Med de helligste Forsikkringer blev dette lette Løvte givet; og de Forelskede nøde nu en Frokost, som Hungeren og Glæden over deres Redning gjorde dobbelt velsmagende. Efter Værtens Forslag fattede de den Beslutning at oppebie Aftenen, inden de paany tiltraadte den afbrudte Reise. Imidlertid tilbød Mikkel, at han vilde gaae ud paa Recognoscering, faavel for at iagttage Forfølgerne, fom for at indhente Underretning om den fra Vestervig for= ventede Vogn. Første Gang kom han ikke længere end til Hulens Aabning, og berettede derfra: at hine nu havde omredet Hedebranden, og satte i tvende Afdelinger Vester paa. Nogle Timer derefter vovede han sig et Stykke ud i He den, og vendte tilbage med den Underreining, at de nu rede mod Nordvest, og at Heden rimeligviis nu vilde vorde sikker for dem, da de ikke kunde formode, at de Flygtende endnu befandt sig i samme, og de vistnok ved falske Underretninger vare bragte paa Feilspor. Lidt over Middag gik baade han og Værten udden Første for at be stille en Vogn i een af de mod Vesten liggende Landsbyer. Den Sidste kom efter en halv Times Forløb tilbage, og fortalte: at han derude havde truffet en ung klør, der forekom ham fordægtig. Paa hans Maal lod det til at være en Tydsker. Han spurgte om Vei til Hvam Kroe, og om der ikke havde færdedes nogen Reisende derforbi den Dag. Cornetten spurgte nøiere om dette Menneskes Udseende og Klædedragt; og efter Beskrivelsen kunde han ikke længere tvivle paa, at det var hans Ungarer. De gik da begge ud, og vare faa heldige at indhente ham en Fjerdingvei omtrent fra Hulen. Vi ville ikke længe opholde os ved Ungarerens Bes retning om Aarsagen til Vognens Udeblivelse, der var denne: at han og Kudsten havde forverlet Karup Aa med den, som løber et Par Miil vestligere, ved hvilken altsaa Vognen endnu befandt sig. Ligesaa kortelig ville vi ogsaa bemærke: at han noget før Middag var bleven anholdt og udspurgt af de eftersættende Ryttere, og at han ikke alene snildelig havde redet sig ud af dette Forhør; men endog vist dem paa en Vei, som han vel for= modede, ikke førte dem paa Spor efter de Flygtende, om hvis Skjæbne han ellers havde svævet i den piinligste Uvished. Sluttelig finder jeg mig ei heller beføiet til større Vidtløftighed i Catastrophens Udvikling; men vil - fom andre Romanskrivere ile mod Enden: Cornetten og hans Kjereste kom lykkelig den følgende Morgen til Vestervig, bleve der Mand og kone, og fik for det første af Eieren, den ældste Brøder, en liden Sædegaard i Thye til Be= boelse. Junker Kai fik for det første en lang Næse, og for det andet et Aars Tid efter en endnu rigere Frøken i Fyen. Ansbjergmanden og hans Frue sloge reent Haanden af Datteren, og vare uagtet alle hendes og hendes Mands ydmyge og angerfulde Skrivelser iffe til at forsone. 5. Hestehaven. Henimod den vestlige Ende af Ansbjerg Skov er en aaben Plads, en temmelig stor Grønning, heelt omgiven af gamle høiærværdige Bøge. Paa Pintsefestens første Eftermiddag samles her aarlig den største Deel af de om= liggende Sognes Beboere. Mange Huse staae paa denne Dag tomme, og flere bevogtes kun af Blinde eller Sengeliggende; thi Halte og Kroblinger - naar de fun iffe mangle Diets Sands maae dog een Gang om Aaret - forlyste sig i den nye udsprungne Skov, og hjembringe en mørke Baaning, ofte en Noahs Ark i det mindre. - til den Hvilken Glæde! hvilken Vrimmel! Hestehaven saa hedder dette Forsamlingssted er da at ligne ved en uhyre Bikube: bestandig Uro, uophørlig Trængen, frem og tilbage, ud og ind, Alle kun sysselsatte med at indsuge Glædens Honning og inddrikke den oplivende Sommerluft. Hvor de ile, hvor de flaggre fra Blomst til Blomst! hilse, berøres, adskilles, fortroligt, let og skyndsomt! Hvormangen Ungersvend har fundet eller finder her sit Hjertes Dronning! hvor troligt følger den forelskede Knos sin Viser! Selv langt udenfor denne mægtige Kube hører man en uafladelig Surren og Brusen det er Sværmen, som raaber ud. Jo nærmere Du kommer, jo høiere lyder den muntre Larm. Det dumpe, eensformige Drøn opløser sig í Raab, Sang, Latter, Bladeskrald, Fiolers og Fleiters Klang. Det mylrer ud og ind ad Skovens grønne Kanter: Almuen i fin bedste Søndagsstads, Honoratiores i pyntelig Sommerdragt, Cavalierer i Sort, Damer i Hvidt. Er her Dands? Ja! her er Skovbal, Dands paa det elastiske Grønsværgulv. Seer Du hist ved Bøgen hiin Landsbyspillemand høit over den omringende Sværm? Seer Du ikke, hvor hurtig hans Bue firmer op og ned mellem blomsterprydede Hatte? Og hisset en ordentlig Ovadrille, en virkelig Skotff. „Er jeg i Dyrehaven? i Charlottenlund?" spørger Du; see hvilke mange Vogne! smukke Eqvipager! Kudfle i Livree, Heste med pletteret Seletsi, Telte med Restauras tioner, koldt Kjøkken og Bagværk! Kaffekjedler paa Ilden! Familier leirede i Græsset omkring den medbragte Mad= furs!" Du er i Hestehaven. Dette er Pintsefestens Aftensang i Lysgaard Herred, den skjønne, evig unge Naturs Hyldingsdag, Skovens Courdag, Sommerens Triumph. Saaledes feires den nu, til Solen daler og Skoven atter overlades til de forjagede Fugle og Dyr; men tilforn famledes her kun de to eller tre nærmeste Sognes Almue. Dog er denne uskyldige Glædesfest sikkerlig en gammel Skif, og ligealdrende med Skoven selv. Ti Aar efter den i forrige Capitel - for faavidt endte Begivenhed, var som sædvanlig Sommergilde i Heste= haven. En Mand, af hvis Sønnesøn jeg i min Ungdom hørte Historien, har desangaaende fortalt, som følger: "Det var første Aar jeg tjente paa Kjærsholm for Ridefoged. Jeg havde min Kjereste i Vium; hun var lidt i Familie med Præstens. Første Pintsedag satte hun mig Stevne i Hestehaven, hvor vi ogsaa mødte saa betids, at vi To bleve de første. Vi vandrede nu en Timestid eller to om kring i Skoven, indtil Larmen og Lyden af en Fiol for= fyndte os, at Folk vare samlede. Vi gik derhen, for at see til. Vi satte os, og betragtede de Dandsende. Efter nogen Tids Forløb faae jeg, at der paa Stien, som gik til Ansbjerg, nærmede sig tvende fornemme Herrer, en ung Dame og tvende Smaadrenge. "Da jeg var ganske ubekjendt i Egnen, spurgte jeg min Kjereste, hvem det var? „Tys!” svarede hun, „det er Herskabet. Den store, føre Mand, det er den gamle Herre, som for fem Aar siden blev Enkemand. Den unge med Arret over Kinden, er hans Svigersøn, Fruentimmeret hans Datter, og de to smaa Junkere deres Børn. For ti Aar siden stjal den unge Herre hende ud om Natten. Saalænge den gamle Frue levede, var der intet Forlig at tænke paa; men da hun var død, lod den gamle Herre fig dog bevæge og tog dem til sig. Naar han falder af, arve de baade Gaard og Gods." De bleve nogen Tid staaende og fornøjede sig med at see paa Bønderne; og derefter gave de dem Noget at drikke op. Paa en Vindfælde ikke langt fra min Kjereste og mig, sad tvende gammelagtige Mænd med et Ølkruus imellem sig, og røgte paa deres Piber. Herskabet gik hen til dem, hvorpaa de reiste sig og toge Piberne af Munden. „Bliv siddende!" hørte jeg den unge Herre fige; „nu kommer I bedre tilrette, end dengang Du slog Ild til Nielses Pibe, ved Karup Aae." "Ja, naadige Herrre!« svarede den Ældste af de Tiltalte med et Smiil! der er aldrig saa lidet et Dyr, der io fægter for fit Liv Herskabet loe. ilde gik det og vel var det." See til," sagde den gamle Herre, idet de git bort, „at Du ikke kommer ind imellem Takkerne af den Hjort, du der rider paa!" Da loe de alle ret hjerteligt, og jeg kunde af og til here Ansbjergmandens Skoggren, der klang huult som en Rørdrummes, langt inde i Skoven. Hvad ffulde det betyde? sagde jeg til min Kjereste, og hvem ere disse to gamle Mænd? Den Ene- svarede hun |