saadan

vogns. Hm! jeg er halv flau, naar jeg tænker paa, at jeg lod ham rejse, uden at faae det Allermindste pillet ud af ham om Fortiden, da han kom gaaende paa sin Fod til Randers, hvorfor han emigrerte? hvordan han nu er kommen til den forfløjne Datter? 2c. Men jeg faaer ud at besøge ham! han boer kun et Par Timers Vej herfra, og bad mig selv ret indstændig derom hun med, kan jeg troe. De har endnu ikke lært mig en dansk Arie?" fagde hun, jeg gad dog vide, hvordan det vilde klæde mig at synge Barbarisk?" Hm! det er naragtigt: jeg kan ikke egentlig sige, at jeg ja, nu veed jeg snart ikke, hvad det var, jeg vilde fige. Jeg interesserer mig rigtignok for hende, forsaavidt hun er interessant at tale med; men forresten er hun mig ganske ligegyldig. Følelse har hun vel, men den bliver reent overdøvet af hendes umaadelige Lcen; den drukner i bare Vittigheder. Da hun omfavnede sine Veninder til Afsked, tindrede der et Par Taarer i hendes Dine; men til mig sagde hun blot, med et let og flygtigt Smiil: Adieu, min gothiske Ven!" „Adieu, min franske Spirrevip!" tænkte jeg; og "Lervel, min danske Ven!" figer og mener din trofaste

-

Christian.

Bouchain, Juli 1816.

Siig mig engang, gamle Frits! hvad er Melancholie? Dersom det er denne hersens Benouelse, jeg nu undertiden sporer, saa maae jeg tilstaae: jeg kan ganske godt lide den. Veed Du hvad, Frits! Det er ret interessant at være melancholsk; dog troer jeg, at det bør ifte vare for længe ad Gangen, for faa forfalder man let til Tænkning, Poesie og alskens forfængelige Speculatser. -Man kunde ogsaa allenfals brække Halsen, forudsat at

man i Melancholie er genegen til at løbe fin Pande mod et Huus, et Træ, eller mod en Andens Pande, eller og at hænge sig over paa Nygningen af Stolen, for gyngende at betragte Maanen. Igaar Aftes dejsede jeg saaledes baglænds ned og brækkede Bagbenet — af Stolen.

Jeg vil næsten troe, at det er et usundt Sted, hvor han boer, vor gamle Louis; thi det er egentligen først fiden jeg var derude, at jeg sporer hiint Hang til Eftertanke og stille Maanebetragtninger; men saa skal F-stop! jeg veed, Du kan ikke lide den Banden! og vores Armee er ligesaa slem dertil, som den, Oncle Toby stod ved; det maae være endemisk i Flandern. Egentlig vilde jeg fige, at - nu har jeg min 6 min Troe! glemt hvad det var, jeg vilde fige.

S

Jo! nu veed jeg omtrent, hvad det var: jeg vilde fortælle Dig Noget om Rougemont.

Saasnart min kjere Louis var rejst, blev jeg bes taget af en saadan Længsel efter ham, at jeg tre Dage efter reed derud med en Vejviser i Spidsen. Om Stedets Beliggenhed kan jeg ikke sige Dig Andet, end at der var en stor Hauge med mange Træer i, og at Louise sad paa en Bænk indenfor Stakitporten og faae ud paa Vejen. Da hun blev mig vaer, sprang hun op, aabnede Laagen, tog mig under Armen, og dansede med mig op til huset. Gamle Louis tog mod mig i Døren, og plirrede saa venligt med sine smaae brune Dine, at jeg iffe kunde bare mig for at falde ham om Halsen.

Hvilken Gjæstfrihed, hvilken Hjertelighed er dog iffe disse Franskmænd medfødt! Jeg var som en gammel Ven som en Søn af Huset; man vidste ikke hvor godt man vilde gjøre det. Fader og Datter firmede omkring mig: han kom med en Stol, hun med en Præfenteerbakke; han

stoppede mig en Pibe, hun tændte den ved Solen. Dg saa kom hans kone veed Du hvad, Frits! hun ligner bestemt min salig Moder; naar jeg ellers havde været vant til det men det bruges nu ikke i Danmark kunde jeg gjerne have knælet for hende, saa ærværdig fores

thi hun er endnu men formedelst en vis

kom hun mig, ikke formedelst Alderen iffe langt over de Fyrgetyve.

Højhed, Anstand og Værdighed i hendes Aasyn og hele Væsen.

Efter en Times levende Samtale gik Damerne bort for at besørge Middagsmaden.

"De er en lykkelig Mand, min Herre!" sagde jeg. Taarerne traadte ham i Øjnene, han faae taknemmeligt og fromt mod Himlen.

"Gud har mangefold erstattet mig min Ungdoms Lidelser!" svarte han. "Kom!" vedblev han efter et Ops hold, "jeg veed De har et deeltagende Hjerte; kom! mens vi ere alene, skal De børe min Historie."

Han førte mig ud i Haugen og fortalte Følgende.

"I dette Huus er jeg født, i denne Hauge har jeg plukket de første Blomster, og fanget de første Sommers fugle. Nu boer jeg her tilleje, skjøndt alle disse Ejen= domme have tilhørt mine Forfædre igjennem flere Aarhundreder.

"Jeg var eneste Barn, tilkommende Herre af Rougemont, hvortil dengang hørte trende folkerige Landsbyer. Min Moder var død, før jeg kjendte hende, og min Fader forblevet Enkemand; han kunde ikke affee mig, og der= for blev jeg hjemme til mit fertende Aar undervist i Sprog, Mathematik, Tegning og alle legemlige Færdig=

heder. Haugen var min Legeplads, og Skovriderens Datter Annette min eneste Legekammeret. Hendes Fader boede i hiint lille Huus udenfor Haugen. Dengang laae det ved Indgangen til en Dyrehauge, som strakte sig lige til Skoven; men Dyrehaugen er forlængst tilintetgjort: Indhegningen er nedrevet, Træerne fældede, og nu seer De fun Enge og Kornagre, hvor det fordum vrimlede af store Dyr.

om hvilke det heed: hertil

og

hun

„Haugens Grændser skal Du komme og ikke videre! vare betegnede med en tæt Hæfte, og udenfor en temmelig dyb og bred Vandgrøvt. Engang stod jeg her som halvvoren Dreng, og adskilte de tætbeløvede Grene med mine Hænder, for dog idetmindste at see mig om i Verden. Paa den anden Side sad Annette fire Aar yngre end jeg flettede en Blomsterkrands. Jeg raabte til hende svarte og snart var en Samtale i Gang. Den endtes med, at jeg bad om Krandsen; hun kastede den til mig over Hækken. Jeg satte den paa mit Hoved, og gik ind med Hatten i Haanden. Næste Dag paa samme Tið var jeg atter ved Hækken - Annette paa Engen ligeoverfor. Vi snakkede endnu længer sammen, og gjorde ved Adskillelsen den Aftale, saaledes hver Dag at mødes. Et Par Uger fortsattes disse Stevnemøder. Jeg plukkede af Haugens skjønneste Blomster, og kastede dem over til hende; hun sendte mig dem tilbage som Krandse. „Kom over til mig!" sagde hun en Dag. Jeg maae ikke," svarte jeg; "Jeg kan ifte," sagde hun,

"

men kom Du til mig!" "Grevten er altfor bred." Jeg banede mig en Vej under Hækken, og faae at hun havde Net. Hvad var her at gjøre? Jeg grundede forgjæves den hele Dag Natten udfandt jeg det: en Fjæl maatte lægges over

om

Grøvten. Gartnerhuset fandt jeg een, slæbte den hen til Stedet, og fik den med Annettes Hjælp lagt over det Vand, som adskilte os. Jeg traadte ud, rakte hende Haanden, og snart stod hun hos mig inde i Haugen. Hvilken Glæde! op ad een Gang og ned ad en anden, fra Løvhytte til Løvhytte, fra Blomst til Blomst! Med Skjortet fuldt satte hun sig paa en Græsbænk, og bandt Krandse — jeg plukkede Kirsebær, og puttede hende i Munden. - Tilgiv mig, min Herre! at jeg opholder Dem faalænge med Begivenheder, som maaskee kun interessere mig selv; men De vil undskylde mig, naar jeg siger Dem: at min Kone det er den lille Annette. Her er det Sted, hvor jeg lagde Fjælen over Grøvten; netop der krob vi under Hækken; af hint store Kirsebærtræ- det var dengang fun lille plukkede jeg Bær til hende; og derunder var den Græsbænk, hvor min Fader første Gang traf os. „Hvem er Du? fagde han. Jeg er Annette," svarte hun, og blev ved sit Arbejde. Glutten behagede ham; han tillod mig at lege med hende et Par Timer hver Dag.

"

»Vi legede sammen i fer Aar; vi arbejdede ogsaa : hun lærte mig at binde Blomsterne jeg lærte hende at tegne dem. Min Fader fattede faadan Yndest for den Lille, at han lod hende tage Deel i mange af mine Underviisninger saameget heller som jeg i hendes Nærværelse viste mig langt flittigere, end naar jeg var ene. Saa: ledes lærte hun Fransk, Italiensk, at skrive, tegne og spille paa Guitar langt meer end en Skovriders Datter den Tid havde godt af at vide. Uden denne Revolution, som rystede hele Verden, skulde en saadan Opdragelse have været hendes Ulykke.

jeg maatte ikke læn

„Jeg gik i mit fyttende Aar ger være Barn. Jeg skulde træde i mine Forfædres Spor