Billeder på siden
PDF
ePub

paa Ærens Bei; jeg ffulde løfte deres Sværd for min Konge. Siden Slaget ved Minden, hvorfra min fader hjembragte en ftiv Arm, havde han ophængt det paa Charofterne$ uplettede Stjold. Nu rakte han mig det med de Ord: For din Ronge, dit land og din Ere!

Jeg fom til Brienne, og var i tvende Aar Cammerat med et Menneske, der siden satte Bourbonnernes Krone paa fit Hoved. Jeg gik derudfra som Lieutenant ved et Cuirasseerregiment, der iffe havde Andet at bestille, end at ride fra een Garnison til en anden. Saaledes benrandt fyo Aar af mit liv, om hvilke jeg ikke kan for: tælle Dem Andet, end at jeg hver Maaned ffrev til min Fader, tænkte tidt paa Rougemont, og stundom paa An: nette, deelte min Tid imellem Erercits og læsning, deelte Pung, men ikke udsvævelser med mine Kammerater.

Efter otte Aarø Fraværelse gjensaae jeg mit Fødes sted. Regimentet var da forlagt til Rouen, og jeg erholdt fire ugers Permission. Hvem sfulde jeg her først møde, uden Annette? Hun var paa Slottet som Gou: vernante for to forældreløse Niecer, som min Fader havde taget til sig. De gif spadserende paa Vejen bist. Jeg fjendte slet ikke min Barndoms Legefoster; hun var nu voren, en stor og majestætist Sfabning, i sin Ungdoms fulde Flor, og dertil ftandsmæssig klædt; men hun kjendte mig, og hendes Rodmen viste, at hun ofte maatte have tænkt paa mig. Hvad skal jeg sige Dem, min Herre! De fan selv gjætte det: inden de fire ugers Forløb conjungerede vi Amo igjennem ade tempora. Vi begyndte med Præteritum - Fjællebroen, Blomsterfrandsen, Kirsebærrene o. f. 8., formerede deraf et himmelsfjønt Præsens, og standfede først ved Futurum, da den gamle Baron Betbune

de Charost overraskede og i Participio med Muud til Mund og Barm ved Barm.

Han lod som om han Intet havde feet, og faldte paa mig. Jeg fulgte ham i ængstelig Forventning. Først i Stadsestuen mellem mine Forfædres Billeder ftandsede han, og vendte sig mod mig. „Louis Bethune de Charost!" sagde han, Du kan ikke ægte Skyttens Datter, og Du ma a iffe forføre en uskyldig Pige! Gaae, lad din Heft fadle og rid strar tilbage til din Garnison ! Jeg adlød

jeg kyste hans Haand, og forlod Rouges mont, uden at have taget Afsked med Annette.

Revolutionen tog sin Begyndelse. Kort efter min Tilbagefomst til Rouen bleve Notablerne sammenfaldte. De fjender vist faameget til hiin frygtelige Begivenhed, at jeg i min Fortælling fan indffrænke mig til det, som umiddelbart vedkommer min egen Skjæbne. Mit Regis ment, der talte gammeladelige, ægte royalistiske Officierer, blev opløst. Jeg drog hjem: Annette var ikke mere i Rougemont; min Fader havde forlængst ftaffet hende en meget forbeelagtig Hovmesterindeplads i Arras. – Uro: lighederne tiltog, Emigrationen var allerede i fuld Gang. Mange Adelsmænd fom paa deres udvandring til Rouges mont, og raadede min Fader at følge Strømmen. Men han var ikke til at overtale, han anfaae Uvejret for en blot forbigaaaende Byge; han ahnede ikke, at det var en Landtorden, hvis Rædsler og Ddelæggelser ffulde stræffe sig over den halve Verden. Et pludseligt Lynglimt aabs nede hans Dine, men fun for at vise ham den Afgrund, bet nu var forstide at undflye.

,,En Morgen væffede man mig med den Tidende: at Gaarden var omringet af Bønder og Andre, der faae ud som Kjøbstædpøbel. Jeg faftede mig i Klæderne, greb mine

Pistoler og min Kaarde og ilede ned. Min Fader mødte mig ubevæbnet i Vestibulen.

læg dine Vaaben bort, Louis!" sagde han, wher fan intet Forsvar finde Sted, vi maae tale o$ tilrette!" Jeg fulgte ham ud paa Trappen, mod hvilfen Oprørshoben trængte frem under Sang og Sfraal; vi bemærkede i den flere af vore egne Bønder.

„Børn!" sagde min Fader, mildt og roligt, hvad ville 3 ?

Dit aristokratiske Blob! lød en Stemme midt inde fra Floffen.

„Mit Blod“ svarte han, „har jeg opofret mit Fædres land i mine stærke Dage; nu er jeg en Invalid, ville ? have mine forskudte Lemmer, faa tag dem, men ffaan min Son!"

Dprørerne begyndte at skamme sig, de Forreste trængte lidt tilbage, da lød atter hiin Rost: ,,Ned med Tyrannen!

lebon!" raabte min Fader, var jeg en Tyran, da jeg eftergav Eders Faber alle bang Restancer? og da jeg laante ham Sædeforn, som jeg aldrig har krævet tilbage ?

„Det er sandt hvad han siger!” lød en anden Stemme; han har aldrig været os en stræng Husbond.

Hvishvas, Nonsens!" ftreg Lebon, alle de Ades liges Dyber ere fun glimrende Laster!. Et vildt Bifaldsbrøl fulgte dette Indfald.

„Gjør nu fort Proces !! lød det igjen, "stød ham ned! han spiller under Dække med Capet og den østerrigske Tæve.

lad faa Loven flaae ham!« sagde en anden, mlad os føre bam og hans Hvalp til Arraß! der er flere af den Ulveyngel!

,,Dette Raad blev eenstemmigen antaget: en Deel oms ringede os og forte os bort; en Anden trængte ind i Hus set og udplyndrede det. - Paa Vejen til Arras vare vi ofte i fare for at blive myrdede; men den, som havde raadet at fængsle 08, og i hvem vi sienfjendte een af min Faders forrige Tjenere, git bestandig nær ved os, og holdt den rasende Hob tilbage med den Forsikfring: at vi vilde vorde offentlig henrettede, og faaledes yde Folket en værdigere Hævn.

,,To lange førgelige Aar tilbragte vi i Fængslet. Imidlertid havde Anarchiet rejist fin blodige Throne, Guillotinen, over hele mit ulykkelige Fædreland. Conventet rasede, og udsendte sine Bodler fra Paris til alle de andre større Stæder; til Arras fom lebon, dette afskyelige Uhyre, hvis Navn aldrig vil glemmes i denne Stad, faa: længe den endnu har een Steen paa den anden. Fængs: lerne fyldtes, Mordmaskinen blev oprejst, og begyndte sit blodige Arbejde. Hver Dag hentede den nogle af Fans gerne, og Andre kom i deres Sted.

Min Fader og jeg havde af Arreftforvareren lejet og et særskilt Værelse; thi vi havde førend Bortførelsen fra Rougemont hemmelig fors synet os med Penge.

„En Morgen, da jeg som fædvanlig kom ind i det almindelige Forsamlingsværelse, for at tage Afsked med de Dødsdømte, og lede efter Venner eller Befjendte blandt de Nysankomne -- faldt mine Dinestrar paa en af de sidste: det var Annette! Jeg trængte mig hen til hende hun sank med et Skrig til mit Bryst.

Døden, min Elskede!raabte jeg, gjør os nu alle lige! Nu er Du min for evig

For Evigheden!" hvidstebe bun.

Ulykken hærder ofte, men den kan ogsaa blødgjøre og forædle; man omringede os med Deeltagelse, med lyfonskninger og Beklagelser.

„Arme Pige!" sagde jeg, hvad er din Brøde?
, at jeg elsker Dem!“ svarte hun.

,, Rom med til min Fader!" raabte jeg, ,,nu vil ha velsigne fin Søns Elsfebe. Al Standsforstjel er ophævet, og der gives nu kun Gode og Onde; de sidste sejre, derfor maae de første slutte fig desfastere tilsammen."

Min Fader modtog hende med aabne Arme. Ans nette!" sagde han, jeg billiger Deres Kjerlighed; thi Sfillevæggen mellem Dem og min Søn er nedrevet elfter hverandre! men tænker paa, at Eders Egtestab først ffal fuldbyrdes hiin Side Graven."

Jeg spurgte om Annette Skjæbne, og hun fors talte :

Siden jeg forlod Rougemont, har jeg Punct nær – levet ret behagelig i den brave lefevres Huus. længe beskyttede hans borgerlige Stand ham for Mistanke og forfolgelse; men ban var riig, det fordømte ham. For to Dage siden underrettedes han hemmeligt om, at han var denunceret som den, der honorerede de Verler, Emigranterne i udlandet lod træffe. Han samlede strar alle fine rede Penge og Kostbarheder, og flygtede til en Ven paa landet. Sit Contoir overgav han til en troe Betjent sit Huus og fine Børn til mig. Jeg tilbragte fire og tyve Timer i ængstelig Forventning. 3morges fløj Døren op, og, efterfulgt af fire Nationalgardere, inds traadte en Mand med en støvet Hat, en aabenstaaende luvslidt Fraffe, lange Matrosburer og forte slubbrende Støvler. En stor frum Sabel slæbte efter ham benad Gulvet.

paa eet

S. S. Bliiber. Samle og nye Noveller. V.

15

« ForrigeFortsæt »