"Undskyld, min Frue!" svarede han; mere; naar hun er, kan jeg ikke være kan hun ikke være."

"Det er en mørk Tale" mumlede Urold, som for sig selv.

Degnen, som hørte denne Yttring, sagde højt og driftigt: "A læer, a ka' løhs en: Løgtuanten ka ves gie sæ sjæl te et Dvinnfolk, nær han vil; hær æ wal ett anne' Mammesæll end ham."

„Meget rigtigt!" sagde Dobbeltgjengeren; „jeg beder det ærede Selskab i Almindelighed, og Hr. Kammeraaden, og Frue i Særdeleshed, om Tilgivelse for min Maskerade! Men denne her. han kyssede med Dmhed den Elskedes Haand maae være min Undskyldning. En Française kan De nok faae igjen, men jeg kan ikke faae en Kjereste igjen.« — Nu udbredte sig den gladeste Stemning over det hele Samfund: Ansigterne fik et klarere Skjær, ret ligesom Lysenes Antal paa Bordet kunde have fordoblet sig. Endog Urold syntes at have afgnedet for at bruge en af hans egne Talemaader den ædle antike Rust, slaaet Grav

famre, Urner og Flinteknive af fine Tanker, og endelig engang at leve for det Nærværende. Selv Dvintus viste flere Gange mere af sine Tænder, end maafkce nogen Dalevende forhen havde feet.

Midt i Lystigheden rejste sig atter vor Herredsfoged, figende: "Mine Herrer og Damer! Min Funktion som Ægteskabsmægler er endnu iffe tilende. Jeg har endnu mere at sammenføje, som Mennesker ikke bør adskille."

Han gik hen til Fru Hansen, og hvidskede til hende; og faasnart han var ude af Døren, lod hun tvende af fine Børn, der sade nederst ved Siden af hverandre, staae op, og lod sætte rene Tallerkener for begges Sæder,

Hvad mon der nu skulde komme? det kunde da ingen

begribe, undtagen Capitainen og hans kone, hvis sikkre Smiil viste, at de vare indviede i den nye Hemmelighed. Dens Aabenbarelse udeblev ikke ret længe. Begge Fløjs

dørene aabnedes paa viid Væg, og ind traadte gamle Ole med et aldrende Fruentimmer, han klædt i sin bedste Sømandsdragt, og hun ligeledes pyntet som Een over Almuestanden en Snees Aar tilbage. Capitainen rejste sig, tog Ole ved Haanden, og førte ham tilsæde; hans Kone gjorde det samme ved den Ubekjendte. Herredsfogden stillede sig bag ved Parret, og talte som følger:

"Jeg har atter den Fornøjelse at opstille et Par i den lange Ægteskabsqvadrille. De komme lidt fildig; men de har ogsaa længe ledt efter hverandre; og det taer Tid med sig, naar man skal rejse fra Norge hele Verden rundt, for at engagere en Dame i Jylland. Imidlertid, skjøndt man ikke vil see dem storme frem i en Gallopade amoureuse, vil man dog tillade dem at træde en adstadig Menuet, saalænge til der spilles op til den store Kehraus. Chapeauen fjende De alle. Hans Meddanserinde har i 30 Aar været paa eet Sted, nemlig hos en Moster af mig, mere som Veninde end som Tjenerinde. Ved hendes Død drog hun sidste Foraar til mig; men nu kan jeg ikke læn= ger hae' hende i Ro for den gode Ole. Han beraaber fig paa et ældre Engagement; og jeg tænker, han kan bevise det. Gamle Kavalier! lad os see, hvorpaa Du bes grunder din Paastand!"

Sømanden svarede iffe til denne Opfordring, men fremtog langsomt det føromtalte Hovedvandsæg. Han vendte det nogle Gange, som for at overbevise sig selv om, at det var det rigtige. Derpaa heldede han Hovedet mod sin Dame, skottede med dybtnedtrukne Djenbryn og et mørkt, hartad vredt Ansigt fidelænds til hende.

„Siri!" brummede han, „kan Du see, jeg har holdt ved det?"

(Ved Lyden af dette Navn, foer der som et electrist Stød igjennem os, der fra Oles egen Fortælling kjendte det saa vel. Og det var virkeligt hende.

Sømandens

Efter Modes rens Død var hun kommet i Tjeneste hos Herredsfogdens Moster, hvis Mand dengang var Tolder i Sandefjord, men kort efter blev befordret til Danmark) alderstegne Elskerinde tørrede fine Dine med Flippen af sit Halsklæde, førte derefter Haanden op til en Krands af uægte Perler, der hang vidt om den rynkede Hals. Hun drejede Krandsen til hun fik fat paa en Silkesnor, ved hvilken hun fremdrog et lille Guldhjerte. Dette aabnede hun, og rakte det ligeledes med bortvendt Blik til Kjeresten. Han stirrede paa det - hans Dine glittrede.

"Er det en Fjeder" sagde han, "af Siri — Kanariefuglen?"

Gamle Siri nikkede langsomt, og lagde den højre Haand paa Brystet, som vilde hun overbevise sig og ham om, at den gamle Kjerlighed endnu levede i det trofaste Hjerte.

Der var noget vemodigtrørende i denne fildige Gjenforening, noget, der mindede om hiin, som vi vente, hvor Sandselighedens Bølgegang skal stilles til aandeligt Havblik. Det tyktes mig, som rakte de hverandre Hænderne over Graven til Forsoning med Verden og dens Trængsler, til snarlig Rejse fra det snevre og mørke Huus," didhen hvor „de Rene af Hjertet" stunde i Haabet og Troen; hvor kjærligheden er det eneste, som ikke bliver tilbage blandt alle det første Livs baade sande og falfte Glæder.

Forstyrrende, skurrende mod mine Følelser dem jeg

vel tør falde hellige -led mig den paa Fiedlers Vink indfaldende Dansemusik. Men det maae saa være: Alt herneden er usikkert, flygtigt; selv hiint Lys i Sjælen er et Glimt, der haftigen skjules af jordiske Dunster. —

Snart fik Musikken sin virkelige Klang, og drog mig med min elskede Alice ind i de Dansendes Række. K livlig Nydelse af min jordiske Tilværelse holdt jeg ud til den klare Dag, og først hen paa Eftermiddagen forlode vi dette Glædens Huus og det muntreste Høstgilde, jeg enten før eller senere har bivaanet.

Sævnen.

En Tildragelse fra Begyndelsen af det fjortende Aarhundrede.

1.

Det var en smuk Sommeraften, at tvende Mænd van

drede langsomt gjennem Skoven, som dengang næsten heelt omgav det grevelige Slot Segeberg. Den ene var af Middelalder og klædt som Hofnar; kun var hans Dragt meget afflidt, og dens forhen glimrende Farver falmede; selv manglede han den højre Haand. Ved den venstre ledte han en stor og stærktbygget Manden blind Olding med graaligt Haar og tykke kulsorte Bryn, under hvilke to dybe Hulinger viste, at Øjnene med Vold maatte være ham berøvede. Han var klædt som en Stjernetyder i en lang og siid, mørkbrun Talar, og med en lille fort Barret paa Hovedet. Hans Navn var Herman Split, i bedre Dage havde han været en vældig Riddersmand, ejet sin egen Borg med meget Folk og Fæe, som snart stal fortælles.

--

Ved cn Korsvej standsede Narren og førte sin blinde Følgesvend hen til en Vindfælde, paa hvilken han hjalp ham at sætte sig; selv blev han staaende foran ham med