-

nalets Medlemmer. Han viste mig Listen over de Fangne og henrettede, og samme Dag skulde De og Deres Søn høre til de sidstes Tal. Jeg blev i Retten, for at prøve Noget til Deres Redning: da feer jeg den ærværdige Pater Tirlemont og en Ubekjendt, som tilegne fig Deres Navne. Jeg mærker Hensigten, og tier. Af en Veninde hvis Navn Intet gjør til Sagen erfarer jeg, at de begge endnu vare ilive. Ved samme Veninde lader jeg Dem vide: at jeg ved Midnatstid den 13de dennes (det er overmorgen) indfinder mig ved Fængslet. Hun skal hjælpe Dem ud. Vi gaae til min Bopæl, hvor passende Forklædning og falske Passe vil bringe Dem over Grændsen. Jeg veed, De er uskyldig i den Brøde, hvorfor De er beskyldt, og at den gode Lebon har et Horn i Siden paa Dem fra gammel Tid af. De var engang min Velgjører en Fader for mig, og - Taknemmelighed er en republikansk Dyd. Mit Brev maae De for Følgernes Skyld tilintetgjøre! - Han brændte det, saasnart jeg havde erfaret dets Indhold.

Lyst til Livet opvaagnede atter hos mig, især da jeg saae, at min Fader endnu elskede det. Vor Flugt blev besluttet, og lykkedes. Petits Veninde - Arrestforvarerens smukke Datter - hjalp os ubemærkede ud; vor. Frelser modtog os, og ved hans Bistand og Pengeunderstøttelse naaede vi uden Hindring Tydfklands Grændser.

en

Flere beskrev os Danmark som et godt Land for Fremmede, og vi besluttede at søge vor Tilflugt der. 3 Hamborg faldt min Fader i en tærende Sygdom Følge af Sorg, Fængslet og Flugtens Besværligheder. Ak! hans jordiske Levninger fandt et Hvilested paa hiin Side Elben. Han døde i mine Arme, og jeg var ene i Verden, uden Fødeland, uden Slægt; næsten uden Penge.

Min Kummer var stor; dog.

min Constitution var endnu

ftærk nok til at modstaae saamange og dybe Sjælslidelser. Jeg vandrede fra Bye til Bye

stedse mod Norden; jo længere fra mine Gjenvordigheders Hjem, jo bedre! Randers blev som De veed min Landflygtigheds Maal."

Her bleve vi atter afbrudt; men Slutningen haaber jeg snart skal følge. Frue Charost kom ind med en befymret Mine, og leverede ham et Brev. Han læste det, rynkede Panden, knugede det sammen, og gik nogle Gange hæftig op og ned af Gulvet. Jeg følte, at jeg ikke turde opholde mig længer, og reed. Jdet jeg lod min Hest gaae ganske langsomt forbi Haugen, saae jeg over Hækken Louise siddende i en Haugestol. Hendes Hoved var bøjet tilbage, hun holdt et Tørklæde for Øjnene - jeg kunde see, at hun hulkede. Da, Frits! da faldt det som et Sffel fra mine Dine; en trykkende Smerte i mit Bryst sagde: "Christian! Du elsker hende!" Og hun? Gid F..... havde alle Vagter, Regnskaber og Skyldbøger, og alt det forbandede Kram! Før om otte Dage faaer jeg ikke min Skjæbne at vide - om jeg iffe freperer forinden af Utaalmodighed.

Rougemont, August 1816.

Allerkiereste Frits!

ja saa

Idag skrive vi- lad mig see! den 6te kan Du ikke faae Brevet til den 7de; det er Skade! for ellers vilde jeg bede Dig tømme en Flaske Præsteviin om Du ingen bedre har - til ære for Højædle vg Velbaarne Hr. Capitain Christian von Rosenberg og Frøken Louise Bethune de Charoft, som paa samme Dag agte at indtræde i den søde Forlovelsesstand. Ja,

min fødeste Pastor! Jeg er det lykkeligste Asen, som findes baade under Solen og under Maanen: Louise elsker

Men det er sandt: Du er en smuk, ordentlig, ad= stadig, bestemt, systematisk Herre, som ikke lider en altfor rhapsodist Galimathias: jeg skal stræbe at nedtvinge min forliebte Gallopade til en jævn historisk Pasgang.

-

Som jeg nu skal fortælle: jeg reed da igaar atter derud. Min tilkommende Svigerpapa var som sædvanlig mild og venlig: men dog liot veemodig stemt - Mama og Louise ligesaa. Her maae sonderes! tænkte jeg. Jeg bliver alene med Fatter, og begynder saa smaat at føle mig for da slipper det ud: Lejen er ham opsagt han ffal herfra han skal forlade Rougemont, det kjere Rougemont, hans Fødested, hvor han har tilbragt fin Barndom og serten lykkelige Manddoms - Aar. Stedets Ejermand er død, og har testamenteret det til Jesuiterne. Familien har vel det, hvormed den saa taalelig kan slaae fig igjennem; men at forlade Rougemont! Da farer der mig en himmelsk Tanke igjennem Hovedet: jeg springer op, griber begge hans Hænder, og siger: "Jeg har et Rougemont derhjemme!"

Han trykkede mine Hænder til fit Bryst, Taarer trils lede ned over hans Kinder: "For mig maaskee, fjere Capitain!" sagde han langsomt, „men -;"

"

-

Jeg slap hans Hænder, og sprang affted ind i Hauges stuen til Moder og Datter. Madame! - Mademoiselle!" begyndte jeg, "Jeg er Adelsmand, jeg ejer et godt Gods er fri min egen Herre!" Louise blegnede jeg nedlægger min Frihed, min Formue, mit Sværd for den elskede Louises Fødder."

"Jeg

Frue Charost rejste sig med Værdighed; en svag

Rødme viste sig og forsvandt i hendes ædle majestætiste Ansigt.

"Hr. Capitain!" sagde hun, "De nærmer Dem en Familie, som er fattig, huusvild, fremmed

"

Fremmed?" afbrød jeg, fremmed? Vor Tænke

maade er eens, vor Religion ligesaa lighed er et Baand mellem Ligesindede

og dersom Kjer

"

Louise traadte hen for mig; hun rødmede som den nys udsprungne Rose, hendes dejlige Dine svømmede i Taarer, et Smiil bævede om hendes søde Mund. Hun rev sin Handske af, og rakte mig sin Alabastes,Haand: „Hr. Capitain!" sagde hun med sin Engleftemme, "jeg elsker Dem gjør mine Forældre lykkelige!"

Jeg trykkede hende til mit lyksalige Hjerte. Mo deren lagde sine Hænder velfignende paa vore Hoveder. Louise havde skjult sit Ansigt ved mit Bryst; hun faae ivejret, og sagde med hiin fortryllende skjelmske Mine: "Men eet Vilkaar: ingen Mundkurv!“

"Ingen!" raabte jeg, og gav og tog det første Kys: ingen uden denne!"

Hun fløj fra mig om Moderens Hals – -om Faderens, der i Døren havde været Vidne til denne rørende Scene. Men for denne ny Historie vil Du vel ikke stjænke mig Slutningen af den gamle? Du ønsker vel at vide, hvorledes vor stakkels Louis gjenfandt sin Annette? Han skal felv fortælle det!

„Min kjere Søn!" sagde han imorges, medens vi en Timestid havde Ro for Damerne, „De mindes maaskee den sidste Gang, jeg var hos Dem i B****, for at tage Afsked? De fulgte mig til Randers, og gav mig de meest rørende Beviser paa Deres Velvillie for mig. Jeg troer ikke, at jeg, saa ømt som jeg burde, besvarede Deres

barnlige Kjertegn ak! mit Hjerte var i Frankrig, min Sjæl var hæftig bevæget af Længsel, og af et dunkelt Haad, et Brev fra min republikanske Ven Petit havde vakt.

"Han skrev mig til: at han af en tilbagevendende Emigrert havde erfaret, at jeg opholdt mig i den danske By Randers; at Tingen fiden min Flugt havde faaet en uhyre Forandring, at han var Ejer af Rougemont, og at det stod aabent for min Modtagelse! Forresten kunde jeg uden Fare komme tilbage, ja maaskee endog finde en fordeelagtig Ansættelse i den nye Regjerings Tjeneste. Han endte med at bede mig fremskynde min Hjemrejse, da kjere Venner med Utaalmodighed ventede mig.

„Jeg rejste, jeg ilede, jeg naaede Rougemont. Haugeporten der stod paa Klem. Dybt bevæget af smerteglade Følelser, af lyse og af mørke Erindringer nærmede jeg mig Huset. Udenfor paa Trappen fad en lille nysselig Glut og bandt Krandse Himmel! det var min Annette op ad Dage livagtig som jeg for tyve Aar siden faae hende paa Engen. Jeg tog hende i mine Arme, og bedæk

kede hendes venlige Ansigt med Kys.

„Hvis er Du, lille Engel?" sagde jeg.

"Jeg er Moders," sagde Barnet.

"Er Du ilke ogsaa Faders?..

"Faders?" svarte hun, og saae forundret paa mig,

jeg har ingen Fader."

„Hvad hedder da din Moder?“ spurgte jeg igjen. Hun hedder Mama," svarte Glutten.

I det samme hørte jeg et Skrig

jeg saae op

-

Annette stod for mig, bleg, ffjælvende af Glæde, nær ved at fegne i Afmagt. Ja! min Son! det var hende` det var min elskede, min tabte Hustrue; og Barnet

det var Deres Louise.