Cotaldi havde omsider intet andet Valg, end at bifalde og fremme Bandinis Plan.

Denne var ligesaa simpel som dristig. Han vilde overtale Gianetta til, hemmelig at forlade fine Forældres Huus; paa et Landsted, som Cotaldi ejede i Val di Noto, skulde de ligesaa hemmelig vies af en, til Taushed ved Gaver og Løvter forbunden, Geistlig. Fra dette Asyl vilde de dernæst anraabe om Forældrenes Tilgivelse, og hvis denne ej var at erholde - flygte til Bandinis fri og beskyttende Fædrenestad.

Cotaldis Raad formaaede dog saameget over ham, at han ikke betroede disse eventyrlige og forvovne Forslag til Papiret, men besluttede sig til at meddele Gianetta famme i et lenligt Møde, hvilket han udbad sig i en Billet, som han næste Dag vilde forsøge hemmelig at tilstille hende.

Forsøget lykkedes. Under Malerbordet blev Brevet med et Haandtryk afgivet; og stjendt Moderen, som sædvanlig, var nærværende - ankom Svaret paa samme Vej. Saa stor er en elskende Piges Snildhed, Aandsnærværelse og Behændighed, at Gianetta - fin tvungne Stilling uagtet fandt Lejlighed til, under Bordet baade at læse Elskerens og med hans Blyant at skrive sin egen Billet. Neppe var dette bragt i Rigtighed, førend Prindsen, hvem man endnu ikke ventede saa hastigt, traadte ind.

Bandini behøvede al fin Fatning, for med nogenlunde Anstand at modtage en Medbejler, som han hadede uden at fjende ham. Endnu piinligere blev hans Stilling, da denne af sin tilkommende Svigermoder strax underrettet om Hensigten af Bandinis Nærværelse

yttrede det Ønske, baade at see Billedet og, naar det var færdigt, at komme i Besiodelse deraf.

Kun Gianettas forstilte Rolighed og fuldkomne Aandsnærværelse neddæmpede Stormen i Elskerens Indre, eller hindrede idetmindste ethvert Udbrud af den. Timen

var forbi; og med det Løvte, om tre til fire Dage at overbringe det fuldendte Malerie, anbefalede han sig. Saasnart han var kommen hjem, udfoldede han det dyrebare Brev - der egentlig kun var en fingerlang Papiirstrimmel.

Hvor mange Kys han trykkede paa dette første Kjerlighedspant, kan vist ikke være læserne saa vigtigt at vide, som dets Indhold, der bestod i følgende faa, men indholdsrige Ord:

"Inat Klokken 13, bag Haugemuren; de fire Myrther."

Dersom Nogen skulde undre eller støde sig over, at en fornem, velopdragen og fædelig Pige saa hastig kunde fatte den Beslutning at give et lønligt Møde, den være det lagt paa Sinde: at Kjerlighed i Italien er en ganske anden Lidenskab, end her i Norden, og at den hisset, lige= som Planterne, drevet af en hedere Sol, udklækkes, vorer og modnes med en Styrke og hurtighed, som er ubekjendt under denne foldere Himmel, hvor den vel kan opnaae Egens Styrke, men og, som denne, kun langsomt og gradeviis. Hvor Drangen paa een Dag udfolder fine Blomster, der aabuer sig ogsaa Hjertet i Øjeblikke for Kjerligheds brændende Solstraale; og hvor dens Vaar fun er fort, der elskes hæftigt og snart.

Hvorfor skulde jeg her give en omstændelig Beskrivelse over tvende Elskendes første lønlige Sammenkomst? For den, der har havt en saadan, er Beskrivelsen overflødig; for Andre uforstaaelig, ja maaskee, som alt det uforstaaelige og Mystiske, fristende og farlig.

S. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. V.

7

Lad altsaa hine fire Myrther skjule de Lykkeliges uskyldige Fryd, og kun aabenbare os dette: at Gianetta, først efter mange Overtalelser og under hede Taarer, samtykkede i den omtalte Plan. Næste Nat blev bestemt til dene Udførelse.

Ligesaa lidet ville vi trætte Læserne med lang Fortælling om Elskerens utaalmodige Længsel, samt hvað han foretog eller ikke foretog sig i de næste fire og tyve eviglange Timer, men hellere strar lade Bortførelsens højtidetige Klokke lyde.

Den tro Cotaldi holdt med sin Vogn, sin Kudsk og fin Skriftefader udenfor Messinas sydlige Port, for at modtage de Flygtende og see deres Afrejse. Selv vilde han vende tilbage til sin Bopæl, for ikke at vække Mistanke om Deelagtighed i dette Pigerov.

Men Klokken slog 12, 13, 14 - Ingen lod sig fee, og bespændt af de førgeligste Anelser gik Cotaldi hjem og lod Vognen kjøre ind til sit nærliggende Landsted. Den frygtelige, uheldfrangre Nat forløb; men endnu udeblev Bandini.

Ulagtet den piinlige Uvished, hvori Cotaldi svævede, turde han dog kun ved en tro Tjener indhente Underret ning. Denne havde hos en Pige i Marchesens Huus alene faaet den Oplysning: at Frøkenen om Natten pludselig var bleven syg, at Huset havde været i Uro; men Ingen vidste hvorfor. Vi, som veed det, ville uden Omsvøb berette det.

Prinds Morifi havde en gammelagtig Elfkers Mistænkelighed og en erfaren Verdensmands skarpe Syn. De Elskendes Uro ved hans pludselige Fremkomst; deres lonlige, hurtige, men meget sigende Djekast var ikke undgaaet hans Opmærksomhed, og Gianettas forstilte Ven

lighed mod ham havde, just fordi den var større end sædvanlig, bidraget til at bestyrke den fattede Mistanke.

Allerede anende hemmelige Sammenkomster, befoel han fin Kammertjener at gaae paa Luur i den tilstundende Nat. Denne, for hvem den lønlige Der paa Monaldechis Haugemuur fra forrige førliebte Eventyr var velbekjendt, skjulte sig bag en Busk i Nærheden, og blev faaledes Vidne til de Elskendes Møde og til den Samtale, fom kun Myrtherne burde have hørt.

Ufortøvet meddeelte han sin Herre Alt, hvad han havde erfaret, og ligesaa hastigt tog denne sine Forholdsregler derefter, idet han uden engang for fine tilkommende Svigerforældre at udlade sig om Noget næste Aften posterede fire velbevæbnede Folk nær ved det berammede Mødested. Tillige holdt han en Vogn tilrede i hvað Hensigt skulle vi strar erfare.

Midnatstimen slog; men aldrig faasnart havde Gianetta aabnet Haugedøren og den forraadte Elfter kastet sig i hendes Arme, førend han af de fire Bevæbnede blev greben bag fra og, med bundne Hænder og et klæde for Mund og Dine, bragt ind i Prindsens Vogn. Den forfærdede Pige havde intet andet Valg, end at vende tilbage og overgive sig til fin Fortvivlelse, der snart gif over til en virkelig Sygdom, hvis Aarsag hverken de befymrede Forældre eller Nogen i huset anede.

Saavel af Fiinhed, som af Klogskab, havde Morisi besluttet at afbryde hendes Kjerlighedsforstaaelse med Bandini paa en Maade, hvorved den for stedse kunde vorde skjult: saaledes frelstes hans Bruds Ære, og saaledes meente han vilde hans attraaede Forbindelse med hende, uden mærkelig Standsning, lettere fremmes. Da han altsaa den følgende Dag aflagde fit Besøg hos Marchesens, var

det aldeles overeensstemmende med hans Plan, at han baade for Forældre og Datier viste sig fuldkommen uvidende om det Forefaldne, og ikkun forandret i Henseende til fin Bekymring over Gianettas Sygdom.

Vi fulgte Bandini tilvogns; vi maae ledsage ham til Rejsens Ende. Morisi, skjendt Italiener, skinsyg og højst fornærmet, var ikke af nogen grusom Characteer ; overalt var hans sindige Klogskab Enevoldsherre over alle hans Lidenskaber.

Det var ikke hans Hensigt at hævne sig paa Medbejleren; men blot at fjerne ham fra Messina. Til den Ende lod han ham føre til et Slot nogle Miil fra Staden, hvor vel Bevogtningen var stræng, men Behandlingen mild og anstændig.

Naar Brylluppet

hvilket Prindsen ikke troede, vilde finde lang eller betydelig Hindring i Brudens flygtige Elskovsintermezzo var forbi, vilde han atter stjænke Fangen hans Frihed, under Lovte om evig Taushed og Borteblivelse fra Sicilien.

Menneskene lægge Planer, hver fin, og Mange tvertimod hverandre -et Vink af Skjæbnens mægtige Styrer kuldkaster dem alle. Vi ville en Stund forlade den fortvivlede Bandini i fit Fængsel, den bekymrede Cotaldi i sit Pallads og den phantaserende Gianetta paa sit Sygeleje, for at beskue en Naturbegivenhed, der i faa Djeblikke gjorde Ende paa Tusinders Sorg og Glæde, og satte et Maal for de stolteste Planer og vældigste Lidenskaber.

Den frygtelige Kæmpe, den gamle Menneste og Lande- Fordærver, Vulcanus- Ætna, havde i lange Tider forholdt sig stille og fredelig. I Menneskealdre havde intet Jordskjælv, ingen Lavastrom, ingen Askeregn ødelagt den skjenne De, som dette forfærdelige Bjerg be