Beslag paa alle hans Ejendomme. Han flygtede, og endnu var hans Opholdssted og Skjæbne ubekjendt. Nimeligviis maatte han være død, da den frygtelige Inqvisition strax efter for stedse blev ophævet, og han endnu iffe var vendt tilbage.

Imidlertid vare hans Godser folgte, og Datteren neppe levnet saameget, at hun derfor kunde rejse til Rom, for at paadrive en Revision af Faderens Proces, hvilken hun, af Mangel paa mægtige Venner, intet Haab havde til lykkeligen at ende i Palermo. Hun var paa MødreneSide skjendt langt ude - beslægtet med en af de romerske Cardinaler; herpaa grundede hun sine Forventninger.

--

Ledsaget af Faderens gamle Godsforvalter og Fortællerinden hendes Amme tiltraadte den 14aarige forældreløse Pige en Rejse, der desværre fik et ganske andet Udfald, end det Forhaabede. Strar efter Ankomsten til Rom, lejede de et Par smaa Værelser nær ved Klosteret St. Onofrio; men inden Armida funde opnaae en Audients hos Hans Eminence Cardinalen, døde Forvalteren og efterlod de tvende Fruentimmer, uden Beskyttelse, i den store Stad.

Dog, snart fandt Armida en mægtig og tilsyne= ladende naadig Beskytter i hendes høje Slægtning. Med største Venlighed hørte han hendes Andragende, og lovede at anvende al fin Indflydelse, for at skaffe Processen et lykkeligt udfald; men indtil dette, som maaskee iffe turde være faa nær, tilbed han sin unge Slægtning et bedre og for hende mere passende Opholdssted paa fin Villa.

Dette Tilbud blev med Glæde og Taknemmelighed imodtaget: Eminencens egen Eqvipage førte de tvende Sicilianerinder ud til et dejligt Landsted, det samme,

hvor Cotaldi fandt dem der fyntes alt længe at have været forberedet og udsmykket til deres Modtagelse.

Værelserne vare udzirede med den højeste Pragt og Smagfuldhed, og den omgivende Hauge lod til at være anlagt paa en mægtig Fees Befaling. Ikke længe lod den høje Ejermand vente paa fig; han forespurgte sig med. største Omhyggelighed om Intet manglede i den unge Dames Beqvemmelighed, gjentog fine givne Løvter med Hensyn til Processen, og endte fit Besøg med en Tiltale, fuld af Opmuntringer, og Formaninger fulde af Salvelse.

Snart bleve hans Besøg hyppigere og længere, hans Samtaler mere muntre, hans Væsen og selv hans Klædedragt mere beleven og verdslig. Andagtsøvelser og reli gieuse Underholdninger fortrængtes efterhaanden af Fyrværkerier, Gondolfarter i Haugens Kanaler, hvilke forskjønnedes ved sød, men usynlig Musik; ja omsider blev endog, af lejede Dandfere og Dandserinder, opført lige saa nydelige, som sandselige Balletter, hvis Æmne og Maal var Kjærlighed.

Dog, hvortil en omstændelig Optælling af alle Forførerens ikke mindre hurtige, end sikkre Skridt? Armida hildedes i det fine Garu, før hun anede, at noget saadant var udspændt for hende; ja næsten uden at mærke og fortryde fit Fangenskab: saa stor var hendes Tillid til den hellige Mand, faa mægtig Virkningen af hans Absolution og beroligende Sophismer. Ammen selv blev uagtet hendes Alder og Erfaring skuffet af den end mere erfarne Vellystlings skinhellige Maske; og da hun begyndte at gjennemskue denne, kom Advarslen allerede for filde.

Tilmed fandt ogsaa hun nogen Trost i Eminencens geistlige Værdighed, der af en rettroende Catholik maatte anfees som ophøjet baade over Synd, Anger og Straf.

Saaledes vare nogle Maaneder henrundne, da Ammen en Aften, medens Cardinalen og hans Offer, under en liftig Musik, befandt sig alene i en Lovhytte, blandt en af de Spillende gjenkjendte en Landsmand, der ganske nylig var kommen fra Palermo.

Paa hendes Efterspørgsel erfarede hun af denne: at Armidas Proces var endt, og hendes Godser i Frems medes Eje, hvem det vilde vorde umuligt nogensinde at frarive dem.

Nu faldt det sidste Bind fra hendes Dine, og hun forudfaae tydeligt sin stakkels Frøkens tilkommende Skjæbne. Da kom Cotaldi.

"

"Signore!" vedblev hun, De er nu i Besiddelse af en Hemmelighed, som jeg ikke skulde have betroet Dem, hvis jeg ikke havde kjendt noget mere end slet Intet til Dem. Jeg faae Dem for to Aar siden ved den hellige Rosalias Fest; Deres gamle Melazzi, der havde tjent saalænge i Deres Familie, men nu er død og borte han var min Farbroder.

Han viste mig Dem i Processionen, og han kunde iffe blive træt af at rose Dem for deres mange Fuldkommenheder, men især for Deres store Mildhed og Godhed imod ham og det øvrige Tyende. I dette Mellemrum kan deres Indvortes vist ikke have forandret sig 'mere, end det udvortes; og jeg bør ansee Dem som en Engel, den hellige Rosalie, eller en anden af de Himmelske, har sendt til vor Nedning. O! visselig, Signore! De kan ikke være den Mand, der vilde misbruge min Tiltro; De kan ikke være istand til at knuse det knækkede Rør? En

ulykkelig, hjælpeløs Skabning er i Deres Magt; o, Hr. Cotaldi! hvorledes vil De bruge denne?"

,,Saaledes som Dyd og Ære byder!" svarede den unge Mand.

"Saa kom igjen imorgen Aften!" endte hun. ,,Dagens Lys maae ikke oftere see Dem paa denne Vej; det var tænkeligt, at et spejdende Øje kunde opdage Dem. Nu tør De iffe tøve længer; men imorgen, naar Mørket falder paa, er De her, og da ville vi overlægge, hvad vi begge imidlertid have udtænkt til min Frøkens Redning."

"

Saalænge jeg hørte Ammens Fortælling", blev Cotaldi ved, var al Mistanke fremmed for min Sjæl; men jo mere jeg fjernede mig fra hendes hemmelighedsfulde Opholdssted, jo mere vaklede jeg i mine Meninger. Det var jo alligevel muligt, at jeg havde med en ret listig Koblerske at gjøre - at hun fjendte mig, havde fun Lidet at betyde maaskee endog just derfor kunde min Rigdom have indgivet hende Lyft, og min Godhed, som hun behagede at udtrykke sig, Mod til at udkaste sit Garn; ja, det var endogsaa tænkeligt, at Cardinalen selv feed af fin Frille vilde saaledes spille hende i mine Hænder, at jeg skulde troe, selv at have grebet hende, og, af Frygt for hans Hævn, snart og lønlig ile bort med mit Bytte."

„Men hvorfor - tænkte jeg saa igjen har hun aabenbaret mig Armidas Fald og virkelige Forhold til Cardinalen? hvorfor har hun ikke hellere bundet mig et skjønnere Eventyr paa Ærmet, afskildret mig Lokkeduen som aldeles reen og uskyldig? Frygtede hun, at jeg allige= vel snart skulde komme efter Sandheden? Og lad den

nu være, hvad den være vil: Eventyret er altid værd at

Jeg lod ikke vente efter mig; Marilla
var ogsaa paa Pladsen.

hun fig

"Jeg indfører Dem til min Froken", sagde hun, som en Landsmand, der agtede sig til Palermo og, da han havde erfaret, at Signoraen opholdt sig her, havde han villet gjøre hende fin Opvartning, og forespørge, om han kunde tjene hende med noget Ærinde til deres fælleds Fodeve?"

Skulde hun spørge om sin Proces, da veed De derom Jntet; vi maae ikke vise hende den Afgrund, hvori hun er nedstyrtet, førend vi vide os istand til at drage hende op af den. Hun henlever endnu i forgløs Uvidenhed om sin sørgelige Stilling, og jeg har ikke havt Hjerte til at forstyrre denne lykkelige Drøm. Vogt De Dem ogsaa for ethvert Spørgsmaal, og svar kun paa dem, der ere hende uskadelige. Naar De da forlader os, vil De erklære mig: om De agter den Ulykkelige Deres Bistand og Redning værd."

Med spændt Forventning og urolig Længsel traadte jeg ind i det antike Huus, som stod midt i Haugen, og lignede mere et Tempel for en usynlig Guddom, end en Bolig for et legemligt Væsen. Det ustadige Skin af min Ledsagerindes Haandlygte viste mig en dobbelt Søjlerad under en Frontespice, der var prydet med Hautreliefs. Saavidt jeg ved det flygtige Lysglimt kunde skjelne, laae omgivet af Amorer - en Venus, Templets Gud

der

inde.

Det Indvendige stod i fuldkommen Harmonie med det Udvendige af dette Asyl for lovløs, forbuden Kjerlighed: Lamper af Alabast hængte ned fra de malede Lofter,