dem Jens aa Pier

had ginn mæ:

"Ka de ett linn Da?"

om de Jen aa d'Annet.

Saa kam vi te aa snakk en Kuen baad' Mi Faaer kam aasse te aa saah: "den Krie æ flem faa Lannet; "Men ejes no te Jens æ døc, hudn tinke Do no Dwli? „Do kan ett saahn sedd Enkimanh; aa de'r't war2 aa vrøwl i. "No ska Do inten gywt Dæ fjæl „Aa Do aa hun I sku nohinne3 "Aa A veed ett, hvem de sku væhr" Ku Kjesten finn en Kaael mæ Let, "Sto!" faah Muens mi Faaer

aa Do æ raa faa gammel. væhr epo jens Hammel.”4

han fuer: "A vedfk ett hejer. kahænsæ de wa bejer."

"Aah! I behøwer hejes ett“ saah Kjeften"Hm, hm!" faah Dwli

"Do'k'ett behøw aa lied aah laant

-

"aa ha aah traant!5. „hm! A veed, di Sans han haae no Skjellinger"

"Hint wos en Dram aa en Bed Brøe! de ka ett hjelp vi kjællinger." Men faa bløw Kjesten rintkataalsk, aa hwæll,' aa ba om Dawɛ da.

Men fih'n som vi kam sammen faaen i jit aa annet Law da: Somti saa wa hun ett betint, aa annetier hun tøt et.9 Tesist saa bløw vi Mand aa Kuen, aa Ingen haa faatrøt et!

Noddeda! Wolle Vistesen haad tawn still den hiele Awten; men ved de Law fik han isinn aa snak mæj. "Hwem dær æ fint i Graah aa dæromkring," saa han, „veed wal aasse, te dær æ nød, di kalle Sven Graahs Capel faa hæ haa wot en bette fon Kjerk engaang, lissom dæhr ohsten for Ungstrup. Men de er ænnele saa lænng fihn, te mi Aalfaaers Aalfaaer haad ett sit nød aa den hæ Kjerk. Stien æ dær inno nown aa;

1) Tilfreds. 2) Ikke værdt. 3) Saavist. 4) I eet Forspænd. 5) For travlt.") Søn. 7) Græd.

om det.

8) Udsættelse.

) Syntes

hwem dæ gidde gaaen ætter ed, ka snaar finn e Stej po Groffovs Mark, lit nueren faa Haww Soe. Degaang de skidh, som A no ska faatæll, fi da wa dæ trej Konger i wo Land aa de wa di tow faa manne, ka A trow, faa jen ku ejes haa wot nok: trej Konger i et Land maa væ lisse gaat som trej Konner i jen Hues, faa hudden ffu di faaligges? Noda: den jenn aa di Konger hedd Swenh. Han slow den jen a di to anner ihjel ve et Gjæstboj, hwo de no war, aa han vill gjo lissedan ve den treddi. Men han unnrennt, aa sanked en gromme Haav Kriesfolk fammel, aa ewwerwanh Swenh i et stur Slaw, di haalt derind po Graah Hie. Swenh han tavt baade e Slaw aa e Lyw, som A no ska faatæll. Den Daw far e Slaw sku stoe, saa stdd e Konng udden faa hans Tjelt, aa faa bøj ed sæ hwerken wahr eller bæjjer, end te en Buenkuen kam gaangend faabi, aa hun war en skammele know Koinn. E Konng fik Løft te hin, aa lo hin træk ind i e Tjelt, aa loe aasse we hin, men haat imued hin Villi. De ku wo manne Konner, dær ett haad tawn fæ søen Kjellingerie næe saa næer; men den hær wa strix i ed. Saa snaar hun wa sluppen ud igjen, rent hun hjem, aa græed saa møj moddele, aa faataall hinne Mand Aalting, lissom de wa gawn te. Saa blow han illworn, aa saah: „Da skal A indda sie om A ka betaalh den Skitting aa en Konng de hæh Stok Arbed." Dahma tow han en Yws,1 aa stak bag nier we hans Nakh, mæl hans Jnnetrøjj aa hans Ullenskjøt2, aa gik ued. Men e Slam wa begynt, aa de uets ett lænng, fa Swenhs Folk bløw splet ad aa faadrøwwen. Han maat jow aasse fjæl remm, aa kam faahren aaljenn po hans Hæjst dæh faabi, hwor e Buen stod aa soe po e Slaw. Men saa støwted

') Pre. 2) Kofte. 3) Varede.

hans Hæist. Finneren war ætte ham et Stød tebaagh. Han rowwer te e Mand: Hæel mæ!' hæel mæ! om Do veed et Stef." "A ska hæhl De seen" saa e Buen, „te di Uvenner ett ska finn De lowwen." Mæ de samm hog han e Konng mot i hans Pann mæ e Yws, te han filh stiendoe owwerenn.

Da hans Muedstanner, Konng Wolmer, kam te, aa fanh ham, lo han ham johr po de famm Stæj, aa bøg den fon Kjerk owwer ham.

Ætte hans Dee haa di aalti kal ham Sven Graah, Men owwenpo de hæhr ve faade te han omkam dæhr. vi no ha en Vihs aasse om Krie, som jen aa mi gue Benner ja de er ett længer end tow Der sin han døh han haa sjæl dejtet:

Den Tie A war en bette Kaael, aa gik aa utted Foer,
A fek mi Foh aa Klejemon i Muoten Jeffens Goer.
Aaw Naahd aa Barremhjatehied di fek isinn aa ta mæ,
Da mi Faarællr wa falln mæ fræ, aa ingen Anr vil ha mæ.

Die war A eisen manne Der had retten gue Daww;
Lir ingen Nø i nowen Maad faa de wa Synd aa klaww,
Bøn had di ingen flier end mæ aa saa djer ijen Dætter
Di tint wal aasse, som de gik, te dæ kam ingen ætter.

Aa mæ Muotens Sessel som Søskin wuft vi aap.
Da war ek jen uen Bloesdrohv i hinne hiele Kraap.
Vi wa fom Jit, hwa Jen den vill, de vill den Annen aalti;
Vi wa tesammen føst aa sist, i Mark aa ve wo Maalti.

Vi had jen Sang aa leg wos i, ek heje ku vi soww,

Fa di ha loe wos fammel i wor ijen Bysfilowwv.

Te Skwol aa fræ Skwol gik vi knøwt, aa haalt hveranres Hinner. Aa hwar en Puhs3 A boer hin øwr faa de te hun wa minner.

1) Skjul mig. 2) Tænkte. 3) Vandsted.

Saa fultes vi, men vi wa smo; aa fihn da vi bløw støhr,
Vi gik jit Vinter behgi tow te Præjßten i Faahøer.

1

Aa saa bløw hun mi Gajilam, aa A þin Nøjorsgaw da,
Degaang te di djelt Kjærfter ued i Kaal: aa Pigi-law da.

Men fihn da A wust bæjer tc, aa bløw di jit aa tyww,
Saa matt A te Sesfiuen, aa spring Sældaat, aa læ mæ skryww.
A fek mi Pas, aa Sessel græed aa saah: "Faawal no, Pier!
A tinke ves, Do go di Vej, A fie Dæ aalle_mier.“

-

Hun græed - A græed – de war en Ænk, aa vi græed behgi Tow.
Men da vi skeltes, lowed hun, te hun sku blyw mæ trow.
Saa maat A da massier aftej aa ind te Reggemintet,

A foe hin et i ølle Oer, de haad A aalle vintet.

I tow Der gik A Skuelen fram, aa fihn kam A i Krie.
Die lid A Unt aa Hoerhicd; de war en følle Tij.
Tesißt kam A i Slaw, aa fek mi høwer Arm spolieret.
Di skoer en aa ved Aawfelen, aa faacn bløw A korieret.

Di kunn ett brugh mæ længer dier, aa dæfor fek A Low.
Saa gik A hjem den laange Vej rint ud fræ Issehow.
A tint saa tit aa manne Gaanng: hudan mon Sessel haar et?
Kahænsæ hun æ døe aa henn; saa æ hun wal faawaaret.

Aa som A kommer te wo Bøj, aa fie til Muotens Goer,
Hwor A had løwd saa glæddele mi guede Ungdoms Der,
Da wa der Spel aa Løftchied, aa Huset fulh aaw Gjæjfter,
Aa Gillwown i den hiele Goer, aa Towten2 fulh aaw Hæjster.

Na da A kam saa te e Daer, aa faah: Gusfrej herinn!
Da wa dær ekke Jenh saa' Tak, ekk Jen dæ ku mæ kinn,
Fa Brudden kam aa kieg derúed - aa de wa Muotens Sessel—
Hun slow hin Hinne te hin Loer aalt mæ saa ftuer en Ressel.

1) Sigter til den Skik_paa Landet, at en Karl og Pige vælges til at foreftaae Fastelavnsgilderne, medens de Pvrige for Spøg vælge fig hver en Kjæreste. 2) Toften.

Aa Herreguj! hwa sier A no! to de æ Pie dæ ftoer! "Aah Pier! A vinted ætte Dæ i samfull ølle Der.

Mi Faaer aa Muer æ begi døh "Do kam jow ett - Do strøm jow ett

hwi skull A go fræ Goren?

no ær A gywt mæ Soren."

„Hwa skull A fkryw mæ, Sessellil! mi høwer Arm æ henn; „Aa fahr' i Krie aa fremmed Lann, A ku jow ingen fenn. "A æ en Krøvl, de fie Do wal, aa ingen Minnest Nøtte „Gud give det, jeg maatte snart herfra til Graven fløttc!«2

-

"Gi Dæ tefrehs!" saah hun, "Do skal slet ekke sok faa Brøe!
„Saalænng vi Anner haaer en Koen, da skal Do ett li Nøe!
, Do ka jo blyww som Do haa' wot i gammel Tie i Goeren!
„Kom inh aa sæt Dæ ve wo Skyw! saa ka vi snakh mæ Soren!"

Si no ær A en gammel Kaael, aa gor aa utter Foer;
A foh mi Føh aa Klæjemon i Muoten Jensens Goer.
A fløtte Kyer. A fløtte Hæjft, aa Smotøw fier A ætter;
Aa somti po mi venster Arm A bærer Sessels Datter.

Da no den hæ Vihs om den jenarmed Sældaat war ued, faa tow Wolle Vistisen ve igjen, aa faah: „A skal indda beskryww Jer, hudden de gik mæ de Der, A tint dærewwer i Kjøvvenhawn. A haar inno gjemt de Brow, A strøm hjem, aa no vel A lohs ed for Jer:

„No er A da blown Kust ve en Brandispettør, aa hvissommensti I soe mæ no, kun A rehle ræh3 Jer hen, faa nærensti A sedder o e Bok, sir A ud som en Bjøn, faar A haar en Ullenstjet aa baare Rawbælle, aa en laajn Kabus mæ en Rawhaal i e Nat. Den naadde Frow saah føst, te de stu wot en Rawrump; men saa saah A: „Nej ejs manne Tak, de passer A ett om.“

„De væst A haad her, de føst A kam her, war ejs aa faasto dje Snak: den naadde Frow wa rejn Tydsk i

1) Før. 2) En Linie af en Vise. 3) Forskrække.