ham i den grønne Frak med den graa Hat, det er Skytten. Den Anden i de brune Klæder, er Mads Skovfoged, der boer her tæt ved, og som den unge Herre har ført med sig. Den Snak om Hjorten skal jeg udtyde Dig. Medens hun gjorde dette, og tillige fortalte mig den hele Historie om de Unges hemmelige Forlovelsesmaal, faldt mine Dine paa et Par Folk, der ganske alene fik sig en Svingom, medens alle de Andre stode og gabede paa dem.

„Hvem er det? spurgte jeg, de see mig lidt aparte ud, især den unge Karl i de lange gule Skindburer, i denne blaa Troie med de mange Knapper og med den sære Hue paa Hovedet.

"Det er ingen Ungkarl, svarede hun, men en gift Mand, og det er hans kone, som han dandser med." "Det er en snurrig Dands raabte jeg han tramper saa stærkt i Jorden og spanker omkring hende saa prynst som nogen Pommerkok; det er ingen rigtig polsk Dands.

„Det skal ogsaa være ungersk,

svarede hun

han

er derudefra Tyrkiet, og fulgte med den unge Herre herind fra krigen. Han er Skriver og han er Gartner, og han er Potte og Pande paa Gaarden. Hans kone har tjent Fruen i mange Aar for Kammerpige, og man vil sige, at det var hende, som hjalp hende bort, dengang hun rømte fra Forældrene."

Og saa er da Historien reent ude. Flere Menneskealdre ligge mellem den og os. Der er ringet og sunget over adskillige Slægter, siden de omskrevne Personer gik til Hvile. Baade den gamle og den unge Herre ere forlængst glemte der i Egnen, og sorte Mads veed nu Ingen mere af at sige. Gaarden har ofte stiftet Eiermænd; Godset er frasolgt og adsplittet.

Kun om Røverstuen har et mørkt og forvirret Sagn holdt sig vedlige. I den store Hede, en Halvműilsvei Vesten for Karup Aae, ligge nogle Lynghøie, som endnu bære og stedse ville bære hiint skumle Navn; men Ingen tænker paa, at der engang har været et Fristed for øm og trofast Kjærlighed, en Himmel under Jorden.

Kjerlighed i Syden.

Bandini, en Genueser af gammel adelig Herkomst, forlod i fit fem og tyvende Aar fin Fædrenestad, for i Mediceernes Bye og ved Tiberens Bredder at bringe til Fuldkommenhed den ædle Malerkunst, i hvilken han allerede hjemme havde gjort mere end almindelig Fremgang.

Med en fyrig og ædel Sjæls Begeistring havde han beskuet en Rafaels, en Correggios og andre Mesteres udødelige Værker, og med en Elskers lønlige, søde Fryd, vovet at bejle til en Hæder, der hidtil havde været eneste Gjenstand for hans unge Hjertes Længsel. Med stedse større Sikkerhed, skjønsomt Udvalg og ædel Frihed tilegnede han sig Forgængernes særskilte Fuldkommenheder: de skulde - om et længere og lykkeligere Liv havde væs ret ham forundet med hans egne Aandsgaver have sammensmeltet til et herligt Heelt.

Men hvor mange Dødelige naae vel det Maal, som uerfaren Indbildningskraft foregiøgler, og ungdomme ligt Mod forjetter? Nogle ræddes allerede, naar de fee at Ærens Krands hænger højt paa et Bjerg, og ikke som det i den første Forblændelse syntes hvorhen der danses over smilende Blomster.

i en Dal, Andre trættes

paa Halvvejen, og opgive et Lob, som mødes og sinkes af uventede og stedse forøgede Hindringer. Andre glemme det ophøjede, men fjerne Maal, idet de lokkes af nærmere og lettere opnaaelige Glæder. Og atter Andre gribes af en fremmed overmægtig Lidenskab, der som et Stormkast pludselig nedhvirvler dem til Føden af det næsten bestegne Bjerg, og i et Djeblik tilintetgjør Frugten af hele Aars Kamp og Møje.

Bandini deelte fin Tid mellem Kunstens og Naturens Betragtning; snart studerede han en malet Madonna, snart en levende; men begge blot som Maler. Fra de veltrufne Afbildninger af Naturens Skjønheder, vendte han fig til Originalen selv.

En Aften vandrede han, henrevet af fine idealsfe Drømme, udenfor Rom, paa Vejen til Tivoli. Det var een af hine yndige Nætter, som kun Sydlændinger kjende. Kun over de Lande, som Middelhavet beskyller, hvælver fig saa mørkeblaa en Himmel; kun pao denne straale Stjernerne med saa reen og dog saa stille en Glands i vort Nerden skjælve de uroligt, som om de frøs, eller frygtede for den aldrig længe hvilende Storm.

Trindt om Bandini hvilede den dybeste Taushed; kun han og Stjernerne syntes at vaage. Ikke det mindste Vindpust bevægede Træernes Toppe, der stode i saa rene Omrids, som de vare malede paa Himmelens mørke Grund. Ruinerne af en Oldtids Villa strakte sine skarpe Kanter, som fjerne Klipper, op mellem Graner og Laurbær. Selv Aaen, der sender fine Vande til Tiberen, sneg sig taus og rolig hen mellem Træerne, og ikkun Stjernebilledernes lette Bæven paa dens Sølverbarm røbede dens stille Gang.

Ikke længe nød den unge Kunstner denne skjønne nat lige Scene. Han vaktes af sin Henrykkelse ved Lyden af

Fodtrín og en hemmelighedsfuld Hvisken, der nærmede sig mere og mere.

Anende noget Urigtigt, stillede han sig tæt op til et stort, løvrigt Morbærtræ ved Siden af Vejen, hvor han ganfte useet kunde lade de Kommende gaae forbi. Nogle faa Skridt fra hans Skjul standsede disse, og lode ham blive Vione til følgende Samtale.

"Holdt!" hviskede den Ene, "her er Stien, han maae følge; her ville vi vente ham."

"Saa kan hans Blod blande sig med hendes", sagde den Anden, „det er endnu ikke størknet paa min Dolf din er blank, Lorenzo; hvorfor gav Du hende ikke ogsaa et Stød."

Det var jo overflødigt, Nicolo!" svarede denne, Du traf godt nok; hun faldt uden at give et Suf."

„Hm!“ sagde hiin, „din Sparsomhed var ogsaa overflødig; men kanskee rørte der sig Noget inden i Dig? jeg har før mærket, at Du er lidt blød, naar det gjælder Fruentimmer."

"Jeg vil ikke nægte", gjenmælede Lorenzo, „da hun laae der paa Knæ foran os, med Hænderne foldede over fin Barm, da da saae hun livagtig ud som den

hellige Susanne."

"Tys!" afbrød Nicolo, der rørte sig Noget." "Det var iffe Andet, end din Samvittighed", sagde den Anden.

"Pyt!" lød Svaret, „den er saa vel forvaret, som om den laae i Abrahams Skjød; hans Eminence svarer til den."

"Godt nok!" hviskede Lorenzo: "Naar han nu ogfaa vil svare til Sjælen?"

"Det er hans Sag“, svarede Kammeraten, „han ab