idet hun fortalte sin Fader Kjerestens Natteleie der, og gjorde ham opmærksom paa dennes usædvanlige Alvorlighed. Han havde nu i dette sit andet Forhør tvende In= qvifitorer, af hvilke især den unge Dame gik ham faaledes paa Klingen med fine skjelmske Drillerier, at han omfider fandt for godt at tilbagekalde sin forrige Benægtelse, og tilstaae, at han ikke skjøttede om at ligge der oftere.

"Er det for en Cavalier" sagde Frøkenen, wat være bange for en Skygge? jeg er kun et Fruentimmer, og dog tør jeg prøve at bestaae et saadant Eventyr."

Det koster min Fur," svarede Junkeren, I vover

det iffe!"

"

Jeg sætter min Belle lige imod!" raabte hun.

Man troede det var hendes Spøg; men da hun haardnakket paastod Væddemaalets Holdelse, stræbte baade Kjeresten og Faderen at formaae hende til at afstaae fra saa voveligt et Foretagende. Hun var ubevægelig. Nu anfaae Junkeren det altsaa for nødvendigt, at skrifte Alt reentud. Den Gamle rystede paa Hovedet; Frøken Mette loe, og paastod han havde drømt, og, for at overbevise ham derom, fandt hun sig saa meget mere forpligtet til at opfylde sit Løfte.

Den gamle Herre, hvis Faderstolthed smigredes ved Datterens Mod, gav hende nu fit Bifald; og Alt, hvad Junker Kai kunde opnaae, var: at en Klokkestreng blev anbragt ved Sengen, og at hendes Kammerpige maatte ligge paa en Feldtseng i samme Værelse. Frøkenen betingede sig derimod, at alle Mennesker paa Gaarden skulde forblive i deres Senge, at det ikke siden fkulde hedde: man havde bortfkræmmet Spøgelset, og at Ingen maatte have Lys efter Klokken elleve. Fader og

Kjereste maatte tage Natteqvarteer i det saakaldte forgyldte Gjæstekammer, som kun var adskilt fra Taarnkammeret ved en lang Gang. Hos dem hang den Klokke, med hvilfen den unge Dame i Nødsfald kunde ringe Storm. Moderen ikke mindre heroist end Datteren

gav villig fit Minde til Eventyret; og næste Nat blev bestemt til dets Udførelse.

4.

Bortførelsen.

Dersom jeg hos Nogen skulde have vakt Forventninger om et nyt Spøgerie, gjør det mig virkelig ondt; og det saameget mere, som det første maaskee nu ogsaa tør tage mod en naturlig Forklaring, og ende sig med et: "Pyt! iffe Andet!" Men faa glæder det mig igjen, at jeg til Erstatning for en rigtig Spøgelsehistorie kan opvarte med en saa regulair Bortførelse, som nogensinde fandtes i Romaner: en Bortførelse ifte om Dagen, men om Nats ten; ikke gjennem Døren, men gjennem Vinduet; iffe tilvogns, men tilbest.

Den vigtige Nat, der ftulde afgjøre Furens og Isa= bellens fremtidige Skjæbne, gav Herskab og Tyende kun lidt Søvn: Alle laae i spændt Forventning af de Ting, som skulde komme. Kattemjav, Ugleskrig, Hundetuden forjoge Ole Lutoie hvergang han kom liftende. Staldkarlene hørte Hestene pufte, snorke og sparke; det kom Ladefogden for, at man slæbte med Sække paa Loftet; det var for Mejersken accurat som om Gyngefjernen var igang; og Huusholdersken fornam tydelig, at det rumsterede i Spises kammeret. Der kom ikke mere Søvn i det forgyldte Kam

mer: Herren og Junkeren laae tause og flottede imellem til den lille Sølvklokke, som hang imellem dem; men den var og blev stum. Da Taarnuhret slog Eet, begyndte Junkeren at ansee fit Væddemaal for halv tabt; men trøs stede sig med, at Tab til sin Kone er dog kun af den ene Haand i den anden.

-

Kort at fortælle: Natten gik bort og det - -hvad Taarnkammeret angaaer faa roligt, som om der aldrig var Spøgerie til i Verden. Med første kjendelige Dagfjær stode begge de kun halvafklædte Herrer op, og ilede med en Morgenhilsen til den dristige Aandebetvingerinde. De pikkede paa Døren intet "entrez❝ Begge

maatte vel endnu ligge i den søde Søvn.

Papa aabnede man traadte ind Peste! Frøkenens Seng var tom, og Overbynen kastet tilside.

Bravo!" raabte Junkeren hun er echapperet, og Isabellen er min.“

Den gamle Herre sagde ikke et Ord, men vendte sig til Pigens Seng: hun lod sig ei heller tilsyne; men da han lettede Dynen, laae hun der virkelig blussende rød og sveddampende som i den hæftigste Feber. Paa Herrens første ivrige Spørgsmaal svarede hun Intet; men stirrede kun paa dem med et forvildet, vanvittigt Aasyn. Omfie der gjenfandt hun sit Mæle, og berettede i en afbrudt og usammenhængende Tale: at hun kort efter Midnat havde feet et frygteligt Spøgelse komme igjennem Væggen. Forfærdet havde hun puttet sig under Dynen, som hun heller ikke siden havde vovet at lette; af, hvad der videre var passeret, vidste hun Intet. Dog dette viste sig snart; thi Vinduet var aabent, og nedenunder stod en Stige ken Mette var bortført; men af hvem?

Frø

Hvilket Oprør i hele Gaarden! hvilken Larmen,

Skrigen og Jamren! Forbandelser uden Gjenstand, Spørgen uden Svar.

"Efter dem!" var Faders og Brudgoms næste Tanke; men hvorhen?

Fruen, den befindigste af dem alle, foreslog først et almindeligt Hærskue (som det hedder paa Dansk); og Hers ren foretog det i egen Person: han opraabte ethvert les vende Væsen ved Navn, og erklærede omsider, at han Ingen savnede. Hele den opstillede Besætning var i samme Vildfarelse, indtil Frue Kirsten spurgte: „hvor er Skriverdrengen?"

„Skriverdrengen! Skriverdrengen!" lød det fra Mund

til Mund.

Man faae sig omkring, man saae paa hverandre, man saae paa sig selv nei! Striverdrengen var der virkelig ikke. Ridefogden og et Par Andre foer nu afsted over til Skriverstuen; og Herren raabte til Staldkarlene : „fadl op og for Døren, som Torden og Lynild!“

Fogden kom snart tilbage hæsblæsende og angst med den Beretning, at den Savnede virkelig maatte være borte; thi Sengen viste, at Ingen havde ligget der sidste Nat; hans Sporer og Ridepidsk vare ei heller at finde. I samme Dieblik kom en af Staldkarlene løbende, og fors talte, at Isabel var væk. Alle stode forstenede i indbyrdes taus Beskuelse, indtil Frue Kirsten brød Stilheden. "Vor Frøken Datter," sagde hun, kunde ikke borts føres af en Skriverdreng; men han har indsneget sig her som Spion. Det ahner mig, at Røveren er vester fra seer efter om I ikke kunne spore dem paa Viumveien; og saa afsted! Det var endnu muligt at naae dem; thi Isabelle skal ikke løbe ret langt med To."

Hendes Gisning var rigtig; paa den betegnede Vei

faaes Sporene af en starptravende Hest, og til ydermere Beviis fandtes ikke langt fra Gaarden en Sløife, og lidt længer borte en Handske, begge tilhørende Frøken Mette.

Bevæbnede med Bøsser, Pistoler og Kaarder borts ilede nu Herren, Junkeren, Ridefogden, Skytten og fire andre veludruftede Karle; og efter dem raabte Fruen: "bringer dem døde eller levende!"

Et Stykke ville vi ledsage Ansbjergmanden paa hans andet Tog. Til Vium stod Sporet tydeligt; men her skulde man have tabt det, hvis ikke en Bonde, hos hvem man forespurgte sig, havde berettet: at han et Par Timer før Dag havde hørt Hestetrav vefter ud af Byen. Man fulgte dette Vink, og gjenfandt Sporet; det gik i samme Retning forbi Hvam Kro. Her erfaredes, at Hundene omtrent for to Timer siden havde holdt et slemt Huus. De Flygtendes Fart havde altsaa begyndt at sagtne sig, hvilket Sporet ogsaa tydelig gav tilkjende. Forfølgerne kom til Sjørup. Her havde en Karl, som i et vist Ærinde stod udenfor Gaarden, hert en hest gaae forbi, og troet at skimte Tvende paa den. Men nu ophørte Sporet. Her lob adskillige Veie, alle med dybe og snevre Hjulspor hvilken var den rette? Flygtningene havde ingen af dem fulgt, formodentlig af Frygt for at Hesten ffulde falde, men vare redne ind i Lyngen.

Man gjorde Holdt for at raadslaae. Af trende Hovedveie løb een i Nordvest, een i Sydvest, og een midt imellem. Medens disse, den ene efter den anden, toges under Betragtning, faldt Talen ogsaa paa Nattens vigtige Begivenhed, og især paa den mistænkelige Skriverdreng. Een af Karlene fortalte: at det forekom ham, som om han skulde have feet denne etsteds tilforn, da han stod ved Hestfolkene; men hvor, kunde han ikke mindes. En anden