Billeder på siden
PDF
ePub

„Undskyld, min Frue !" svarede han; „hun kommer iffe mere; naar hun er, kan jeg ikke være naar jeg er, kan bun iffe være.

Det er en mørf Tale, mumlede Urold, som for fig felv.

Degnen, som hørte denne Yttring, sagde højt og driftigt: „A læer, a fa' 1058 en: Løgtnanten ta ves gjø sæ sjæl te et Qvinnfolk, nær han vil; bær æ wal ett anne Mammefæll end bam..

Meget rigtigt !" sagde Dobbeltgjængeren; wjeg beder det ærede Selfkab i Almindelighed, og Hr. Stammeraaden. og Frue i Særdeleshed, om Tilgivelse for min Maskerade! Men denne bern - han kyssede med Dmhed den Elffedes Haand — maae være min Undskyldning. En Française fan De nok faae igjen, men jeg kan ikke faae en Kjereste igien..

Nu udbredte sig den gladeste Stemning over det hele Samfund: Ansigterne fik et flarere Skjær, ret ligesom Lys fenes Antal paa Bordet kunde have fordoblet fig. Endog Ürold syntes at have afgnedet — for at bruge en af hans egne Talemaader -- den ædle antife Ruft, flaget Grav: famre, Urner og Flinteknive af sine Tanker, og endelig engang at leve for det Nærværende. Selv Qvintus viste flere Gange mere af sine Tænder, end maaffce nogen Dalevende forhen havde feet.

Midt i Lystigheden rejste fig atter vor Herredsfoged, sigende: Mine Herrer og Damer! Min Funftion som Ægteskabsmægler er endnu iffe tilende. Jeg har endnu mere at sammenføje, fom Mennesker ikke bør adskille...

Han gik hen til Fru Hansen, og hvidskede til hende ; og faasnart han var ude af Døren, lod hun tvende af fine Børn, der sade nederst ved Siden af hverandre, ftage op, og lod sætte rene Tallerkener for begges Sæder,

Foad mon der nu ffulde fomme ? det kunde da ingen

begribe, undtagen Capitainen og hans Kone; hvis fiffre Smil viste, at de vare indviede i den nye Hemmelighed. Dens Aabenbarelse udeblev iffe ret længe. Begge Fløjs dørene aabnedes paa viid Væg, og ind traadte gamle Dle med et aldrende Fruentimmer, han flædt i fin bedste Sømandsdragt, og hun ligeledes pyntet som Een over Almuestanden en Snees Aar tilbage. Capitainen rejste fig, tog Dle ved Haanden, og førte ham tilsæde; hans Kone gjorde det samme ved den Ubefjendte. Herredsfogden ftil: lede sig bag ved Parret, og talte fom følger:

Jeg har atter den fornøjelse at opstille et Par i den lange Ægteskabsqvadrille. De komme lidt fildig; men de har ogsaa længe ledt efter hverandre; og det taer Tid med fig, naar man skal rejse fra Norge hele verden rundt, for at engagere en Dame i Jylland. Imidlertid, ftjøndt man ikke vil see dem storme frem i en Gallopade amoureuse, vil man dog tillade dem at træde en adftadig Mes nuet, faalænge til der spilles op til den store Rehraus. Chapeauen fjende De alle. Hans Meddanserinde har i 30 Aar været paa eet Sted, nemlig hos en Moster af mig, mere som Veninde end fom Tjenerinde. Ved hendes Død drog hun sidste Foraar til mig; men nu fan jeg iffe læns ger hae hende i Ro for den gode Dle. fan beraaber sig paa et ældre Engagement; og jeg tænker, han kan bevise det. Gamle Kavalier! lad os see, óvorpaa Du be: grunder din Paaftand!

Sømanden svarede iffe til denne Dpfordring, men fremtog langsomt det føromtalte Hovedvandsæg. Han vendte det nogle Gange, som for at overbevise sig selv om, at det var det rigtige. Derpaa beldede han Hovedet mod fin Dame, flottede med dybtnedtrufne Djenbryn og et mørft, bartav vredt Ansigt fidelænds til hende.

[ocr errors]

„Siri!" brummede han, kan Du see, jeg har holdt ved det,

(Ved Lyden af dette Navn, foer der som et electrift Stød igjennem os, der fra Dles egen Fortælling kjendte det saa vel. Og det var virkeligt hende. Efter Modes rens Død var hun kommet i Tjeneste hos Herredsfogdens Mofter, hvis Mand dengang var Tolder i Sandefjord, men fort efter blev befordret til Danmark) – Somandens alderstegne Elskerinde tørrede sine Dine med Flippen af fit Halsklæde, førte derefter Haanden op til en Rrands af uægte Perler, der bang vidt om den rynkede Hale. Hun drejede Krandsen til hun fit fat paa en Silfefnor, ved hvilken hun fremdrog et lille Guldhjerte. Dette aabnede bun, og rafte det ligeledes med bortvendt Blit til Rjereften. Han stirrede paa det - bans Dine glittrede.

„Er det en Fieder“ sagde han, raf Siri Ranas riefuglen ?"

Gamle Siri nikfede langsomt, og lagde den højre Haand paa Brystet, som vilde hun overbevise sig og ham om, at den gamle Kjerlighed endnu levede i det trofaste Hjerte.

Der var noget vemodigtrørende i denne fildige Gjenforening, noget, der mindede om hiin, som vi vente, hvor Sandfelighedens Bølgegang ffal ftilles til aandeligt Havs

Det tykte$ mig, fom rafte de hverandre Hænderne over Graven til forsoning med verden og dens Trængsler, til snarlig Rejse fra det „snevre og mørke Huus," didhen hvor de Rene af Hjertetu stunde i Haabet og Troen; hvor Kjærligheden er det eneste, som ikke bliver tilbage blandt alle det første Live baade fande og falffe Glæder.

Forstyrrende, ffurrende mod mine følelser - dem jeg

vel tør falde hellige - lød mig den paa Fiedlers Vint indfaldende Dansemusik. Men det maae faa være: Alt her: neden er ufiffert, flygtigt; selv hiint lys i Sjælen er et Olimt, der hastigen ftjules af jordiste Dunster.

Snart fif Musiffen fin virkelige Klang, og drog mig med min elskede Alice ind i de Dansendes Række. 3 livlig Nydelse af min jordiste Tilværelse holdt jeg ud til den Flare Dag, og først hen paa Eftermiddagen forlode vi dette Glædens Huus og det muntreste Høstgilde, jeg enten før eller senere har bivaanet.

[ocr errors][merged small]

1. Det var en smul Sommeraften, at trende Mænb vans drede langsomt gjennem Sfoven, som dengang næsten heelt omgav det grevelige Slot Segeberg. Den ene var af Middelalder og klædt som Sofnar; fun var hans Dragt meget afslidt, og dens forhen glimrende Farver falmede; relo manglede han den højre Haand. Ved den venstre ledte han en stor og stærktbygget Mand en blind DI: ding med graaligt Haar og tyffe falsorte Bryn, under hvilke to dybe Hulinger vifte, at Dinene med Vold maatte være ham berøvede. Han var klædt fom en Stjernetyder i en lang og fiid, mørkbrun Talar, og med en lille sort Barret paa Hovedet. Hans Navn var Herman Split, i bedre Dage havde han været en vældig Riddersmand, ejet sin egen Borg med meget Folk og Fæe, som snart ftal fortælles.

Ved en Korsvej standsede Narren og førte fin blinde Følgesvend hen til en Vindfælde, paa hvilken han hjalp bam at sætte sig; selv blev han staaende foran ham med

« ForrigeFortsæt »