Billeder på siden
PDF
ePub

og fastede et tvivlsomt Skjær paa de lange mørkerøde Silkes gardiner og forte Atlaskes Divaner, der vare adskilte ved hvide nøgne Marmorfigurer. Gulvet var belagt med kostbare vævede Tepper, for at ej engang et Fodtrin ffulde lyde i denne Cyprias Løndom.

Gjennem tvende faadanne Bærelser blev jeg ført ind i et tredie, hvor min Ledsagerinde lod mig bie, medens bun meldte den unge Dame min Ankomst. Tvende tykke, nylig antændte Vorlys, i massive Sølvstager, belyste de udvalgte Malerier, med hvilke Væggene vare prydede; alle stiffede til at væffe Andagt, eller Sandfelighed. Ved Siden af en angerfuld Cecilia steg en fortryllende Venus Anadgomene op af Havet; og under Madonna med Barnet omfavnede Digternet stjelmfte Gud den alles rebe halv forvandlede Daphne.

De forføriffe Billeder, det Hemmelighedsfulde i mit Bejos, den saalænge og saa højt spændte Forventning, bragte mit Blod i en fød, mig hidtil ubekjendt, Bes vægelse.

En Der git op, og efterfulgt af Marilla ind: traadte min dejlige Palermitanerinde med den elftværdige Utvungenhed, som er hendes Landsmændinder saa egen og naturlig.

Hendes flygtige næsten kunde jeg lige flyvende

Gang, hendes lave og fmæffre Vert, hendes aabne, hjerteglade Mine, ffulde bave bragt mig til at antage bende for et endnu ikke udvoret Barn, hvis ikke Barmens og de lilliebvide Armes Fylde havde forkyndet den fuldtuddannede 3omfrue. Det ffjenne legemes yndefulde Bes rægelser ledsagedes af et hvad ffal. jeg kalde det? Smiil er for lidet; det er ingen Benævnelse for den næsten leende, livlige Munterhed, der straalede fra det

dejlige Ansigt, og paa eengang udtrykte ftalfagtig Dvers givenhed og elskelig Oprigtighed.

Dienlaagene bedækfede halvt et Par Dine, hvis Farve syntes at være et glindsende Himmelblaa, og fom frems glimtede under de lange sorte Bryn, som matte Smaalyn under den mørke Aftenffye. De smalle, altid lidt aabnede, Læbers Rødme forhøjedes af Tændernes Sneehvidhed. Den føde Mund fyntes ligesaavel skabt til stjelmske Taler, som til smægtende Rye.

Jeg -- der var kommen med stolt Forudfølelse af en fiffer og snar Erobring face mig ved det første Møde overvunden af min Fribeds fortryllende Fiende; jeg

der havde forberedet mig til, med hele min Veltalens heds uimodstaaelige Magt at besejre det yndige Barn jeg stod nu maallos hensjunken i Beskuelsen af denne henrivende Skjønhed, og det var kun paa hendes ivrige, burs tigt gjentagne Spørgsmaal om det fjere Sicilien, at jeg atter fandt mit tabte Mæle.

Men havde ikke den glade, trohjertige Nærinelse, hvortil landsmandskabet opmuntrede denne livlige Sjæl, forjaget min pludselige Blyhed: da maatte hun vist have antaget mig for døvstum eller fiantet. Hvilken barnlig Glæde, hvilken inderlig længsel efter det elskede Hjem ubtalte fig i hendes bløde Stemme, der bævende opsteg dybt fra den bølgende Bryst! Tvende Taarer fløbe fom tindrende Stjerner i Øjnenes mørkeblaa Himmel, stjondt Smilet stedre spillede om de let bevægede læber.

Snart og umærkeligt forsvandt det frygtsomme, fremmede forhold imellem os; og det, at vi fjendte og elskede de famme Bjerge, Dale, Bæffe og Lunde, syntes at for: nye et gammelt Befjendtskab, ia berettigede os til at ansee

hverandre for Beslægtede om ej paa Blodets faa dog paa Tanfens og Følelsens Vegne.

I Samtalens løb mærkede jeg, at hun endnu iffe nærede nogen Mistanke til Cardinalen, men ventede et godt udfald paa fin Sag. Jeg torde naturligviis iffe betage hende denne Vildfarelse, men forenede mine Dnsfer med hendes Forhaabninger.

Tydeligft udtrykte sig hendes længsel og Hjemveens føbe Smerte, da hun hørte, at jeg om fort Tid agtede mig tilbage. Hun udstrakte sine Arme imod mig, som til en Omfavnelse; men lod dem faa pludselig synte med et langt, veemodigt Suf. Det mørklokfede Hoved bøjede sig inod hendes Skuldre det forekom mig, som om jeg sfulde gribe bende i mine Arme, og bære hende lige til Sicilien.

Marilla gav mig et Vink, at det nu var paa Tiden at gaae -- jeg tog da Afsked, og udbad mig Tilladelse til at modtage hendes Befalinger Hjemmet angaaende. Den blev mig givet om tvende Dage skulde jeg komme igjen.

Hvilken Bestemmelse tager De u spurgte Marilla ivrig, idet hun luffede mig ud.

„At frelse den himmelske Pige!“ svarede jeg, at føre hende tilbage til Sicilien, saasnart et Stib lader sig byre, og der - at gjenoprette hendes spildte Lykke.“

Vor hellige Frue velsigne Dem!" sagde hun og kyssede min Haand; , ftræb, Hr. Cotaldi! at opspørge et Skib, og naar det er lykfet Dem, da først maae hun vide Alt Dvermorgen ved famme Tid er De atter her!"

Dremmende naaede jeg min Bolig, og i en Tilstand mellem Søvn og Vaagen tilbragte jeg Natten.

[ocr errors]

Min Sjæl Hensmeltede i Kjerlighed; kun Skinsyge og Had til den mig ubekjendte Cardinal formaaede at gjøre en Deling i mit Hjertes Følelse: faadan en elffelig uskyld sfulde vorde et Offer for en skinhellig Bedrager!

Dette himmelske Bæfen, der endnu ikke synes at ane sin Brote, sfulde ubarmhjertigen overgives til Angerens og Fortvivlelsens Furier!

Nej! jeg vil frelse hende, om Frelse er mulig; lad faa min Belønning og Enden herpaa vorbe, hvad den vorde vil.

Næste Dag ilede jeg til Dstia, hvor et Skib nylig var indløbet fra Palermo; men som iffe funde blive færdigt til Hjemrejsen før om to til tre uger.

Med denne Efterretning traadte jeg den følgende Afteu Marilla imøde. Hun bad mig, hos Armida at iagttage samme Tilbageholdenhed, som forrige Gang.

Vel havde hun ønsket vor Plan en snarere Mobenhed; thi Cardinalen var just blevet upasselig, og dette Tilfælde vilde meget lette vor Flugt, naar den funde iværksættes før han blev frist. Imidlertid maatte mine Bestræbelser indskrænke sig til at opnaae og befæste mig i den unge Dames Yndest og Tillid. 3 Sandhed! bertil behøvede jeg ingen Dpmuntring: alle mine Dnsfer, al min Stræben havde fun dette ene Djemed.

Den uforstilte Glæde, Armida faa umisljendelig yttrede ved at gjensee mig, nærede og bævede mit Mod og mine føde Forbaabninger. Hendes Velvillie var alles rede ved dette andet Møde voret til en saadan Grad, at hun ved min Side overlod sig til en indtagende hjertelig Fortrolighed, og med barnlig Snaksomhed fortalte mig fin Historie. Kun da hun fom til den for mig faa (merte

lige Periode, som jeg allerede fjendte, overbrog en pludselig Skye det glædestraalende Aasyn.

Et Suf undslap hendes Barm, og som om hun nu først besindede fig paa Noget, der hidtil var gaaet hende af Olemme, rejste hun fig og gik ind i Sideværelset. En dyb Smerte sammenpressede mit Bryst: i mit, af saa mange ftridige Følelser hæftigt bevægede Hjerte maatte jeg paa eengang bejamre den faldne Engel og forbande den Djevel, der havde indsneget sig i et faabant Paradiis af Uskyld og Glæde.

Efter et fort Dphold kom Armida tilbage med en Guitarre, hængende i et himmelblaat Baand under den fulde nu mere end før tugtigt tildæffede Barm. Hun satte sig i en Afstand, og istemte en Canzonetta i den for mit Dre faa fortryllende sicilianske Mundart. Det var en, af Maurerne i Fangenskab henslæbt, Hyrdes Klagefang; og faa rerende tolfede den længselen efter det elskede Hjem og den forladte Brud, at mine øjne svømmede i Taarer, som kunde have viist den stjønne Sangerinde det dybe Indtryf, hun gjorde paa mit Hjerte, hvis hun ikke havde været ligesaa hentaget af sine egne Følelser.

Guitarren gled ned paa hendes Stjød, hendes Hoved bøjede sig tilbage, som om hun kun i denne Stilling funde ftaffe udgang for det lange, dybthentede Suf. Jeg var mig ikke længere selv mægtig.

„D, Signora!“ raabte jeg, springende op fra mit Sæde, følg med mig til vort ffjonne Fædreland!"

Langsomt hævede hun fit Hoved; de rige Loffer tril: lede ned over den hvide, bølgende Barm. Hun stirrede ben forbi mig, som om jeg slet ikke havde været der.

Jeg forstræffedes: hendes Ansigt var blegt, berøvet

« ForrigeFortsæt »