Billeder på siden
PDF
ePub

ham i den grønne Frał med den graa Hat, det er Skytten. Den Anden i de brune Klæder, er Mads Skovfoged, der boer her tæt ved, og som den unge Herre har ført med fig. Den Snat om Hjorten ftal jeg udtyde Dig. Medeas hur gjorde dette, og tillige fortalte mig den hele Historie om de Unges hemmelige Forlovelsesmaal, faldt mine Dine paa et Par Folk, der ganske alene fit fig en Svingom, medens alle de Andre ftode og gabede paa dem.

Hvem er det? spurgte jeg, de fee mig lidt aparte ud, især den unge Karl i de lange gule Skindburer, i denne blaa Trøie med de mange Knapper og med den fære Hue paa Hovedet.

„Det er ingen Ungfarl, svarede hun, men en gift Mand, og det er hans kone, som han bandser med."

Det er en snurrig Dands - raabte jeg ban tramper faa ftærkt i Jorden og spanfer omkring hende faa prynst som nogen Pommerfof; det er ingen rigtig polst Dands.

„Det skal ogfaa være ungerft, - svarede hun - han er derudefra Tyrkiet, og fulgte med den unge Herre herind fra Krigen. Han er Skriver og han er Gartner, og han er Potte og Pande paa Gaarden. Hans Kone bar tjent Fruen i mange Aar for Rammerpige, og man vil sige, at det var hende, som hjalp hende bort, dengang hun rømte fra Forældrene."

Og saa er da Historien reent ude. Flere Menneskealdre ligge mellem den og 08. Der er ringet og sunget over adskillige Slægter, siden de omstrevne Personer gik til Hvile. Baade den gamle og den unge Herre ere forlængst glemte der i Egnen, og forte Madø veed nu Ingen mere af at sige. Gaarden har ofte stiftet Eiermænd; Gods fet er frasolgt og adsplittet.

Kun om Roverstuen har et mørkt og forvirret Sagn holdt sig vedlige. 3 den store Hede, en Halvmiilovei Besten for Karup Aae, ligge nogle Lyngbøie, fom endnu bære og stedse ville bære hiint ffumle Navn; men Ingen tænker paa, at der engang har været et Fristed for øm og trofaft Kjærlighet, en Himmel under jorden.

[ocr errors]

Kjerlighed i Syden.

Bandini, en Genueser af gammel atelig Hertomft, forlod i fit fem og tyvende Aar fin Fædrenestad, for i Mediceernes Bye og ved Tiberens Bredder at bringe til Fuldkommenhed den ædle Malerkunft, i hvilken han allerede hjemme havde gjort mere end almindelig Fremgang.

Med en fyrig og ædel Sjæls Begeistring havde han beffuet en Rafaels, en Correggio s og andre Mesteres udødelige Værker, og med en Elffers lønlige, føde Fryd, vovet at bejle til en Hæder, der hidtil havde været eneste Gjenstand for hans unge Hjertes længsel. Med stedre større Sikkerhed, stjønsomt udvalg og ædel Frihed tilegnede han fig Forgængernes færstilte Fuldkommenheder: de skulde - om et længere og lykkeligere Liv havde væs ret ham forundet – med hans egne Aandsgaver have sammensmeltet til et herligt Heelt.

Men – hvor mange Dødelige naae vel det Maal, fom uerfaren Inbbildningskraft foregiøgler, og ungdommes ligt Mod forjetter? Nogle ræddes allerede, naar de fee at Ærens Krands hænger højt paa et Bjerg, og iffe som det i den første forblændelse syntes i en Dal, hvorhen der danses over smilende Blomster. Andre trættes

paa Halvvejen, og opgive et løb, som møbes og finfes af uventede og stedse forøgede Hindringer. Andre glemme det ophøjede, men fierne Maal, idet de lokfes af nærmere og lettere opnaaelige Glæder. Dg atter Andre gribes af en fremmed overmægtig lidenskab, der som et Stormfaft pludselig nedbvirvler dem til Foden af det næsten bestegne Bjerg, og i et Djeblik tilintetgjør Frugten af hele Aars Kamp og Møje.

Bandini deelte fin Tid mellem Kunstens og Natus rens Betragtning; snart studerede ban en malet Madonna, snart en levende; men begge blot som Maler. Fra de veltrufne Afbildninger af Naturens Stjønheder, vendte han sig til Originalen selv.

En Aften vandrede han, henrevet af fine idealske Drømme, udenfor Rom, paa Vejen til Tivoli. Det var een af hine yndige Nætter, som kun Sydlændinger fjende. Kun over de lande, som Middelhavet beskyller, hvælver sig saa mørkeblaa en Himmel; fun paa denne straale Stjernerne med faa reen og dog faa stille en Glands i vort Norden stjælve de uroligt, som om de frøs, eller frygtede for den aldrig længe hvilende Storm.

Trindt om Bandini hvilede den dybeste Taushed; kun han og Stjernerne fyntes at vaage. 3ffe det mindste Vindpuft bevægede Træernes Toppe, der stode i saa rene Dmrids, som de vare malede paa Himmelens mørke Grund. Ruinerne af en Dibtids Villa ftrakte fine ftarpe Kanter, som fjerne Klipper, op mellem Graner og laurbær. Selv Aaen, der sender fine Vande til Tiberen, sneg fig taus og rolig hen mellem Træerne, og iffun Stjernebilledernes lette Bæven paa dens Sølverbarm robede dens stille Gang.

3ffe længe nød den unge Kunftner denne fljønne natlige Scene. Han vattes af fin Henryffelse ved Lyden af

Fodtrin og en hemmelighedsfuld Hviffen, der nærmede sig mere og mere.

Anende noget Urigtigt, stillede han fig tæt op til et stort, løvrigt Morbærtræ ved Siden af Vejen, hvor han ganske useet kunde lade de Kommende gaae forbi. Nogle faa Skridt fra hans Skjul ftandsede disse, og lode ham blive Vídne til følgende Samtale.

Holdt!" hviskede den Ene, wher er Stien, han maae følge; her ville vi vente ham."

Saa fan hans Blod blande sig med hendes", sagde den Anden, „det er endnu iffe ftørknet paa min Dolf din er blank, Lorenzo; hvorfor gav Du bende ikke ogsaa et Stød.

Det var jo overflødigt, Nicolo!“ svarede benne, „Du traf godt nok; hun faldt uden at give et Suk.

,,Hm!" sagde hiin, „din Sparsomhed var ogsaa overflos dig; men fanfkee rørte der fig Noget inden i Dig? jeg har før mærket, at Du er lidt blød, naar det gælder Fruentimmer."

Jeg vil ikke nægte", gienmælede Lorenzo, vda hun lage der paa Knæ foran os, med Hænderne foldede over fin Barm, da - da faae hun livagtig ud som den hellige Susanne."

„Tys!" afbrød Nicolo, nder rørte fig Noget...

„Det var ikke Andet, end din Samvittighed", sagde den Anden.

Pyt!" løb Svaret, den er saa vel forvaret, som om den laae i Abrahams Stjød; hans Eminence svarer til den."

,,Godt nof!" hviffede Lorenzo: Naar han nu ogfaa vil svare til Sjælen?

Det er hans Sag", svarede Kammeraten, han abs

« ForrigeFortsæt »