Cavallerist er han," sagde en Anden, for han ftræs ver lidt i fin Gang."

Obersten kom hen og spurgte: „Naa Hr. Louis! hvad synes De?"

,,Ah, mon Colonel," svarte han, braves Garçons! Dykti Kannak!" *)

Men jeg glemmer aldrig dengang vi havde lært Marseillanerhymnen ovre i S*******, og tog marscherende imod ham med vort skingrende: ,,Allons, enfans de la patrie! le jour de gloire est arrivé."

,,Foudre!" fprudede han forbittret, og det var virkelig, som om der foer smaa Lynglimt ud fra hans Dine. Vi bleve forskrækkede, og holdt inde baade med Sang og Marschering, Men hans Vrede var kun en kort Overs gang, en pludselig Overraskelse.

"Inte syng!“ sagde han alvorlig, veemodig og næsten bedende: "Slem Vis! mekket slem pour pauvre Louis!"

Naar jeg siden har tænkt paa vor stakkels Louis, er det kommen mig for, at han maae have været noget Stort før Revolutionen en Duc maaskee; hans Navn kan ikke have været ukjendt eller ubetydeligt, siden han ansaae for nødvendigt saa strængelig at holde det skjult; thi Louis faldte han sig jo kun efter sin ulykkelige Konge. Hvad om han var Roland? Der fortaltes rigtig= nok, at han havde ombragt sig selv, da han hørte, at Hustruen havde udaandet sin Romersjæl under Robespierres Guillotine; at han blev funden død paa en Vej men hvem veed?

Siden jeg er kommen til hans Fædreland, tænker jeg ofte paa ham; og hvergang jeg seer et Menneske i en

*) Dygtige Knægte.

Lang grøn Frakke, og med Hatten ned i Øjnene, maae jeg hen og. kikke ham op i Ansigtet. Er han ilive, og jeg mødte ham, kunde jeg bestemt fjende ham igjen. Han staaer livagtig for mig, saaledes som han saae ud den sidste Gang han var hos os, og kom for at tage Afsked; han havde faaet en pæn hvid Piquets Vest paa, et hvidt Halsklæde og en stor Brystnaal i Kraven, og var overordentlig exalteret. Han snakkede, loe, demonstrerede, sukfede, græd det gik Alt imellem hinanden. -,,Adieu, mes amis!" ja da græd vi Allesammen; vi To kunde ikke komme fra ham, vi fulgte ham lige til Porten i Randers di di dieu Lu lu ,,A.

น

is!"

Vi kunde ikke fatte os den hele udslagne Dag: Stylterne kom iffe igang før den næste, Norbaggen hvilede sig i hele to, og Dragen blev hængende i den store 2st Natten over, og spoleret af Regnen.

Jeg lever forresten saa là là. I Førstningen var Alt nyt; men nu jeg har seet, hvad her er at see, kjeder jeg mig tidt nederdrægtigt. De Andre skyde Kaniner, men Jagt er ikke min Sag. Jeg kommer i et Par Huse, hvor der er ret vakkre Piger; dem passiarer jeg en Timestid med; men det bliver man ogsaa kjed af i Længden fige naar man ikke er forelsket, og den Maladie fjender jeg, Gud skee Lov! ikke.

at

Det er ellers Fanden til Tøser de franske de nævne Alting med sit rette Navn recnt ud; der er iffe et Ord i det hele Lexicon Tabuh *) for dem. Naar vore Damer vilde synke i Jorden af Skamfuldhed, saa staae te ret op og ned, og veed af ingen Verdsens Ting. Jeg

*) Unævneligt.

gaaer og spadserer med en syttenaars nysselig Pige i Haven hun bryder af midt i en Periode: „Hvor vil De hen, Mademoiselle?" spørger jeg;,,à la chaise percée" svarer hun ganske ugeneert; hopper ind, hopper ud igjen, tjatter til Borden af sin Kjole, og fortsætter Sam

talen.

Og med alt dette, du Præst! ere de saa kydske som Maanen jeg troer næsten, det er fordi de snakke saa

frit, og intet Forborgent har at rødme over.

Naa! om et kvarteer skal jeg paa Vagt. Faaer jeg ikke Andet at bestille, skal jeg snart skrive Dig til igjen. Adieu, Sjæleven!

Bouchain, Juni 1816.

Jeg har ham! jeg har ham! pauvre Louis, petit Louis, cher Louis! Ecoutez! nu skal Du bareste høre: Der er en Familie her i Bouchain, charmante Folk, som jeg tidt besøger; man lider mig ret godt for mit Snakketøj.

For en tre uger siden ere Husets Damer og to Dottre

Mama

formerede med en lille forvildret Freken fra Landet, en vittig Carnaille. Inden en halv Time vare vi To saa fortrolige, og skjændtes, som om vi havde været Mand og kone i tre uger. Hun paastod, at alle Mennesker i Danmark komme til Verden med Træskoe, at vi boe i hule Træer, spise Agern og Ulvekjød, og at ens hver nygift Kone faaer en Dragt Prygl i Morgengave af sin Mand. Jeg bejaede det Altsammen, og forøgede end ydermere dette smigrende Malerie med adskillige lyse Penselstrøg. Jeg fortalte hende: at alle vore Fruentimmer kunne tale lige fra Fødselen af; men at de maae bære Mundkurv, som kun aflægges medens de spise og sove;

at de dog have een fri Snakkedag om Maaneden, som alle Mandfolk da tilbringe under aaben Himmel; men at ingen tilstaaes dem i Fisketiden, da Silden ellers vilde blive forjaget fra Kysterne Nu var Conversationen i

fuld Gang, det gik Slag i Slag; de andre Tasker loe, flappede i Hænderne, æggede og opmuntrede os. Jeg har aldrig havt en interessantere Underholdning. Du kan sagtens vide, at jeg kommer der saa ofte, jeg har Lejlighed. Forleden Dag tager Louise saaledes hedder Landsbypigen imod mig med en dansk Hilfen: „Godda min Ær! ar di sovett vel?"

Behagelig overrasket svarer jeg i samme Tungemaal; men hun erklærer, at hendes Sprogkundskab ikke strækker sig videre. Jeg tilbyder min Underviisning, hun tager mod den dog først efterat jeg har maattet forsikkre hende, at det Danske ikke skal fordærve hendes Taleorga= ner, eller tage Façonen af hendes lille franske Mund. Heloise og Antoinette ville ogsaa med. Det skal Altsammen drives efter en ny Methode, l'enseignement mutuel (indbyrdes Undervisning) og Louise være Bihjælper. Der skal vælges en Læsebog. Jeg foreslaaer Paul et Virginie; men den forkastes som altfor tydff, alt= for melancholff. Corinna har samme Stjæbne den er for engelst. Endelig bliver Stella eenstemmigen valgt; heldigvis kan jeg vedlægge den en dansk Oversættelse, og nu gaaer det rask: mine vakkre Elever gjøre enorme Fremskridt.

Allerbedst som jeg igaar giver min Time, siddende med Ryggen imod Døren, de andre Tre foran mig, udstøder Louise et Skrig, springer op, og kaster sig om Halsen paa en Mand, der staaer bag ved mig. I Førstningen kan jeg ikke see hans Ansigt, thi hun bedækker det

Haar blander sig med hendes mørkbrune Lokker. Det er

hendes cher père: det er kjendte ham paa Djeblikket.

vor pauvre Louis! Jeg

„Med Tilladelse, min Herre!" siger jeg, har De aldrig været i Danmark?"

"30!"

"I Nanders? i Aarene nogle og Halvfems?"
"Ja!"

"Husker De da iffe Deres petit Chretien!"

,,0 mon Dieu!" raaber han, og omfavner mig indarmer mig; thi saaledes udtrykkes nærmest det franske inderlige, stormende embrasser.

Han kunde huske Alting.

Frits! Han spurgte efter Dig, efter din Fader, efter Jesper Degn med den lille suollede Paryk, efter vor arrige Huusholderske tykkeh Satann, som han kaldte hende efter Mor bærtræet udenfor Haugestuedøren, og efter Peer Kudst, som altid titulerede ham Hr. Laadvig! Og hvor den gamle Mand var glad ved mig! Louise loe med Taarer i Øjnene jeg havde aldrig troet, at det forvildede Dyr funde græde og saa sang hun med comisk Rørelse: ,,Ou peut on être mieux" &c.*). I Sandhed det fores kom mig, som om der pludselig var knyttet et SlægtskabsBaand mellem hende og mig: saa nær som et hængende Haar havde jeg omfavnet og kaldt hende Søster.

Han er kommen for at hente Louise hjem, og vilde have været bort igaar; men for min Skyld blev han til idag. Jeg kommer just nu fra at have fulgt dem til

*) Hvor mon man bedre er, end blandt sin Slægt og Venner?" Gammelt Syngestykke.