-- om man fidste varteer; dets krumme Halvstive stod dybt paa Hims len, og ftinnede ind ad Kammerets eneste høie og smalle Buevindue. Det blæste; Smaaffyer dreve saa kan sige - i hurtig, næsten regelmæssig Takt over Maanen; Skyggerne af dem glede, som Billeder i Camera clara, hen paa den hvide Væg, og forsvandt i Kaminen. Blyvinduet klirrede under Vindstødene; det hviss lede og peeb i Ruderne; det dundrede i Skorstenen; Kas mindøren klapprede. Junker Kai var ingen Cujon: hans Hjerte sad vel endog saa temmelig nær paa det rette Sted. Men den Egenskab som vi kalde Mod, er en ganske relativ Bestaffenhed, ligesaa mangfoldig og forskjellig i fine Yttringer, som i de Betingelser, af hvilke den afhænger. Mangen Kriger, som uden at skjælve gaaer Kugler og Bajonnetter imøde, skal ikke uden Hjertebanken ene og i Mørke træde ind i en Kirke; og den, som freidigen henter en Fane ud fra fiendtlige Skarer, vil maaskee ikke lade sig overtale til ved Midnatstid at hente Messebogen fra Alteret, eller en Hjerneskal fra Beenhuset. Soldaten, der staaer som en Mand paa Landjorden, bæver maaskee paa det ham uvante frygtelige Hav. Og Sømanden, der smiler ad Storm og Bølger, bliver heel alvorlig mellem Bøsser og Sabler. Den, der commanderer et Regiment, har undertiden ikke Mod til at commandere en Kone; og en Anden, som har Konen under Pidsken, gaaer ræd afveien for enhver vred Mands Diekast. Der gives dem, der iffe ere bange for Noget i Verden, undtagen for deres egen Samvittighed; Andre forstaae at fue denne Rebel, skjøndt de i alle øvrige Henseender have Hjerter som Harer. Ikke heller vor Junkers Mod var heelt og fuldkomment; han turde møde fin Mand, ride fin Hest - om - det saa var en Bucephalus fort, han frygtede just ikke for nogen levende, eller rettere, legemlig Skabning; men for Aander havde han al mulig Respect. Tid og Omstændigheder, men især Værelsets Vanrygte, satte hans Blod i en hastigere Gang, og alle gamle Spøgelseshiftorier fremstillede sig ganske ubudne for hans eralterede Inds bildningskraft Phantasus og Morpheus ftrede om hans. Besiddelse; den første havde Overmagten. Han vovede iffe at lukke Dinene, men stirrede uafladelig paa den modftaaende Væg, hvor de uformede Skygger syntes efterhaan, den at faae Skikkelse og Betydning. Under saadanne Omstændigheder er det en Trøft at have Ryggen fri, og alle fine Fjender en face. Han reiste sig derfor overende, slog Gardinet ved Hovedgjerdet tilside, og faae sig tilbage. Sengen stod i et Hjørne; ved Fødderne, dog lidt fremad, var Vinduet; midt for Sengen den ene brede Væg, Kaminen og bag denne Døren. Hans Dine gled forbi denne til Bagvæggen. Der hang et gammelt Skilderie, en mandhaftig Rid= der i Staal og Plade, med et Ansigt saa stort som et Græskar, ombølget af tykke sorte Lokker. Ved dette dvæ lede hans speidende Blik. Det viste sig og forsvandt, alt som Skyerne gik fra Maanen, eller bedækkede den. I det første Tilfælde syntes Ansigtet at udvide sig til et Smiil; i det sidste at sammenskrumpes i skummel Alvorlighed. Maaskee en fordums Besidder af dette Herresæde, der nu under fremmede Eiermænd, efterat hans Slægt maaskee var uddød, havde faaet Plads i denne Affrog og ved natlige Besøg hævede sig over Efterkommernes ligegyldige og foragtelige Behandling. Som Skyggerne paa Væggen joge Mod og Frygt hinanden i Junkerens Sjæl. Omsider forcerede han Modet, lagde sig ned, og overgav fig ganske i Morphei Magt. - Efter den voldsomste Udmattelse sover man ikke ros ligst. Maaskee havde han endnu ikke slumret en halv Time, da han vaagnede ved en Larm, som naar en rustet Dørlaas oplukkes. Han aabnede uvilkaarlig Dinene; de faldt paa den modstaaende Dør, hvor en hvid Figur viste sig og forsvandt næsten i samme Dieblik Døren gik til med en sagte Knirken. En snurrende Kulde løb over hans Hoved, hvilket vi udtrykke ved den Talemaade: Haaret reiser sig. Dog blev han endnu Herre over sin Frygt: Jndbildningskraften havde endnu ikke ganske betvunget den folde Fornuft. "Det kan have været Tjeneren" tænkte han, som - endsfjøndt afklædt har villet eftersee, om Lyset var slukket." Nogenlunde beroliget ved denne Hypothes, drog han fit Blik tilbage, men faae nu for Vinduet den øverste mørke Halvdeel af en menneskelig Skikkelse. Omridset af Hoved og Skuldre var ganske tydeligt, og Yderkanterne oplyste af Maanens Skin; den syntes at vende Ryggen til. Strætten vandt Overhaand, og dæmpede hans Aandes dræt. Skikkelsen sukkede, rakte den ene Haand iveiret og ffrev paa Ruderne. Da svandt Junkerens Mod; det gik ham som Belzazar: „hans Farve stiftedes, hans Tanker forfærdede ham, hans Lænders Ledebaand slappedes, og hans Knæer stødte sig mod hverandre." Hvad var her at gjøre? Flugt var ikke at tænke paa; thi søgte han Døren, gjennem hvilken det hvide Væsen var forsvunden, kunde han falde i et Baghold; Vinduet forsvarte sig selv, og flere Udgange havde han ikke bemær fet. Rigtignok er der en Tilflugt, som Mange i slige Tilfælde skulle gribe til at krybe under Dynen; men da E. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. ས. 3 det er vitterligt nok, at somme Spøgelser ere saa grusomt spøgefulde, at de endog trække Dynen paa Jorden, tør jeg ikke ubetinget tilraade Brugen af dette Middel. Enten kjendte vor Junker det slet ikke, eller og han skammede sig ved at betjene sig deraf. Ja hans naturlige Mod reiste fig endnu engang til den Heide, at han anraabte Stiffelsen med et: Hvem der?" " Ved dette Raab syntes den at gjøre en hurtig Vending, men svarte ikke; og efter nogle Dieblikke sank den ganske langsomt ned under Vinduet, og siden var Jntet mere at høre eller fee. Ingen forvildet Vandrer kan længes saa inderligt efter Dagens Lys, som den stakkels Junker. Han turde ikke lukke sine Dine af Frygt for, naar han atter aabnede dem, at faae Noget at see, som han ikke ønskede. Han vedblev meget mere at stirre paa Døren, Kaminen og Vinduet med ængstelig Forventning; han lyttede med stedse spændt Opmærksomhed, men hørte dog intet Andet, end Vindens Pusten, Rudernes Klirren og fit eget Aandedræt. Omsider frembrød Dagen, og faasnart det var blevet lyst nok til at ffiælne enhver Gjenstand i Værelset, stod han op og undersøgte dette med største Noiagtighed. Forgiæves: han fandt intet Spor af de natlige Besøg; Kamindørene vare luffede, Døren til Kammeret ligesaa; Vinduet havde alle fine Kroge paa, og flere Udgange gaves der ikke. Han havde altsaa Troen ihænde, og skyndte sig at forlade dette urolige Natteherberg, med det oprigtige For-· sæt, aldrig mere at betræde det. Saasnart Herskabet havde forsamlet sig til Frokosten, og Junkeren havde givet Rapport om det mislykkede Tog, gjorde Fruen ham det naturlige Spørgsmaal: hvorledes han havde sovet ovenpaa saamegen Strabads? "Ret godt!" var. Svaret. Frøkenen smilede: "Har I ikke ligget paa Taarnkammeret? jeg synes, min Pige talte derom." Junkeren bejaede det; men da han for Kjeresten vilde skjule sin Frygt, fandt han det nødvendigt, ganske at for= nægte fit natlige Bekjendtskab. Frøkenen syntes ligesaa opsat paa at afnøde ham en Bekjendelse; hun forsikkrede: „Man kunde see paa hans Dine, at han ikke havde sovet, og at han saae overmaade bleg ud." For at ende dette piinlige Forhør, erklærede han det beffyldte Værelse for aldeles purificeret, og lagde til: at hun gjerne selv kunde sove der, naar hun blot havde Mod. "Da troer jeg og" sagde hun leende, at jeg engang ftal forsøge det!" Hermed syntes denne Materie udtømt, og man gik over til andre. Efter den gamle Herres Hjemkomst forløb et Par Dage for Taarnkammeret kom paa Bane; thi først havde man fuldt op at gjøre med at optænke, fremsætte og bes dømme de mange forskjellige Maader, paa hvilke sorte Mads kunde have været fanget, samt med at opfinde de rimeligste Hypotheser angaaende hans nærværende Opholdssted. Og dernæst medtog det en lang Tid, omstændelig og nøiagtig at fortælle de tvende Dages Uhrfuglejagt ved Rydhauge. Da nu ogsaa dette rige mne omsider var udtømt det vil sige: da enhver baade skudt og feilet Fugls Historie var fortalt, tilfredsstillende Grunde anførte ved ethvert Feilskud, skarpsindige Sammenligninger anstillede mellem Hunde og Geværer v. s. v., o. s. v. — begyndte Frøkenen at lede Samtalen hen paa det berygtede Værelse, |