havde et Par Dage iforveien feet en Ubekjendt tale hems melig med ham i Skoven, og forekom det ham, som om denne et Par Gange havde sagt: Hr. Cornet! Nu opgik der et pludseligt Lys for den gamle Herre.

"Ha!“ raabte han, "saa følge vi den midterste Vei! den gaaer til Vestervig. Jeg ter sværge paa, at Striverbrengen er ingen Anden, end Majorens tredie Søn, der stod som Cornet ved Cuirassererne. Jeg mindes, at Frue Kirsten engang har advaret mig for ham, og fagt, at han snusede efter Frøken Mette. Og J" raabte han til Ridefogden.

"Naadigherre!" tog denne Ordet, 3 faae jo selv Ridefogdens Skrivelse paa Vestervig; det er ham, som har narret os Alle; eller ogsaa Brevet har været falskt; tilmed var han saa stille, ordentlig og arbeidsom, saa høflig og saa ydmyg, at det aldrig kunde falde mig ind, at han var en adelig Herre."

"Herskabet ligger i Maanen" sagde den Gamle, og fatte fin Hest i Trav; „den som først faaer Die paa Deferteuren, giver jeg tre Kroner."

Troppen havde vel halvanden Miil at ride, inden den kunde naae det tilsigtede Vadfted gjennem Karup Aae. Imidlertid vil jeg, med Læserens Tilladelse, ile foran derned, og nærme mig de Flygtende, som nu netop berøre den anden Bred.

Den stakkels Isabelle, udmattet af sin dobbelte Byrde, og den første Miils hæftige Løb, gik langsomt og vaklende opad Lyngbakken. Cornetten thi det var virkelig ham faae sig ofte tilbage med en bekymret Mine; og hentede sig hvergang et Kys hos sin søde Mette, der i Ridedragt sad bag ved ham, og holdt ham tæt omfavnet.

"Seer I endnu Intet?" spurgte hun ængstelig; thi selv turde hun ikke see sig om.

"Endnu iffe" svarede han; men jeg frygter SoF len er allerede et Stykke over Jorden; de maae være paa Veien efter os - naar kun Hoppen kunde holde det ud!" "Men Eders Broders Vogn? spurgte hun efter et

Ophold.

"Den skulde have mødt ved Aaen i Dagningen" sva= rede han; jeg kan ikke begribe, hvad der opholder den. Vi have endnu to Mile, inden vi komme ud af Heden, og dersom de imidlertid havde fundet det rette Spor."

I det han saaledes talede, havde de naaet det Øverste af Banken, og den store vestlige Hede udbredte sig nu, som et Hav, foran dem; men ingen Vogn, intet levende Væsen var at opdage. Cornetten holdt stille, for at lade Hesten puste, og gjorde en halv Vending, for des mageligere at kunne oversee den nu tilbagelagte østlige Alhede. Ogsaa den var bar og øde: Intet at fee, uden enkelte Tørvestakte; Intet at høre, uden Uhrhanernes Skoggren, Aaens Sufen, Isabellens Pusten og deres egne Sukke. En Stund bleve de faaledes holdende, indtil Frøkenen brød Tausheden med det Spørgsmaal; „er der ikke Noget, som rører sig langt borte?".

Hun sagde dette med dæmpet Rost, som om hun frygtede for, at det skulde høres paa den anden Side af Ørken.

Det er ikke Tid at tøve længer“ svarede han, „jeg frygter, at det er Eders Fader, som kommer hisset ude." Med disse Ord dreiede han atter mod Vesten, og sporede Hesten.

"Ak min Fader!" sukkede hun, og omsnoede end fas stere fin Bortfører.

"I Ungern" sagde han, det er nu í kenne Tid fem Aar siden laae vi i Natteqvarteer i en Landsbye. Om Morgenen bleve vi overrumplede af Tyrkerne. Da jeg steg tilbest, var der allerede Ild i et Par Huse; vi maatte retirere, og jeg var een af de sidste. Omtrent en halv Fjerdingvei fra Byen kom en lille Ungarer, en Dreng paa ti, tolv Aar, løbende efter mig, forfulgt af en Trop Janitskarer. Han var halv nøgen. Længe kunde han ikke holde det ud. Jeg red tilbage, og tog ham op paa Hesten; i dette Dieblik havde den første Janitskar naaet os. Førend han faldt, gav han mig denne Erindring over Ans figtet. Men jeg reddede min lille Ungarer. Han er hos min Broder, og skulde idag være kommen os imøde. Min Dyrebareste! jeg var dengang bedre tilmode, end nu." Han faae sig atter om: "Det lader til, at de nærme forcerer jeg Hoppen, vil hun styrte.“

fig

han med et be

De rede et Stykke videre frem flemt, hun med et ængsteligt bankende Hjerte.

"Jeg maae gaaen sagde han, og stod af, det vil hjælpe den saa meget. See Jer iffe tilbage fjereste Frøken!"

„Ak Gud!“ raabte hun, „er det dem?"

"

Der ere syv eller otte;" svarede han: saavidt jeg

tan skjønne, ere de ridende."

"Hvor langt kan de være borte? spurgte hun atter. „Lidt over en halv Miil -tre Fjerdingvei" sva

rede han.

Uagtet hans Formaning faae hun atter tilbage.
"Jeg feer Ingen" raabte hun.

"Jeg ikke heller nu" sagde han; men de ere vel nede i en Dal

-

der kommer een frem igjen, og nok een tom, kom! staffels Belle!" raabte han og trak den efter

fig; Du pleier ellers at gjøre frum Hals, og løfte dine Fødder høit nok: nu slæber Du dem hen ad Jorden, og strækker dit Hoved lige ud, som en Fist, man med Magt maae drage op af Vandet."

Efter et Ophold spurgte Frøkenen: mon de kunne fee 08?"

"De ride lige efter vs. svarede Cornetten, „de vinde meer og meer

"Himmel!" raabte hun, „dersom de naae os! af! jeg frygter, at min Fader vil dræbe Eder; men jeg vil beskytte Eder med mit svage Legeme, fiereste Holger! jeg kan ikke overleve Eder!"

Under deslige ængstelige, afbrudte Samtaler vare de komne omtrent en lille halv Miil fra Aaen ind i Vesterheden. Forfølgerne vare nu tæt ved den østlige Aaebred; de funde allerede tydeligt stjælnes og tælles. De Flyg tendes Angst var nærved at gaae over til Fortvivlelse intet Glimt af Redning. Cornetten puftede omkaps med Hesten; Frøkenen græd.

Da reiste sig pludselig tæt foran dem en stor, bruunklædt Mand op af den høie Lyng, med en Bøsse i den ene Haand og en lavpullet Hat i den anden. De Flygs tende standsede.

„Hvem der? hvor er Du fra?" raabte Cornetten paa fin militairsf.”

"Derfra” svarede Manden, „hvor Husene staae ude, og Gæssene gaae barfod; og hvor ere I fra, og hvort*) vil J? Men holdt lidt! har vi To ifte feet hverandre fornys? Er I ikke den Person, der bad godt for mig, da Niels Skytte vilde have smækket mig overende?"

**) Hvorhen.

„Sorte Mads!“ raabte Cornetten.

"Saaledes falde de mig" svarede Krybeskytten; "men hvordan kommer det sig, at jeg træffer Jer her, faa tid= lig Morgen, med faadan en lille Jomfrue? I har vel ogsaa være ude paa Krybeskytterie? Kan jeg hjælpe Jer i Noget, maae 3 tale mig til!"

"I Nøden" sagde Cornetten er den nærmeste Ven den bedste. Jeg er Majorens Son paa Vestervig, og har hentet mig en Kjereste paa Ansbjerg. Hendes Fader og en heel Trop Ryttere er efter os. Kan Du redde os, eller skjule os, vil jeg takke Dig faalænge jeg lever, og belønne Dig saa godt jeg kan; men det maae være snart. lagde han hurtig til, idet han vendte sig om, "for der komme de paa hiin Side Aacn."

Mads holdt sin Hat over Dinene for Solen: „Saamænd!" sagde han, der har vi ham selv og alle hans Karle. Frænde er Frænde værst, sagde Ræven, de røde Hunde vare efter ham. Vil I love, at I aldrig røbe, hvor jeg fører Eder hen, saa vil jeg see, at hitte paa Raad!"

Frøkenen lovede, og Cornetten svoer.

„Hør ikkuns nu Børnlille," vedblev han, „der ride de just op ad den sidste Banke paa den anden Side af Aaen; inden de vinde op igjen paa denne Side, gaaer et godt Stød hen, og de kan ikke see, hvad vi tage os for. Imidlertid vil vi reise dem et Gjærde, som de ikke saa let ffulde hoppe over."

Saaledes talende lagde han Bøssen ned, tog fit Fyrtoi frem og slog Jld. Derpaa rev han nogle Haandfulde tort Mos sammen, satte Fyrtønden derind, pustede