ethvert Spor af Glæde, hvoraf det tilforn uafladeligt straalede - jeg kjendte det ikke mere.

Jeg havde været i Begreb med at kaste mig for hendes Fødder; men nu standsede en stivnende Kulde enhver Bevægelse jeg stod som en Støtte foran hende. I dette Zjeblik indtraadte Marilla, som formodents lig havde hørt mit hæftige Udraab.

Ledsag Hr. Cotaldi!" sagde Armida til hende.

Derpaa rejste hun sig langsomt, nejede for mig dybt, næsten ydmygt, med nedsænket Blik, og forsvandt. Maalløs blev jeg staaende, som rodfæstet til mit Sted, og hørte som i Drømme, uden at kunne svare, Ammens gjentagne, ængstelige Spørgsmaal:

"

Signore! hvad har De gjort?"

Under Bortgangen fortalte jeg hende omsider det Forefaldne.

Hun fukkede og gjentog med Hovedrysten det sicilianske Ordsprog:

„Det Frøe, som modnes for tidligt, modnes iffe!"

Om fire Dage først maae De komme her igjen.

I dette Mellemrum var jeg bleven fuldkommen enig med mig selv med Hensyn til Armida; forudsat at jeg kunde vinde hendes Tilbøjelighed, hvilket jeg allerede var driftig nok til meer end at haabe, vilde jeg føre hende til mit Hjem, og give den elskelige Skabning tilbage til Dyden og en bedre Kjerligheds Lykke.

Dette Forsæt fyldte min Sjæl med en Glæde, som hævedes ja næsten tør jeg sige forædledes ved den stolte Bevidsthed: hendes timelige og evige Salighed skal være ganske mit Værk! mig, hendes frelsende Engel, skal hun skylde Alt ja hun vil mere tilbede end elske mig,

naar hun i fit til Ufkyldighed gjenfødte Hjerte erkjender hvad jeg var for hende. Gjennemtrængt af denne søde, ophøjede Følelse traadte jeg ind i Haugen.

Armida kom mig imøde med et Ansigt, der syntes at forkynde baade Længsel og Glæde; dog laae der noget Veemodigt i hendes venlige Smiil, og ofte glimrede hendes Djne gjennem Taarer, som Stjerner gjennem den natlige Taage. Hun talte kun Lidet, og Alt om det elskede Fødeland; hendes Stemme var blod og bævende, den lød som dæmpede Harpetoner.

Mit Hjerte smeltede: neppe vare vi alene, før jeg nedfank for hendes Fødder med det Udraab:

„Armida! jeg elsker Dig!"

Ak! det tyktes mig, at hun maatte have funket i mit aabnede Favn, og trykket den søde, tause Tilstaaelse paa mine smægtende Læber! men nej! hun næsten segnede tilbage med et svagt Skrig, løftede fine Hænder over fit Hoved, foldede dem, vendte sig og flygtede.

Før jeg kunde besinde mig paa at følge hende, var hun allerede forsvunden, og Marilla traadte hastig ud fra Hækken.

-

"D, Signore!" sagde hun, "De overiler Alt hun elsker Dem; men ikke saaledes, ikke saa pludseligt, saa snart skulde hun ikke have erfaret dette; thi hun vidste det ikke selv - nu har deres Erklæring revet Bindet fra hendes Dine. Dette borde ikke skeet, for i det Djeblik, hun kunde flye fra dette fordærvelige Sted. Hvad er der nu at gjøre? Om Cardinalen, som er i Bedring, forinden besøger hende, hvorledes tænker De da, hun vil modtage ham? Ak! jeg frygter at Alf er tabt.“

Jeg formaaede ikke at svare hende, saa betaget var jeg baade af Frygt og Glæde.

"

Gaae Signore!" vedblev hun efter en kort Betænk minggaae! skynd paa Afrejsen! og lad mig søge at berolige hende, og bringe hende til en tydelig Anskuelse af hendes Stilling, og kom saa imorgen ved samme Tid!"

Ved næste Daggrye ilede jeg til Ostia og vendte tilbage med den Besked, at Skibet kunde afgaae om ser Dage.

Med den frembrydende Nat gik jeg til Villaen. I den Lovhytte, hvor jeg første Gang havde feet Armida, hørte jeg hendes og Guitarrens sammensmeltende Toner.

Jeg nærmede mig, standsede og lyttede; sødt, tungt findigt klang de bævende Strenge; endnu vecmodigere den opvaagnende Angers rørende Klage.

Jeg hørte følgende af tunge Sukke ledsagede Ord:
Det syge Træ kan grønnes smukt;
Dog let paa Blade, Blomst og Frugt
Den skjulte Brøft Du kjender:

Saa røber og det tvungne Smil

Den let fordulgte Angers Piil,

Som dybt i Barmen brænder;

Forgiæves Freden i dit Aasyn staaer,

Naar under lønlig Kamp dit Hjerte slaaer *).

*) D'ogni pianta polesa l'aspetto

Il difetto,

Che il tronco nasconde,

Per le fronde,

Dal frutto, o dal fior:

Tal d'un' alma l'affanno sepolto

Si travede in un' riso fallace,

Che la pace

Mal finge nel volto,

Chi si sente la guerra nel cor.

Metastasio.

Ubemærket af den i fin Anger selv saa indtagende Sangerinde kom jeg ind i Haugen, og stod allerede tæt foran hende, inden hun blev mig vaer.

En mørk Rødme overfoer hendes taarevædede Kinder -ak! det var snarere Skræk end Glæde, der satte hendes Blod i Bevægelse. Hun formaaede neppe at rejse fig, række Guitarren til Marilla, og gjøre mig en taus, ærbødig hilsen. Som Maanen belyste hendes sorrigfulde Aasyn og ydmyge Stilling, syntes hun mig at være en til Blusel og Ruelse over fine Synder opvakt Cæcilia, der første Gang vil nedsynke for sin Helgen.

Jeg bød hende min Arm og ledsagede hende til Hufet; Marilla fulgte hende. Da denne, efterat vi vare traadte ind, havde forladt os, greb jeg hendes Haand den ffjælvede i min.

„Skjønne Armida!" begyndte jeg, "De er mig endnu et Svar skyldig."

Hun taug.

„Har mit Hjerte bedraget mig!" vedblev jeg, „nærer De ikke en eneste venlig Følelse for den, der elsker Dem saa inderlig og oprigtig?"

,, min Gud!" udsukkede hun med et smertefuldt Djekast til Himlen, jeg Ulyffalige!" derpaa vendte hun sig langsomt med det Udraab: Signore, jeg kan aldrig blive Deres !"

Jeg greb hendes Arm og sagde:

„Armida! saaledes adskilles vi ikke! vil De bortstøde det hjerte, der brænder for Dem, da o da skal De idetmindste sige mig hvorfor! Ved alle Helgene! jeg slipper Dem iffe, før jeg veed hvad der saa pludselig har bevirket denne Forandring!"

Hun vendte sig rask imod mig:

"Vel!" sagde hun, „det være saa! det være den Ulykkeliges velfortjente Straf, selv at afsige fin Dom et Ord, Cotaldi! skal snart for evig adskille os; jeg jeg er Dem ifte værd!"

Hendes Rost blev til Hulken, idet hun atter bortvendte sig, og med de foldede Hænder skjulte fit Ansigt. „Nej! Du Elfkelige!" sagde jeg, „dette Ord adskiller os ikke; just dette forener os!"

Hun drejede sig endnu engang imod mig, og spurgte med et hurtigt, men strængt gjennemborende Blik: "Signore! forstaaer jeg Dem?"

"Nej!" raabte jeg, nej Armida! De forstaaer mig ikke; men snart skal De læse i min Sjæl; stjænk mig iffun nogle Øjeblikke, og da først skal De affige Dommen over vor fælleds Skjæbne!"

Jeg førte hende til en Stol, og satte mig hos hende.

"

-

Nu bort med al Forstillelse! Tiden er for kostbar, og denne Time kommer aldrig igjen! Bort derfor med enhver falsk Ømfindtlighed! Jeg maae aabne deres skjønne, men nedrigt bedragne Hjertes Saar; men ved Gud og alle hans Engle! kun for at læge det! De har fortalt mig en Deel af deres Historie; men De afbrød den - jeg vil fuldende. Den Mand, De valgte til Beskytter, forraadte Dem; deres egen umistænkelige Ufkyld overgav Dem i en snedig Forførers Vold — Alt dette veed jeg, og dog Armida! dog elsker jeg Dem; men ved den evige Kjerlighed! jeg elsker Dem af et reent Hjerte!"

Bleg som den Billedstøtte, til hvilken hun hældede fig, sad hun længe efter at jeg havde ophørt at tale, før hun fra sit dybtsukkende Bryst frempressede disse Ord: Retfærdige Himmel! nu først veed jeg hvad jeg har

tabt!"