Billeder på siden
PDF
ePub

mer A, aa vil fie te Dæ." "A er ett waer aa fie epo" swaahrt hun, aa jow hin ploddered Hinner nier i e Doll,1 for aa fkøll e Læhwr2 a dem. „A æ lih glaae“ saah A, „entin Do œ guul elle groe, faa Do æ mæ den bæist Ven i denne Vahren; men A fka wal aalle blyw vari te aa ta De ifawn i Tugt aa Æhr."

[ocr errors]
[ocr errors]

"

„De

war ett got anned,” saah hun, „men kahænsæ te vi for aa bih let. A ka ett bih sue lænng," saah A, „faa mi Muer vil ha Ophold, aa enten skal A te e Goer, eller aa en Søster; sehn æ de, aa de fa ett blyw annelun."Saa begynt hun aa snews,3 aa tart hinne Dwn, aa sokked, men saah ett nød. A had unt aa ed faa hin, men hwa Roe4 ftu Jen het epo? No! de kam indda Jen dæ ku kin wos Roe, aa de wa sgi de hæ samm Staahkelsmand. Han komme mæ den jenn aa hans Konner, aa had hans Clarkihst oe Nakh, aa vil ind i e Goer. Saa vænnt han see om imued wos, aa saah: "Si, fi! hwa stor I hæhr aa besteller? Føl mæ mæ ind, bette Pihg! saa vil A sie, om A ka law ed faa Jer; men blyw Do heruddenfaar faalænng, bette Kaael! faa wil A prow hudden de ka goe." Di gif, aa A sat mæ po en Stien, dæ loe dær, aa lo mi Hænner sammel A war ett fue glaae. - A vedd ett hwo lænng A sad dær, faar A wa fallen isøwn; men saa wowned A ve de, te dæ wa Jen de kyst mæ, aa de war ingen Anner end An- Kjestien. "Sedde Do hæhr aa sower" saah hun, "foll ind mæj, no ær ed som de ska wæhr. E Rakker haa taal godt faa wos ve wo Muer, aa da ett Annet ku omwenn hinne, saah han: ""Dæ sedder en suot kot o æ Raahn ku gjahn fo en røe jen te aa gaahl ower

[ocr errors]
[ocr errors]

1) Vandløb. 2) Leer, 3) Snuse. 4) Raad.

[ocr errors]

Jer, hwes I ett giø som A no sæjer."" Dærswer blow hun en bette kon baanng, aa saah: "De for aa wæhr; men A feje Dæ, An. Kjestien! A vel beholl den suets hjælmed Kow te mi Mjælken, aa A ve haa aall de Ophold A ka tekomm."""De ær ett mier end rimmele," faah A, „aa saa haah vi wal ett mier aa trækkes om. No ka Do læ lyws, naa Do tøffes." "Hø! ve Do

hwa, An- Kjestien!" fær A: den hæ Stoeder han komme te aa ha en Kjennels, aa den vel A gi ham mæ en gue Villi; aa ka vi fo fat po ham, næ vi ska ha Gill, saa ska han aasse ha en Gryd Supp, aa en Høhn te sæ fiæl aa di hæ Kwinner aa di hæ Bøen." ,,De æ ret nok," saah hun; „aa A skal indda aasse gi dem en Træwl elle let mier aa mi halgammel Klæjemon."

[ocr errors]

Noddeda: Mi Guemuer1 gjør et villele Gill, aa dæ wa fult op i aalle Maahder. E Staahkelsmand wa der aasse, mæ hiele hans laanng Haahl; men di fek da dje Lowmaahd faa dem sjæl, I ka nok vedd, ve de di war aa Rakkerslawet. Ham ga A en Ullenskjøt, aa An- Kjestien ga e Kwinner hwær en Luh2 aa et Kaasklæ, aa et Stok Væjmel te en Pighs te hwær aa e Unger, aa di wa faahle got faanøwed.

Ma aa An- Kjestien vi had løwd en fir Der got fammel, som vi gjør enno, aa i aall den Ti had vi ett sit nod te den hæ Staahkelsmand; aalywl vi had snakked om ham baade degaang aa degaang. Somti tinnt vi te han wa bløwen øh,4 aa fomti te di had sat ham ind i e Viborrehuus. Noddeda: saa war ed, da vi sku ha wor annen Dreng i Kjerk ham Saahren A gik te e Præist faar aa fo de her Værkerie gjor istand. Som A

[ocr errors]

1) Svigermoder. 2) Hue. 3) Barneskjørt. 4) Kommen af Dage.

"

[ocr errors]

kommer a e Wajis lihg po de sjæl samm Stej, hwor A foe den ha Staähkelskompen føhst Gaang, saa sier A Jen, dæ legge ve den jen Sih aa e Wajjs po hans Røgh i e Lyng aa ma hans Bien i e Grobb. De wa sgi ham, A ku nok kinn ham. Hwofaa legge Do hæhr? aalljenn?" faah A, staae Do nod?" „A trowr A vel te aa døe," saah han; men han hwæhst et ud, A ku knap faastoe ham. "Hwoer æ di hæ Kwinnfolk" saah A, „Do plejer aa ha mæ Dæ? Haa di faalat Dæ, aa læt Dæ legg hæhr o e Wajjs?" Han vrikked mæ hans Howd, aa hvefked: ,,en To Wand!" - De skal A gi Dæ" saah A, aa saa tow A nod aa de Rejnwand, dæ stod i e Grobb, de tow A i mi Hatskyhgi, aa holt te e Mund a ham. Men de war ingen Noth te, faa han ku ett drekk længer, men han ga et Spjat mæ æ Bien, aa gawt, aa saa war e Aaen aah ham. A had indda unt aa ed faa ham, aa ta A kom te e Præfst, ba A ham, te de hæ sølle Spogels maatt blyw kaast nier i æ Kjerrgoer. De ga han mæ Low te, aa saa hinnt A ham o mi ejen Wown, aa slow no Fiel sammel om ham, aa kyl ham nier i de nordvest Hion aa æ Kjerrgoer, aa dæh legger han.

„De wa no de," saah han Kræn Kapballe, „men huefor sedde Do saa stell, Mari Kiølvroe! Ka Do hwaken fortæll alle synng wos nød?“ „De war ett omowle" fuert hun, aa drow et Sok, aa faang saa vemoddele, te Jen sku haatte trow, te de wa hintes hin sjæl:

[ocr errors]

De wa ve Helmestier' Marri hun skull astej;

Hun had hin Tow i Haanen, vill te aa go hin Vej.

Hun had no tint2 et Sommer i Palli Krænsens Goer;
Hun kam dæðið mæ Suolen,3 hun wa kun seisten Der.

1) November. 2) Tjent. 3) Svalen.

Den Ti hun war et bette Baaen, hin Faaer aa Muer wa doh;
Aa da hun faa bløw støhr, saa maatt hun tien faa hinne Brøh.
Da hun gik fram ve Staallen, hwo Palli Krænsen ftued,
Da wa Marri saa saarren, hun knap ku fløt en Fued.
De war ett fri dæ stod en Tohr i Pallis Yww.

Kahænsæ han had hæje fit, te hun ku ve dem blyww.
Hun maatt ett faa hans Mower, faa hun war et fatte Baaen:
Ejes vill di hat hweranner, men de skull no ett væ faaen.
„Faawal no Palli!. søh hun, da hun gik ham faabi.
Han tahrt hans Pwn, aa vænnt sæ, aa søh: „Faawal Marri!"
Marri hun wa saa faarreful, hun tøt hwo hun gik fram,
Te aal den Diel hun moth, de søh te hinner lissom ham.
Aa hwar et Dywr, aa hwar en Fowl, hwæ Træe hun kam faabi,
De søh te hinne lissedan: "Faawal, Faawal Marri!«

De lakked ued ad Awten, aa Kaakken po hans Raahn

Hun tøt, te nær han gaall, han søh: "Faawal dit sølle Baaen!.
Hun tøt, te baade Bæfteren aa Koen mæ hin Kalh

Di foe faa naalle te hin, aa søh: "Marri Faawal!«
Aa Hunnen i den Goer han fulle hin et Støk po Vej;
Aa da han vænnt, han lued indda han vill wot længer mæj.
Marri hun græed faa moddele: „Gid A ku fæj no snaar
Faawal te hiele Wahren, saa war A wal faawager!

I Wahren ær A jenner, A haar slet ingen Ven.

Gid A me mi Faarræller no ku samles raa igjen!"

Aa fahr et Fjarringoer war omm, da wa hun ftinh aa kaalh; Fa Suolen kam igjen, da loe Marri i fuoten Maath.

མཡ

Efterskrift af Udgiveren.

Joct

det Undertegnede med dette Bind afslutter nærværende Cyklus af St. St. Blichers ældre og nyere Noveller, hvis Udgivelse jeg ifølge Forfatterens og Forlæggerens Dnske har besørget, skylder jeg Læserne et par Ord angaaende Maaden, hvorpaa dette Hverv er udført.

Man vil i denne Udgave finde optaget, hvad der i den første samlede Udgave er udsolgt eller nærved at være det, og tillige Adskilligt af, hvad der i forskjellige Hefter tidligere er udkommet paa Forfatterens eget Forlag. Ved Valget og Ordningen af det Meddelte har jeg især søgt at tilveiebringe den Afverling i Stof og Charakter, som ved mindre Fortællinger synes at være saavel i Læserens som Forfatterens Interesse. Dog er det chronologiske Hensyn ikke ganske tabt af Sigte; saaledes begynder første Bind med Blichers to første Forsøg i den prosaiske Fortælling. Det tredie var „Landsbydegnens Dagbog", som af andre Grunde blev hensat til sidste Bind, da dog den Orden, hvori de øvrige ere fremftaaede, ikke med Sikkerhed kan bestemmes.

Et af vore Dagblade har i Anledning af et Bind af nærværende Utgave bemærket, at Correcturen var besørget med Omihu og Samvittighedsfuldhed. Dersom der imidlertid ved en ny Uc:

« ForrigeFortsæt »