indtil han fik Lue, og kastede saa Mossen ned i Lyngen, hvor Jlden vieblikkelig kniftrende og buldrende greb videre om fig. Under denne Beskjæftigelse, hvis Hensigt de Flyg. tende ikke strar begrebe, vedblev sorte Mads at give fine Tanker Luft i følgende afbrudte Sententser: „Vinden holder med os og Lyngen er tør nu kan Niels Skytte snart faae sin Pibe tændt det er anden Gang han har Gavn af min Fyrtønde - Manden vil fagtens bande og dominere for hans Uhrhens fordi jeg steger dem uden Dyppelse men Nød bryder Lov Karl hytter sig selv - see faa! nu lumrer hun!"

og brav Derpaa reiste han sig op, og sagde til Cornetten: „gjør nu som I seer, jeg gjør! riv en Lyngtop op, tænd den, løb saa ti Trin hist hen imod Nord, og stik an! riv faa atter op, lob og stik an, alt Nord paa, indtil I naaer hiin Lyngknold, I seer hist et Par Bøsseskud borte! Jeg bærer mig ligesaadan ad imod Sønden; og saa lobe vi ligesaa hurtig her tilbage. Frøkenen faaer imidlertid blive her bed Hesten Det skal snart være bestilt. Nu begynde vi! Lyst æfor aa mørk æbaag!"*)

Med denne Formular begyndte Krybskytten at operere. Cornetten fulgte hans Anviisning, og inden faa Minuter stod en Hedeftrækning af en halv Miil i Breden i fuld Brand, og begge Antænderne samledes igjen hos den fkjælvende Dame.

„Nu er Davren fortjent!« sagde Mads, „vær faa god, følg med, og tag til Takke med fattig Leilighed! men, Kronedød! hvad gjør vi ved den?" Han gav

*) I et gammelt Eventyr fortælles om en Prindsesse, der med disse magiske Ord kunde giøre fig usynlig.

Isabellen et Kladsk med den flade Haand: "Kan Du finde ene hjem?..

"D!" svarede Frøkenen, „den følger mig, hvor jeg gaaer -ll

„Nei det maae den, vor Herrelil! ikke; for faa forraader den os. Døren til mit Huus er den altfor trang, og udenfor tør vi ikke lade den staae. Du var vel god endnu til at lægge øde," sagde han til Dyret, idet han spændte Sadel og Pakke af; men Een er sig selv nærmest."

Cornetten, som mærkede hans Hensigt, tog sin Kjereste ved Haanden, og drog hende nogle Skridt tilside, som om han vilde vare hende for Ilden, der ffjendt langsomt dog ogsaa slikkede sig op mod Vinden. Krybskytten tog fin Bøsse, spændte, gik til Siden af Hesten, holdt den bag Dret, og trykkede til. Frøkenen vendte sig med et Angstffrig, og faae netop den stakkels Isabelle segne ned i Lyngen, uden at give den mindste Lyd. Et Par medlidende Taarer randt ned over Pigens blege Kinder.

Dget er saa dødt som en Sild!" raabte Mads trøstende, hun hørte ikke engang Knaldet." Og dermed tog han Bidselet af, lagde Sadel og Pakke paa den ene Skulder, Bøssen paa den anden, og satte sig i Gang. Han opmuntrede de Flygtende til at følge efter, faa saare de funde, med den glædelige Forsikkring: at der ikke var langt til hans Slot. "Og feer Jer kun ikke tilbage," lagde han til, idet han fordoblede og forlængede fine Skridt; "men tænk paa Loths Hustrue!"

་

Ikke ret længe kunde den unge Pige, stjendt i Ridedragt, udholde at gaae saa fast i den høie Lyng. Hun snublede tit, og hildede sig i Qvistene; hvorfor Cornetten,

uden først at indhente Tilladelse, tog hende paa fine Arme, og uagtet hendes Vægring bar hende afsted.

Skjendt en smuk Piges specifiqve Tyngde maae være æqval en Hæsligs, saa har jeg dog ladet mig sige: at den Første skal være meget lettere at bære, især for en ung og forelsket Cavalier. Man bør følgelig ikke bære mindste Tvivl om min Sanddruehed, naar jeg beretter, at Cornetten uden at hvile bar sin Kjereste henved en halv Fjerdingvei. Vel tilbød sorte Mads et Par Gange, at ville bytte Byrde med ham; men da han med Hovedrysten afslog det, kunne vi nok indsee, at saadant et Skifte ikke havde villet svare Regning. At Frøkenen idelig med den ene Arm om hans Hals, med den anden Haand løftede hans Hat, og viftede ham, aftørrede ham Sveden og kyste den glødende Pande, maatte jo ogsaa gjøre hende lettere, og ham stærkere.

„Nu ere vi hjemme!" raabte omsider Føreren, idet han slængte Sadel og Bylt ved Foden af en lille lynggroet Bakke.

"Hvor!" raabte Cornetten, og stilte sig ligeledes ved fin Byrde.

Han faae sig omkring, uden at kunne opdage Noget, der lignede en menneskelig Vaaning. En Mistanke fløi hurtig op i hans Sjæl, men forsvandt næsten i samme Dieblik: havde Manden været en mordisk Røver, kunde han jo forlængesiden have fuldført Misgjerningen, uden at frygte for Modværge, faalænge nemlig han selv havde, i egentlig Forstand, begge Hænder fulde.

"Her!" svarede hiin, idet han løftede en meget stor og bred Lyngtørv op, og lagde den tilside. "For nogle Dage siden boede jeg ovenpaa Jorden: der maatte jeg

ikke blive; men det er en fattig Muus, der har kun eet Hul."

Medens han sagde dette, lagde han fire, fem store, dog for en stærk Karl handelige, Steen tilside, og nu viste fig en Aabning, rummelig nok til at krybe ind ad.

"Det seer jo ud, som om man her havde kastet Ræve ud!" sagde Cornetten.

men

"Saaledes skal det see ud," svarede Mads; inden vi gaae ind, ville vi see os omkring iffe for de Ansbjerg Folk; de kan endnu ikke nær være komne forbi men der kunde maaskee være Andre i Nær

Branden heden."

-

Man speidede til alle Sider: mod Syden, Vesten og Norden var intet levende Væsen at opdage, og hele den østlige Kant var indhyllet i Røgskyer, saa tykke, at Morgensolens Straaler ikke mægtede at gjennemtrænge dem.

"Vær saa god og buk Dem!" sagde Mads, idet han paa alle Fire krøb ind, og følg kun efter mig! Døren er lav; men Stuen kan nok rumme os; eders Pakkenilliker stal jeg strar hente."

Med nogen Besværlighed fulgte de Veiviseren, og befandt sig snart i den underjordiske Vaaning: en rummelig Stue, hvis Vægge vare opfatte af svære Kampefteen, og hvis Loft bestod af tæt til hinanden lagte Bjælker. Ned fra dette hang en Lampe, der med sit matte Skin kun dunkelt oplyste de herværende Gjenstande, som vare: paa den ene Side tvende Senge, en større og en mindre, paa den anden en Bænk, et Bord, et Par Stole, en Kiste og et Par Hængeskabe. I den lille Seng laae tre nøgne Børn, som ved de Fremmedes Ankomst dukkede, som Vildællinger, ned under Dynen. Paa Kanten af den store Seng — sad Lisbeth Madame Madses og bandt paa en Strømpe, 6. S. Blicher, Gamle og nye Noveller.

V.

4

hvilken hun af Forbauselse lod synke med begge Hænder i Skjødet. For Bordenden stod en lille rødhaaret Mand, flædt i Skind fra Hagen indtil Knæerne, og hvem Værten forestillede fine Gjæster som sin gode Ven Mikkel Nævehale.

"Vi kastede engang her," lagde han smilende til, efter hans Halvbroer, og faa fandt vi dette Lukaf. Mitkel mener, det har været en Røverstue i gamle Dage; men kanskee har det ogsaa været en Kjæmpebegravelse, for her stod et Par sorte Potter med Aske og Been i. Ved det Ord Røverstue foer en Gysen over den unge Dame.

Kjeresten mærkede det, og sagde paa Franst: "Frygt ikke min Dyrebare! her ere vi fikkre; men det smerter mig, at den første Vaaning, jeg indfører Dem i, skal indjage Dem Stræk og Afskye."

"Jeg vil vise Dem alle mine Herligheder," vedblev Krybeskytten, i det han aabnede en Der i Baggrunden. "Her er mit Kjøkken, hvor vi kun om Natten ter have Fld paa; her er ogsaa mit Spisekammer," lagde han til, visende paa et Salttrug og nogle Hjortekøller, som hang i Røg over Arnen; „Brød og Kjød har jeg, og en lille Taar Mjød kjøbte jeg i Viborg for det sidste Hjorteskind.“ Med disse Ord satte han en Dunk og et Træfad med de omtalte Spisevarer paa Bordet: "Æd og drik saameget I lyster af hvad Huset formaaer! og naar I vil afsted, skal I faae en sikker Veiviser."

Cornetten trykkede den den ærlige Troglodyte Haand, og sagde: "I dette Dieblik har jeg ikke Andet at byde Eder, end min hjertelige Tak -#1

Jeg tager ingen" afbrød førte Mas; men lov mig, at I aldrig vil røbe mig eller min Hule!"