Billeder på siden
PDF
ePub

Ingen Snaffen længer!svarte den forbittrede 3eger, „Du ftal ligge paa dine Gjerninger!"

Nei, bie dog et lille Gran endnu!" raabte hiin igien: „lad mig først læse mit Fadervor !!

Hvad, vil Du læse?" sagde Nield, idet han lod Bøssen synke lidt fra Rinden, mi Himmerig kommer Du iffe alligevel...

,,Saa er det din Skyld, Niels!" svarte den Anden, wnaar Du vil undlive mig midt i mine Synder..

Det har Du fortjent, din Hjortetyo!" raabte Niels, og hældebe atter Rinden til Kolben.

Hei, hei!. ftreg Mads igien, wbie et bitte Rorn endnu! Naar Du ffyder mig, faa aa, tag dog den Bøsse fra Diet! jeg kan aldrig lide at man peger ad mig med et ladt Gevær Niels løftede atter Hovedet mflyder Du mig, faa fommer Du selv til at klæde Steile og Hjul...

"Fanden hvilket !" svarte Siytten med en tvungen Lat: ter, og sigtede paany.

Riels, Niels!" raabte hiin igien, her er Vids ner; men bør! jeg vil give Dig et andet Raad: nu har Du mig jo vis nok; jeg kan ikke gaae fra Dig; fan Du iffe føre mig til Gaarden (Herregaarden), lad faa Mans den (Herremanden) gjøre med mig hvad han vil. Saa beholde vi begge To vort liv, og Du fortjener Dig tilmed en god Driffeskilling..

Idetsamme fom den Reisende til, og raabte til Skyts ten: „For Guds Skyld! fjære Ven! gjør dog ingen Ulykke ; men bør hvad Manden figer !

Manden er en grov Misbæber," sagde Stytten, men spændte dog Hanen ned og lagde Bøssen paa Sadelknaps pen; men siden den fremmede Mossio beder for bam, vil

jeg stjænke ham livet. Du er ellers gal Mad8!" sagde. ban til denne, for nu fommer Du til at gaae med Slubkarren din livstid; havde Du ladet mig flyde Dig, var au Alting forbi – fom da din Kjeltring, og hold Dig ved Siden af mig! Kom nu og tag Sfanterne med Dig!"

Derpaa fatte de fig i Gang, og den Reisende, der ligeledes ffulde til Ansbjerg, gjorde Følgeftab med.

Et Styffe gik det fremad, uden at der blev talt et Drb: naar undtages, at Skytten af og til med et bæ!.. et Sfjeldsord og en Eed, afbrød Tausheden. Endeligen knyttede Krybfkytten en ny og mindre lidenskabelig Samtale.

„Tykkes Du ikke, det er Synd,« sagde han, wat jeg her ftal gaae og bade i det lange Lyng ?

"Det er Du vant til, din Hund!" svarte Niels.

Du funde gjerne, vedblev den anden med et pos lidff Diekaft, men dog i en Tone, som viiste, at han ikke ventede at faae sin Bøn opfyldt: Du kunde gjerne lade mig sidde op bag ved Dig..

Ho ho!" svarte Skytten med en Sfogger: „Du bar redet nok i Dag; nu har Du godt af at røre dine lange Been..

„Naa naa! et godt Ord igjen! Niels Skytte! mumlede biin, Du er saa iband contradi *) i Dag..

Niels Slytte svarede 3ntet hertil; men fløitebe en Visetone, imedens han af 3agttaffen fremtog Tobakspung og Pibe. Da denne var stoppet, gav han sig til at slaae Iid; men Tønderet vilde ikke fænge.

Jeg kommer til at hjælpe Dig," sagde Mads, og uden at faae eller vente Svar slog han 310 i sin egen Fyrtønde, blæste paa den og rakte den til Skytten; men

*) Bandsat contrair.

idet denne tog derimod, greb hiin fat paa Kolben af den ladte Bøsse, som lage over Sadelfnappen, rev den med et vældigt Ryt ud af Stroppen og sprang tre Sfriot baglænde ud i Lyngen. - Alt dette ftete med en Hurtighed, man ikke ffulde have tiltroet den bredfkuldrede, føre og alles rede lidt aldrende Krybskytte. „Nu falder Godtaar mig til fagde denne. Tyffes Dig iffe , jeg nu funde pirre dig overende som en Sfurrebat, bitte Niels? Men Du var rimelig før; det er din Lykke...

Den arme Skytte stirrede bleg og stjælvende af Arrigs heb paa fin Modstander, uden at være i Stand til at frems føre et eneste Drb.

For lidt siden," vedblev Mads, mar Du faa ildporn*), der kunde ingen fage et Orb indført; men havde jeg iffe dengang hørt, hvordan Du lod din Mund løbe; ffulde jeg bartað tænkt, at Du havde glemt den hjemme paa Ansbjerg - tænd din Pibe! clers brænder Tønderet ud — Du feer faa vis paa min Fyrtønde? Du tyffes vel, det er et maadeligt Bytte, Du har gjort? Denne her er rigtignok bedre; han flappede paa Bossekolben „men Du skal faae den igjen, naar Du flyer mig min egen.“

Niels tog denne ftrar over Hovedet, ratte den hen til Krybskytten med den ene Haand og udstræftede den anden for at modtage fit Gevær.

„Bie lidt! sagde Mad8: du ffal love mig først aa! det kan endda være det samme, for Du holder vel liges meget af det; men ffulde Du engang herefter høre et Puf i Seden, saa vær ikke faa hidlig, men tænk paa idag og paa Mitfel Rævebale!

*) Hidfig, arrig og livagtig.

Han vendte sig til den Reisende: „Staaer hans Heft for Sfud?

Sfyd kun!" svarede denne.

Mad boldt Skyttens Bøsse, som en Pistol, meb den ene Haand op i luften, og fljød den af.

„Den giver jo ikke anderledes et Knaldsagde han, 7 - end som naar man slaaer en Potte mod en Dør.

Derpaa tog han Stenen af Hanen, og gav sin Modstander den med de Ord: „Der har Du din Skyder! for det første ffal den ingen Stade gjøre. Farvel! og Tak for idag!

Saaledes figende bængte han sin egen Bøsse over Naffen, og gif tilbage mod den Kant, hvor Hjorten laa.

Skytten, hvis Tunge hidtil synes at have været buns den bed en magift Kraft, gav nu fin længe indeflemte Harme Luft i en Strøm af Eder og forbandelser, hvis Begyndelse løb saaledes: „Nu faa gid da Dævlen inder: lig -" 26. 26.

Det er beklageligt, fjære læser! ligesaavel for mig som for Dig, at min Muse itfe er af de ægte humoris ftifte; thi ellers havde jeg ber den ønskeligste leilighed til at udpynte min Fortælling med de kraftigste Eder, mod hvilfe de, der oplive pore genialfte Comedier, vilde fun lyde som Fruehundebiæf mod Løvebrøl.

Som sagt: min enfoldige Muse har endnu iffe været istand til at fatte den dybe Betydning af Gammelstrandsconversationen; desaarsag faaer Du selv ad libitum fylde de mange Fuller i Niels Sfyttes og andre Kraftges niers Tale.

Jeg beretter nu simpelthen dog med tilbørlig Res fervation af meeromrørte Niels Skytte lovlige Ret til Djævelen og hans Rige hvad Passiar, der videre

forefaldt imellem ham og den fremmede paa Veien til Ansbjerg.

Denne, hvis Medlidenhed havde vendt sig fra den undslupne Frijæger til den hardtad fortvivlede HerregaardsSkytte, føgte at trofte faa godt som han formaaede: „Han har jo dog i Grunden Intet tabt, sagde han tilsidst uden den usle Glæde, at gjøre en Mand med fin bele Familie ulyffelig.

Intet tabtu raabte Jægeren: „Det forstaaer han iffe. Intet tabt? Den Hund har, saa vist som jeg er en Synder, fordærvet mig mit gode Gevær!.

Hvorledes ?. sagde den Reisende! „fordærvet hans Gevær? lad det og sæt en anden Steen for !"

Pyt!" fvarede Niels med en ærgerlig latter; den flyder hverken Hjort eller Hare meer; den er forgjort, det svarer jeg til; og dersom ikke et Raad vil hjælpe trrr! der ligger een og fliffer Solffin i Hjulsporet; han ffal iffe spise Lærkeunger idag."

Med disse Ord standsede han Hesten, fatte hurtig en Steen i Hanen, ladede Geværet og sprang ned.

Den Fremmede, som var ganske uindviet i Jagtvis denftaben, og altsaa hverken fjendte dens Terminologie eller Magie, holdt ligeledes stille, for at se hvad Grøntjolen nu vilde foretage fig. Denne traf Heften ned, gif nogle Skridt frem og pirrede med Bøssepiben til Noget, som laa i Veien. Nu først opdagede den Fremmede, at bet var en Hugorm.

Vi Du herind!" sagde Skytten, ftedse stiffende med Bøssen efter Slangen; endelig fit han dens Hoved ind i Piben, holdt nu denne i Beiret og rystede den indtil Drs men var heelt derinde. Derpaa ftjød han Bossen af i Luften, med sin besynderlige Forladaing, hvoraf itfe den

« ForrigeFortsæt »