sidste Mand.

Holstenerne, som ikke ansaae deres hele Styrke udforderlig til Kirkens Belejring, lode hertil en fem- sexhundrede Mand tilbage, og adspredte sig faa forresten i større og mindre Hobe til alle Sider for at plyndre. Greven tillod dette, og blev selv i Wöhrden, for at see Enden paa Kirkestriden. Denne varede ved endnu en Time eller længer, uden Fordeel, og næsten uden Tab paa nogen af Siderne; thi Kampen førtes alene med blinde Spydkast og Steenkast ud og ind gjennem Vinduerne.

Nogle Gange tilbødes de Belejrede Livet, naar de vilde nedlægge deres Vaaben derinde og overgive sig; men de kjendte for vel deres Fjender, og følte alt for godt, til hvilken Højde deres Raferie maatte være steget. Tilmed haabede de og at kunne holde dem ude, indtil den forlangte Hjelp ankom - om ikke før, saa dog til Natten. Alt dette varede Greven for længe.

Kan Jernet ikke bide paa dem," raabte han, "saa lad os prøve Ilden!"

Herpaa var ingen Mangel: fra de brændende Huse hentedes antændte Flager og Sparrer; Halmknipper sattes paa Spyd og Forke, og alle disse brændbare Ting slyngedes op paa Kirkens Blytag, saavelsom igjennem Vin

duerne. De, som kom denne Vej, slukkedes let, men ikke saa de andre: snart var Tagets Træværk i Brand paa flere Steder. De nedstyrtede Stumper sloge Huller paa Hvælvingerne; og det smeltede Blye dryppede ned i Kirken. Her var ikke længer Sikkerhed eller Frelse. Ditmarskerne sprang derinde hid og did, tumlede, trængte hinanden. Røgen blev stedse utaaleligere, Blyregnen endnu mere; og midt i Larmen og gjennem de Svednes Sfrig hørte de Fiendernes vilde Jubel og Helvedes-Haanlatter.

Da lød paa een Gang fra to hundrede Struber: „ut, ut, ut!"

„Hvad nu?" raabte Nogle udenfor, "synge de allerede paa det sidste Vers?"

„Nej, de raabe: ud," sagde en Anden spottende; „de vil snart sværme; der er for hedt i Kuben."

Lignelsen var træffende; thi pludselig føer Døren op, og ud vrimlede disse Fortvivlelsens Børn, som Bier af Flyvehullet, deres lange Spyd - dræbende Braadde foran dem.

Da Kirken begyndte at brænde, havde Holstenerne trukket sig heelt ud af Kirkegaarden, og slaaet derudenom en dobbelt Linie. Denne brodes strar lige for Porten, og nu gik det løs til begge Sider.

legemlig Smerte lige til Vanvid,

Ophidsede af Vrede og nedstødte Bønderne for

Fode Folk og Heste, deres Anfald var uimodstaaeligt. Hvo. som fik Tid dertil, flygtede om bag Kirken, og sluttede sig til de herværende, men i en uordentlig Hob, der nu trængtes fra to Sider; Mange dræbtes, og Resten sprængtes.

Greven søgte at samle dem, og atter føre dem til Angreb, men en forbausende lammende Sfræk var traadt istedetfor deres forrige Mod og daarlige Sikkerhed: som

værgeløse og uhævnede fank Mand for Mand; og næsten to Trediedele vare dræbte, inden de øvrige ret besindede fig paa Modstand og Forsvar. For filde! Ditmarskerne begyndte allerede at kæmpe mere for Sejren end for Livet, og tilraabte hverandre: "schlagt de Mann än schont de Pert!" thi i det første blinde Raserie nedstødte de i Flæng baade Heste og Folk.

En hurtig og frygtelig Omstiftelse! faa Minutter iforveien vare Holstenerne saa aldeles visse paa Sejren og Fjendernes fuldkomne Tilintetgjørelse, at de under Branden kastede Kaalstokke ind til dem-Kaalæder var Marskbondens genavn og tilraabte dem spottende: at de havde Jld nok til at koge deres Kaal.

Denne Haan blev nu betalt med blodige Renter; thi „warm Kohl!" blev de Udsprængendes Krigsraab, der endnu længe efter, vaagen og i Drømme, klang frygteligt i de faa Overblevnes Drer.

,,Warm Kohl!" forfra, "Warm Kohl!" bagfra; og hvert et Spydsting ledsagedes af et: „do häst du warm Kohl!..

Greven var kommen midt ind i Trængslen, og arbej dede længe forgiæves, for at udrede fig. Endelig lykkedes det ham: han kom paa en Kant Fjenderne saa nær, at han kunde række deres Spydsodde, af hvilke han og afhug nogle. Een Linie af hans egne Riddere vare endnu imellem, og havde just begyndt at værge sig mandigt og med god Virkning: flere Ditmarskere laae døde eller sprællende under Hestefødderne; men Andre traadte ind i deres Sted.

Een af dem opdagede Greven, som han godt kjendte, og streg højt: „do is he, do is he! gevt 'em wat warm Kohl!"