"Go no" seh A, "hen a

de di ku trow te hun had drowned sæ fjæl. Saa klint A hinner aasse en døgti Knevvelsbaart swer hinne Mund. Den haad A gjver aaw di udder Enner aaw Jenses Mant. De grint hun að. Vejen naer epo,1 te Do komme te den Bøj, dæ legger her en Miilsvej hæfræe. Saa ka Do go ind i Krowret, aa blyw te vi kommer, aa de skal et ue lænng. Men Do ska bæ Dæ te, som Do wa møj øwwewunnen2.“ No da: hun gjoer som A haad unneviist hin. Et Pa Staahn ætter, søen i Dawskjaret, saa pillred Skadronen aa. Da vi kam te de hæ Krowr, aa gjo Holdt, kam hun rehle nok staglend ud, aa ba, om ett Jen a wos vill ta hin op. „Hwa staae Do?“ søh A.

"A rien skit," soh hun,

A soe te Ritmæjsteren, aa

"Javel!" soh han;

den Du veed nok?"

men hvor

"De

„A wower Messingjens.“ „det faaer Jens og Du enes aallereh," fuert A; aa saa wa

"Mi Kammeraater i Plotongen soe po den hæ bette Draguen mæ de megtige Skjæg, aa grint let a ham; men ejsen spraakked di ett te ham, faa di trowed, te han wa syg.

„No! de er ett wahr aa gjø vidt aa bredt a de hæhr Værkerie. Vi kam godt hjem, aa vi lo lyws faa wos po Præjkstuelen, aa vi holt Bryllup de snaarest vi kunn, men de æ sann: A haad fnaar glemt aa faatæll, hudden de fihn gik mæ Messingjens. Da vi kam te Haassens, saa had han aasse udtjent, aa blow saalt

аа

') Nordpaa. 2) Udmatttet.

mæ nowr anner losættere. A khowt ham, aallywl han kaast wal møj. Men A faae te ham: »Messingjens!" faae A, „A vil ha Dæ, aa plej Dæ aa hehd Dæ po rin gammel Daw, de haa Do faaskylt." - "Hohoho!" soh han; de howed han. A bedrow ham heller ett: A had ham po sywend Der, aa han had bejr Daw end A haad sjæl, faa han bestelt slet ett Ant, end A rejh po ham engang imell til Kjøvstajen, aa i Sæhti aa i Høsten ku han gyer et Beed ivesfomda. Men vi fa ett loww te evig Ti

-

Jens matt aasse astej. A haad engaang wo hjemmenfræ en fi Daw, aa da A kam i Goeren, wa der iff et lewend Minnist aa sie hwarken op elle nier, undtawn mi gammel Mowr, dæ stod aa ragt i Grødden po Skaastienen. „Gus Frej!“ søh A, „hudden ær ed fat? hwor ær aall di Anner?" „Di ær uhd i Towten ve Messingjens, soh hun, „faa han ve te aa stewt."1 A gik derud. Di stued om ham baade Helle, aa behgi wo Bohn, aa Kaaelen aa Pigen, aa Jens loe imell dem po hans Sih. De æ nok skit mæ Dæ," soh A. Han letted hans Howd, aa foe faa naalle te mæ, aa sokked, aa loe Howdet nier igjen, strækked hans Bien aa doh. "Helle!" søh A, han skull indda begrawes let heddele; A vil ikke træk Kjowlen aa ham faar aalles de; aa han fka jores i Kalgoren, faar A vil hwarken ha Swynh eller Hunn te aa snahg i ham." Saa kam han da aasse te aa legg unne den stuer Avvil,4 som mi Faaer had Hwægaang A fie Træet, tinker A po Mes

stammed. fingjens *)."

1) Styrte. 2) Ynkelig. 3) Aldrig. 1) Kaalhaven. ) Æbletræ. *) Der er endnu (1842) Flere levende af dem, som kjendt Messingiens i levende Live, og hans Eftermæle lever faavidt jeg veed, mellem de flesvigske Kyrasferer.

"De war en knøv Histaarri den," saah Mads Uhr, „aallywl den war om en Hæjst. Men no skal A faatæll Jer jen om en Staahkelsmand,1 aa hudden A kam ve ed mæ ham.“

te I haa wor i Herning, ælle dæhromkring, saa veed J aasse, te der ær en grumme stuer Mues dæ synnen for. Den samm Mues æ slet ett saa moj gjæv aa goe owwer faa hwem der ett a wal fint.

aa

De wa de Sommer A tint ve Kræns, saa kam der en Kow isøk2 deruht, aa de war aa dem A sku pas poe. A tow hin ve e Hwon,3 aa A tow hin ve e Haahl; men hun vill slet ett sjæl hjælp te; aa nær Jen ve hjælp Jen, aa Jen ett ve gjør en bette Koen, hwa ska saa Jen blyw te? Som A stoer aa bødler4 mæ den hæ speddels Kow, saa komme dær en Staahkelsmand derøwwer fræ Rind, dem di kalle Nakkere.A for aa hjælp Dæ" saah han, "ta Do no ve e Hwon, faa vel A læth ve e Haahl.“ De batted, faa han prak hin aasse unner hin Haahl mæ hans Pigkjæp, aa saa fek hun isinn aa vil sjæl krat ve. "Hwa gie Do mæ no faa de?" saah han. nod aa gi Jer," saah A, „ant end Tak. ,,Dem vel A ett ha," swaahrt han; men hwissommensti te A ens gaang sku kom isøk enten po den jenn Maahd eller po den aanhn Maahd, ve Do saa læs mæ en Haaen, om Do æ tereh?" "Da vel A aasse de," swaahrt A. „Godt nok!" saah han, aa saa stumred han aa op ad e Bøj te, aa saa wa de ett mier.

„Aa haar ett

Hwitti war ed no, A kam te aa tien i Suuhns Præistgoer? De ka aasse væh de samm. A ku goe

1) Fattigmand 2) Sanki. 3) Hornene 4) Maser. 5) Laane.

mæ e Hjolli, men hwo gammel A war, de ka A ett howw, for A vedd ett saa noww, hwo gammel A œ no.

E Præist war ælles en grumme gue Mand, men Gud bewaahrs faa Kuen han had! Hun wa saa uen ve ham, som nown Kuen ka væhr, aa han had ett Hunds Ret ve hin. A haa redded ham tow Gaanng aa hinne Kløer faa han war en bette faapint Sperris, aa hun wa stuer aa stærk, men A war indda stærker, aa ku majt hin. Hun had faat isinn aa vil gjø nød ve ham, A passer ett wal om aa sæjj, aa rennt ætte ham runnen om æ Goer mæ en Knyw i hinne Haaen, aa rovt, te hun sku gio de hæhr ve ham. De kun A ett lih, aa saa tow A e Knyw fræ hin, aa trudd hin te aa væ skikkele

men de wa

mens A

aa dem en Ueg o e „Godaw skal I ha!" saah han. „Hudden

ejs ett de A vill sej. Saa war A engaang, tint dæhr, uhd ad e Kjaer1 aa sie ætter e Hoe.2 Aa saa komme de hæ Kompen3 - den samm Staahkelsmand stag= grend hen ad e Wajjs imued mæ, aa han had tow Kwinner ifølle mæj, aa di had hwæhr Røgh,* aa et Baaen i hwa Ueg. faah A. "De ska Do sjæl ha," haae di Kow ed? Haa Do ett læd hin go idøjð sihn?“. „Aaaaenej! saah A, „aa I skal indda ha Tak jengaang inoh." "Tiene Do i den hæ Kon Præistgoer?" saat han. "De gjør A," faah A. — „Hø! vedd Do hwa," faah han, „ku Do ett sie aa hæhl mæ di hæ tow Diller 6 mæ dje Grumslinger en Dav øwr; for imuen ska dæ væ Jawt ætte wo Folk, aa A vill ett gjahn ha dihæhr i Viborrehuus; A ska nok hyt mæ sjæl." „A ve sie hwa fjæl.” A ka gye," swaahrt A; "læ dem komm hæ føhn let ætte

1) Hoe hedder Efterslætten, og Forslætten Høe. 2) Kjæret. 3) Patron. 4) Vugge paa Ryggen. 5) I Dynd. 6) Kvinder.

Sengeti te de wæjster Huus dæhr, saa skal A fo en Stej tereh, aa hjælp dem op o e Hjøstaang men haar I sjæl no Ehdels aa no Driffels?" - "De haar ingen Nøe mæ de," saah han, aa no ve vi gi De Faawal te æ Suel æ wal nier." Saa sluntred di aa hen o e Wajjs te en Jenstægoer, aa om Awtenen kam di rehle nok, aa A hæll2 di hæ Kwinner aa di hæ Bohn te den aahn Awten, aa saa lested di aa igjen.

1

dem, saah e Kompen: „A vil alles de hær Stok

Far A steltes ve gjahn faafkyll Dæ

æ dær ett Nød Do haa mød Lost te?” "Jah!" saah A, „hwa sku de væhr? hm! de jens nest wa Muotens An- Kjestien dær i den Goer, hwor I gik te iahs. Men hinne Forræller vil ett læ mæ fo hin, faa di sæjer: A haa faa let, aa de haar A aasfe.“ "Hm! Falle!" sæje han, Do sie ued te aa ha et Pa gue stærk Arrm; de ær en gue Aarrepaaet, aa hun haa Skjellinger om et Par anne Daw ka Do jow faaføgh hudden den Gammel ka wa tesinds. A ska spon3 te, de bæjst A ha laer." De lotted A ætter; faa Skam sloe dem di hæ Rakkere! di ær ett saa mød taavvele. Di ka baadde spoe aa vis igjen, aa di ka gje baadde Unt aa Godt, lissom de ka fall.

A spekkeliered o de hæhr en Pa Daww, aa nød aa e Nætter mæ, aa saa den treddi Daw dasked A hen te Muotens. An- Kjestien stod aalljen udden for e Puet, aa vænt e Røgh te, faa hun wa ve aa glodder4 en Væg: saa A kam bag po hin, innen hun vedst aa et. "Jøsses! æ de Dæ?" rovt hun, "hwo haa Do woer i all di manne Daww?" „A ha wo hjemm, aa ad e

"

Mark, aa i e Hies, lissom de ku byh sæ. Aa no kom

1) Udflyttergaard. 2) Skjulte. 3) Hjælpe til. 4) Kline. 5) Heben.