og kastede et tvivlsomt Skjær paa de lange mørkerøde Silkegardiner og sorte Atlaskes Divaner, der vare adskilte ved hvide nøgne Marmorfigurer. Gulvet var belagt med kostbare vævede Tepper, for at ej engang et Fødtrin skulde lyde i denne Cyprias Londom.

Gjennem tvende saadanne Værelser blev jeg ført ind i et tredie, hvor min Ledsagerinde lod mig bie, medens hun meldte den unge Dame min Ankomst. Tvende tykke, nylig antændte Vorlys, i massive Sølvstager, belyste de udvalgte Malerier, med hvilke Væggene vare prydede; alle stiffede til at vække Andagt, eller - Sandfelighed. Ved siden af en angerfuld Cecilia steg en fortryllende Venus Anadyomene op af Havet; og under Madonna med Barnet omfavnede Digternes skjelmske Gud den allerede halv forvandlede Daphne.

De forførifte Billeder, det Hemmelighedsfulde i mit Besøg, den faalænge og saa højt spændte Forventning, bragte mit Blod i en sød, mig hidtil ubekjendt, Bevægelse.

En Der gik op, og efterfulgt af Marilla indtraadte min dejlige Palermitanerinde med den elskværdige Utvungenhed, som er hendes Landsmændinder saa egen og naturlig.

Hendes flygtige næsten kunde jeg sige flyvende Gang, hendes lave og smækkre Vert, hendes aabne, hjerteglade Mine, skulde have bragt mig til at antage hende for et endnu ikke udvoret Barn, hvis ikke Barmens og de lilliehvide Armes Fylde havde forkyndet den fuldtuddannede Jomfrue. Det skjønne Legemes yndefulde Berægelser ledsagedes af et - hvad skal jeg kalde det? Smiil er for lidet; det er ingen Benævnelse for den næsten leende, livlige Munterhed, der straalede fra det

dejlige Ansigt, og paa eengang udtrykte skalkagtig Overgivenhed og elskelig Oprigtighed.

Øjenlaagene bedækkede halvt et Par Øjne, hvis Farve syntes at være et glindsende Himmelblaa, og som frem= glimtede under de lange sorte Bryn, som matte Smaalyn under den mørke Aftenskye. De smalle, altid lidt aabnede, Læbers Rødme forhøjedes af Tændernes Sneehvidhed. Den søde Mund syntes ligesaavel skabt til skjelmske Taler, som til smægtende Kys.

Jeg der var kommen med stolt Forudfølelse af en sikker og snar Erobring faae mig ved det første Mode overvunden af min Friheds fortryllende Fjende; jeg - der havde forberedet mig til, med hele min Veltalens heds uimodstaaelige Magt at befejre det yndige Barn jeg stod nu maalløs hensjunken i Besskuelsen af denne henrivende Skjønhed, og det var kun paa hendes ivrige, hurtigt gjentagne Spørgsmaal om det kjere Sicilien, at jeg atter fandt mit tabte Mæle.

Men havde ikke den glade, trohjertige Nærmelse, hvortil Landsmandskabet opmuntrede denne livlige Sjæl, forjaget min pludselige Blyhed: da maatte hun vist have antaget mig for døvstum eller fjantet. Hvilken barnlig Glæde, hvilken inderlig Længsel efter det elskede Hjem udtalte sig i hendes bløde Stemme, der bævende opsteg dybt fra den bølgende Bryst! Tvende Taarer fløde som tindrende Stjerner i Djnenes mørkeblaa Himmel, stjondt Smilet stedse spillede om de let bevægede Læber.

Snart og umærkeligt forsvandt det frygtsomme, fremmede Forhold imellem os; og det, at vi kjendte og elskede de samme Bjerge, Dale, Bække og Lunde, syntes at fornye et gammelt Bekjendtskab, ja berettigede os til at ansee

hverandre for Beslægtede

om ej paa Blodets dog paa Tankens og Følelsens Vegne.

I Samtalens Løb mærkede jeg, at hun endnu ikke nærede nogen Mistanke til Cardinalen, men ventede et godt udfald paa sin Sag. Jeg torde naturligvis ikke betage hende denne Vildfarelse, men forenede mine Ønsker med hendes Forhaabninger.

Tydeligft udtrykte sig hendes Længsel og Hjemveens søde Smerte, da hun hørte, at jeg om kort Tid agtede mig tilbage. Hun udstrakte fine Arme imod mig, som til en Omfavnelse; men lod dem saa pludselig synke med et langt, veemodigt Suk. Det mørklokkede Hoved bøjede sig inod hendes Skuldre det forekom mig, som om jeg skulde gribe hende i mine Arme, og bære hende lige til Sicilien.

Marilla gav mig et Vink, at det nu var paa Tiden at gaae jeg tog da Afsked, og udbad mig Tilladelse til at modtage hendes Befalinger Hjemmet angaaende. Den blev mig givet om tvende Dage skulde jeg komme igjen.

"Hvilken Bestemmelse tager De?" spurgte Marilla ivrig, idet hun lukkede mig ud.

„At frelse den himmelske Pige!" svarede jeg, at føre hende tilbage til Sicilien, faasnart et Skib lader sig hyre, og der - at gjenoprette hendes spildte Lykke."

"Vor hellige Frue velsigne Dem!" sagde hun og kyssede min Haand; „stræb, Hr. Cotaldi! at opspørge et Skib, og naar det er lykket Dem, da først maae hun vide Alt Overmorgen ved samme Tid er De atter

her!"

Dremmende naaede jeg min Bolig, og i en Tilstand mellem Sovn og Vaagen tilbragte jeg Natten.

Min Sjæl hensmeltede i Kjerlighed; kun Skinsyge og Had til den mig ubekjendte Cardinal formaaede at gjøre en Deling i mit Hjertes Følelse: saadan en elskelig Uffyld skulde vorde et Offer for en skinhellig Bedrager!

Dette himmelske Væsen, der endnu ikke synes at ane fin Brøde, skulde ubarmhjertigen overgives til Angerens og Fortvivlelsens Furier!

Nej! jeg vil frelse hende, om Frelse er mulig; lad faa min Belønning og Enden herpaa vorde, hvad den vorde vil.

Næste Dag ilede jeg til Ostia, hvor et Skib nylig var indløbet fra Palermo; men som ikke funde blive færdigt til Hjemrejsen før om to til tre uger.

Med denne Efterretning traadte jeg den følgende Aften Marilla imøde. Hun bad mig, hos Armida at iagt= tage samme Tilbageholdenhed, som forrige Gang.

Vel havde hun ønsket vor Plan en snarere Modenhed; thi Cardinalen var just blevet upasselig, og dette Tilfælde vilde meget lette vor Flugt, naar den kunde iværksættes før han blev frisk. Imidlertid maatte mine Bestræbelser indskrænke sig til at opnaae og befæste mig i den unge Dames Yndest og Tillid. I Sandhed! hertil behøvede jeg ingen Opmuntring: alle mine Dusker, al min Stræben havde kun dette ene Djemed.

Den uforstilte Glæde, Armida saa umiskjendelig yttrede ved at gjensee mig, nærede og hævede mit Mod og mine søde Forhaabninger. Hendes Velvillie var alles rede ved dette andet Møde voret til en saadan Grad, at hun ved min Side overlod sig til en indtagende hjertelig Fortrolighed, og med barnlig Snaksomhed fortalte mig fin Historie. Kun da hun kom til den for mig saa smerte

lige Periode, som jeg allerede kjendte, overdrog en pludselig Skye det glædestraalende Aasyn.

Et Suk undslap hendes Barm, og som om hun nu først besindede sig paa Noget, der hidtil var gaaet hende af Glemme, rejste hun sig og gik ind i Sideværelset. En dyb Smerte sammenpressede mit Bryst: i mit, af saa mange stridige Følelser hæftigt bevægede Hjerte maatte jeg paa eengang bejamre den faldne Engel og forbande den Djevel, der havde indsneget sig i et saadant Paradiis af Uskyld og Glæde.

Efter et kort Ophold kom Armida tilbage med en Guitarre, hængende i et himmelblaat Baand under den fulde nu mere end for tugtigt tildækkede Barm. Hun satte sig i en Afstand, og istemte en Canzonetta i den for mit Dre faa fortryllende sicilianske Mundart. Det var en, af Maurerne i Fangenskab henslæbt, Hyrdes Klage= sang; og saa rerende tolkede den Længselen efter det elskede Hjem og den forladte Brud, at mine Dine svømmede i Taarer, som kunde have viist den skjønne Sangerinde det dybe Indtryk, hun gjorde paa mit Hjerte, hvis hun ikke havde været ligesaa hentaget af sine egne Følelser.

Guitarren gled ned paa hendes Skjød, hendes Hoved bøjede sig tilbage, som om hun kun i denne Stilling kunde skaffe Udgang for det lange, dybthentede Suk. Jeg var mig ikke længere selv mægtig.

„D, Signora!" raabte jeg, springende op fra mit Sæde, følg med mig til vort skjønne Fædreland!“

Langsomt hævede hun sit Hoved; de rige Loffer trillede ned over den hvide, bølgende Barm. Hun stirrede hen forbi mig, som om jeg slet ikke havde været der.

Jeg forskrækkedes: hendes Ansigt var blegt, berøvet