"Ingen Snakken længer!" svarte den forbittrede Jæger, "Du skal ligge paa dine Gjerninger!"

"Nei, bie dog et lille Gran endnu!" raabte hiin igjen: lad mig først læse mit Fadervor!"

"Hvad, vil Du læse?" sagde Niels, idet han lod Bøssen synke lidt fra Kinden, „i Himmerig kommer Du iffe alligevel."

"Saa er det din Skyld, Niels!" svarte den Anden, naar Du vil undlive mig midt i mine Synder."

"Det har Du fortjent, din Hjortetyy!" raabte Niels, og hældede atter Kinden til Kolben.

„Hei, hei!" streg Mads igjen, "bie et bitte Korn endnu Naar Du ffyder mig, saa aa, tag dog den Bøsse fra Diet! jeg kan aldrig lide at man peger ad mig

med et ladt Gevær
"ffyder Du mig, saa
og Hjul."

"Niels løftede atter Hovedet

kommer Du selv til at klæde Steile

„Fanden hvilket!" svarte Siytten med en tvungen Latter, og sigtede paany.

"Niels, Niels!" raabte hiin igjen, her er Vidner; men hør! jeg vil give Dig et andet Raad: nu har Du mig jo vis nok; jeg kan ikke gaae fra Dig; kan Du ikke føre mig til Gaarden (Herregaarden), lad saa Manden (Herremanden) gjøre med mig hvad han vil. Saa beholde vi begge To vort Liv, og Du fortjener Dig tilmed en god Drikkefkilling."

Idetsamme kom den Reisende til, og raabte til Skyts ten: For Guds Skyld! kjære Ven! gjør dog ingen Ulykke; men hør hvad Manden figer!"

"

"Manden er en grov Misdæder," sagde Skytten, men spændte dog Hanen ned og lagde Bøssen paa Sadelknappen; „men siden den fremmede Mossiø beder for ham, vil

Du er ellers gal Mads!" fagbe.

jeg stjænke ham Livet. han til denne, for nu kommer Du til at gaae med Skubkarren din Livstid; havde Du ladet mig skyde Dig, var nu kom da din Kjeltring, og hold Dig ved Alting forbi Siden af mig! Kom nu og tag Skankerne med Dig!" Derpaa fatte de sig i Gang, og den Reisende, der ligeledes skulde til Ansbjerg, gjorde Følgeskab med.

Et Stykke gik det fremad, uden at der blev talt et Ord: naar undtages, at Skytten af og til med et "hæ!" et Skjeldsord og en Eed, afbrød Tausheden. Endeligen knyttede Krybskytten en ny og mindre lidenskabelig Samtale.

"Tykkes Du ikke, det er Synd," sagde han, at jeg her skal gaae og vade i det lange Lyng?"

"Det er Du vant til, din Hund!" svarte Niels. „Du kunde gjerne," vedblev den Anden med et polidft Diekast, men dog i en Tone, som viiste, at han ikke ventede at faae fin Bøn opfyldt: "Du kunde gjerne lade mig sidde op bag ved Dig."

"Ho ho!" svarte Skytten med en Skogger: Du har redet nok i Dag; nu har Du godt af at røre dine lange Been."

"

Naa naa! et godt Ord igjen! Niels Skytte!" mumlede hiin, "Du er saa iband contradi*) i Dag."

Niels Skytte svarede Intet hertil; men floitede en Visetone, imedens han af Jagttaffen fremtog Tobakspung og Pibe. Da denne var stoppet, gav han sig til at slaae Jld; men Tønderet vilde ikke fænge.

„Jeg kommer til at hjælpe Dig," sagde Mads, og uden at faae eller vente Svar slog han 3ld i sin egen Fyrtønde, blæste paa den og rakte den til Skytten; men

*) Bandsat contrair.

idet denne tog derimod, greb hiin fat paa Kolben af den ladte Bøsse, som laae over Sadelknappen, rev den med et vældigt Ryk ud af Stroppen og sprang tre Skriot baglænds ud i Lyngen. Alt dette skete med en Hurtighed, man ikke skulde have tiltroet den bredskuldrede, føre og allerede lidt aldrende Krybskytte. "Nu falder Godtaar mig til" sagde denne. „Tykkes Dig ikke, jeg nu kunde pirre dig overende som en Skurrehat, bitte Niels? Men Du var rimelig for; det er din Lykke.“

Den arme Skytte stirrede bleg og skjælvende af Arrigs hed paa sin Modstander, uden at være i Stand til at frems føre et eneste Ord.

"For lidt siden," vedblev Mads, „var Du saa ildvorn*), der kunde ingen faae et Ord indført; men havde jeg ikke dengang hørt, hvordan Du lod din Mund løbe; skulde jeg hartad tænkt, at Du havde glemt den hjemme paa Ansbjerg tænd din Pibe! cllers brænder Tønderet ud-Du seer saa vis paa min Fyrtønde? Du tykkes vel, det er et maadeligt Bytte, Du har gjort? Denne her er rigtignok bedre;" han klappede paa Bøssekolben „men Du skal faae den igjen, naar Du flyer mig min egen."

Niels tog denne strar over Hovedet, rakte den hen til Krybskytten med den ene Haand og udstrækkede den anden for at modtage fit Gevær.

„Bie lidt! sagde Mads: „du skal love mig først aa! det kan endda være det samme, for Du holder vel lige= meget af det; men skulde Du engang herefter høre et Puf i Heden, saa vær ikke saa hidsig, men tænk paa idag og paa Mikkel Rævehale!"

*) Hidfig, arrig og kivagtig.

Han vendte sig til den Reisende: "Staaer hans heft for Stud?"

„Sfyd fun!" svarede denne.

Mads holdt Skyttens Bøsse, som en Pistol, med den ene Haand op i Luften, og skjød den af.

„Den giver jo ikke anderledes et Knald” sagde han, „end som naar man slaaer en Potte mod en Dør.“

Derpaa tog han Stenen af Hanen, og gav sin Modstander den med de Ord: "Der har Du din Skyder! for det første skal den ingen Skade gjøre. Farvel! og Lak for idag!"

Saaledes sigende hængte han sin egen Bøsse over Nakken, og gik tilbage mod den Kant, hvor Hjorten laa. Skytten, hvis Tunge hidtil synes at have været buns den ved en magist Kraft, gav nu sin længe indeklemte Harme Luft i en Strøm af Eder og Forbandelser, hvis Begyndelse lød saaledes: „Nu saa gid da Dævlen inderlig -" 2C. 2C.

Det er beklageligt, kjære Læser! ligesaavel for mig som for Dig, at min Muse ikke er af de ægte humoriftifte; thi ellers havde jeg her den ønskeligste Leilighed til at udpynte min Fortælling med de kraftigste Eder, mod hvilke de, der oplive vore genialske Comedier, vilde kun lyde som Fruehundebiæf mod Løvebrøl.

Som sagt: min enfoldige Muse har endnu ikke været istand til at fatte den dybe Betydning af Gammelstrandsconversationen; desaarsag faaer Du selv ad libitum fylde de mange Huller i Niels Skyttes og andre Kraftge= niers Tale.

Jeg beretter nu simpelthen -bog med tilbørlig Neservation af meeromrørte Niels Skyttes lovlige Ret til Djævelen og hans Rige - hvad Passiar, der videre

forefaldt imellem ham og den Fremmede påa Veien til Ansbjerg.

Denne, hvis Medlidenhed havde vendt sig fra den undslupne Frijæger til den hardtad fortvivlede HerregaardsSkytte, søgte at trøste saa godt som han formaaede: „Han har jo dog i Grunden Intet tabt," sagde han tilsidst „uden den usle Glæde, at gjøre en Mand med sin hele Familie ulykkelig."

"Intet tabt?" raabte Jægeren: „Det forstaaer han iffe. Intet tabt? Den Hund har, saa vist som jeg er en Synder, fordærvet mig mit gode Gevær!"

"Hvorledes?" sagde den Reisende! „fordærvet hans Gevær? Lad det og sæt en anden Steen for!"

"Pyt!" svarede Niels med en ærgerlig Latter; „den flyder hverken Hjort eller Hare meer; den er forgjort, det svarer jeg til; og dersom ikke et Raad vil hjælpe trrr! der ligger een og slikker Solskin i Hjulsporet; han skal ikke spise Lærkeunger idag."

Med disse Ord standsede han Hesten, satte hurtig en Steen i Hanen, ladede Geværet og sprang ned.

Den Fremmede, som var ganske uindviet i Jagtvis denskaben, og altsaa hverken kjendte dens Terminologie eller Magie, holdt ligeledes stille, for at fee hvad Grønkjolen nu vilde foretage fig. Denne trak Hesten ned, gif nogle Skridt frem og pirrede med Bøssepiben til Noget, som laa i Veien. Nu først opdagede den Fremmede, at det var en Hugorm.

"Vi Du herind!" sagde Skytten, stedse stikkende med Bøssen efter Slangen; endelig fik han dens Hoved ind i Piben, holdt nu denne i Veiret og rystede den indtil Drmen var heelt derinde. Derpaa fljød han Bøssen af i Luften, med sin besynderlige Forladning, hvoraf ikke den