mer A, aa vil fie te Dæ.“ „A er ett waer aa fie epo" fwaahrt hun, aa jow hin ploddered Hinner nier i e Doll, for aa fkøll e læhwr2 a dem. „A c lih glaae faah 4, mentin Do æ guul elle groe, faa Do æ mæ den bæjst Ben i denne Wahren; men a ffa wal aalle blyw vari te aa ta Dæ ifawn i Tugt aa Whr.“ ,,De war ett got anned, faah hun,,,men fabænfæ te vi for aa bih Ict. ,,A fa ett bib fue lænng," saah a, faa mi Muer vil ha Dphold, aa enten ffal A te e Goer, eller aa en Softer; fehn e de, aa de fa ett blyw annelun.. — Saa begynt hun aa snøws, 3 aa tart hinne Dwn, aa fok: ked, men saab ett nød. A had unt aa ed faa hin, men hwa Koe4 ffu Jen het epo? – No! dæ fam indda Jen dæ fu fin wos Roe, aa de wa fgi de hæ samm Staabkeltmand. Han komme mæ den jenn aa hans Konner, aa bab hans Clarkihft oe Nath, aa vil ind i e Goer. Saa vænnt han fæ om imued wos, aa faah: .Si, fi! bwa ftor 3 hæhr aa besteller? Følmæ mæ ind, bette Pihg! saa vil sie, om A ka law ed faa Jer; men blyw Do beruddenfaar faalænng, bette Kaael! faa wil 4 prow hudden de fa goe." Di git, aa a fat mo po en Stien, dæ loe bær, aa lo mi Hænner sammel ett sue glaae. - A vedd ett bwo lænng A fad bær, faar A wa fallen isown; men faa wowned A ve de, te dæ wa Jen dæ kyst mæ, aa de war ingen Anner end An: Kies ftien. ,,Sedde Do bæhr aa fower. faah hun, født ind mæi, no æred fom de ffa wæhr. & Raffer baa taal godt faa wos 've wo Muer, aa da ett Annet ku omwenn hinne, faah han: «Dæ fedder en suot Rot o æ Raahn f ku gjahn fo en røe jen te aa gaahl ower

') Bandløb. 2) Peer, 3) Snuse. 4) Raad.

Jer, hwes 3 ett gjø som I no fæjer. Dærøwer blow hun en bette fon baanng, aa faan: ,,De for aa wæbr; men A feje Dæ, An. Kjeftien! A vel behol den suets hjælmed Row te mi Mjælfen, aa A ve haa aal de Dpbold a fa tefomm.. a. „De ær ett mier end rimmele," faah a, raa saa baah ni wal ett mier aa træffes om. No fa Do læ lyws, naa Do tokfes.. "Hø! ve Do hwa, An - Kjeftien!" sær A: „den hæ Stoeder han komme te aa ha en Kjennels, aa den vel A gi ham mæ en gue Vili; aa fa vi fo fat po ham, næ vi ska ha Gil, saa ffa ban aasse ha en Gryd Supp, aa en Hehn te fæ sjæl aa di bie Kwinner aa di hæ Boen.“ ,,De æret nok," saab hun; waa A skal indda aasse gi dem en Træwl elle let mier aa mi halgammel Klæjemon."

Noddeda: Mi Guemuer 1 gior et villele Gill, aa bæ wa fult op i aalle Maahder. E Staabfelsmand wa der aasse, mæ hiele hans laanng Haahl; men di fet da die løwmaabd faa dem sjæl, 3 fa nok vedd, we de di war aa Rafferslawet. Ham ga A en utenskjøt, аa An-Ries stien ga e Kwinner hwær en Luh2 aa et Kaasflæ, aa et Støl Væjmel te en Pigh 3 te hwær aa e Unger, aa di wa faable got faanøwed.

Mæ aa An-Kieftien vi had lowd en fir Der got fammel, som vi gjør enno, aa i aati den Ti had vi ett fit nød te den bæ Staahkelsmand; aalywl vi had fnaffed om ham baade degaang aa degaang. Somti tinnt vi te ban wa bløwen øh, aa fomti te di had sat ham ind i e Biborrehuus. Nodbeba: saa war ed, da vi ffu ba wor annen Dreng i Kjerf -- Ham Saabren A gifte e Præjft faar aa fo de her Værferie gjor istand. Som a

') Svigermoder. ?) Hue. 3) Barnestjørt. 4) Kommen af Dage.

kommer a e Wajis libg po de fiæl famm Stej, hwor a foe ben ha Staahfelsfompen fohit Gaang, faa fier a zen. dæ legge ve den jen Sib aa e Wajjs po hans Røgh i e lyng aa mæ hans Bien i e Grobb.

De wa igi ham, A fu nof finn ham. Hwofaa legge Do hæhr? aalljenn? saab A, „ffaae Do nød ?, „Atrowr A vel te aa døe, faah ban; men han hwæhst et ud, A fu knap faastoe ham. "Hwoer æ di bæ Kwinnfolk" saab A, „Do plejer aa ha mæ Dæ? Haa di faalat Dæ, aa læt Dæ legg hæhr o e Wajjs ? Han vriffed mæ hans Howb, aa hveffed: ,,en To Wand!! ,,De ffal A gi Dæ faah a, aa saa tow A nød aa de Rejuwand, bæ stod ie Grobb, de tow A i mi Hatskyhgi, aa holt te e Mund a ham. Men de war ingen Nøth te, faa han fu ett dreff længer, men han ga et Spjat mæ æ Bien, aa gawt, aa saa war e Aaen aah ham. – A had indda unt aa ed faa ham, aa ta A fom te e Præjst, ba A ham, te de hæ følle Spogels maatt blyw faast nier i æ Kjerrgoer. De ga ban mæ low te, aa saa hinnt A ham o mi ejen Mown, aa slow no Fiel sammel om ham, aa fyl bam nier i de nordveft Hjøn aa æ Kjerrgoer, aa dæh legger han.

,,De wa no de, saab ban Kræn Kapballe, «men buefor fedde Do faa ftell, Mari Kisloroe! Ka Do bwafen fortæl æble synng wos nød?. - De war ett omowle, suert bun, aa brow et Sof, aa faang saa ves moddele, te Jen ffu haatte trow, te de wa hintes hin sjæl:

De wa ve Helmestier' Marrí hun fful astej;
Hun had hin Tow i Haanen, vil te aa go hin Vei.
Hun had no tint? et Sommer i Palli Krænsens Goer
Hun fam dædid mæ Suolen,3 hun wa kun sejften Der.

') November. 2) Tient. 3) Svalen.

Den Ti bun war et bette Baaen, hin Faaer aa Muer wa doh;
Na da bun faa bløw fløbr, saa maatt hun tien faa hinne Broh.
Da hun git fram ve Staallen, hrvo Palli Krænson ftued,
Da wa Marrí saa saarren, hun knap ku fløt en Fued.
De war ett fri dæ stod en Tohr i Pallis Yww.
Kabænfæ han had bæje fit, te hun fu ve dem blyww.
Hun maatt ett faa hans Mower, faa hun war et fatte Baaen:
Ejes vil di hat hweranner, men de skull no ett væ faaen.
.,Faawal no Palli!.. føb hun, da hun gik ham faabi.
Han tahrt hans Dwn, aa vænnt sæ, aa føb: „Faawal Marri!"
Marri bun wa saa faarreful, hun tøt hwo hun gik fram,
Te aal den Diel hun møth, de søh te hinner lissom ham.
Aa hwar et Dywr, aa bwar en Fowl, hwæ Træe hun fam faabi,
De føb te hinne lissedan: Faawal, Faawal Marri!!
De laffed ued ad Awten, aa Kaaffen po hans Raahn
Hun tøt, te nær han gaat, han føb: "Faawal dit følle Baaen!..
Hun tøt, te baade Bæfteren aa Koen mæ bin Rath
Di foe faa naadle te hin, aa føb: "Marri Faawal!,
Na þunnen i den Goer han fulle hin et Støk po Vei;
Aa da han vænnt, han lued indda han vill wot længer mæj.
Marri hun græed saa moddele: „Gid 4 fu fæi no snaar
Faawal te biele Wahren, saa war 2 wal faawager!

Wahren ær A jenner, A haar slet ingen Ven.
Gid a mæ mi Faarræller no ku samles raa igien!..
Aa fabr et Fjarringoer war omm, ta wa hun stinh aa faaly;
Fa Suolen kam igjen, da loe Marri i fuoten Maalh.

-77701@offtto

Efterskrift af udgiveren.

Ioct

dct Undertegnede med dette Bind afslutter nærværende Cyklus af St. St. Blichers ældre og nyere Noveller, hvis udgivelse jeg ifølge forfatterens og forlæggerens Pnsle bar besørget, ffylder jeg Læserne et Par Ord angaaende Maaden, hvorpaa dette Sverv er udført.

Man vil i denne udgave finde optaget, hvad der i den første samlede Udgave er udsolgt eller nærved at være det, og tillige Adskilligt af, hvad der i forsfjellige Hefter tidligere er udkommet paa Forfatterens eget Forlag. Ved Valget og Ordningen af det Meddelte har jeg især søgt at tilveiebringe den Afverling i Stof og Charakter, som ved mindre Fortællinger synes at være saavel i Læserens somn Forfatterens Interesse. Dog er det chronologisfe Hensyn iffe ganske tabt af Sigte; saaledes begynder første Bind med Blichers to første forsøg i den prosaiste Fortælling. Det tredie var „lantsbyregnens Dagbog", som af andre Grunde blev bensat til sidste Bind, da dog den Orden, hvori de øvrige ere frem: staaede, iffe ined Sikkerhed kan bestemmes.

Et af vore Dagblade har i Anledning af et Bind af nærvæ: rende utgave bemærket, at Correcturen var besørget med Ombu og Samvittighedsfuldhet. Dersom der imidlertid ved en ny ut: