mæ en Wost aa et Pa Faasloer, aa saa et bette Fjarril1 Smør, faa hæhr foer vi ett ant Smør end Fjet, faa hæhr ær ett ant end Bæster i e Bøj, allywl den Gaahd, A bowr i, hedder Studenftræhd. Faawal!

Dæhrætter tow Rasmus Owstrup fat, aa faataall den hæ Histaarri:

"

Som A no stu faatæll Jer: De war i Kriens Ti, da di hæhr Engelsmænd haad gjo de hæ grummige Spi. takkel i Kjøvvenhawn, saa matt A da hejer ett blyw irow, faa Legsmannen fam aa drew me ud o Sessiunen, aa dæh blow A tawn te di Haassens Hæistfolk, aa A lahr baadde aa rih aa hog Folk ihjel; ingen Hog, faar A fka sej wos: di sloer

men A fik sjæl kuns i Freistier, faa nær der æ Krie, saa æ di baanng te vi ska gjø de Slemm veddem. I Frejjen saa raaer di faa wos, men i Krien saa raaer vi faa dem si de ær en Faaskjæl. A had en gue Madpues me me ud te Skuelen, aa mie fik A sennen hjemmenfræ, aa de gjør ingen Uhn ve ham, dæ ffu læhr mæ, aa A kam te aa sto howt baade faa ham aa faa Aaffisireren.

,,Saa fejer Unneraaffifireren te me en Daw, A had gin ham en Polls aa en Pa' Woster faa han wa gywt, skal A fej wos

"Hoe," seje han, kinne Do Messingiens?" - "De war ett godt annet," søh A, "de æ den beist Hæist ve hiele Reggimintet."

"No" soh han igjen, „Watrup, de rier ham, a blown syg, aa han døe wal aasse." Ja de ka got væhr," søh A. "Ve Do ha ham," søh han, „saa skal A si aa skaf Dæ ham, men saa sta Do aasse tænnk po mi Kuen!"

1) Bøtte.

"

"A ska betænnk hin" suet A, me et Faasloer aa et bettekon Flæsk, „hwissommensti te A maa fo Messingjens. Aa hun skal indda fo en Snes Æg aa en si Marfer Smør, saa raa mi Mowr komme herud.“ - ,,De ær Uer nok," fuert han. Saa fek A rehle nok Messings jens, aallywl dæ war en grumme Rowt om ham, faa di vil rih ham Aalsammel; men to dæ ku jow da kun Jen kom po ham ad Gaangen. De føhst Gaang A skull o ham, da soe han rehle nok vis po mæ, lissom han vil spøhr mæ: hwa æ Do for en Kaael? Men A snakked mæ indda terett mæ ham, aa faataall ham, te Watrup loe paa Sygstowen, aa gik nok ett fræ ed, aa faa had Underaaffisireren sød, te A sku ha ham, aa te de ku slet ett nøtt te han stinned fæ. De ku han faastoe faar aall dem, dæ finnt ham, di soh, te han aaljenn haad lissaamej Faastand som tow Kyrrassierer. Aa de war aasse sann; han fattedes ett Annt, end de te han ku ett snakk, aa de wa jow ett hans Skyld. A glemmer aaller de Gaang A søh ham, te Watrup wa saa rinng, da sokked Hæjsten rehle lissom et ant Minnest. Ja I fa trow, te vi tow spraakked sihn moj mæ hweranner, aa te Aalt, hwa A soh, saa enten kronnied han, eller hwinnied han, eller rims med3 han, aa A faastoed aalti hwa han minnt.

„Som A no sku faatæll, saa drow vi da ind i de Synnen. Aa vi massiered jen Daw aa en aahn Daw, aa saa bløw Jen en bette Kon træt aa den Rien, aa let æhm dæhr hwor En æ howest, nær En sanker Spohn. Saa stod Kaahlen aa, gik imell, aa had Bjesselet øwer Armen. A gik aasse, men A lo Jens støtt sæ siæl. Han fulle mæ nok saa trolle, aa kam Nowen ham faa

') Fire Halvpund. 2) Dm. 3) Hestens Lyd naarden venter Foder.

han

nær, saa skroll1 han faa di vill ha te, han war en Haltigh2 aa vill baade bedd aa sloe. No da: saa kam vi en Daw til en Bøj dæuhd ve Obbenroe, aa A fek mi Kotier ve en Gaarrmand. Dæ stod godt te ve ham, men de war en pihnwon Hund, faa vi ku ett wal fo de vi ku ehd. Men saa wa dæ jen aaw Datteren had sejs a de Slaww aa hinne kun A retten godt lih, aa hun kun aasse lih me faa den Sag, aa hun ga mæ et godt Nøsfoers den sam Awten, aa Dawen ætter faa vi lø øwr dier faa war hun indda bejr ve mæ, aa hun vest aalle de Gue, hun vill gye mæ. Den aahn Muen, fa vi kam astej, saa kam hun ud te me i Staallen, hwor A stod aa stregled: "Rasmus!" seh hun, no drawer Do hen, àa saa fo vi wal ett hweranr aa sie mier.",,De fu byh sæ," sejer A. — „Nej!“ søh hun, „Do ka most di Lyw, eller Do ka fo Dæ en Kjerrest deruhd." Veed Do hwa," fejer A, „inten A no løwer eller A deer, saa foer A ingen Kjerrest, hwisfommensti Do vil ett væhr ed, Helle!" --Gud bæir ed," sejer hun, "A for aalle Low te ed a mi Muer, aa knap nok a mi Faaer, faa di haa sit Enaahn ud te mæ." - "Helle!" sejer A, ed di Alwor, Do ve draw ind te mæ, saa bih et Stød ætte mæ, aa sie om A komme tebaahg. A fo raa mi Awstien, aa mi Faaers Goer, saa ska vi gywt wos, næ Do vil ræmm hæh fræ, aa følles mæ mæ te mit Hjemmen." Saa tow hun mæ om Halsen aa kyst mæ, aa græed en Koen, aa smutted ud igjen. - Mess fingiens soe ætte hinner, aa A lo Saal aa Bjessel o ham, aa reih min Vej mæ di Anner. Tie faa wos: somti fet vi nøj aa

De war en sølle ehd, aa somti ett;

1) Blev ustyrlig. 2) Hermaphrodit eller Klaphingst. ) Afforing.

S. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. V

18

"

men A djel aalywl mi Brøe nær A haadd mæ Jens aa lissesnaar vi kam te Kotier, saa førred A føst faa ham mæ Hakkels aa mæ Hawr, aa mæ hwa A eisen ku bjerre te ham, somti Row aa somti Byg aa somti Hwehd, som de fu træff sæ. - Vi drew laant astej, A ved aalle hue vi war; men Krie, de faanam A ett te. Laant om lænng fek vi Aadder aa dryw hjemad. Helle had ett wo møj aah mi Tanker aal den hiele Mars. Da A no kam saa nær, A ku sie hinne Bøj, saa rier A hen te wo Rikmæjster, aa faaklaared ham, hudden de wa gawn mæ dæhr sihst, aa hwa vi had isinn, aa ba ham saa om Faalow aa ta Pigen mæj. Messingjens" sø A, „ka gaat bæhr wos bebgi Tow, aa A veed han gjør ed mæ en gue Villi... Rikmajsteren smill, aa soh: "Du er en Helveds Karl! men hvordan vil Du komme godt fra det Pigetyverie? De kommer nok strar bag efter, og ta'er hende fra Dig, og Du faaer en Ulykke jeg kan ikke redde Dig." "De haar ingen Noe," fejer A, „hun ska ha mihn Staalklæjr epo, saa ka der Ingen kinn hin, aa A feje te mi Kammeraater, aa hwem dæ spor: te de war en sygh Draguen aaw di fynsk, dæ wa blown leggen dæhr i Bøjen." „Lad gaae, din Gavtyv!" feje han; „jeg skal selv tale med Chefen, og faae ogsaa hans Minde; men jeg skal nok tie stille med dit Puds, og bilde ham ind, at Messingiens af Medlidenhed selv havde forlangt at faae den syge Dragon paa Ryggen." De gik no aasse aalsammel som de skull. Vi rejh ind ad Bøjen, aa dæ stued di Stuer aa di Smoe uddenfaa Puet aa Dahr, faar aa be wos walkommen. A skotted ætte Helle jow! hun wa dæ rehle nok, aa da hun fik Yww po

aa A lo mi Pallast hels hinner, da glindfed hun

øwr hiele hinner Ansigt, som om hun skull ha wor ud aa fæist Piger, som di seje faar et Mundsprog.

A lucd som Ingenting, aa A soh Godaw baadde te di Gammel aa te di Unng; men A gjor ingen Faasfjæl. Da vi had fot wo Nætter1

hwedgrød, aa di wa fatte2,

(de war ett ant end Bog

aa dæ war ett ant end no

sølle blaasur Mjelk aa depp dem i), saa gik A ud aa fuer -et Stok Broe had A lested ud aaw Skoffen derinn unne Skywwen. Jens rimmed, da han soe mæ, aa løjted de hæ Brøe. "No ska Do ha dehier forudden di Ransoen" seh A te ham, ka Do saa sto ve aa bæhr Jen te forudden mæ?" „Hohohohohohoho!“ søe han: „De ær Uer nok, søh A, "Do skal ett kom te aa fortryd et." Mædesamm kam Helle. Hun wa baadde glaae aa saarren; saa fmill hun, aa faa græd hun, aa somti behgi Diel po jengaang. No te de sku te aa vær Alwor mæ hin Ræmning, no blow hun en bettekon hwaws4 i ed. "Di æ allywl mi Faarræller, aa de æ mi Føhdegoer, A ska aalle fie i min Daww mier, A ska ud imell Fremmed, aa ha iffun jen jenneste Ven. Rasmus, Rasmus! vil Do væ que ve mæ?" "Do ka sie" søh A, "hudden A er imod Jens, aallywl han e kon et Umælend: A dieler mi sihst Mundfuld Brøe mæ ham hudden skull A nøwntier blyw slem ve Dæ?" "Men hudden ska A slep hæfræe?" søh hun saa. "De haar A betint" søh A; de skal ingen Faahr ha." Saa fløjed A hin mi Staallflæjr: Luh, aa Kittel, aa de Hiele, et Pa Hueser aa et Pa Stow, aa ba hin go ind i Herberret, aa draw aa hinner ejn Klæjr aa i mihn. Dem hun wa trokken aa skull hun saa kyl i Søen, dæ wa dæ tæt ve Goeren, faa

1)

1) Aftensmad. 2) Fattig. 3) Fore af. 4) Forvirret.