Tjener, hvorvel han kaldes din Herre. Dit Sværd tjener ham; det skal fægte for ham lige til din sidste Blodsdraabe. Hans Fiende er din Fiende, om det endog var din egen Fader. Dette er din Tjeneste; at øve den med urokkelig Troskab, din Ære. For Wren tjener Du, iffe for Sold - Du tjener Wren, som Grev Adolphs Mand."

"

,,Du, min Datter!"

sagde han til Maria drager nu ind paa Segeberg, ej som Terne, men som Grev Gerhards Brud: Tab intet Djeblik din ophøjede Bestemmelse af Sigte! Og glem aldrig, at en Dames Ære er et Glar, der ej engang tør beaandes af Klafferens Mund. Du skal frygte Lastens Skygge ligesaameget som Lasten selv. Æren er din kostbareste Juveel, din første Dyd, din eneste Beherskerinde."

Bevæbnede med saa strænge Grundsætninger kom de unge Mennesker til et Hof, hvor det gik intet mindre end strængt til. Greven var en Mand i sine fejreste Aar, venlig, godmodig, og af et indtagende Væsen; men som ogsaa levede blot for dette Livs Glæder fornemmelig Bordets. Og da hans unge dejlige Gemalinde kun koldt besvarte hans i Hvedebrødsdagene brændende Kjærlighed, var det ikke at undre over, om den smukke Fyrste snart søgte og fandt Erstatning hos varmere Hjerter.

Grevinde Agnes var en af disse farlige vinder, som aldeles ifte fjende den ædlere Kjerlighed, og hos hvem. den blot sandselige er fuldkommen underordnet Stolthed, Herftesyge, Had og Hævngjerrighed. Gjerne faae hun Mændene for fine Fødder, dog ikke som Elskere, men som Slaver hun var en kold Coquette.

Den Eneste, som havde bragt hendes Hjerte, eller bedre, hendes Blod i meer end almindelig Bevægelse, var

Gres Gerhard af Rendsborg. Dog var det mere Ridderens stolte Anstand og Herskerens Ærgjerrighed, der drog hende til ham, end Mandens Skjønhed. Mod fin Gemal havde hun i Ægteskabets Begyndelse blot været ligegyldig, men siden efter foragtede hun ham. Naturligt: hvorledes fkulde vel tvende saa heelt modstridende Væsner nogensinde kunne forenes? Hun var Hoffærdigheden selv, han kunde ej engang omgive sig med Skinnet af den; hun var af Naturen afholdende i enhver Nydelse, han higede efter alle, og meest efter den, som vinderne mindst bære over med Vinens.

Alle disse, og mange flere Herrer og Damer, fade endnu ved Aftentaffelet paa Segeberg Slot, da en Riddersvend kom ind, og meldte: at tvende underlige Personer befandt sig nede i Borgstuen, og bad om at maatte faae Greverne i Tale; den ene en gammel blind Stjernetyder, den anden efter hans eget Sigende — en Nar.

Denne er af mine Folk" raabte den halvtberusede Grev Adolph; lad dem komme!"

Taffelet hævedes; de to sælsomme Vandrere traadte ind; Henneke med den højre Art paa Ryggen.

Grev Adolph, der ved Faderens Hof saa ofte havde feet ham, og derfor, skjøndt efter flere Aars Mellemrum strar gjenkjendte ham, tilraabte ham i sit lystige Lune: "Velkommen, gamle Pudsenmager! jeg seer, Du har endnu det samme stjæve Hoved paa sit rette Sted."

"Ja vel! naadig Herre!" svarte Narren; „men Haanden, den er langtfra sit; og derfor kan den egentlig takke Hovedet. Ak, gib jeg dog havde min Haand igjen istedetfor mit Hoved!"

Selskabet loe; og Greven raabte: det var et Narrebytte."

„Ingenlunde, Herre!" svarte Henneke, „Hænder kan Alle bruge, men Hoveder ere nu i ingen Priis; eet i et Land er alt, hvad der behoves."

"Skjelm!" truede Greven; "dog, dit kan jeg ogsaa bruge - vil Du blive her paa Segeberg?"

"Hvormange Dine" spurgte Grevinden spottende, „har min Hr. Gemal tilovers?"

"Eet i det mindste" sagde Greven raff, „eet Agnes! for en stakkels Synder, hvem min Fader i sin opbrusende Vrede behandlede alt for haardt ·· -velan Henneke! vil Du sætte dit Hoved i Tjeneste hos mig? eller har det anden Bestemmelse?"

"Velan! naadige Herre!" svarte hiin, "jeg tager imod Eders Tilbud; men jeg har eet Hoved til."

"Hvor?" spurgte Greven leende.

„Der!" sagde Narren, og pegede paa Ridder Herz man; der Herre! det er graat men godt, og mangler blot to Dine."

"Hvem tilhørte det," spurgte Greven igjen, før det blev dit?"

"En Søn af Frue Justitia", lød Svaret, ham kan I bruge til Dommer."

Herman stod endnu bestandig fast, hartad stolt, uden Bevægelse, uden mindste Mineforandring i det mørke Aasyn. Han lignede en antik Broncefigur, som ved længere Anskuelse synes at vorde levende en Homeros

Ved Narrens sidste Ord traadte Greven hen foran den Blinde, og spurgte om hans Navn og Herkomst. Svaret lød overeensstemmende med, hvad vi vide. Grev Adolph var en Hader af Mørket og dets Gjerninger, af Astrologie og alle andre hemmelige Konster. Hvad

enten han nu af denne Grund fattede en Slags Uvillie mod Oldingen, eller og en dunkel Auelfe - der stundom uvilkaarlig griber os, og først længe efter forklarer sig syntes at advare ham: nok er det, han tog tvende lange dog langsomme Trin baglænds, og gik saa hen til sin Frænde Grev Gerhard, der med en fyrstelig Ridders Belevenhed og en Elskers Fyrighed underholdt sin skjønne Brud med Fortællingen om sidste Turnering, ved hvilken han, smykket med hendes Farve, havde vundet den højeste Priis.

"Der staaer et Menneske" sagde han halvhøjt, som udgiver sig for Stjernetyder, og tilbyder sin Tjeneste. Han er rigtignok blind, men derfor kan han gjerne være ligesaa flog paa Himmelens Løb og Menneskenes Skjæbne, som de Seende. Jeg støtter ikke om slige Ulykkesprofeter; men dersom I, Hr. Fætter! ikke vil give ham Naadsensbrød, saa maae vel jeg."

„Gjerne!" svarte Gerhard munter, „gjerne tager jeg imod ham; disse lønlige Videnskaber have virkelig noget Tiltrækkende, omendskjøndt man slet ikke troer paa

dem."

„Gamle Chaldæer!" tilraabte han Oldingen, idet han gif tæt hen til ham; „vil Du tage tiltakke hos mig i Rendsborg? jeg er Grev Gerhard Herman nikkede langsomt

man kunde sige stolt.

Jeg er

endnu fun en Kik in die Welt, og gad gjerne vide noget

om min Fremtids Skjæbne

af den.

-

Du kunde maaskee see lidt

Jeg har seet den faldt Stjernetyderen ind. Disse Ord, der bleve udtalte med hiin folde Bestemts hed, der udelukker og afffjærer Tvivl og Indvendinger,

frembragte en sælsom, blandet Virkning paa alle de Til. stedeværende.

Gerhard traadte et Skridt tilbage, trak Djenbrynene og Overlæben op, og smilede, men med paatagen Kjæthed.

Adolph vendte sig halvt om mod den blinde Seer, og sagde: „Hr. Mirandalo! hvad Spaadomme angaaer, da horer jeg til de Vantroende."

"Hellere det, Deres Naade!" svarte han, "end at vakle mellem Tro og Vantroe; Tvivleren er altid værst faren."

Greven taug, men saae ud, som om han følte sig truffen. Hans Gemalinde stirrede stivt, og med plirende Dine ind i Oldingens skumle Aasyn, som En, der betrag= ter et Natstykke, der i sig selv mørkt, ved Tidens Paavirkninger er vorden endnu utydeligere. De vriges Anfigter udtrykte meer eller mindre Forundring, Nysgjerrighed og Forventning.

Efter nogle Secunders Stilhed, blinkede Grev Gers hard ad de Andre, og sagde faa til Spaamanden: „fiden I har forudseet min Skjæbne, saa fortæl os kun frit ud noget om den! som for Erempel, om der forestaaer mig Krige, og hvordan den vil falde ud!“

"Krig" svarte den Tilspurgte, „vil I faae mere af, end Eders Fiender ønske. Mange Laurbær vil I hoste; men læg Mærke til, at de vore bedst for Eder paa tør Bund; søg om dem paa Gaderne, men vogt Eder fer Sumperne!"

"Hører I, Herre!" raabte Narren, det er et rigtigt Drakelsvar; for jeg vil ogsaa lade min venstre Haand hugge af, om I nu er klogere end før."

Videre kom han ikke; thi i cette Djeblik fløj Doren

ES. Blicher. Gamle og nye Noveller. VI.

8