Man beroligede sig med den Formodning, at Delinqventen maatte være ført fra sit hjem lige til Viborg; i dette Tilfælde kunde det nok have taget Dagen med sig, og efter en faa udmattende Marsch var det billigt, at Tropperne fik en Aftens Vederkvægelse og en Nats Hvile i Staden. Paa Grund af denne høist rimelige Hypothes git altsaa baade Herskab og Tyende tilsengs; kun en Tjener blev oppe.

Endeligen en Time efter Midnat kom Junker Kai og hans Rideknegt. Men inden jeg gaaer videre, var det vel passeligst at forklare Aarsagen til disses fildige Hjemkomst, og de Andres fuldkomne Udeblivelse.

Krybeskyttens-Hytte, som han selv havde bygget i en meget fimpel Stiil, med Vægge af Grøntorv, og Tag af Lyng, der hvilede ubunden paa frumpne, i Form af Sparrer, sammenføiede Egegrene, havde en, som Fæstning betragtet, fordeelagtig Beliggenhed. Midt i en Mose, der holdt to stive Miil i Omkreds, hævede sig en lille Forhøjning, som end ikke det voldsomste Tobrud nogensinde satte under Vand, og hvortil i det mindste ingen Nidende kunde komme, undtagen ad en smal Jordstrimmel, der bugtede sig hen imellem Tørvegrave og Vældgunger; paa denne havde sorte Mads opslaaet sin idylliske Bolig, hvor han med kone og fire Børn levede af Jagten. Det storre Vildt spistes færskt, saltet og røget; det mindre folgtes underhaanden, tilligemed Hjorteskind og Rævebælge, og for de vundne Penge kjøbtes Brød og Suul. Melk tiggede Kone og Børn af de omboende Bønder. Just som det begyndte at grye af Dag naaede Ansbjergmanden og hans Hær Mosen.

Niels Skytte, som den, der noie kjendte Terrainet, red nu forud, og førte lykkelig hele den forenede

Magt til det Sted, hvor Hytten skulde ligge. Med For bauselse stirrede han hen for sig: der var ingen Hytte at opdage; og dog var det allerede faa lyft, at man nødvendig maatte kunne see den. Det Første, han greb til, hans sædvanlige Tilflugt i al Nød og Forvirring en lang og kraftig Eed.

var

Naadigherren, der kom til for at erfare Anledningen til en faa hjertelig Udgydelse, gav sin Skytte en ligesaa hjertelig Morgenhilfen, og paastod, at han var redet vild, og havde ført dem paa en urigtig Vei. Men denne, fom var vis i sin Sag, forsikkrede, ja kaldte et Doufin af de forte Engle til Vidner paa, at Hytten laae der; men at Mads maatte have gjort den usynlig, og det vistnok ved Hjælp af fin gode Venham med Hestefoden; thi det var udenfor al Tvivl, at han forstod, hvad Almuen kalder wat hverre Syn."

Herren var nær ved at træde over til denne Mening, som den rimeligste, da Junkeren, der var redet længer frem, raabte: her ligger Jld!"

Alle ftimlede nu til, og snart opdagede man, at hele Hytten laae i Affe, hvori Gløder endnu hist og her fremglimtede.

Denne Opdagelse ledte Niels Skytte til det Resultat: „at meeromrørte, langhalede Person havde taget ham og den hele Angel."

Junkeren derimod var af den Formening, at han selv funde have sviet Hytten af, og derpaa være flygtet.

Da det under disse Debatter var blevet klar Dag, undersøgte man Brandtomten nøiere; men fandt intet Andet, end Afte, Emmer, Kul og forbrændte Been, som Jægerne erkjendte for Hjorteknokler. I henhold til Junferens Hypothes, besluttede man at gjennemsøge de omlig

gende Heder, da Flygtningen med Familie og Bagage dog umuligt kunde være kommen ret langt bort. Til den Ende deelte man sig i fire Hobe, for at lede efter alle fire Verdens Hjørner; Junkeren valgte med fin Rideknægt og en anden Karl den østlige maaskee for at være Ansbjerg og Kjeresten desto nærmere; men spildte vare alle hans Bestræbelser; til ingen Nytte foer han hið og did, og udmattede baade sig selv, fine Folk og Heste. Stuns dom troede han at vine noget Bevægeligt i det Fjerne; men ved nærmere Undersøgelse fandt han, at det var Faar eller Stakke af Hedetørv.

Engang var han ganske vis paa at see Mennester paa det Strøg omtrent, hvor nu den tydske Kirke ligger; men efterhaanden, jo mere han nærmede sig, jo utydeligere bleve Stiffelserne, indtil de omsider ganske forsvandt. Rideknægten forklarede dette optiste Bedrag efter et gam melt Sagn: at her i Oldtiden havde staaet et Slag, og at de Faldnes Aander endnu stundom gjentoge den blodige Leeg. Ja som Hyrdedreng havde han ofte ved Solens Opgang feet hele Regimenter opmarschere, Officerer til Heft fare op og ned forbi Gelederne, de fjendtlige Hære blandes og brydes, nu den ene vige, og nu den anden. I hans Bedstefaders Tid derimod havde man tydeligt funnet høre Anførernes Commandoraab, Trompeternes Skratten, Vaabnenes Klirren, og de Saaredes Klage= ftrig.

Men Junkeren, som havde hørt noget om fata morgana og paa Havet været Vidne til lignende Phænomener, udloe fin fyenske Tjener, og forbandede i fit Hjerte den sorte Krybeskytte, med al hans Afkom, lige til det fjerde Led. Under Dispositionerne til dette formaledidede Streiftog havde man - hvilket undertiden hænder i vigs.

tigere Krige glemt at sørge for Proviant, Heltemodets nødvendige Basis. Den tredie Deel af Junkerens Division blev altsaa udsendt, for at oprette det Forsømte : men da Karlen henimod Aften endnu ei var vendt tilbage, besluttede den forhungrede Junker at vende Næsen hjemad. Dog, dette var lettere besluttet, end udført: Hestene vare ligesaa udmattede og forfmægtede som Rytterne. Det gik derfor saare langsomt, og man var ikke istand til at vinde ud af Heden, førend Mørket faldt paa. Følgen deraf blev, at man forvildede sig, og først efter Midnat naaede Ansbjerg.

For at undgaae flere Tilbagespring, vil jeg her kortelig berette: at de tre andre Divisioner havde ligesaa tynd en Lyffe; de fandt Intet af hvad de søgte. Forgjæves gjennemledte de enhver Tørvemose, forgiæves omkredsede de enhver Dal og Huling, enhver Høi og Bakke; forgjæves forespurgte de ved alle tilgrændsende Byer og Eenstedgaarde: sorte Mads havde Ingen feet eller hørt det Allermindste til. Dagen gik med, og der maatte førges for Natteherberg. Ansbjergmanden selv landede paa Nydhauge, hvorfra han først efter tvende Dages heldige Uhrfuglejagt naaede fit Hjem.

Høistærede Læsere og Læserinder! Saamange, som tage denne fandfærdige Historie i Haanden! for deres egen Skyld vil jeg raade dem: iffe at læse det Efterfølgende i Eenrum og ved Lys; men ere de flere, skader det ikke, at de rykke saa nær sammen som muligt der kommer en Spøgelsehistorie!

Den trætte Junker havde neppe fyldestgjort Hungeren for fit Krav, før han alvorligen tænkte paa at bes tale Søvnen fit. Han befalede derfor Tjeneren at lyse ham op paa hans Soveværelse; men da denne vilde aabne

Døren, hændte det sig, at han vred Nøglen istykker, saa at Kammen blev siddende i Laasen. Hvad var her at gjøre? At bande Døren, Laasen, Nøglen, Smeden, Tjes neren og forte Mads med for en Feils Sfyld blev prøvet uden Nytte. Til at faae Laasen fra, udfors dredes Bræfjern og Hammer, og tilmed vilde den derved foraarsagede Larm vække det hele Huus.

Til hvad Ende havde han da hidtil forholdt sig saa stille, ja for ikke at forstyrre Damernes Ro- ladet fig noie med et Stykke koldt Steeg, som Tjeneren að en lønlig Gjenvei havde vidst at forskaffe ham? I saadant Tilfælde ere de første Raad de bedste; ogsaa herfor vidste Tjeneren eet: Taarnkammeret!" sagde han med halvsagte Rost og et uvist Blik til Junkeren.

"

Ved Nævnelsen af dette velbekjendte, men ildeberygtede Værelse overfoer ham en let Gysen; men han stræbte at dolge Frygten baade for Tjeneren og for sig selv ved et forceret Smiil og ved det i en ligegyldig Tone henkastede Spørgsmaal: om Sengen der ogsaa var lavet tils rette? Svaret lød bekræftende; thi den naadige Frue havde her altid for Nødstilfælde en opredt Seng, skjøndt den i Mands Minde aldrig havde været brugt. Da hun selv gjemte Nøglerne til de andre Gjesteværelser, men fandt en saadan Forsigtighed unødvendig med dette, der kun indeholdt en Seng, et Par Stole og et Bord, og desuden ved sin aandelige Salvegarde ansaaes tilstrækkelig betrygget mod Tyvchaand: saa hjalp nu ingen videre Udflugter eller Indvendinger.

Junkeren lod sig vise derop, og da Tjeneren harde klædt ham af og sat Lyset paa Bordet, gik han og luffede efter fig.

Det var en mørkagtig Høstnat. Næet nærmede fig