svangre Fremtid. Min Fader kom hen, og indsluttede os begge i sine Arme.

Saavidt i sin Fortælling kom min kjere Louis jeg kan ikke ret vænne mig til at kalde ham Charost da et Par hvide Hænder foldede sig over hans Djne; han drog dem ned til sine Læber og kyste dem: det var Louise! hun havde med en Sylphes eller Alfes Lethed (jeg veed ikke, hvilken Lignelse passer bedst, derfor tager jeg dem begge to) listet sig hen til den Bænk, hvorpaa vi sad. Hun betragtede mig vist et Par Secunder, derpaa foer hun med sit Lommeklæde hurtigt hen over min Kind. "Jeg kan see," sagde hun med et fortryllende Smiil, at denne Taare tilhører Familien Charost Fader! nu har Du fortalt denne bledhjertede Barbar` din Historie?" Han greb min Haand med et inderligt Tryk, og bøjede sit Ansigt bagover - Datteren bedækkede det med Kys. "Mig ogsaa, Papa!" hvicskede en sød, bævende Stemme, og hustruen sank ned ved hans Side, og slyngede fine Arme om hans Hals. Det er en velsignet Familie.

Afsked; men jeg den henter jeg forekommer mig

Da vi havde spiist, maatte jeg tage har Slutningen af hans Historie tilgode imorgen. Det, jeg allerede har hørt, som et opdigtet Eventyr, jeg kan ikke ret forestille mig, at Herren og Fruen paa Rougemont ere hine til Døden indviede Offere jeg brister af Nysgjerrighed efter at erfare deres utrolige Frelse. Imidlertid drømmer jeg om intet Andet, end Sansculotter, Revolutionstribunaler, Guillotine og Bryllup. Det løber rundt i mit Hoved Adieu, Frits!

-

Bouchain, Juli 1816.

Adieu!

Frits! jeg er forelsket. Længe mærkede jeg, at det var ikke rigtigt fat; først troede jeg, det var Melancholie; siden blev jeg bange for, at det skulde være en Begyndelse til Brystkrampe; men nu veed jeg bestemt, det er slet ikke andet, end Kjerlighed jeg elsker den Her, den Louise faaer jeg hende ikke, saa døer jeg Dog stop lidt! jeg har mere at fortælle Dig, naar jeg blot kan samle det; men hun staaer uafladelig for mig, den velfignede Glut! jeg feer allevegne det velsignede Gefjæs: det svæver paa Spidsen af min Pen, og danser op og ned mellem Linierne. Naa! vær nu ordentlig, Du forvildede Tøs! og lad mig have No at skrive til min tjere, tjere Fritsemand! Du kan jo krybe ind i mit Hjerte faalænge, og blot holde Dig fra mine Papirer! Saa! fid Du nu der!

Hvor var det vel, vor Louis slap i sin Fortælling? Rigtig! det var ved Brylluppet i Fængslet. Han inds

føres atter talende:

Laffelet var hævet. Min Fader, Præsten og vi to Ægtefolk trak os tilbage fra Selskabet, og tilbragte i vort Værelse det Øvrige af Dagen. De vil maaskee neppe troe det, men jeg forsikkrer Dem: endskjøndt det dræbende Staal hang i et haar over vore Hoveder, vare vi dog driftige eller forvoone nok til at holde fast paa et Haab, der ikke var rimeligere, end den Febersyges phantastiske Drømme. Det var paa vor sædvanlige Sengetid: min Fader begyndte at nikke, Præsten rejste sig for at bede Godnat, og ledsage Annette til det Værelse, jeg hos Slutteren havde lejet for hende. Jeg trykte et bræn dende Kys paa hendes Læber. "Sov født, min søde Brud!« hvidstede jeg, og udbredte mine Arme til endnu een Om

favnelse; men den gamle Præft satte sin Haand blideligt for mit Bryst: „Kjere Søn!“ sagde han, „hun tilhører allerede Himlen, hun er dens indviede Brud - Abeis Iard! elst og frasiig Dig din Heloise!" Han drog hende med sig, og Døren faldt til.

Min Fader laae allerede i en dyb og rolig Søvn. Jeg sad endnu halv afklædt paa Kanten af min Seng vaagen og dog drømmende: da stod la Fosse seerlieutenanten foran mig; jeg havde ikke mærket hans

Komme.

"

Cuiras

Charost!" hvidskede han, er det en Maneer? Brus den har vist længe ventet, og De sidder endnu her? Hvad er det for anachoretiske Grimasser?"

"La Fosse!" sagde jeg, hvad tænker De paa, lige ved Gravens Rand -ll

"

Vi gaae alle paa Gravens Rand"

svarte

han, "frie eller ufrie idag Bryllup, imorgen Begravelse: det kan hændes uden Guillotine. Naar man vilde altið tænke paa Døden, der kan være vore Tyranner maafkee nærmere end os, saa skulde man aldrig gifte sig, men lade Menneskeracen reent uddøe. Er De en Brudgom? er De en kriger fransk Ridder, og frygter for Døden i det Øjeblik, Livets saligste Time slaaer for Dem?”

„Ak, Kammerat!" sukkede jeg, „hold op at friste mig! Guillotinen staaer bag ved Brudesengen."

"Den staaer ogsaa bag ved Deres egen!" sagde han ærgerlig, nyd faalænge De kan! jo fortere Deres Tid fkal være, jo mindre har De at skjænke bort; tag derfor Alt med, hvad der bydes Dem! Viis Døden, at De itte ændser den! eller om De saa hellere vil: viis Forsynet, at det endnu ikke har mistet Deres Tillid!"

Han slukkede Lyset, tog mig ved Armen, og førte

mig med sig. Jeg lod mig lede som en Beruset. Ved Annettes Dor stod Slutterens Kone med en Lampe. Hun smilede, satte en Hovednøgle i Laasen, og lukkede fagtelig op. La Fosse skjød mig ind, og trak Døren til fig.

Otte Dage indrømmede Skjæbnen os paa den niende slog Adskillelsens Time. Vor Charon oplæste, som sædvanlig, Slagtoffernes Navne. Tre Uvedkommendes bleve nævnede, det fjerde var Annette Dubois! Samlingen forlod mig, jeg fornam ikke det Afskedskys, hun trykkede paa min kolde Pande. Jeg vaagnede i en Feber, som for fjorten Dage berøvede mig Forstanden, og skjænkede mig en lykkelig Bevidstløshed. Da Bevidstheden omsider vendte tilbage, forekom det mig, at jeg havde sovet hele Aar: mit Giftermaal, miu korte Lyksalighed i min Hustrues Favn, hendes Bortgang Alt fremstillede sig i min Erindring som en længst forsvunden Ungdomsdrøm. Velgjerende Selvbedrag! Tiden, som læger alle Saar, havde ved Sygdommen faaet saadan Udstrækning for mig, at mit Hjertes dybe Vunde allerede syntes langt ældre, og derfor mindre farlig og smertefuld. Uden denne Aandsfraværelse, uden denne Legemsudmattelse, skulde jeg neppe have overlevet hiin Catastrophe hvad siger jeg? denne Sygdom frelste virkelig min Fader og mig fra Guillotinen; De skal høre hvorledes!

Da jeg var kommen til mig selv, var den Første, jeg spurgte efter, vor kjere Præst; den Anden La Fosse thi Annettes Navn kom ikke over mine Læber; det laae begravet og indgravet i mit Hjerte som en hellig Londom, der gjemmes til Evigheden. Min Fader foldede fine Hænder, og faae til Himlen: "Hisset, min Son!" sagde han, „lønner Gud de Ædle, som gik i Døden for Dig

og din Fader!

Hør og velsign deres Minde! Tilbed et Forsyn, der atter kalder Dig tilbage til Livet og Friheden! - For otte Dage siden havde jeg i fire og tyve Timer Intet feet til disse vore Venner, der stedse stifte= des til at vaage og pleje Dig. Du var falden i en dyb Søvn. Jeg gik ind i Forsamlingsstuen de vare iffe der. Jeg spurgte om dem: een af Fangerne fortalte mig, at de alt den forrige Dag vare guillotinerede. Dødsherolden havde kaldt paa Charost, Fader og Son. Fader Tirlemont traadte frem under mit Navn, og raabte til Forsamlingen: "Min Søn Louis! hvor er Du!" — „Her!" svarte la Fosse. Tribunalets Officiant og Vagten kjendte hverken dem eller os; de øvrige Fanger taug, grebne af Beundring over en saa heltemodig Opofrelse. Man vidste, at Lebon paa nogle Dage havde forladt Arras; deres ædle Bedrag lykkedes de lede Døden for os. Fromme Tirlemont! Du fulgte din Frelsers Erempel! Arme la Fosse! dit Hjerte var nu kun tilgængeligt for een Følelse - Venskabets. Du havde samme Dag erfaret din Moders, din Søsters og din Elskedes Henrettelse i Nantes.. Og her, min Son! hør hvilken frelsende Stemme der tilhvidsker os i Røverhulen!" Han fremtog en lille Billet, og læfte: „Min gamle Velgjører! mindes De endnu Deres Jean Petit? han, som havde saadan uimodstaaelig Lyst til Søen, og som De lod unders vise i Navigationen, og som De forsynede med Klæder og Penge? Det er nu tyve Aar siden jeg forlod Rougemont og gik til Martinique. For tre Aar siden kom jeg tilbage derfra, og bosatte mig som velhavende Kjøbmand i Douanenez. Revolutionen rev mig ind i sin Hvirvel: jeg greb Kaarden, og har nu befundet mig tyve Maaneder i Arras som Bataillonschef. Jeg staaer mig godt med et af Tribu