folverer os jo baade foran og bagefter; det er en hellig Mand, han betaler baade med Aflad og Penge. 200 Ducater for din hellige Susanne og 200 for hendes Cavaliere servante, den unge Sicilianer; det er al Ære værd. Hør! der har vi ham nu skal Du støde

først!"

Banditterne traadte ind i Skyggen paa den anden Side af Vejen. En Mand nærmede sig med hurtige Skridt; Bandini trak sin Kaarde.

„Det gjælder Eders Liv, Signore!" raabte han den Kommende imøde: Træk! der staae Morderne; I tager den Ene og jeg den Anden:"

Den Fremmede fulgte Opfordringen og med Lynets Hastighed fore Begge ind paa Banditterne. Den Ene sank, gjennemboret af tvende Kaarder; den Anden undløb. „Hvem har lejet Eder dertil!" raabte den Fremmede til Banditten; men Doden havde allerede tillukt dennes Mund.

Lad mig svare for ham!" sagde Bandini; men følg mig først til mit Hjem, Signore! her er farligt at

være."

Med disse Ord tog han den Frelste under Armen, og fortalte ham paa Tilbagevejen til Rom Banditternes Samtale. Ved Efterretningen om den for Bandini ubekjendte Dames Mord, gav hans Ledsager et Skrig af Forfærdelse og Smerte. Han rev sig løs, og vilde til den Elskede; men paa hiins Forestilling: at hun ikke stod til at redde, og at han selv derved ogsaa vilde ile den visse Død imode, lod han sig bevæge til at følge fin Redningsmand.

Dybe Suk og smertelige Udraab vare de eneste Svar paa dennes trøstende Tiltale.

Da de vare ankomne i Bandinis Bolig, brast den Fremmede i Graad, og det varede længe før dens Hæftighed aftog saavidt, at han blev istand til at tilfredsstille fin unge Værts Nysgjerrighed.

Jeg vil forbigaae alle de Beklagelser og Forbandelser, som hvert Øjeblik afbrøde Fortællingen, og fremsætte denne i sammenhængende Orden.

„Mit Navn“, lød den, „er Cotaldi; mit Hjem Messina. Min Stand er adelig; min Formue saa stor, at jeg aldrig har behøvet at nægte mig selv Opfyldelsen af noget rimeligt Dufte. Det fjereste af disse var en Rejse til Verdens minderige Hovedstad; den er udført og

bitterligen fortrudt. Jeg havde kun opholdt mig her en Maanedstid, da jeg en Nat foretog mig en Vandring i den Egn, hvor De frelste mig fra Doden. Lyden af en Cithar, ledsaget af en sød, qvindelig Stemme, drog mig hen til en Hauge, som paa tre Sider omgav et lidet nydeligt Landsted, og paa den fjerde beskylledes af en Aae.

"Jeg nærmede mig de tillokkende Toner, og saae i en Løvhytte den skjønne Qvinde, der nu er falden som et Offer for fin egen Kjerlighed og sin Forførers Skinsyge. Naturen har iffe dannet mit Hjerte af Staal: jeg blev henrevet af den hæftigste om iffe den reneste Tilbøjelighed. Jeg nærmede mig og hilste Damen. Hun lod Citharen synke, rejste sig, rodmede, besvarede min Hilsen og forsvandt. I det samme traadte et middelaldrende Fruentimmer frem fra en Sidegang, og spurgte i en fold Tone og med et mistænkeligt Øjekast: hvad jeg behagede?

"Jeg svarede: at Hændelsen havde ført mig hid, at jeg ønskede at besee den smukke Hauge

"Dg" afbrød hun mig med et tvetydigt Smiil

-,,dens smukke Beboerinde? Min Herre! til Haugen er kun een Nøgle, og den er i en meget hellig Mands Værge."

Med disse Ord vendte hun mig Ryggen og bortfjernede fig.

"Baade vel og ilde tilmode, vendte jeg tilbage; men næste Morgen befandt jeg mig atter ved Haugen. Den ældre Dame sad indenfor Gitterporten. Af hendes Yttring den foregaaende Dag maatte jeg formode, at den dejlige Ubekjendte var en geistlig Prælats Maitresse - Dette vakte paa eengang baade min Skinsyge og mit Mod.

"Signora!" begyndte jeg, "De talte igaar om en Nøgle, formodentlig en Jernnøgle; jeg ejer en af Guld, som jeg ønskede maatte passe til denne Dør."

Under denne Tiltale fremtog jeg en Silkepung, gjennem hvilken en Haandfuld blanke neapolitanske Ducater tilsmilede den opmærksomme Duenna.

Ræt den herind!“ svarede hun, „saa ville vi gjøre et Forsøg!"

Forsøget lykkedes luffedes efter mig.

jeg stod i Haugen og Døren

„Nu min gode Moder!" sagde jeg længselfuld og utaalmodig; „bring mig nu til min Engel, at jeg kan falde ned og tilbede!”

„Min gode Herre!" svarede hun listigt, ikke saaledes! først maae vi kjende Dem og Deres Hensigter, om de ogsaa ere gode; behag at følge mig!"

Jeg begyndte at forsikkre og sværge; men hun tilvinkede mig Taushed, og skred foran ind i et Haugehuus jeg fulgte efter.

"Behag at sætte Dem!" sagde hun, „sæt Dem, sæt Dem, Hr. Cotaldi!"

"D, Hr. Cotaldi! jeg veed endnu lidt Mere, end Deres blotte Navn: De er en ung, adelig Herre fra Messina, og en ung, rig Herre; men Ungdom, Adelskab og Rigdom ere ikke altid i Selskab med Klogskab og Dyd. Smiil ikke, min gode Herre! De troer, her venter Dem en ganske let Erobring; De troer, at fordi jeg modtog deres Guld, derfor maa jeg nødvendig være en en Forræderske mod mit Herskab. Men jeg kan fige Dem: Deres Penge har jeg alene deponeret som et Gidsel paa deres Oprigtighed. Og dersom min unge Dame ikke netop befandt sig i en Stilling, som De maaskee med Tiden tør lære at kjende, ved den hellige Jomfrue! denne Dør skulde aldrig have været aabnet for en Mand, som jeg endnu kjender alt for lidet, til ubetinget at betroe mig til ham."

Denne Tiltale gjorde mig ikke vaklende i min Mes ning om Duennaens Stilling; men viiste mig blot, at jeg ikke havde at gjøre med en Koblerske af det almindelige Slags, og at jeg maatte respectere hendes smukke Dydsog Ærbarheds- Maske.

„Hvað forlanger De af mig!" spurgte jeg.

་་

Hun faae længe paa mig med et alvorligt og prøvende Blik, og sagde langsomt:

-

"Mod, Sindighed, Oprigtighed! Men Tiden er snart forløbet; idag kan De ikke opholde Dem her længer → jeg maae bede Dem at forlade vs."

"Hvad"? raabte jeg, uden engang at have feet den elftværdige Dame, for hvis Skyld jeg“

-

„Allerede har vovet en vægtig Pung", afbrød hun smilende: men De har Jntet vovet, her er Deres Guld nej, nej, min Herre! ikke Hænderne paa Ryggen! det

er mit Alvor

jeg forsikrer Dem: tager De ikke Deres Penge tilbage, vil De ikke selv bære dem herfra, jeg kaster dem over Gitteret ud paa Vejen!“

Ogsaa dette, tænkte jeg: jeg maae følge alle de Bugter, Slangen slaaer; hun fører mig gjennem mange Omveje til Maalet maaskee for at gjøre dets Op= naaelse desto kosteligere og kostbarere: ligesom vi i en nymodens Hauge see et fortryllende Tempel i en ikke fjern Frastand, men dog maae finde os i at gjennemkrydse en lang Labyrinth, der ofte ganske skjuler Templet, stundom lader det dunkelt og flygtigt gjennemskinne; men omsider just desto fuldeligere stiller den hæftigt pirrede Længsel.

Jeg fulgte hende, uden videre Indsigelse; saa sikker var jeg i min Sag. Da hun aabnede Haugedøren, sagde hun:

„Overmorgen uddeler den hellige Fader Velsignelsen; er Signor Mateo Cotaldi modig, findig og oprigtig, vil jeg ikke forgjæves vente ham her.“

Hun ventede mig ikke forgjæves. Jeg overlod Velsignelsen til de gode Romere, og ilede paa den fastsatte Dag med fordoblet Længsel ud til den fortryllende Hauge.

Min Taalmodighed maatte endnu underkaste sig en haard Prøve: heller ikke denne Gang fik jeg min Armida at see; men, uagtet alle mine indstændige Bønner, min hæftige Paatrængenhed, kom jeg dog ikke videre, end til hendes Historie.

Armida

lad mig kalde hende med dette Navn - Armida var eneste Datter af en ficilianft Marchese, i Nærheden af Palermo. Formedelst uforsigtig Tale mod Inqvifitionen, var han bleven indstævnet for dette Tribunal, og, da han ikke mødte, blev der foreløbig lagt

S. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. V.

5