Arm, aa den aan øwr hans venster, aa saa taw A dem te Faang, aa føer dem te Skadronen. Men Rikmejsteren ba den bette Mand ta sæ, no wa vi uløkkele, faa de wa Fransmænd. Sihn lært han wos, vi sku sej: „Dragoon dannoa." De faastodd di, saa vest di vi wa Danskere. Jengaang indtom vi en Stadd, der hedd Rasse= borre. Gui bewaars hwo de gik te!

De wa en Vagts mæj faa Stral

meister ve fjaer Skadron, han had wo fund, degaang di slow Grow Steel ihjel: han had undIywet manne Minnesker i Kri. Han sø, te de Slaw ve Rasseborre wa de grommeste Slau, te han had wot i: men de we Lybek war inno grommer, faa diæ maatt di haall. ed i ni Dau aa fyør ud ow di Doe de wa retten stræng faa di sølle Bäster. Men ve Rasseborre

"

som A stu! fotæll war ed saa moj ankele1 aa si, hudden det gik te. A foe en fransk Sældaat, han gik mæ et bette Baaen po hans Bangenet. "Do er et Skaaen!" sø A. Piiv mæ laang Rør-2 so han. „Do ska ha Fannen!“ sø A, “A ha fjæl betalh mi Piiv, A kjowt baadde Piiv aa Rør aa Mondbeed aa Ras Rask degaang vi loe i Issehow." Men saa kam der en grusselig Howwen Fransmænd, aa di rowt aasse „Piiv mæ laang Rør!" saa tint A, de æ de bæist Do rier di Vej, om Do vil behaall di Piiv.

Degaang vi saa kom te Hamborre igjen, saa vill vi ett længer væ ve Fransmannen. Da vi saa Faawal te ham, da græd Prins Ekmøll som et Baaen, faa han vill ett haa wor aa mæ wos. „Faawal!" sø vi. „Adio“ so di, „adio Ræv aa Har!"

"Kys wos hice!" sø vi. „Kys hiæ!“

Saa begynt di igjen mæ dje Pivsnak. „Ja piiv I no i

4) Ynkeligt. 2) vive l'empereur. 3) A revoir.

"

wo..." seh vi, aa saa rejh vi te Baanhswd. Die kam Kosakkeren om wos. Di vil prif ætte wos me dje Pigfjepper. Den føhst, A foe, tint A war en Kræmer; men da han kam nærer, ku A wal fie te de sku vær en Krigsfaal. Do er en sue1 Kaael te aa rii søh A te ham: „A trower missen Do sedder oweno di Madpues." "Dowre!" soh han. „Ve Do ha Dowr?2 søh A, "ja dessom Løgte nanten soe, hudden Do sedder mæ din Knææer, saa vill han nok gi Da Dowr; kahænse Do fik Tewand aasse." Men saa stak han mæ i mi hower Loer. "Do æ fue nære3 !" sø A, aa saa hog A hans Kjep met ower, aa ham sjæl bag ætter. „Do ku ha woer fræ mæ!" søh A. Die war aasse en fransk Genneraal fulle me wos. Di kalt ham Lallemand. De war en Wowhals. Han haad en bette rød Lue po, den swinged han aalti mæj, aa saa rowt han lissaa howt som han kunn: "Brave Dannoa! A æ laang! A æ laang!4 men de war ett sann, faa han wa kun en bette stumpet Kaal; men modde wa han.

Sihn brow wi te en Bøy, di kalt Sestej; die wa saa manne Finner, te den jen ku ett spøt faa den aan; men vi ragt dem indda tesii, aa kam walhollen in te Rensborre. Po Vejen kam der en Fransmand rennen, aa sprang op po Hæjsten bag ve mæ: "Væk Per Misfiong!" sø han. "A hedder ett Pejr, A hedder Jens," søh A, it hejer vil A go væk for Dæ; men ve Do væ steffele, saa mo Do ri mæj." Saa vill han hat Akkevit. "Ve Do ha Brænviin?" soh A, "de ka Do foe," aa saa ga A ham ow mi Flask. Da han had drokken, begynt han aasse aa snak om mi lonng Piivrør. "Hwissoms mensti Do ett holler Flav," soh A, "saa stal A fyll Da

1) Svær. 2) Frokost. 3) Nærig. 4) Allons!

SS. Blicher. Gamle og nye Noveller. V.

17

nier ow Hæisten."

Men saa ba han om en mild Pars don, aa fihn blow han rolle.

De wa de fiist Slaw, A war i; aa degaang A sku te aa sedd ow Hæisten, haad A most mi Maandbed te mi Piiv, aa A haar aalle sit et sihn.

"Faa den Sag" saah han Mahs aa Vrahnum, „A haa jow ænnele aasse wor i Krie, aa de fu ha gaan mæ mød wahr end de gik, faa de endtes mæ te A fik en gue Kuen jaja! no æ hun døe aa hæn, solle Kjesten, men hun wa gue ve mæ faalænng hun løwwed; A mo ett sei hin Ant po. Noddeda, saa haar laae den hæhr Vihs om den hæ Krie, aa hudden A fik Hold o Kjesten.

Degaang te di ved Kjøvvenhawn mæ Amraal Nielsen drowes.
De war en how Skjætaasda, di bestellt ett Ant end slowes.
De Pust begynnt ve Kirkctie, da di had ringed sammen;
Men Klokken den bløw trej saawal, fa Nielsen han saah Amen.
Aa de wa me aa Jens aa Pier fra jen Bøy aalle Trej
Aa po et Skiv hed Prøvestien dæ wa vi aasse mei.
Den Tie te Klokken den war oth, aa wi had fot wo Dower,
Da rovt Cavteinen: «Karle! lad mig fee, I ikke sover!"
Aa aall di Skihv, dæ drøw faabi, di smecd dje Kuller te wos.
Tesist saa kam dæ trej mæjit, aa di bløw leggen ve wos.
Di skøed, aa vi støed. Wo Cavtejn

Pe Lassen war'd di kalt ham

Han rovt faa hwæhr en Kuhl dæ kam: "Den maae vi ha' betalt

ham..

Di Kuller flow saa tyk som Smol aa pehv som nowe Hjæjler.
Di kom aa slow wos øweræhn, som nær di spelle Kæjler.
Aa møt po Dawen ve en Pass, da tremled Jens aa Pier.
A sokked ve mæ sjæl, aa saah: "No sies vi aalle mier."
Saa bløw vi ve aa ponses2 faaen, aa de wa rehle haat,
Faa Klokken gik te fihr, aa vi had ingen Onnens faat.

1) Omtrent. 2) Slaaes. 3) Middagsmad.

Tefift blow Engelsmannen kyw' aaw aal den hiæ Hantiering; Wo Løgtnant tahrt hans Pann, aa faah: „Hold inde med Sjarfiering!

Saa skreja A i en Boed te Land, aa fek mæ nød aa bedd o;3 A gik aa oed, faa der war ett en Plett te A ku fedd o. Die kam da Jen, A kint, aa faah. "haa Do wor i Labeeten?« "Ja let“ saah A "da æ" saah han "di Anner o Lassarceten." "Hwah? Hvem?«

saah A

"I! Pier, faah han, „aa Jens, di Kammeraater."

"Saa ær ed ikke waer" saah A, "te vi sto hæhr aa praater. „A tint te di wa slawn ihjæl; A soe jow faa mi Owen,

Men Guj bewaahrs! hwa dæ wa fult! aa ek en Boes wa ledde.
I Salsen loe di behgi Tow, faa di ku ett kom længer;
Aa Ministen di stod omkring, aa glowd, aa ga dem Pænger.
Aa dehr ftod ftuere fornem Folk, aa Frøkener aa Fraawer,
Aa ga dem. "Hillemænh!" saah A, „da skal A loww I flower!
.Hudn goer et mæ Jer?" "Skit!" faae Jens: "A'r aah mæ

behgi Fædder."

„ard Da

"A mæ mi Ahrm, walkommen Mads!" saa Pier

dær æ dær?"

Men Jens han loes aa tow mod Pænng; han talt dem, aa han

djelt'em;

Aa de wa Sølpænng_aalle Slaww, han had nok mæ aa skjell dem.
Di hall put han i Pies Fek, di hall dem tow han te sæ;
Men so ga han et Hjahtesok, aa prøwed aa læth ve sæ:

"De blower rinng mæ mæ"

saah han "A trower ett A løwer. "A bie Dæ faa almindele, Pier! komme Do dærøwer,

9

"Da fka Do hælls mi Faaer aa Muer, aa Kjesten ekke minner! "Aa ka Do løww, da bier A Da, Do gpwte Dæ mæ hinner!" "De ffie ves ett"

saah Pier

"faar Amo vesnok følles mæ

1) Kjed. 2) Skred. 3) Noget at bide paa. 1) Spiste. 5) De ere. ) Jeg vil med Dig.) Forstuen. ) Laa. *) Indstændig.

"Aa fløj dem hiæmm?"

"Hwafor ek deu

saah A "A ska

"faa hun

wal ta dem."

"Ve Do gi kjeften aalle mien?" saah Jens

ska ha dem.

"Men hvisom, Pie! Do døe far A, maa A saa arre dihn? "Hun fek indda en kjøn kon mier, nær di bløw laae te mihn." „Aa ja!" faah Pier; aa de war aa di fisti Uer han taalt, Faa føst doh han, aa faa døh Jens: aa faaen fik Kjesten Aalt.' Saa drøw A hjæm mæ den Bestien, aa kam te Drum fille A vil ett go te Kjesten ftrags, men blyww te'm Moenen tille.2 Mi Faar aa Muer de skal A loww di fmillt degaang di foe mæ. Mi Muer hun faah: "I Gufkilow! Do kun indda begoe Dæ,"

"Ja de wa ftint3 nok

"Do ad'd'ett naghen"

To di bløw ffaat" fuer A, "dæ war aa ret

"hudn goer et Jens aa Pier?" en slem Spitakkel;

Di loe som slagted Swønh; te A bløw frie, de war't Merakkel." „Sm-hm

"Ham sjæl han kaastem hen“ — saah A "aa hiele Kjøvvenhawen "Ful dem te Grawen. Dah blow ringed, præjked, dæh bløw songen."

Mi Muer hun slow hin Hinner sammen: "De wa knowt aaw

Kongen."

Mi Faaer han saah: "No fo di Saarre te wlis

"Faa nærenstie En haar en Ven, saa vel en nødde meften." Om Muenen degaang vi had ets wo Dower, saah mi Mower: "Do fka wal hen te Dwlis no? A følle mej, A trower." Da Kjesten soe mæ, stak hun i aa græhd

"Aah Jens! Jens! Jens! Do wa min Ven

1) Alt. 2) Om Morgenen tidlig. 3) Stivt. 4) Nøgen.

*) Spist. \") For haardt.